Permanent hårfjerning og behandling af karsprængninger med laser

Jeg har pippet lidt om det på Insta-stories og sikke en interesse! Jeg tænker, at den bunder i, at det er nogle lidt tabubelagte områder, men hey, jeg skal ikke være for fin til at indrømme, at jeg har (haft) godt med hår på benene og en håndfuld lidet flatterende karsprængninger oveni. Det kunne jeg så forstå, at jeg ikke var alene om og selvom alt det med hårfjerning og karsprængninger indledningsvis var noget, jeg ville holde for mig selv (det føles trods alt ret privat), så fik I ansporet mig til at dæmme op for det.

Først var jeg faktisk lidt bange for at dele det – altså at jeg får dem fjernet – for hvorfor ikke bare acceptere sig selv, som man er? Men jeg er glad for, at jeg gjorde det, for I var så mange, der skrev om jeres genvordigheder med både hår og karsprængninger. At I var kede af det, ikke kunne lide at have bare ben og følte jer ufeminine og skæmmede.

Det var dejligt ikke at være alene og dejligt at kunne åbne op for sådan et emne. Nuvel, det er hverken særligt sexet eller et spørgsmål om liv eller død, men derfor kan det altså godt være ret så nederen, at have noget der føles som skægstubbe på de dameben, der per definition skal være glatte og bløde (at dameben ‘skal’ leve op til det, er så en helt anden diskussion).

Hårfjerning med laser
For jeg har (eller havde er det nu) nogle gevaldige hår på benene. Mørke og stride og tætte. Formentlig et symptom på min PCOS, men nok også bare noget jeg er disponeret for. Mange af mine veninder har fine, lyse hår på benene og de kan barbere dem en gang hver 14. dag og så er det alt nok. Hvis jeg barberede mine ben, kunne man mærke (og se!) hårene efter en halv dag. Og nej, jeg overdriver ikke. Overhovedet. Jo mere jeg barberede, jo stivere og tykkere blev de. Hvis jeg fortsatte føltes de som skægstubbe. Så det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Det meste af mit voksne liv har jeg fået dem fjernet med voks eller sukker, men det bliver altså en kostbar affære over tid, ligesom det er lidt af et Sisyfos-arbejde. Lad mig blot sige, at hvis jeg havde vidst tidligere, hvor genialt laser ville virke på mig, så havde jeg gjordt det for længst.

For selvom jeg har været meget ked af min hårvækst, så viste det sig at min kombination af hud- og hårfarve på benene er noget nær optimal i lasersammenhæng. Lys hud og mørke hår. Og effekten har da også vist sig lynhurtigt. Jeg har fået benene behandlet 4 gange i alt nu og allerede efter 2 gange kunne jeg nøjes med at barbere (i sig selv en revolution) ben en gang hver anden uge og alligevel have glatte ben. Måske det lyder som en lille, ubetydelig ting, men jeg var nærmest lykkelig. Efter 3. behandling var hårene pist væk (!!!) pånær et par pletter hist og her. Jeg ved at de af jer, der også har/har haft ‘mandeben’ ved hvor stort det er.

Karsprængninger
Jeg er disponeret for karsprængninger på benene (tak mor og mormor ;)) og selvom jeg er gået nogenlunde fri indtil nu, så er der altså kommet lidt fine net af røde og blå kar frem hist og her på mine ben. Ikke noget voldsomt, men heller ikke super kønt. Tidligere har jeg dækket den største af dem med Dermablend fra Vichy (se den og andre tips til sommerben her), hvis jeg havde noget lårkort på, men nu er jeg altså i gang med at få dem fjernet med laser. De har allesammen fået en enkelt gang og de største af dem, har fået en tur til i dag. Jeg kan spore en lille bedring, men kan altså ikke fortælle om et endeligt resultat før til efteråret. De skal typisk have 2-3 gange.

Selvom maskinen til hårfjerning og fjerneles af karsprængninger er den samme, så er metoden forskellig. Ved karsprængninger forsøger man at ‘lukke’ karret af med et præcist laserskud i hver ende af det. Blodtilførslen bliver så stoppet fordi der ikke er gennemstrømning og karret ‘visner’ så og absorberes af kroppen.

Gør det ondt?
Jeg synes ikke det gør ondt, men det er heller ikke dejligt. Det er som at få et lille rap med en elastik, men ret skal være ret, jeg har en liiiiidt off smertetærskel. Til sammenligning synes jeg heller ikke at det gør ondt at blive tatoveret eller få vokset ben. Men hvis du er vant til at få lavet brazilian, så kan du være ganske rolig, det er ikke halvt så slemt + det går hurtigt. Så snart man har fået ‘zappet’ et område, er man videre til det næste, så ens opmærksomhed bliver hele tiden flyttet.

Bedste råd: Træk vejret helt ned i maven og tænk på noget andet. Her er det faktisk alletiders at tjekke Instagram eller lignende imens.

Sol vs. laser
Som udgangspunkt skal man holde sig fra sol 2-3 uger inden en laserbehandling og ca. 14. dage efterfølgende. Men man skal også have in mente, at ens hud skal være så lys som muligt. Det giver bedst resultat og mindst risiko for forbrænding. Har man derfor fået godt brune stænger henover sommeren, er det altså ikke nok bare at pakke dem ind et par uger og så få en tur med laser.

For de fleste giver det mening at starte behandlingen op i det sene efterår og så fortsætte henover vinteren og foråret til maj/juni alt afhængig af rejseplaner osv. Det kan være lidt bikset at koordinere og holde sig ude af sol, men for mig har det været det hele værd.

Next step
I dag har jeg netop været til sidste omgang hårfjerning med laser + fået ‘zappet’ et par karsprængninger inden sommeren. For sol og laser rimer som nævnt ovenfor ikke på hinanden. Bliver huden for mørk, kan man få grimme forbrændinger. Derfor skal jeg også vente til min hud er blevet lys igen en gang i efteråret, før jeg atter kan starte op. Formentlig til oktober eller november. Og så køre på henover vinteren. Derefter er jeg (fingers crossed) færdig og så vil det forhåbentlig være nok at vedligeholde ca. en gang om året. Måske sjældnere. For selvom det hedder permanent hårfjerning, så kan man ikke være helt sikker på at hårene bliver væk for altid. Slet ikke når man har en hormonel ubalance som PCO, ligesom det også kan spille ind, hvis man bliver gravid.

Jeg skal nok lige komme med en opdatering i løbet af efteråret/starten af vinteren, når jeg har fået et par behandlinger mere og for alvor kan se resultatet ift. både hårfjerning og karsprængninger.

Sted og priser
Indledningsvis fik jeg fjernet hår på benene på en klinik på Frederiksberg (ikke et sted jeg kan anbefale, så vil lade være med at nævne dem ved navn), men er siden flyttet til Retouch Clinic, slet og ret fordi sidstnævnte er et lækrere sted med mere vidende og kompetent personale. Priserne og lasermaskinen er den samme begge steder, men når man betaler så meget, så er det dejligt at komme et sted der er rart og pænt, hvor man får en god kop kaffe og hvor behandlerne virker interesserede og gør sig umage.

Alle laserbehandlinger og priser (afhænger af omfang og område), kan ses her.

(Visited 13.475 times, 8 visits today)

Skriv en kommentar

25 Kommentarer

  1. Jeg har fået gjort det to gange på ben og bikini – det har hjulpet en smule men ikke nok til at jeg ikke skal barbere hver dag. jeg synes til gengæld det er super smertefuldt!!! vil tusindgange hellere vokses haha, men sådan er man så forskellige :-P det er virkelig dyrt men vil nu gerne prøve nogen gange igen til efteråret også. fedt det har virket for dig!! (ps. blink lige hvis det er rude på frb – så man ikke ender med at prøve et dårligt sted.. hehe) jeg har prøvet cosmo, men synes retouch er langt mere lækkert og prof.

    1. Ja det er nemlig SÅ forskelligt hvor ondt man synes det gør + hvor god effekten er. Desværre. Er også meget taknemmelig over at det virker så godt her. Havde ikke de store forhåbninger, men lige til det her viste det sig at mine sorte ‘børster’ var geniale.

      Og pssst… ;) ;)

      Kram E

  2. Nej hvor er det dejligt at du tager det op. Jeg er selv i gang (bikiniområdet og armhuler) og synes som dig det er fuldstændig revolutionerende. Jeg har været enormt ked af min bikinilinje som har været utrolig svær at holde pæn. Også med voks og dets lige, som jeg samtidig har brugt formuer på. Jeg er SÅ glad for at jeg begyndte på laser istedet. Tak for at dele.

    1. Selv tak Laura og hvor dejligt at du også allerede oplever så gode resultater. Ja, man bliver helt overstadig ikke? :D Knus Emily

  3. Tak for at tage emnet op.

    Jeg var over og kigge på deres hjemmeside, men jeg kan ikke helt gennemskue, hvad det løber op i. Jeg er interesseret i begge behandlinger som du, så kunne du mon oplyse, hvad du satser så, at dine behandlinger samlet løber op i (ikke de efterfølgende årlige vedligehold, men de grundlæggende behandlinger, du har gang i nu)? Det ville være hjælpsomt. Tak;-)

    1. Selv tak :)

      6-8 gange à 3.000 kr. og 2-3 gange à 1.500 kr. er hvad jeg satser på. Kram E

  4. Jeg bliver simpelthen nødt til at skrive igen. Ganske enkelt for at understrege hvor glad jeg er for at jeg traf den beslutning i foråret. Mit bikiniområde er efter tre gange aldeles forandret. Ingen dumme knopper og næsten helt hårfri. Jeg har købt en “pakke” med otte behandlinger og har regnet mig frem til, at jeg herved bruger det samme økonomisk på at få fjernet hår een gang for alle som jeg har før har brugt på voks på et år. Bare meget, meget pænere og nærmest permanent. Jeg kan virkelig ikke tale for varmt om det. Selvom det på mig gør ONDT (omend hurtigt overstået). Gør det! Jeg får det ordnet hos CeriX i Indre By.

    1. Hej Laura :-)
      Jeg har selv lyse hår på benene, så laser er ikke en mulighed der, men bikiniområdet ville være rart! Har du kun fået laser der?

      1. Jeg er lidt i tvivl om hvad du mener, men prøver at svare alligevel :)

        Jeg har fået fjernet hår i intimområdet i måske 5-6 år, primært med lycon (hård voks). Har også prøvet alm voks og sugaring. Intet fungerede optimalt. Jeg skulle vokses hver 2,5. uge (det er MEGET) og alligevel gik jeg rundt med røde knopper, indgroede hår og ærgrelse. Til godt 8.000 kr om året. Jeg begyndte på laser i foråret. Efter første gang kunne jeg seriøst se en forskel. Ikke ret meget hår og ingen knopper. Jeg er der hver fjerde uge. Jeg skal have gjort det 5-8 gange og så burde jeg kunne nøjes med at få taget den smule hår der måtte komme en gang om året. Pakken koster 7000 kr for 8 gange. Jeg er lige begyndt på armhuler (de ligner Anders Foghs kinder også i helt nybarberet tilstand) og dem fåf jeg 50 pct rabat på fordi jeg får ordnet et andet område. Jeg har i øvrigt som Emily sorte hår og lys hud.

        Håber du bliv glad for det hvis du går i gang!

    2. Hej Laura,
      Fedt at du har haft en god oplevelse med bikinilinjen! :-) Min historie er meget som din, derfor går jeg kraftigt og overvejer at starte med permanent hårfjerning.
      Må jeg spørge om du kun får bikinilinjen eller er det brazil? Jeg sidder nemlig og kigger på deres behandlinger, og kunne godt overveje at tage brazil, da jeg også har rigtig meget hår bagtil.
      Synes du de er søde og prof ved CeriX? :-)

      1. Hej Kathrine

        Jeg får lavet en art mellemting – beholder en del på forsiden (men self ikke bikinilinjen) men ikke på.. bagsiden.. :) Det betaler man for som en brazil.

        Jeg har prøvet flere behandlere hos CeriX og de har alle været rigtig søde og profesionelle. Der er lidt klinisk men rent og de er som sagt søde.

  5. Fedt du tager emnet op… er selv en af dem med ‘mandeben’ og har også fået vokset i mange år… overvejer også laser. Og de der veninder altså, der siger ‘ej se, hvor lange hår jeg har på benet’, fordi de ikke har barberet ben i 14 dage, og så er der tre lyse hår…. eller de, der har en meget stejl holdning til, at det er antifeministisk at barbere ben, jamen søde, du har jo heller ikke hår på benene… pisseirriterende ;-)

  6. Ak ja, jeg er også een af dem med “mandebehåring” og er i første omgang i gang med laser i armhuler og bikinilinje. Det er de bedste penge brugt – særligt i sammenligning med de mange tusinde jeg gennem årene har smidt efter sugaring. Jeg håber, at der en dag bliver luft nok i økonomien til også at få benene ordnet. Jeg har i øvrigt holdt en pause fra laseren pga graviditet og behåringen har holdt sig på samme niveau, som efter sidste laserbehandling, så man skal ikke være bange for at gå i gang, selv om der kan komme noget i vejen for at fuldføre i een omgang.

  7. Hejsa
    Som efterhånden erfaren på feltet PCOS og voldsom behåring har mine erfaringer været, at mine tre børn (31, 25 og 22 år + 2 spontane aborter) har jeg fået efter hormonbehandling. De uregelmæssige menstruationer er nu ophørt. Min meget voldsomme behåring tæmmer jeg med voks af ben, baller, mave (først klinik, nu hjemme ca hver 4. uge). Barbering går slet ikke, der er stive stubbe hver dag.
    Gennem en lang periode fik jeg laserbehandling i ansigtet (overlæbe og hage/kæbe). Jeg følte, at nu kunne jeg være væk fra spejl og pincet i flere dage. Det var så stor en lettelse, men, men, men sådan er det desværre ikke mere! Nu er det tilbage, heldigvis i lidt mindre omfang, men glæden og lettelsen var desværre kort. Jeg leder altid efter spejle, nu gerne med forstørrelse og godt lys og har min pincet med alle vegne!
    Det er hårdt arbejde, og der er bare slet ikke plads til hår på kvinder nu om dage – og nej, det handler ikke om, at vi bare skal acceptere os selv, som vi er! Det handler også om, at jeg gerne vil se ud som den jeg føler mig. Jeg føler mig feminin og attraktiv – sådan ser jeg ikke ud med abeben og skæg!
    Jeg er 55 år, 170 cm og vejer 55 kg (drenget figur). Jeg er kreativ (syr, strikker), og klæder mig gerne iøjnefaldende og feminint.
    Mvh. Lotte

  8. Jeg har fået fjernet hår i ansigtet. Under min første graviditet begyndte jeg at få en del mørke hår på hagen og overlæben, som jeg gerne ville have fjernet med laser. De er dog desværre vendt tilbage igen, og jeg er lidt på bar bund ift hvad jeg nu skal stille op med dem ?

    Jeg er desværre også disponeret for karsprængninger og har haft en ret stor en på benet i mange år efterhånden. I min anden graviditet blev den desværre “udbygget”, så jeg nu har en kæmpe karsprængning bag mit ene knæ, så jeg skal helt sikkert have gjort noget ved den på et tidspunkt og er ret spændt på at høre om dine erfaringer. Har du mon mod på at vise før og efter billeder?

  9. Tak fordi du deler et tabubelagt emne, så svært at få ærlige meninger omkring emnet!
    Kender så godt problemet – har selv fået laser i bikini linjen og er så glad for det! Overvejede egentlig at bruge en hjemmemaskine til benene, hvis jeg husker rigtig testede du en hjemmemaskine for nogle år siden? Er alt håret vokset tilbage siden du nu får det gjort professionelt? (Alle erfaringer modtages med kyshånd :) )
    – Anna

    1. Synes det var for svært og ekstremt tidskrævende at gøre det selv og så er effekten en helt anden med de professionelle maskiner :) Klem Emily

  10. Jeg har prøvet laser i bikinilinjen og på overlæben hos cosmo laser. Jeg er dog forsat tidligt i behandlingsforløbet, så kan ikke se om det virker. De kører nogle gange et tilbud hvor du får 50% på alle områderne. Hvilket gør det lidt billigere i længden. J

  11. Hej! Hvordan blev resultatet af laserbehandling ift karsprængninger? Jeg er 22 og døjer allerede med dem, og er begyndt at undersøge mine muligheder :-)
    Kh

  12. Hej Emily
    Jeg har i noget tid overvejet at få lavet permanent hårfjerning og har derfor allieret mig med min bedste ven, internettet, hvor jeg læser alt, hvad jeg kan komme i nærheden af.
    Faldt over dit blogindlæg, som jeg også læste dengang du publicerede det, og tænkte, om du kunne komme med et opfølgende indlæg? Hvordan det ser ud efter din graviditet, om de kom tilbage og generelt om du har været glad for dine behandlinger efter du fik lavet de første par stykker?
    Dette er blot et lille ønske, ikke en formaning :D
    Mvh Line

  13. Hej Emily

    Jeg er også meget interesseret i at høre en opfølgning ? Hvor mange behandlinger endte du med, og er du helt sluppet for barbering?

    1. Jeg har fået 6 i alt og har meget få og meget spredte hår tilbage på underbenene, som jeg barberer 1-2 gange om måneden. Lårene er ikke helt færdige. Tror de skal have 1-2 gange mere, men man må ikke få det, når man er gravid, så har holdt et års pause. Klem E

  14. Jeg ved godt at denne tråd nok er ved at være ret død, men jeg ville alligevel lige give et tip med på vejen, da jeg tænker at nogle måske kan få glæde af det :-)

    Det drejer sig om at man nu kan få IPL apparater til hjemmebrug, så man kan lave disse lysbehandlinger derhjemme, meget billigere end ved at gå til en klinik flere gange.

    Jeg kender efterhånden nogle stykker der har benyttet sig af dén type produkter – man kan evt. mere på
    https://ipl-haarfjerner.nu/ hvis man vil dét :-)

    Så det var faktisk bare dén lille anbefaling jeg ville diske op med her :-)