De her billeder er egentlig fra før sommeren, men det er sådan ca. det samme jeg går rundt i på repeat for tiden. Yndlings-jeans fra Levi’s (altid Wedgie-modellen eller gode gamle 501), vamset, blød strik, armyjakke og så pumps eller støvler.
Elsker hvordan fodtøj lige kan give det lille ekstra og gøre, at man ser nogenlunde kontoregnet ud.
Og nej, normalt cykler jeg ikke rundt indenfor, men billederne blev taget i forbindelse med en kampagne for Unicef på Skt. Petri (når man lejer deres cykler, donerer hotellet til Unicef) og jeg fandt dem lige ved et tilfælde og tænkte, de var for fine til ikke lige at dele. Det er knalddygtige Morten Nordstrøm, der har taget dem. Og det samme med denne fine, lille video. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, hvor jeg cykler hen ;)
Hvis ikke I følger Morten på Instagram, så må I endelig lige gøre det. Stemningsfulde billeder af København med mere.
Men i dag skal det hverken handle om at cykle indenfor, støtte op om gode formål eller flødeskumskager. Det skal handle lidt mere om den der livsfilosofi, jeg af og til pipper op om: ‘Gør noget ved det eller lad det være’.
Den som er så såre simpel og alligevel mægtigt svær at udleve.
Jeg øver mig dagligt og af og til går det helt i ged, mens jeg andre gange har en oplevelse af at formå at prioritere og balancere. Og bruge mit krudt de rigtige steder. Og være helt zen omkring at lade det andet ligge.
‘Lad det være’-delen hænger tæt sammen med ‘skidt-pyt-musklen’, som jeg har snakket en masse om i dette indlæg. Det er vigtigheden af at kunne slippe ting (med ro i sindet) og/eller hvordan man lader være med at bekymre sig om noget, man ikke er herre over.
Siden har jeg også skrevet om ‘gør noget ved det’-delen. Første del af den i alle tilfælde.
Den af og til kedelige, men også nødvendige. Den om at få ‘overstået’ de ting, der nu engang skal gøres. Og få det gjort i en ruf og uden for meget brok og for mange svinkeærinder.
Men i dag skal vil tale om den lidt sjovere, men måske også angstprovokerende del ved at ‘gøre noget ved det’. Den der handler om at turde eller give sig selv lov til at gå efter det man gerne vil.
Om at ændre på tingenes tilstand, hvis ikke man er glad og trives.
Det valg og den mulighed har man nemlig (næsten) altid.
Do what you love. Den tag-line flyder internettet og de social medier over med.
Sådan en gang bullshit.
Sorry.
For mens det er super dejligt med en ‘hobby-med-et-indbygget-job-i’ og jeg helt bestemt er tilhænger af, at det man bruger majoriteten af sit liv på, overordnet skal fylde en med glæde, så tror jeg hele do what you love-dogmet, får flere til at føle sig frustrerede, triste og som om de netop ikke har fundet deres rette hylde, end det inkluderer og inspirerer.
Sidste år omkring denne tid ramte jeg muren. Og mens det især handlede om hormonelle problemer, der udmundede sig i en ekstrem træthed og fysiske gener, så satte det også en masse andre tanker i gang.
Jeg var nemlig ikke glad længere. Men når man står i en mindre livsomvæltning, så er det naturligt nok og mit råd er helt klart (også til mig selv dengang) i den sammenhæng ‘lad det være’. I alle tilfælde for en stund. Det er ikke tiden til at søge nyt job eller udfordringer. Selv den mest positive forandring kræver noget af en, så jeg vidste godt, at det ikke var tiden til at handle. Men i foråret da jeg havde det godt i kroppen igen, mærkede jeg efter. Tog temperaturen på basalhumøret så at sige. Og selvom jeg overordnet set brugte min tid på det, jeg elsker; at blogge, så var der efterhånden også fulgt for meget med, der vitterligt ikke gjorde mig glad. I alle tilfælde ikke længere. Og ikke på fuld tid.
Jeg tænkte og tænkte og tyggede på det. Og når man er løbet sur i noget eller drømmer om noget andet, så er det altså svært lige at komme på hvad man så vil. Det er der, man bliver lidt træt af, at blive præsenteret for do what you love. Altså med mindre man kan få et job, der består i at klappe hundehvalpe, der aldrig bliver ældre end 12 uger.
Så jeg tænkte videre. Og tyggede lidt mere. Og mærkede efter.
Jeg kom frem til, at jeg gerne ville arbejde lidt mindre. Eller i alle tilfælde mere indenfor nogle afstukne tider. Selvom jeg har været rimelig struktureret i mit selvstændige liv, så bliver det altid med lidt flydende grænser. Sådan er det når man har sit eget. Når man er en enmandshær og eneste ansvarlige. Jeg ville gerne til at have rigtigt fri igen. Om aftenen og i weekenden. Den slags handler jo især om at gribe i egen barm. Om at være fokuseret og effektiv, når man arbejder og netop ‘gøre noget ved det’. Uanset om man er selvstændig eller lønmodtager. Det ved jeg godt.
Noget af den generhvervede fritid skulle bruges til familie og venner. Alle dem der er allervigtigst for mig. Både de hurtige kaffeaftaler, men også roen, muligheden og overskuddet til virkelig at være der for dem. Samværet med dem jeg holder af har utrolig stor værdi for mig og er noget af det, jeg gerne vil fylde mine dage mere med.
Sidst men ikke mindst ville jeg i særdeleshed gerne arbejde lidt mindre med mig selv som omdrejningspunkt. I takt med, at jeg er blevet ældre, er idéen, om at tage afsæt i mig selv i alt hvad jeg gør, mindre og mindre tillokkende.
Jeg ville egentlig ‘bare’ gerne på arbejde og blive udfordret på og anerkendt for mine kompetencer. Ikke mit udseende eller toning af mavemuskler (eller mangel på samme) eller hår eller hvor mange likes dét og dét har fået på instagram. Jeg havde lyst til og brug for også at have en anden knage at hænge mig selv op på.
Forstå mig ret; jeg havde og har ikke lyst til at slippe blog og så videre, men jeg har bare lyst til også at være noget andet end det.
Og så kom jeg også frem til, at jeg var virkelig glad, dengang jeg underviste i hundetræning. Især hvalpeholdene apropos ovenstående afsnit om hundeklapningsdrømmejobbet.
Løse tanker og ønsker altsammen, men ikke desto mindre hjalp det mig stort, at sætte den slags kriterier op. Og det var dejligt at komme frem til, at det jeg egentlig gerne ville, var at skabe en rar, men spændende hverdag. Med udfordringer på arbejde og god tid til familie, venner og fritidssysler. Leve lidt langsommere. Det var ikke uopnåelige luftkasteller som det fluffy do what you love synes at lægge op til.
Men hvad gør man så derfra? Hvordan konkretiserer man sine løst definerede delmål og fører dem ud i verden?
Jeg startede med at rydde op i mine arbejdstider og selv aktivt skabe mere ro og mere tid til det, jeg også gerne ville. Holde fri. Rigtigt. Lave små heller med digital detox over en weekendt hist og her. Og siden henover sommeren.
Og så søgte jeg et job. Ikke hundeklapningsjobbet, men tæt på, på drømmejobsskalaen. Efter snart 5 år som selvstændig og 9 år med bloggen føltes det helt skørt og lidt som at være nogen utro. Men hvis ikke jeg fik det prøvet af, så ville jeg jo aldrig finde ud af om mavefornemmelsen omkring det meningsfulde (for mig), i at arbejde for nogen andre, holdt stik. Og så var det tilmed en (som udgangspunkt) tidsbegrænset projektansættelse. Med andre ord en god mulighed for at teste for en periode.
De her ting skete ikke fuldstændigt lineært og samtidig med nogle af ovenstående ‘gør noget ved det’-handlinger, så skrev jeg til den hundetræningsklub, hvor jeg før i tiden underviste og spurgte om de havde brug for et par ekstra hænder af og til. Måske var det endda noget af det første jeg gjorde, nu jeg tænker efter.
Netop for at komme i gang med at ændre på min situation og ikke mindst ud fra devisen om at mere avler mere. Og det var glæden jeg ville have mere af. Igen.
Selv det allerstørste gravearbejde skal starte med et lille spadestik ikke? Eller noget ;)
Og i det her tilfælde virkede det efter hensigten. Det var rigtigt rart at stoppe op og evaluere og korrigere lidt på nogle parametre. Se og mærke det sprede sig. Få overskud til det, der virkelig betyder noget og giver mening for mig.
Som med meget andet er tingene ikke statiske. Og selvom jeg på mange måder levede det, der var min drøm for nogle år siden (en drøm jeg havde knoklet hårdt for at nå), så passede den drøm ikke rigtigt længere. Som en frakke der er blevet for lille eller hvor man pludselig ser, at farven slet ikke er så god til en. Eller at den i alle tilfælde ikke er god at gå i hver eneste dag.
Vi bliver bombarderet med historier om spændende start-ups, selvstændiges eventyr og ikke mindst folk, der ser ud til at leve af at være på ferie (tro mig, det kræver også sit, jeg har kun snuset lidt til det erhverv, men nok til at jeg ved, at det er benhårdt).
Men what you love eller ‘drømmen’ behøver jo ikke nødvendigvis være i de luftlag. I alle tilfælde ikke altid. Eller for alle. Så sort/hvidt er det ikke. Heldigvis.
Det kan også ‘bare’ være at have en god hverdag. Med tid og rum til det og dem man elsker og med noget interessant at rive i som beskæftigelse.
Og at turde gå efter det.