Selvom jeg egentlig stadig ikke er så lun på nytårsforsætter som koncept, så kan man jo godt benytte lejligheden til at kigge sig selv lidt efter i sømmene. Finde ud af hvad der kan eller bør forbedres, men i særdeleshed også reflektere lidt over hvad der giver én værdi (og energi) og så få plads til og planlægge mere af det.
Min følgende liste er lidt en blanding af de to ting. Små forbedringer og justeringer og mere af det, der gør mig glad. Intet uoverkommeligt eller utopisk.
- Blive bedre til at tage pauser i løbet af dagen. Og ikke først når dagen er slut og alt er gjort (hvornår er det nogensinde det?). Jeg får hjælp af app’en Calm, som jeg godt kan anbefale. Lige nu holder jeg en tvungen eftermiddagspause på 10 minutter kl. 14.30 (har sat en alarm) og så 30 minutters pause kl. 18, når jeg har fri fra ‘arbejde’.
- Gøre noget rart og betænksomt for en anden minimum en gang om dagen. Altså gøre en anden en tjeneste eller på anden vis hjælpe dem, overraske dem eller gøre dem glade. Kæresten, en kollega eller en fremmed. Det er ligemeget hvem og det behøver ikke at være alverden.
- Planlægge en weekendtur til Rom til foråret. Jeg har aldrig været i Rom og det tænker jeg at der skal laves om på i år.
- Invitere venner og familie på middag oftere. Sidste år var lidt turbulent og ikke mindst flytteramt, men i det kommende år vil jeg gerne holde flere middage for dem jeg holder af. Det behøver ikke at være stort og kompliceret og kan sagtens bare være suppe og serier på en onsdag. Eller det helt store weekendarrangement. Bare vi ses.
- Blive bedre til at stå på ski. Jævnført dette indlæg.
- Lade være med at tale dårligt om andre. Husker I denne udfordring? Jeg er ikke slem til at tale dårligt om andre, men jeg gad godt at lade fuldstændigt være. Det giver mig absolut ingenting og jeg vil egentlig hellere bruge min taletid på at fortælle om noget eller nogen, der gør mig glad.
- Skrive en bog til. Eller i alle tilfælde begynde på det. Det var sådan en fantastisk proces og lærerig oplevelse at skrive min første bog og jeg er ved at flyde over af idéer til den/de næste, så det er vist bare med at komme i krig :)
- Komme til tiden/være klar til tiden. Denne her er af den mere alvorlige slags. Jeg kommer notorisk for sent. Stort set altid 10 minutter (mindst) og jeg har gjort det så længe, at jeg efterhånden har fået bildt mig selv ind, at det er sådan jeg er og ikke mindst, at det er ok. Det er det ikke, det er også andre menneskers tid og det skal slutte asap!
- Lære at surfe. Jeg fik virkelig smag for det der surferi sidste år og nu vil jeg altså gerne lære det sådan rigtigt.
- Spise mindre slik om aftenen. Jeg elsker søde sager, men er for det meste god til at administrere dem og nyde dem med måde. Men på det seneste har hver aften hjemme hos os mindet om en børnefødselsdag. Og selvom jeg ikke bryder mig om fanatisme, tænker jeg, at det vil være meget godt at skrue lidt ned for sukkerindtaget. Fra nu af står den på frugt, te, hjemmepoppede popcorn eller ingenting i hverdagene.
Har I nogle nytårsforsætter? Hvilke?
(Visited 3.575 times, 1 visits today)