
Intentioner og ønsker.
I december vil jeg…
- Julehygge! Bage småkager (jødekager der er mine yndlings, samt de her med lakrids og tranebær) og luciaboller og høre julemusik. Det bliver nok på halvt blus og med færdigkøbt småkagedej (eller måske bare færdigkøbte småkager), men aldrig har jeg glædet mig så meget eller trængt så meget til jul, som i år. Måske I har det på samme måde?
- Strikke min sweater færdig. Mangler bare underste kant og ærmer nu. Er blevet helt bidt af en gal strikkepind.
- Planlægge en lille skitur til Norge (om muligt) i det nye år.
- Komme stjerner på øjenlågene à la det her. Trænger i dén grad til lidt glimmerdrys.
- Til et par enkelte, småbitte julefrokoster med et par enkelte veninder.
- Se at få fingeren ud og få lyskæden op på altanen. Men der er 50 meter (køb aldrig 50 m, umuligt at arbejde med og filtrer sammen), så jeg ved det kræver 1-2 timer derude i stiv kuling. Men omvendt bliver jeg så glad af at se ud på mine naboers, så må hellere følge trop i fælleskabets ånd.
- Teste varm kakao med flødeskum efter jeres gode anbefalinger.
- Købe/finde på julegaver. Og pakke dem ind. Gavegiveriet er relativt begrænset os voksne imellem efterhånden. Men Nikolaj og jeg giver hinanden i år. Vi prøvede at lade være sidste år og vi er slet og ret for barnlige/for glade for at give hinanden gaver til at det helt fungerede. Vi syntes begge to, det var lidt trist. Så satser på at finde på en god oplevelse til ham og evt. en lille ting han mangler og bliver glad for.
- Tumle og lege vildt med mit barn. Det har vi ikke kunnet de sidste par måneder, men nu er der grønt lys og han ELSKER det og har savnet det tror jeg. Og jeg ligeså. Pølsekast og pølsekram ♥
- Holde et par dages digital detox eller mere. Sikkert i forbindelse med juleferie. Måske før. Kan mærke at mit hovede trænger. Telefon på flight mode og ned i en skuffe.
- Drikke denne her old fashioned à la jul.
Jeg ser især frem til…
- En juletur i Tivoli at kigge på lys. Og kysse under træet med hjerterne.
- Og vores traditionsrige skøjtetur lige inden jul. Vi var på første date d. 22. december i en skøjtehal for snart 5 år siden. Må lige se om ikke vi kan finde en pølsepasser imens.
Månedens (drømme)outfit…
… denne her skisweater, som jeg overvejer at klikke hjem. Måske fjollet, men synes den er så pæn, så pæn. Vil gerne tusse rundt i den og jeans og chunky støvler. Og så gad jeg god et helt hvidt sæt joggingtøj. Bare for at runde ‘joggingtøjets år’ af med stil. Omend det nok ikke ville forblive hvidt længe. Hmm…
Jeg skal spise…
… æbleskiver. Og vanillekranse. Og marcipan og nougat. Og granatæblekerner. Og mandariner. Og (lidt udenfor kategori) rosenkål. Jeg elsker rosenkål på alle måder. Og nu er det sæson. Derudover skal jeg fortsætte mit trip med varm kakao med flødeskum. Det har jeg ellers aldrig rigtigt været forfalden til før. Men 2020 blev året hvor drastiske hyggemidler i form af varme drikke måtte tages i brug.
Det skal jeg lytte til…
… udover julemusik, skal jeg lytte til podcasten Mens vi strikker, som en (strikkeglad) veninde anbefalede mig. Den handler ikke (kun) om strik og skulle være så hyggelig at lytte til mens man strikker. Eller ammer. Eller noget tredje.
Det skal jeg se…
… Love Actually mindst en gang om ugen.
Jeg skal læse…
… avis. Er faldet helt af på den og saaaaavner tryksværten mellem fingrene og at få lidt printede ord ind i hovedet. Læse om emner, jeg måske ikke selv ville opsøge og blive udfordret og stimuleret.
Månedens drøm…
… at min mor bliver helt frisk igen. Hendes hjerteoperation er overstået, men hun er noget medtaget. Det var en ordentlig omgang. Håber hun kan være frisk igen og lege med Kurt, når vi rammer Lillejuleaften. Gerne før ♥
Jeg er taknemmelig over…
… at det ser ud til, at der kommer lidt ro på nu. At vi klarede den. At mine nære har det godt. Om alt går vel. Rask Pølse og min mor i bedring. Skal kollapse på sofaen med et drop med kaffe og juleknas og se feel-good-tv. Og måske også lidt grønne smoothies og d-vitamin ville være godt.
Jeg gider ikke...
… at se så træt ud. Face-id på min telefon kan ofte ikke kende mig. De seneste par måneder har sat deres spor. Sådan helt konkret. Nye linjer i ansigtet og en koloni af grå hår er spiret frem. Jeg har ikke noget imod alderstegn, forstå mig ret. Men når de ligefrem kommer piblende og som følge af en krise, så er de ikke sådan rigtigt morsomme. Måske det går væk igen. Det har jeg faktisk prøvet tidligere med grå hår. Linjerne bliver nok. Må bære dem stolt. Som mine krigsar.