At ære sig selv

Min intention når jeg dyrker yoga, har i lang tid været at ære min krop. Ja, ja det lyder måske højtravende. Vi kan også bare kalde det, “at gøre noget godt for min krop”. Men der er nu alligevel lidt mere til det end som så. For jeg har været opfyldt af tanken om at min krop er god, dygtig og fabelagtig (lige som den er) og det ville jeg gerne manifestere. Og ja, ære.

Jeg ved ikke hvor mange (kvinder), der taler og tænker grimt om og til deres krop. Men det er helt sikkert flere end hvad godt er. Og jeg kan ikke selv sige mig fri for at have tænkt dumme ting om dette og hint ved den krop, der ellers så dygtigt tillader mig at leve. Eller endda sagt grimme ting om den til andre. Hvordan dens ben var for korte, lårene for tykke eller hvordan den havde alt for mange skønhedspletter.

Og selvom det er verdens største kliché, så er livet simpelthen for kort til den slags talen grimt om sit hylster. Jeg gider ikke kigge tilbage på mit liv og tænke at jeg spildte det (og forpestede samtaler med andre), med at tale min krop ned.

Som Krumme siger: “Man er som man er og det kan ikke laves om”.
Jeg er enig. I alle tilfælde når det kommer til ydersiden. Man kan måske godt arbejde lidt på både personlighed og væren overfor andre, men det er en anden historie. Kroppen, den skal man være glad for. Man kan nære den og passe den og bevæge den og så bliver man nok belønnet med, at tager den sig ud fra bedst tænkelige side og har det rart og er rar at være i.

Og så skal man lade være med at sammenligne den med andre kroppe. Det er ikke fair. Den er sin helt egen vidunderlige maskine, der hver dag sørger for at ilte, udrense og alt dét der er endnu mere avanceret, sådan at man kan leve og måske endda reproducere sig. Dét er da vidunderligt og værd at ære.

Jo før man tænker sådan på kroppen og lidt mindre på dens (kosmetiske) “fejl og mangler”, desto før er man på rette vej til at være glad.

Nå, det blev en lang smøre for at komme hen til det, jeg egentlig ville sige: Det yoga-retreat jeg er på nu, var en gave til mig selv. En gave jeg skulle have, fordi jeg virkelig er blevet god til at ære min krop og tænke pænt om den og rose den. Til hver eneste yogatime det seneste års tid, har min intention været (såfremt vi er blevet bedt om at sætte sådan en for timen, men jeg har nu også tænkt sådan alligevel): At ære min krop.

Det endte på fineste vis med at sprede sig som ringe i vandet. Først var det noget jeg primært tænkte til yoga, men pludselig begyndte jeg i almindelighed at tænke pænere om og rose min krop til mig selv. Et helt ændret tankesæt. For måske jeg aldrig har været den værste til de dumme tanker, men derfor føltes det nu alligevel dejligt ikke at bruge negativ energi på noget så drænende længere. Rart.

Lang historie kort: Jeg var så stolt over det og alt jeg har opnået med at hele min PCOS og balancere mine hormoner, at jeg besluttede at forære mig selv min drømmerejse. Et yoga-retreat med min yndlingsyogalærer på Sri Lanka. Med gode muligheder for surf i tillæg.

Og nu er jeg her. I starten af opholdet, til den første yogatime, blev vi bedt om at sætte en intention for opholdet. Og hvor selvfedt og skørt det end må lyde, var jeg ikke i tvivl om at min intention skulle være at ære mig selv. For at tage det seneste års mantra skridtet videre. Selvfølgelig hverken på bekostning eller på trods af andre, men fordi jeg er worthy (hvis jeg skriver, “fordi jeg er det værd”, kommer det til at lyde som en kosmetikreklame og det var ikke intentionen).

 

Gaven til mig selv har været vidunderlig indtil videre og der er heldigvis både masser af yogaophold og masser af ferietid tilbage. Jeg har oplevet så uendelig meget allerede. Om morgenen dyrker vi yoga på tagtoppen side om side med en dansende påfuglehan, der prøver at gøre kur til kvarterets damer. Og om aftenen, når vi ligger på samme tagtop, efter yin yoga og meditation, flyver kæmpeflagermus (flyvende hunde) henover hovedet på os. Meget dramatisk og betagende.

Jeg har også haft en fabelagtig surfsession (der forhåbentlig skal gentages i morgen), fået en pragtfuld ayuervedisk massage, drukket min egen vægt i mango lassi, kokosnødder og  vandmelonjuice, set blåhvaler (vildeste, smukkeste oplevelse!) og næsten læst Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan færdig. Det hele kan anbefales, især sidstnævnte, hvis ikke man lige har de andre options indenfor rækkevidde.

Namaste.

 

(Visited 5.123 times, 12 visits today)

Skriv en kommentar

25 Kommentarer

  1. Åh sikke da et fint rejseindlæg. Jeg har egentlig altid være glad og stolt af det meste af min krop, men pt. er den lidt tykkere end sædvanligt pga. en knæskade. Og jeg har haft svært ved at skønne på den. Dit indlæg her er en kærlig reminder. For ja, ens krop gør det så godt, og det vil jeg bliver langt bedre til at takke den for igen.

    Nyd gaven til dig selv. Den og du ser vidunderlig ud.

    Kh,
    Sanne

    1. Åh det er jeg glad for at høre og dejligt, hvis du kan være god og kærlig ved din krop også selvom den er tykkere end sædvanligt, det er kroppe jo af og til, men de er gode nok alligevel. Og rigtig god bedring med din skade <3 Stort knus Emily

  2. Sikke et skønt indlæg, Emily! Jeg skal til yoga her om lidt, jeg tror, jeg vil lade mig inspirere af din intention.

  3. Hvor lyder det bare fantastisk! Det er utroligt, hvad yoga kan gøre for både kroppen og sindet. I hvert fald den gode slags, der handler om at mærke sig selv, og ikke den “dårlige” (i min optik), der er blevet skruet op til en eller anden sindssyg performance-kultur. I løbet af bare en enkelt time i går gik jeg fra at se min øvelse i spejlet og tænkte “meh, den sidder der sgu ikke helt i dag” til at tænke “wauw, min krop er for vild!”. Det handler selvfølgelig både om, at kroppen blev varmet godt op, men også lige så meget om den ro og accept, sådan en behagelig time kan give. Alle burde unde sig selv dét engang i mellem :)

    Knus

    1. Åh en dejlig historie Lisbeth, kan godt nikke genkendende til det, du beskriver. Kram og namasté fra mig

  4. Kloge ord <3 Jeg tror faktisk også, vi bliver bedre til at ære hinanden, hvis vi ærer os selv. Lidt ligesom med at elske sig selv også kan gøre, at man elsker andre mere/dybere/…

    Det lyder som en helt vidunderlig yogaferie. :)

    1. Dét tror jeg du har helt ret i og det ligger også i mine tanker i forhold til det med at ære mig selv/min krop. Det kan nemt komme til at lyde meget egocentreret, men for mig stikker det meget dybere og breder sig som ringe i vandet til mine relation til andre. Stort klem E

  5. Hvor lyder det til at være en helt igennem dejlig ferie, med lærdom indsigt og afslapning .
    Nyd den sidste uge også🙏

  6. Hej Emily, det ser vidunderligt ud og god intention. Har du et linkt til, hvordan du har bestilt sin tur? Eller har du selv planlagt?

  7. Det lyder fuldstændig fabelagtigt. I forbindelse med min egen yogapraksis har jeg også tænkt meget over min intention, så det er rigtig fint at læse dine tanker om det også. Rigtig dejlig ferie <3

  8. Det lyder som en helt igennem fantastisk rejse, du er på! Man bliver meget inspireret. Du skrev dog om de herreløse hunde på din Insta story forleden dag. Det er det eneste, der gør, at jeg simpelthen ikke kan overskue at skulle afsted. Mit hundehjerte gør simpelthen så ondt, når jeg ser alle de stakkels væsener :-( Var på sommerferie i Albanien et år, og der var simpelthen så mange herreløse hunde over det hele. Jeg gav alle kvarterets hunde både vand og mad, imens vi var der. Men det ødelagde simpelthen min ferie at skulle se dem ligge i varmen, høre deres skrig natten lang og se, hvor bange de var for mennesker. Hvordan klarer du det med dit hundehjerte? 🐕

    1. Nyder virkelig også <3
      Puha det kan jeg godt forstå, og kan kun nikke genkendende til dine tanker. Det får jo ikke problemet til at forsvinde, at man kigger den anden vej, men forstår dig fuldt ud, for jeg har prøvet at få 'ødelagt' en ferie på Bali, hvor jeg simpelthen blev så ulykkelig over at se de mange syge, udmagrede og forkrøblede hunde. Jeg kunne ikke tænke på andet.
      Dog bringer turismen ofte en slags medgang for de stakkels gadedyr med sig. Jeg har både oplevet det i Thailand, på Bali og her. Altså at udenlandske kræfter slår sig ned og laver en lokal dyreværnsorganisation (hvor der står seje, seje ildsjæle bag), der ikke bare redder og rehabiliterer de dyr, der trænger mest, men også uddanner lokalbefolkningen og gratis steriliserer dyrene, så de ikke kan formere sig (og blive til endnu flere gadehunde). Jeg donerer altid et større pengebeløb til den lokale dyreværnssag, når jeg er afsted. Her hedder de (måske der er flere, men den jeg har støttet) Animal SOS Sri Lanka. Det flytter ikke alverden og det går langsomt, men bare det at de lokale begynder at komme med deres hunde og få dem steriliseret og vaccineret, kan forhåbentlig have en betydning i fremtiden.
      Men igen, forstår dig fuldt ud. Man føler sig så magtesløs.
      Stort knus E

      1. Tak for dit fine svar 🙏🏻 Måske jeg en dag bliver klar til det – men indtil da, så bliver jeg hjemme fra de destinationer, hvor man ved, at lokalbefolkningen ikke kan behandle dyrene, herunder hundene ordentligt. Tænk sig. Det finder også sted indenfor Europas grænser! Men så sparer jeg da verden for den CO2, og det var ikke nogen stikpille :-) Fortsat rigtig god ferie ☀️🍹

  9. Sikke et dejligt og inspirerende indlæg. Jeg tror jeg vil tage den intention med mig til yoga fremover. Lige nu går jeg til efterfødselsyoga og det er da om muligt et tidspunkt, hvor man skal ære sin krop, fremfor at være hård over den måske anderledes ud og helt sikkert skal komme sig ovenpå den pragtpræstation, den lige har været igennem.

  10. Du er simpelthen en kæmpe inspiration. Har fulgt med her på bloggen i små 8 år efterhånden og er stadigvæk lige begejstret.

    Hurra – og kæmpe AMEN til budskabet for indlægget her.

    1. Tusind tak Mie-Lisa, sikke en herlig besked at komme hjem til <3 Så dejligt hvis jeg stadig kan være relevant og aktuel. Tak for at skrive. Stort kram Emily

  11. Kære Emily,

    Jeg har lige ‘læst’ “Baseret på en sang historie” af Vigan med ørerne – i bilen på vej til og fra forlænget weekend i Bruxelles. Både min kæreste og jeg var meget betagede af den! Så tak for anbefalingen… Men hvor sætter den dog mange tanker i gang og jeg kan stadig ikke helt finde ud af, hvad jeg tror der er op og ned i den bog. Mon den kommer med i bogklubben? – ville vildt gerne høre dine tanker om den nemlig ;)
    For mig har det været en kæmpe berigelse at få al den læseinspiration fra dig. Jeg har ofte ikke vidst, hvad jeg skulle læse fordi der jo er så utroligt meget at vælge imellem – og det kan godt føles lidt overvældende. Så… Jeg glæder mig bare til næste bogklubsbog! :)
    Bedste hilsner fra Cecilie