Simple Living

Det er altså altid lidt skægt, hvordan det hele bliver sat lidt i relief, når man er på ferie. Hvad der egentlig er vigtigt for en og hvad man har brug for (ikke ret meget?!).

Ikke at den slags er endegyldigt eller statisk. For selvom tanken er meget tiltalende, så tror jeg nu også, at jeg ville komme til at kede mig bravt i længden, hvis jeg ikke skulle lave andet end at drikke friske kokosnødder på en tropestrand resten af mine dage. Men for en stund er det altså dejligt. Meget dejligt. At sætte hjernen lidt på pause, bare kigge lidt ud i luften og få lukket nogle af alle de ‘tabs’ man ellers altid har åbne.

Ikke at skulle bekymre sig om så meget andet end hvor man skal spise sin næste smoothie bowl eller hvilken bikini man skal have på. Og det sidste er næsten heller ikke engang et issue, for jeg må nok indrømme, at jeg er svært  slem til at gå rundt i det samme igen og igen, når jeg er på ferie. Har I det mon lige sådan?

Får næsten lyst til at gå helt Marie Kondo-bersærk, når jeg kommer hjem og kun leve med de ting, der virkelig bringer mig glæde. Og så igen. Lider jo samtidig en kende af horror vacui og må nok sande, at jeg godt kan lide mine mægtigt mange sager.

Må virkelig (!) prøve at huske det, næste gang jeg pakker for det er altså bemærkelsesværdigt, hvor lidt man (jeg?) egentlig behøver, især når destinationen er under varme himmelstrøg.

Skriv en kommentar

14 Kommentarer

  1. Det er helt sikkert dejligt, at få ‘vasket tavlen ren’. Jeg har selv for første gang fået set nogle afsnit af ‘Kurs mod fjernere kyster’, og har i den grad lyst til at sælge alle mine ting, og bare rejse ud i verden. Men jeg tror lige som du, at det er dejligt til en vis grænse. En god balance er heldigvis mulig.

    Det med at pakke for mange ting, tror jeg lidt de fleste kvinder kender til ;) Hellere for meget end for lidt. Den sidste ferie jeg var på, fik jeg bestemt slet ikke brugt det hele, og havde tendens til at iføre mig det samme igen og igen, ligesom du så fint beskriver. Men så bliver man da forhåbentlig klogere til næste gang.

    // http://www.jannifromtheblog.dk

  2. Sikke et dejligt indlæg. Jeg elsker ferie – bare at leve ud af en kuffert og træffe så få valg som muligt. Det er skønt!
    Jeg tænker personligt meget over at leve med færre (og i øvrigt også bedre) ting. Det handler til dels om indretning, fordi jeg hader “støj”, hvilket må være det modsatte af horror vacui, haha. Men jeg synes også der er andre fordele. Jeg synes vi tilskriver ting alt for meget værdi i vores samfund. Vores jagt på statussymboler og prestige er vild og intens. Men vi bliver sjældent lykkelige af “ting”, selvom vi tror det. Vi bliver lykkelige af at føle os sikre, have en meningsfuld hverdag, gode relationer… Det er i virkeligheden lidt ironisk.
    Så jeg synes at simpelt kan være helt utroligt smukt, ja ;-) Jeg skriver om minimalisme, ting og bæredygtighed på min blog og jeg elsker besøg <3 http://www.medtankepåting.com

  3. Jeg er glad for, at rejse – men endnu mere glad for det liv jeg har hjemme. Jeg glæder mig altid til, at komme afsted, men når ferien lakker mod enden er jeg altid mindst lisså vild for at komme hjem. Det er en god balance for mig, for afslapning og de nye indtryk giver mig energi og ro, men livet hjemme giver tryghed, udfordring og generel lykke. Jeg ville ikke ønske det anderledes (: Jeg forsøger dog, til tider, at rydde lidt ud i det hele her hjemme, men jeg er bare en samler af hjertet, og det ses tydligt på mit hjem.

    – K

  4. Jeg har rejst det sidste halve år, og er kommet til samme erkendelse – eller erkendelser: at jeg behøver meget mindre end jeg har, og at jeg i bund og grund sætter pris på rigtig mange af mine overflødige ting ;)

    Fortsat god rejse!

  5. Har det SÅ (!) ofte på samme måde som dig, hvor jeg kigger på alt mit ragelse og har lyst til at skille mig af med det, og bare leve med en seng og et sæt tøj eller noget i den stil. Men så alligevel; synes nu mit spisebord er ret pænt og min parfume bruger jeg jo også alligevel et par gange i ugen osv. Sjovt med sådanne kontraster i livet :-)

  6. Jeg har lært mig selv, at når jeg har lagt alt det fra, som jeg skal have med, så tager jeg lige en sorteringsrunde, inden det ryger i kufferten. Der ryger som regel en del.
    Man skal også også have plads til at have fine feriefund med hjem ;-)

  7. Du har så evig ret! Når først man når frem, så har man ofte ikke brug for særlig meget :-) Kan du mon fortælle hvor det fine tøj, der ligger på sengen, er fra?

  8. Det er virkelig importerende hvor lidt man egentlig behøver. Jeg flyttede meget rundt da jeg boede i København, og jeg blev så træt af at flytte ting jeg ikke bruger. Så nu har jeg kun meget få ting og det er herligt!

  9. Hvordan er Bali her i regnsæsonen? Jeg overvejer selv en tur i maj, men jeg er lidt bekymret for vejret. Ikke så meget regnen – mest om det er meget overskyet?

    1. Hej Tine, det var egentlig ret ‘godt og blandet’ dage med korte, men massive regnskyl, overskyede dage hvor det regnede on/off og dage med sol stort set hele tiden. Egentlig ret fint, for det er varmt (og brænder let), når solen står på. Klem Emily

    1. Hej Anna, ja de er fra Nomadic State of Mind og koster ca. 200 kr. Elsker mine :) Kram Emily