Læseklub: Transfervindue (Diskussion)

Jeg kendte ikke Maria Gerhardt. Altså jeg kendte hende ikke personligt, bør det nok være. For hun var sådan en skikkelse, der var en del af min kulturelle begrebsverden. Og en jeg så op til. Hun tegnede lydbilledet til nogle af min ungdoms bedste fester og jeg læste artikler (og klummer) af hende og om hende.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen udkom lidt efter min mor var blevet helbredt for bryskræft. Hvorfor jeg nok også blev ekstra berørt af den. Det var ikke bare en smuk kærlighedshistorie, men også en lille bog, jeg følte et stort slægtskab med.

Indeni mit eksemplar af Transfervindue – fortællinger om de raskes fejl ligger et rødt kort. “Efter aftale med Maria sender vi dig her hendes nye bog”, står der på det. Det er fra marts i år. Jeg kan ikke kigge på det, uden at tårerne begynder at trække op. Da kortet blev skrevet var hun her stadig, nu er hun her ikke. Så ung, så dygtig. Det gør det sørgeligt i sig selv, men det der også gør mig så trist, er at det ikke bare er hendes historie. Vi kender næsten allesammen en der har eller har haft kræft.

Det er ikke for at være ultra sentimental at jeg skriver ovenstående, men blot for at redegøre for, hvorfor det er umuligt for mig (og sikkert også for de fleste andre?), at læse Tranfervindue uden for kontekst. Marias værker virker så personlige (omend de ikke er selvbiografiske) og hudflettede med hendes eget liv og afslutningen på samme, at jeg slet og ret kun har lyst til at læse dem i lyset af det. Især Transfervindue, hendes sidste, fine, litterære aftryk på denne verden.

Den er så nøgen, ærlig og rå og sætter både terminal sygdom og den bundløse ensomhed der følger med på spidsen, så man som læser får lyst til at række ind i bogen og overøse med omsorg og helst af alt mirakler, der kan helbrede.

De sparsomt tilskrevne sider bliver nærmest en tydeliggørelse af afmagten, svagheden og manglen på sprog. Og de ord der er der, spidder det hele og fremviser på smukkeste vis det grimme og det smertelige. Og gør at bogen sidder fast i én og blotlægger ens egen sårbarhed og ensomhed samt den sorg og smerte, man har oplevet.

Særligt teksten om at egne sig til at blive gammel på side 75 rykkede ved noget i mig:

… Jeg vil have vinkælder, børnebørn, efterløn, otium, tre måneder i varmen om vinteren og alligevel brokke mig over cyklister på fortovet. Jeg vil rundrejse, skrælle æbler på offentlige bænk, bleve en Gnags-sang, se film om formiddagen, og jeg vil bekræftes i, at du vil forblive præcis så smuk, som du altid har været.

For mens vi andre (en af de raskes fejl?) kollektivt frygter at blive ældre, er det en særligt uopnåelig luksus, den (unge) døende blot kan drømme om.

Transfervindue har sat sig fast i mig. Og både givet mig et indblik i og en forståelse for de syges verden. Og mindet mig gevaldigt om hvor meget og hvor mange små ting, jeg har at sætte pris på og være taknemmelig over. Hver dag.

Hvad syntes I om Transfervindue? Jeg glæder mig sådan til at læse jeres kommentarer til denne ganske særlige, lille bog.

Skriv en kommentar

25 Kommentarer

  1. Jeg er egentlig fuldstændig enig med dig. Slugte bogen råt på bare en enkelt søndag for godt en måned siden, og siden da, har den floreret i mine tanker. Det er så fin en bog, så fint et værk om man vil, som sætter alting lidt i perspektiv. At Netto har udsolgt af grønne asparges, som du ellers havde set frem til hele dagen, kan irritere gevaldigt, men netop hverdagens irritationsmomenter er noget, den døende kun kan drømme om – og måske egentlig drømmer om. For det er livet det handler om. Alt hvad livet indebærer. I min optik en virkelig vigtig udgivelse, og det faktum, at Maria selv gik bort så kort tid efter udgivelsen er prikken over i’et. En smuk, smuk, smuk fortælling, som jeg varmt anbefaler. Og som jeg nok selv er nødt til at læse en gang til i nærmeste fremtid.

    1. Sådan har jeg det også Karoline, må læse den igen snarest. Også selvom det er hårdt. Er glad for du også havde en god læseoplevelse <3

  2. Jeg var selv meget i tvivl, om jeg skulle læse den eller ej. Jeg var helt vild med hendes første bog, som jeg læste for nogle år siden, men efter selv at have fået diagnosen for et år siden (som 24-årig), er det pludselig blevet en helt anden måde, man skal forholde sig til bogen. Man kan pludselig genkende sig selv i en fortælling, som man egentlig ikke har lyst til at identificere sig med. Men nu har jeg læst bogen, og jeg synes, at den er smuk, rammende og en anelse skræmmende.

    1. Åh puha, nej det kan jeg kun prøve at forstå, hvor hårdt må være. Men sejt at du læste den og kunne bruge den alligevel. Det var modigt at læse den. Håber alt det bedste for dig og at sygdommen allerede er historie. Mange, mange kram og tanker til dig <3

  3. Jeg græd flere gange mens jeg læste bogen. Jeg græd igen den dag Maria døde. Jeg måtte læse flere passager flere gange, da jeg læste bogen – fordi ordene var så rigtige. Perfekte ord i en bestrivelse af en meget uperfekt verden. Jeg kunne gennem bogen kende mange ting fra mig selv, og blev flere gange revet tilbage til de perioder i mit eget liv, hvor jeg selv har været meget alvorligt syg. Det er så meningsløst, at hun skulle dø så ung. Og her sidder jeg. Overlevede.

  4. Hej Emily.

    Kan du uddybe hvad du mener, når du skriver at hendes bøger ikke er selvbiografiske? Det er, naturligvis, ikke selvbiografier, men jeg vil da mene, at det i udpræget grad er autofiktion. Særligt den første.

    1. Der er vel også en stor forskel på autofiktion og selvbiografiske tekster. Tag eksempelvis Knausgaard, hvor der er meget lidt tvivl om, at det er baseret på hans eget liv, men samtidig kan det ikke kaldes selvbiografi. At Maria Gerhardt ikke har kaldt det selvbiografisk, har vel givet hende en større frihed til at lægge til og trække fra efter behov, og samtidig også givet hende en videre rammer. Det er i hvert fald umiddelbart, det jeg tænker. Samtidig er det vel heller ikke så vigtigt, om det er selvbiografisk eller ej, det gør jo ikke bogen bedre eller dårligere? :)

    2. Hej Line og Marianne

      Jeg har ledt og ledt og kan selvfølgelig ikke finde det, men læste et interview med Maria Gerhardt, dengang ‘Der bor Hollywoodstjerner…’ udkom, hvor hun selv pointerede, at det var fiktion, men at den (åbenlyst) tog afsæt i hendes eget liv. Så det var egentlig mere med tanke på hendes egen udlægning at jeg skrev det. Men det kan I selvfølgelig ikke vide, så godt du spørger :)

      Men ja, autofiktion kan vi vist alle blive enige om.

      Kan godt lide din betragtning Marianne mht friheden i ikke at stemple det som selvbiografisk (altså for forfatteren). Mindes også at Maria Gerhardt sagde (i interviewet jeg ikke kan finde, sorry), at det også var af omtanke for hendes nærmeste. Måske det var sandt altsammen, måske det ikke var, men tvivlen kan komme dem til gode :)

  5. “For mens vi andre (en af de raskes fejl?) kollektivt frygter at blive ældre, er det en særligt uopnåelig luksus, den (unge) døende blot kan drømme om.”

    Smukt formuleret <3

    Jeg mistede selv min bror sidste år. Ikke til kræft, men til anden sygdom. Og det med at blive ældre… det har fået en helt anden betydning. Nu er det nemlig en luksus. Drømmen om at blive gammel sammen med dem, jeg elsker.

    1. Tak. Og ja, det er ikke før man ser det med helt andre briller på, at man for alvor forstår, hvor stor en gave det er.

      Det gør mig ondt at høre om din bror <3 Mange kram Emily

  6. Jeg ved slet ikke hvorfor jeg ikke har læst Transfervindue for længst… måske fordi jeg også for nylig har mistet en jeg elskede uendeligt højt til cancer? Nu er den i hvert fald klikket hjem, og jeg glæder mig!

  7. Enig. Jeg synes også den var helt fantastisk god og jeg fik læst den færdig samme eftermiddag jeg modtog den. ☺️

  8. Åhh… suk..
    Jeg glædede mig virkelig til at læse den, selvom jeg vidste det ville blive trist og hårdt.
    Jeg prøvede inderligt at læse den langsomt, virkelig langsomt.
    Jeg lagde mig i sengen, pakket godt ind i dobbeltdynen med en kande the der nåede at blive kold. For da jeg kom i gang, måtte jeg lægge bogen ved min side flere gange og tage det ind der stod i bogen. Jeg lå i flere timer og kiggede huller i luften imens tiden stod stille.
    Det tog flere dage at læse bogen og jeg var tom for ord de dage jeg læste den.
    Jeg er ikke i tvivl om at jeg vil læse den igen og igen og garanteret hver gang med nye øjne på nye ord med ny betydning.
    Livet fik klart en anden og mere taknemmelig lyd bagefter<3

    1. Det var vel nok en fin beskrivelse af din læsning. Og hvor lyder det som en god måde at tage sig tid til en bog på. Også selvom det er en der ellers kunne være hurtigt læst <3

  9. Jeg har nok læst bogen på lidt andre forudsætninger end jer andre.
    Jeg hverken kendte til Maria eller hendes sygdom. Men havde blot set forsiden et sted og at den vidst skulle være god. Da jeg så så den på biblioteket, kom den med hjem.
    Jeg har lige læst den færdig her til morgen.
    For mig, har den sat mange tanker igang. Først tænkte jeg det var en sjov fortestilling at lave de riges område, om til de syge (“svage”).
    Fordi hvorfor skal de syge ikke have det bedste af det bedste, den sidste tid de/vi lever ? Hvorfor kun forbeholdt de få. Mens de syge må nøjes med vores hospitaler, som mange steder er i forfald, mangel på medarbejdere, senge osv.
    Derudover blev jeg fanget af den (personlige) historie der lå bagved. Ved at være syg. Omkring familien. Omkring alle de tanker der er når man er syg med kræft.
    Jeg har ikke haft nogen tæt på der har været alvorlig syg af kræft. Men alligevel rørte bogen noget ved mig, og da jeg læste din anmeldelse nu her, måtte jeg lige knibe en tåre.
    Jeg er sikker på bogen vil rumstere i mine tanker i noget tid, og ville ikke have været foruden at have læst den. Tak for tip!

    1. Så godt at du var med på at læse den alligevel Marie og ja, er ret enig mht. at de syge bliver gemt og glemt, mens de netop burde have det bedste af det bedste. Er glad for du havde en så god læseoplevelse :)

  10. Jeg har elsket hendes andre værker utroligt højt, og derfor glædede jeg mig også enormt meget til at denne bog skulle udkomme. Og jeg må sige at jeg er blæst helt væk over hvor god den er, både hendes ord men også samtidssynet. Jeg græd undervejs, for det er hårde ord, når man selv har haft cancer inde på kroppen (mor+mormor), men hun formår at skrive fortællingen rundt om sorgen og livet.
    Jeg går stadig og drømmer lidt om at der engang bliver udgivet nogle noveller el.l. af hendes, som bare ikke nåede dagens lys, da hun stadig var her.
    Tak fordi du valgte denne bog i din bogklub. Den bør læses af alle, også dem der ikke tør af frygt for at den rammer et sted, der gør ondt. Den er dét værd.
    Kh Katrine

    1. Jeg deler helt samme drøm Katrine. Det er ikke bare nogens mor/kone/datter der er borte, men også en forfatter der bare lige var kommet i gang.
      Kram Emily

  11. Jeg mistede min mor til cancer for fire år siden (hun blev 59), og nu har min far fået diagnosticeret uhelbredelig kræft. På få år er vi gået fra at være en god, lykkelig familie til at…ja. Tær jeg læse bogen eller vækker den for mange følelser? Spdan har jeg tænkt mange gange.

    1. Kæreste Mia, det gør mig så uendeligt ondt at høre. Jeg kender desværre alt for godt til hvordan det føles, kun at have en forælder og hvor stor frygten er, for at miste den man har tilbage.
      Jeg mistede min far, da jeg var 16 og da min mor fik brystkræft for nogle år siden, ramlede min verden sammen.

      Jeg synes du skal læse bogen, den er ikke direkte hård eller svær, men det er klart at emnet ikke er muntert. Måske du og din far kan læse den sammen? Og endda trække på smilebåndet over nogle af de skæve passager.
      Alt det bedste for dig og ham <3
      Mange tanker og kram
      E

  12. Jeg er simpelthen så ellevild med alle de bøger du læser. Men jeg tænkte på, hvilken læseklub du er medlem af? – hvis du er med i en selvfølgelig :-)