Den bedste duft jeg kender

Måske I har været så heldige at opleve duften af figentræ i dets rette element ude i naturen i det sydlige Europa?

Jeg må indrømme at jeg først lærte duften at kende (og forelskede mig hovedkuls i den, en forelskelse der nu har mere end 10 år på bagen!) via et duftlys i en butik på Boulevard Saint Germain i Paris. Nummer 34 og der står Diptique på markisen, hvis I er i nærheden eller skal til Byernes By snart.

Det var først forrige år på en lillebitte ø i Grækenland, at jeg fik duften af ægte figentræ i næsen og blev helt henrykt over, hvor godt Diptique har ramt den duft. Det er helt vildt.

Men nu til sagen: Hvis man hverken har græske figentræer eller  Boulevard Saint Germain indenfor rækkevidde, så kan man nu købe Diptique i Magasin på Kongens Nytorv.

Og det gælder både duftlys og parfumer. Sidstnævnte havde jeg ikke prøvet før, men de gode folk hos Magasin var så rare at sende mig en, Philosykos, og den er helt henrivende. Virkelig! En unisex-duft med figen som hovednote (og efter sigende en ode til netop den græske figen), men mere kompleks end lyset idet den både er blade, træ og frugt.

Den er meget ‘grøn’ i sig selv, så jeg mikser den med rosenduft (er glad for Aqua di Parmas) for at gøre den mere feminin. Er jeg alene om at blande parfumer egentlig?

Og fortæl mig lige: Hvad er jeres yndlingsduft? Yndlingsduftlys? Yndlingsparfume?

Jeg kan bedst lide når mit hjem dufter af kanelsnegle og figentræ. I Diptiques version mht. sidstnævnte. Mere om en anden slags figentræsduft længere nede…

ENGLISH RECAP: My absolute favorite scent is that of a fig tree. A wild greek one that is. So perfectly captured by Diptique in both the scented candle Figuier and the Philosykos perfume.

^^^ Yndlingsduftlyset over dem alle: Figuier fra Diptique. I har nok set det mere end en gang her på bloggen. Mit hjem er en kirkegård af udbrændte Diptique-lys ;) Figuier betyder i øvrigt figentræ på fransk^^^

Og hvis I har et figentræ derhjemme og tænker, at det lugter en lille smule af tis, så har I nok ret og jeg kan berolige jer med at de sydeuropæiske (vilde) figentræer altså ikke dufter sådan. Og duftlyset ej heller. Mit eget lille figentræ lugter desværre også mere af tis end af duftlys, men kønt er det ;)

(Visited 4.447 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar

18 Kommentarer

  1. Det er faktisk min yndlingsparfume, og det har det været i mange år. Har en af deres duftblokke hængende i soveværelset, konsekvent duftlysene i stuen, en stor flakon af parfumen og en lille roll on olie i tasken. Og faktisk også en backup rest af parfumen på kontoret. Jo jeg er ret vild med Diptyque og Philosykos. :)

    1. Haha… det lyder som om du og jeg forstår hinanden Betina ;) Må vist have en duftblok også!

  2. Ej hvor lyder det fantastisk!
    Den bedste duft jeg nogensinde har duftet, var i Vietnam, hvor vi kørte forbi en kaffeplantage. Vi gjorde stop for at dufte til træerne som netop var i blomst, og jeg ville ønske at jeg på en eller anden måde kunne have optaget duften, for de blomster duftede helt vidunderligt fantastisk!
    Den er desværre ikke så tilgængelig herhjemme, så jeg nøjes med at blive glad over duften af nyslået græs, kaffe og friskbagt brød – hverdagens små glæder. I morges tog jeg faktisk mig selv i at synes at det duftede fantastisk godt da jeg cyklede på arbejde, fordi det havde regnet men alligevel var det en rar forårsmorgen :)

    1. Åh sikke et fint duftminde. Det er sjovt hvordan man husker med næsen ikke?

      Og regnvejrsduft er heller ikke sådan at kimse ad!

  3. Jeg har ikke én, men hele 3 dufte – som jeg i årevis har kaldt yndlingsduftene. De er alle tre fra Chanel; 1. Coco Mademoiselle, 2. Chance, 3. Allure.

    Det tre lækre dufte bruger jeg meget sæsonpræget – Coco om foråret og efteråret, Chance om sommeren, og Allure om vinteren. Det er også dufte der bare bliver hængende hele dagen, og ikke kun 2-3 timer!
    Men jeg fik et lille fif engang, af en garvet parfumeri dame. Hvis du smøre bodylotion på håndleddet inden du sprøjter parfumen på, så holder duften hele dagen – uanset parfumens styrke. Og det virker!
    Hav en dejlig dag!

    1. De er også gode alle tre. Jeg er selv meget forfalden til Mademoiselle :)

      Og sikke et godt tip, det må jeg teste af! Tak :)

  4. Min absolutte yndlingsparfume er CLEAN – Warm Cotton, som jeg har brugt i mange år. Neutral, frisk og ren duft, som bare passer til mig og mit temperament.

    Én af de bedste dufte jeg ved, er citrongræs! Helt fantastisk duft, som også på mange måder minder mig om en rejse i Nepal.

    1. Det er også en dejlig parfume, den kan jeg godt forstå at du er fan af.

      Og ja, duften af citrongræs er virkelig lækker!

  5. Jeg er vanvittigt konservativ når det gælder parfume… Har brugt den samme parfume (L’eau par Kenzo) i over 10 år, og har nærmest fået kvalme de få gange jeg har prøver kræfter med en anden. Jeg elsker til gengæld også den parfume.

    Duftlys er slet slet ikke mig. Jeg kan blive helt dårlig over lugten af dem… Needless to say, så har jeg ingen yndlingsduftlys. ;)

    Jeg kan klart tilslutte mig duften af hjemmebag, men når jeg tænker efter så er min yndlingsduft er egentlig lidt speciel… Jeg elsker, når min mand og hunden kommer hjem fra en aftengåtur og den (hunden altså) løber ind til mig, så duften hans pels af helt frisk kold luft. Vi taler ikke sådan en våd hund eller noget, men blød hvalpepels der dufter som om man har luftet ud i lejligheden på en vinterdag. Når man sidder der i sofaen med et tæppe, så er det lige sådan et pust af frisk luft den hopper op på én. :)

    1. Karen jeg ved lige præcis hvilken duft du mener. Det er nærmest duften af kulde og frisk luft, indkapslet i hundepels. Det er virkelig en god duft, elsker den også selv :)

  6. Den må jeg ind og dufte til! Måske du har en god ide til hvordan man “dækker” får røg lugt til at forsvinde? Jeg er lige flyttet ind i en lejlighed hvor jeg deler køkken og bad med en anden pige. Hun ryger inde på sit eget værelse, men lige så snart hun åbner døren ind til sig lugter der af røg i køkkenet og sommetider inde ved mig. ØV! Har du nogen gode ideer som kan supplere udover udluftning tages de imod med kyshånd! :-)

    1. Stil skåle op med eddike (altså bare sådan noget lagereddike til agurkesyltning osv.) det hjælper. Ved jeg efter at have holdt utallige fester ;) Og ellers er det vel også en god undskyldning for at købe et lækkert duftlys (på hendes regning) ;)

    1. Uh det er også nogle lækre, tunge dufte. Elsker Chanel no. 5, men på en eller anden måde synes jeg ikke den dufter godt på mig. Kun på andre :(

  7. Min yndlingsparfume er Santal 33 fra Le Labo. Jeg har fået virkelig mange positive kommentarer når jeg har haft den på (det har jeg nu altid) og det er virkelig rart at få af vide at man dufter godt.

    Figuier fra Diptique har jeg også til stå her hjemme og jeg elsker det!

    Ellers er duften af friskbrygget kaffe noget af det bedste jeg ved :)