Jeg har det som om, jeg er blevet kørt over af et tog. Fysisk og mentalt. Siden jeg kom hjem fra Thailand for tre uger siden, har jeg ikke trukket vejret helt ned i lungerne eller fået en ordentlig nats søvn. Jeg kom hjem til en grim overraskelse, masser af arbejde på den ene og den anden front, til nyheden om at jeg havde fået den lejlighed, jeg havde søgt og så er jeg begyndt at se en sød én.
Selvom de tre sidste ting er gode (de to sidste rigtig gode endda), så overskyggede og overskygger den grimme overraskelse det hele: Min mor har fået brystkræft. Hvilket ingen mødre skal have. Og hvilket gør mig meget bange og ret så ked. Jeg mistede min far, da jeg var 16 og tanken om at min mor er syg eller at der sker hende noget, er helt ubærlig.
Hun blev opereret i forrige uge og vi får svar på, hvor fremskredent forløbet var/er og hvad der så skal ske i den kommende uge. Og jeg har en god fornemmelse og tror på, at det hele nok skal gå godt. Det skal det.
I dag er første dag de sidste tre uger, hvor jeg ikke har nogen planer eller noget, der skal gøres. Første dag, hvor jeg bare skal passe på mig selv og hygge lidt om mig. Det var tiltrængt, men så er der pludselig også plads til at tænke og føle og få det psykiske klask, som jeg godt vidste ville komme, men som jeg har udskudt, fordi jeg skulle så meget andet og være der for andre.
Så jeg græder. Hører musik og kigger ud i luften. Læser de sidste dyrebare sider i Emma og drikker kaffe. Pakket ind i varme uldsokker og blødt tøj. Og har været ude at løbe en lang tur (min alleryndlingstur på Voldene, Islangs Brygge og Amager Fælled), hvilket er den bedste terapi for mig. Efterfulgt af morgenmad i timevis. Og ja, det er ret meget smør, der er på det brød. Jeg er en smørgris.
Weekenden har i øvrigt behandlet mig pænt (det gør den egentlig også i dag, tror det er sundt og tiltrængt at have tid til at blive ked) og startede fredag med dejlig morgenmad med min bedste Anne på Atelier September. Bagefter var jeg ude at se min nye lejlighed og have (som jeg takkede ja til ubeset, mens jeg var i Thailand, lidt af et sats), der heldigvis var et hit. Siden besøgte Penny og jeg min mormor på plejehjemmet, der ligger 500 meter fra vores nye residens. Så spiste jeg napoleonshatte med ham den søde og tog derefter til fredagsbar på mit arbejde. Og derfra ud at spise med mine forældre på Madklubben Steak i Pilestræde, der var et nyt, rart bekendtskab for mig og som gjorde mig stopmæt med en perfekt caesar salat, rib-eye og peanutbutter sundae. De sidste timer af fredag blev brugt på at pakke flyttekasser og drikke rødvin med pigerne herhjemme. Og i går rykkede den ene tredjedel af pigekollektivet ud, så dagen gik med at slæbe kasser og møbler og køre dem fra Amager til Nørrebro og op på fjerde sal og grine og blive vemodige og spise fastelavnsboller. Og gå tur med en kær veninde og hendes lille søn i Frederiksberg Have og Søndermarken og for første gang nogensinde blive en lillesmule skruk, da jeg trillede afsted med barnevogn og Penny gik lige så fint ved siden af ned ad Frederiksberg Allé.
Men i dag er det omsorgstid. Boglæsning, en lur eller to og virkelig tiltrængt rolig søndag oven på nogle uger, der har overvældet mig fuldstændig på den gode måde og den ret så ubehagelige måde og som nok bare har været alt for meget på én gang. Den slags er man bare ikke herre over, så jeg er taknemmelig for de rare ting og tror på at de grimme ender godt. Og passer på mig selv og tager den lidt med ro herfra. I alle tilfælde i dag.
Ønsker jer alle en dejlig søndag. Pas på jer og dem I holder af.
Klem
Og jeg har selvfølgelig hende her ved min side. Hun er helt med på en søndagsslapper og ligger og bobler i vindueskarmen.