Opskrift: Choko-orange chiagrød

Til de andre måltider holder jeg meget af variation, men når det kommer til morgenmad, er jeg et vanedyr. Som regel spiser jeg det samme på repeat i et par måneder (med et par afstikkere hist og her) inden jeg så får en ny morgenmadsdille. Og således har jeg spist denne her chiagrød nærmest hver dag den sidste måneds tid. Den smager som dessert, men er fuld af nyttige sager og holder mig mæt længe.

Og så spår jeg i øvrigt at min næste dille (igen igen) bliver smoothies. Passer så godt her til varmen. Har eksperimenteret en del med at dampe og siden fryse squash og blomkål og bruge det som base for lækre, cremede smoothies. Men det må blive næste opskrift. Først skal det handle om choko-chiagrøden, der er af den slags, man kan blande aftenen forinden, som så passer sig selv i køleskabet natten over og er klar til at spise i en fart eller på farten næste morgen.

Choko-orange chiagrød
– 1 person

2 spsk chiafrø
2 spsk hørfrø
1 tsk kakaopulver (gerne raw, smager af mere)
1/4 tsk vanillepulver
1 knips salt
revet skal af 1/2 øko-appelsin
evt. 1 scoop proteinpulver (vanille, chokolade eller naturel)  eller 1-2 spsk græskarkernemel
vand eller eksempelvis mandelmælk

  • Bland alle de tørre ingredienser i en lille skål.
  • Hæld vand eller mælk ved lidt efter lidt til du har en lind grød. Den må gerne være til den tynde side, da især chiafrøene suger en del.
  • Sæt den på køl over natten eller mindst 20 min.
  • Top den med frugt, nødder, kerner, peanutbutter, granola, evt. mere revet appelsinskal eller hvad du nu kan lide og nyd ♥

Af og til laver jeg en lys variant med citronskal, blåbær og vanille og udelader kakao og appelsin. Også lækkert!

Mine favorittoppings for tiden er granola fra Guru Snack eller Nicolas Vahé (hvis ikke jeg har fået lavet denne selv), græskarkerner, bipollen, peanutbutter, kokosflager og bær.

Jeg bruger proteinpulver fra Organic Human (hampeprotein) eller Nuzest (ærteprotein).

Chiafrø og andre gode frø og toppings køber jeg hos Kinoa.

(Visited 7.003 times, 6 visits today)

Skriv en kommentar

3 Kommentarer

  1. Jeg elsker også choko-orange chiagrød – den kombination går man aldrig fejl af!

    Mine to andre favorit smagsvarianter i chiagrød er hindbær og kokos-kakao. En rotation af de tre er fast herhjemme, og jeg har svært ved at vælge hvilken én, jeg allerbedst kan lide :)

    Men! Hvis jeg skulle vælge, så må det nok blive den med hindbær. Den er så frisk, sød og helt perfekt som enten morgenmad, mellemmåltid eller sund dessert :)

    Jeg tillader mig lige at dele et link til opskriften på mine tre favorit kombinationer af chiagrød – måske du kunne have lyst til lidt inspiration også.

    https://www.cathrinebrandt.dk/overnight-oats-tre-favoritter/