Uanset om man vil have bedre overblik over ens garderobe og bruge det man har (i stedet for at købe nyt) eller om man bare vil gøre det nemmere for sig selv om morgenen og undgå tøjkriser, så er denne her udfordring ret skæg. Synes jeg i alle tilfælde selv. Den kræver en lille smule forberedelse, men til gengæld bliver resten af ugen så (forhåbentlig) lettere.
Akkurat som hvis man laver (og køber ind til) en madplan, så skal vi denne uge lave en tøjplan. Altså en plan over akkurat hvad man skal have på hvilken dag. Man kan også tænke på det, som at man skulle pakke en kuffert med outfits til en uge.
Og så skal man holde sig til planen. Det er nok det, der er det udfordrende og jeg er spændt på at se, om jeg undervejs får lyst til at tage noget andet på, eller om jeg synes det er dejligt og nemt, at det hele er valgt på forhånd.
Da jeg valgte tøj ud fokuserede jeg på, at tage nogle ting med, jeg ellers ikke er så god til at få brugt (okay jeans og læderjakke undtaget ;)) og så ville jeg også gerne have gengangere, så jeg blev tvunget til at kombinere på kryds og tværs for at få tøjplanen til at gå op. Dog uden at have præcis det samme på flere dage. Noget jeg ellers godt kan være lidt slem til.
Jeg har valgt kun at lægge selve tøjet frem og så vælger jeg sko og overtøj på dagen alt efter vejr og humør. Men vil man gå planken ud, vælger man selvfølgelig også sko, accessories og overtøj på forhånd.
Silkebluse med røde prikker, kjole med galakseprint, bluse med bier, sort jakke, ternede bukser og læderjakke.
‘De udvalgte’ kan I se her ( + nedenfor, 12 stykker tøj i alt ) og om det lykkes at gennemføre, kan I tjekke ind og se om en uge.
- Onsdag: Jeans + silkebluse med røde prikker + armygrøn cardigan.
- Torsdag: Ternet buks + silkebluse med røde prikker + læderjakke.
- Fredag: (hvor jeg skal ud om aftenen): Højhalset bluse + kjole med galakseprint + sort jakke. Sneakers til om dagen. Høje hæle om aftenen.
- Lørdag: Jeans + bluse med bier + læderjakke.
- Søndag: Sorte bukser + tee + multifarvet strik
- Mandag: Ternede bukser, højhalset bluse + stribet strik.
- Tirsdag: Jeans + tee + multifarvet strik + læderjakke.
Jeg håber, I har lyst til at lege med?
Højhalset bluse (øverst til venstre), t-shirts (en grå + en hvid) til at have under strik, stribet strik, grøn cardigan, multifarvet strik, jeans og sorte bukser.


