Mit barndomshjem var indrettet med følgende elementer: Piet Heins Superellipse bord, Arne Jacobsens 7’er-stole, Poul Henningsens lamper og Alvar Aaltos vaser og matchende glasfade. Jeg er ikke helt sikker på, om vi havde det hele med, da vi boede på Cypern, men det var i alle tilfælde med på Bornholm og siden da vi returnerede til Frederiksberg. Jo, jo der var også mange andre ting, men de ovennævnte, stolte repræsentanter for smukt, funktionelt og organisk, nordisk design, de var ligesom rygmarven i indretningen.
Og derfor er der også noget uendeligt trygt, rart og nostalgisk for mig over netop de designikoner. Således har jeg samme lamper hængende over spisebordet i mit hjem, sidder på samme stole (i lidt kækkere farver) og nu har jeg netop også føjet Aalto vasen til samlingen. Godt nok i en ny og opdateret, slankere version, der passer bedre til min stil og den type af blomster og buketter, jeg foretrækker, men stadig i samme formsprog, smukke design og glashåndværk.
Vasen har fået følgeskab af to, små skåle, der er gode til snacks, knas og godter. Og som er endnu et par nytilkommere i den ikoniske familie af brugskunst.
Vasen og skålen her er nye varianter af Alvar Aaltos oprindelige kollektion af glasdesign fra 1936. I dag, mere end 80 år senere, er det stadig en yndling i indretningen i skandinaviske hjem. Så kan man tale om langtidsholdbart design. Det er ret sejt, synes jeg.
Hvad der også er sejt, er at når vaserne produceret hos Iiitala i Finland, så kræver det 7 kunsthåndværkere, 12 arbejdsgange, 1100 grader og 30 timer at fremstille én enkelt Aaltovase. Derfor er hver eneste vase også unik. Ikke så lidt bemærkelsesværdigt.
