
Dengang Kurt var 8 måneder og elskede at mose sit ansigt helt sammen. Bedste billede på min kamerarulle, tror jeg. Skal bare kigge på det og så er der instant humør-boost.
“Men hvorfor kalder I ham Pølse?”
Det spørgsmål får jeg ofte. Og jeg kan ikke helt svare på det. For hvordan opstår kælenavne egentlig?
Af og til er de afledt af noget konkret. Af selve navnet eller et karakteristika ved den pågældende person. Og så er der alle de gange, hvor de bare dukker op ud af den blå luft. Eller sådan føles det i alle tilfælde. Man siger noget én gang, mere eller mindre ved et tilfælde og så sætter det sig bare fast. Enten fordi det er catchy eller særdeles mundret. Passer perfekt på personen eller slet ikke (ironiske kælenavne er også sjove). Eller fordi det bare føles helt, helt rigtigt.
Pølsen, Kurtepølse, Pølsedyret. Eller slet og ret bare Pølse. Og måske endda flere variationer over samme tema. Det er om ikke andet det af hans kælenavne, der har hængt ved længst. Og som staklen nok ikke slipper for lige foreløbig, selvom jeg nok hellere må udfase det på et tidspunkt. Forestiller mig ikke, at han bliver glad hvis jeg står på sidelinjen til fodboldtræning og råber “Kom så lille Pølse”. Eller kalder ham det foran sine venner, når de er forbi os til forfest inden de skal på (ungdoms)klubben.
Pølse er vist ikke så sjældent som kælenavn. Synes I er flere, der har skrevet til mig, at I også har pølsebørn. Og det var endda også med i årets julekalender på DR, hvor Bodil Jørgensen sagde det på den hyggeligste måde, der kun fik mig bekræftet i, at det altså er alletiders kælenavn.
Hvad kalder I jeres børn? Og hvad blev I selv kaldt som børn?
Pps. Apropos kælenavne så kommer jeg i tanker om, at jeg kaldte Penny for Ibber-Kaj i lang tid. Fordi hun kunne se sådan lidt skør og vild ud à la hyænen Ib i Løvernes Konge. Bare et godt eksempel på kælenavnes uransalige veje. Og min twistede hjerne…