Hermed denne uges udfordring – eller rettere den der starter i morgen – der er for alle os, der har lidt for meget tøj i skabet, der aldrig bliver brugt.
På en eller anden måde kommer man lidt for nemt til at gå med det samme tøj igen og igen (i nye variationer og kombinationer bevares), mens der er noget der ligesom aldrig rigtigt kommer med i rotationen.
Så hvis du også har noget liggende i skabet, som du ikke får brugt så flittigt eller måske endda noget, der aldrig har været på, så er det med at hoppe med på denne uges udfordring, der lyder således:
Udvælg min. 5 stykker tøj, som du ikke har haft på de sidste 3 måneder og hav et af dem på hver dag. I minimum 5 dage i løbet af ugen.
Jeg har allerede udvalgt fem bluser, hvoraf jeg aldrig har haft de fire til venstre på (og de tre af dem har ligget i skabet i mere end et halvt år, ups) og den yderst til højre har jeg kun haft på en enkelt gang eller to for et par år siden. Det vil jeg lave om på nu…
Jeg håber, I har lyst til at lege med :)

