
Hvis I udfra billedet håber, at den kommende uges udfordring handler om at drikke rosé og spise charcuteri, bliver I nok lidt skuffede…
Indrømmet; jeg holder af at nyde et godt glas vin. Eller en lækker cocktail. Eller en kold øl. Hvilket nok heller ikke kommer bag på jer.
Det foregår som regel med både moderation og måde. Jeg drikker nok mere som de gør sydpå, hvor man nyder en genstand hist og her, end som herhjemme; samtlige 7 genstande eller flere på én og samme aften.
Men nok om både mit forhold til alkohol og gloriepudsning i forhold til samme ;) For om sommeren er jeg slet ikke særligt dygtig, hvad det angår. Det er som om det altid er rosé-tid. Der er altid lige nogen der byder på en Aperol eller også spiser man en frokost, der ville klæde en pilsner. Osv.
Så nu vil jeg gerne lige ‘nulstille’ og komme tilbage til normalen med en såkaldt hvid uge. Eller måske endda resten af måneden, hvis det er en succes.
Ugens udfordring lyder altså således:
Ingen alkohol den kommende uge i min. 6 ud af 7 dage.
Jeg skal både til modeugefester, fødselsdag og bryllup, så jeg har ikke gjort det nemt for mig selv, men omvendt er det altid svært, at finde en uge hvor den slags er belejligt, så tænkte, at jeg lige så godt kunne springe ud i det.
Jeg håber, I er friske på at lege med?