Så går juni på hæld og det betyder, at vi skal snakke om månedens bog i læseklubben, Hambros Allé 7-9-13. Det var min mor, der havde anbefalet mig den, da jeg efterlyste en underholdende og relativt let pageturner til den første sommermåned.
Det levede den fuldt ud op til, synes jeg og jeg var mægtig glad for den. Tak for anbefalingen Mutti.
Jo, den er meget nem at gå til, men omvendt syntes jeg, den var virkelig velskrevet og nuanceret og at den tilmed bød ind med nogle gode og til tider finurlige overvejelser. Og satte ditto i gang hos mig. Samtidig var det også skægt med et gensyn med en periode, der er så tæt på, at vi kan huske, alt der bliver talt om (mærker, steder, navne og fænomener), men som alligevel ligger så langt tilbage, at jeg ikke kunne undgå at blive ramt af et bittersødt stik af nostalgi. 00’erne, åh altså…
Som teenager læste jeg ivrigt Christians Kampmanss romaner om familien Gregersen og livet i overklassemiljøet i 1950’erne og frem til 1980’erne. Social- og psykologisk realisme og ren guf og en følelse af at man kommer med bag kulisserne, i en verden man ellers er forment adgang. Lige min form for ‘reality’ med andre ord…
Og jeg synes at Lotte Kaa Andersens roman kan lidt af det samme. Og håber således, at den bare er den første af mange. Mest fordi jeg er dødnysgerrig efter at vide, hvordan det mon efterfølgende gik Line, Cille & Ask og Kaare & Caroline. Også selvom det måske lå lidt i kortene.
Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.
- Hvad kunne I allerbedst lide? Jeg var ret betaget af det utroligt nuancerede persongalleri. Og jeg kan ikke lade være med at tænke at forfatteren må være helt utroligt empatisk og indlevende. Selvom man måske har svært ved at sympatisere med eksempelvis ejendomsmægleren Kaare, så forstår vi alligevel til dels hans bevæggrunde, fordi Kaa Andersen så dygtigt sætter os ind i dem og lader os se verden gennem hans briller. Og den forkælede Lines… Og wannabe’en Asks osv.
- Var der noget, I var knapt så begejstrede for? Jeg var egentlig mest ked af at bogen stoppede lidt abrupt. Den startede i sin tid som en blog, hvor der løbende blev bygget mere og mere på fortællingen og jeg håber altså at Lotte Kaa Andersen vil tage bloggeriet op igen. Hvis ikke om beboerne på Hambros Allé, så gerne om nogle andre eller noget andet.
- Hvad tænker I om bogens slutning? Jeg kunne egentlig godt lide den drejning romanen tog hen mod slutningen. Hvor majoriteten af kvinderne står som en art vindere, fordi de har handlet, sadlet om og selv taget affære. Og så var den lille morale omkring, at det vigtigste trods alt er at passe på hinanden og have det rart sammen (og holde ‘blå time’) fremfor at bekymre sig om mursten heller ikke spildt på mig. Dog passede det mig fint at den ikke var skåret ud i pap på Susanne Bier’sk manér*, men lå fint og flimrede mellem linjerne. Jeg kunne til gengæld ikke lade være med at være trist over Kristians måde at afslutte det hele på. Det er helt bestemt en meget realistisk slutning for ham, men at man aktivt vælger at gøre sine børn forældreløse burde aldrig være en løsning.
*Jeg er ret stor fan af Susanne Biers film og senest serien Natportieren. Jeg synes bare hun har en lidt kedelig tendens til at tage seeren lige vel meget i hånden og derved være helt sikker på, at de ikke misser den (som regel meget tydelige) grundlæggende pointe.