Sidste år, omtrent på det her tidspunkt, gik mit hjerte i tusind stykker. Jeg oplevede en sorg, jeg ikke hidtil har prøvet. Så stor og inderlig, at det i sig selv kom bag på mig og kun forstærkede følelsen af at stå og kigge ned i afgrunden. Og slet ikke have lyst til at kigge op igen.
Jeg havde fundet ud af, at jeg var gravid kort tid forinden og på den måde blev komplet lykke og glædelig overraskelse på et splitsekund til ulykke, da jeg en vinteraften i Aarhus begyndte at bløde og fik slemme smerter i underlivet. Først var vi bange for, at det var en graviditet udenfor livmoderen, men da jeg blev indlagt og undersøgt for dette på sygehuset, tegnede et mindst lige så kedeligt billede sig. Jeg var ved at abortere spontant. 6-8 uger henne, så det var tidligt, men alligevel havde jeg voldsomme ve-lignende smerter, kastede op og ja, blødte.
Det er faktisk ganske normalt. En stor del af alle graviditeter går til grunde i første trimester. Jeg kendte godt statistikkerne, jeg vidste godt, at der var en hvis risiko. At det ikke betød, at der var noget galt med mig eller os. At det ‘bare’ er naturens måde at sortere et formentlig ikke levedygtigt foster fra tidligt i processen. At der formentlig er endnu flere spontane aborter end dem man har tal på, fordi mange af dem sker så tidligt, at kvinden slet ikke når at opdage det. Alt det vidste jeg godt. Og min fornuft prøvede at minde mig om det, da jeg lå tom og ked på Skejby Sygehus dagen efter den værste nat i mit liv. Den sagde også “Men tænk på hvor dejligt det er, at det kunne lade sig gøre. At I kunne blive gravide. Det er jo godt, så er det bare at prøve igen”.
Den samme – undskyld mit franske – lortetrøst, som jeg selv tidligere har givet til kvinder i samme situation. For lige der kunne jeg ikke bruge det til noget. Overhovedet. På trods af at scenariet altså ikke kom fuldstændig bag på mig
Jeg har både prøvet at have slemme kærestesorger og at miste nære familiemedlemmer, alligevel var denne sorg så anderledes og dens voldsomhed kom bag på mig. Den var rå og helt uden fortrøstning og også fuld af selvmedlidenhed og -bebrejdelse. Og samtidig følte jeg mig så ensom. Mens Nikolaj stadig var i Aarhus (han var der for at kommentere OL for DR), så tog jeg hjem og verdens bedste veninder kom i hold og ‘passede’ mig. Og alligevel følte jeg mig alene med min sorg og den kedelige selvmedlidende følelse af at min krop og universet havde forrådt mig. Og så den der følelse af, at alle håb og drømme for fremtiden med ét er blevet slukket. Lige på det punkt minder det faktisk lidt om kærestesorg.
En god bekendt havde gået det samme igennem umiddelbart inden og det var hos hende, jeg fandt den største trøst. Hun kunne sætte ord på nogle af de (dystre) tanker jeg havde. Hun rådede mig til at melde mig syg i en uge og tude og se Harry Potter-film.
Dét hjalp lidt. Og gradvist mere og mere. Min krop var også noget medtaget, så det gjorde godt både for den og hovedet at trykke på pauseknappen. Ikke bare for den næste time eller dag, men slet og ret sygemelde sig ugen ud.
Jeg har aldrig før grædt så meget eller så hjerteskærende som den uge (undskyld naboer!). Men jeg havde brug for at være i den sorg. Og mens jeg ikke mener man skal dyrke den, så var det godt for mig, at give den plads. At anerkende den. Få den ud. Så var det som om jeg kunne give slip. Langsomt, langsomt. Men det vendte så småt efter den uge og sidenhen tog det et par uger og så kunne jeg ligefrem glæde mig over og tro på kommentarerne om “at det da trods alt var dejligt, at det kunne lade sig gøre, at jeg kunne blive gravid”. Også selvom jeg havde haft lyst til at slå folk ned, der sagde det samme blot en uges tid forinden.
Så selvom det er et godt og velmenende råd og det kommer fra det bedste sted (det har det gjort, når jeg selv har givet det førhen), så er mit bedste tip, hvis man kender en, der lige har aborteret, at man venter lidt med lige den frase. For man har det som om man lige har mistet en man elsker og man er pænt ligeglad med, at det samtidig er bevis for, at man potentielt kan få en ny/anden.
Det har taget mig et langt tilløb at skrive dette indlæg. Jeg har ikke været et sekund i tvivl om, at jeg gerne ville dele min oplevelse. Jeg har bare ikke været klar før nu. Men jeg ved, at I også må være mange der har prøvet eller (selvom jeg ville ønske jeg kunne forhindre det) kommer til at prøve det. Måske det kan være rart at vide (og læse om) at andre gennemgår det samme. Eller noget der minder om det.
Måske du slet ikke ved, hvor almindeligt det er at abortere i den tidlige graviditet? I så fald er det ikke for at skræmme nogen, men da jeg selv begyndte at tale med familie, venner og bekendte om min abort, fandt jeg ud af hvor mange blot i mit umiddelbare netværk, der har gået det samme igennem. Helt uden at jeg vidste det.
For det er ikke noget vi taler om og selvom jeg godt forstår, at det kan føles uendeligt sårbart og privat (især lige efter, se bare mig, jeg kan først tale med jer om det her et år efter), så burde vi måske snakke bare en lille smule mere om det. Både for at oplyse om, at det er en risiko – ikke for at skræmme, men netop så den kvinde der ellers uforberedt oplever en abort, ikke automatisk tror, der er noget galt med hende. Men også for at lade andre vide, at de ikke er alene. Hverken om tabet, ensomheden eller sorgen. Vi er mange, rigtig mange, der har prøvet det og som forstår. Også selvom alle selvfølgelig oplever det forskelligt.
For selvom enhver læge kan og vil forsikre dig om, at det er ganske normalt og naturligt med en tidlig abort og du kan læse at statistikken siger at 15-20% af alle graviditeter ender med spontan abort, så er det bare tal og formaninger. Sådan havde jeg det i alle tilfælde. For mig var det noget helt andet og langt mere virkeligt, da kvinder jeg kendte, fortalte mig deres historier.
Tilføjelse: Jeg blev tippet i kommentarerne om Landsforeningen Spædbarnsdød der er for alle, der mister et barn – på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, under fødslen eller i de første leveår. Den ville jeg gerne selv have kendt til sidste år. Måske det kan være en hjælp for en af jer ♥
Kan ikke sige andet end at mit hjerte er med dig i din sorg, også længe efter når den pludselig dukker op. Og man troede ellers at man var videre. Pas på dig selv, og synes det er så stærkt af dig at du deler det.
Stort kram fra én, der også har prøvet det (i samme uge) – glemmer aldrig følelsen inden i, da jeg lå der på briksen og den flinke læge bekræftede det, jeg godt vidste, at der ikke længere var liv inden i. Og som i dag er den stolteste mor i verden til de dejligste tvillingedrenge på efterhånden otte år ❤️
Hvor er du modig og sej at dele! Jeg ønsker jer alt det bedste❤️
❤️
<3 til dig. Det er så benhårdt at gå igennem og det er en stor sorg selvom det er så udbredt. Jeg kom også ned i et meget sort hul jeg aldrig har prøvet før og jeg var dårlig til at komme videre. Ca. et år efter min abort blev jeg gravid igen og det var som om det var det der skulle til før jeg kunne lægge sorgen bag mig. Jeg er faktisk fuldkommen afklaret med hvad der skete og jeg græder slet ikke over det længere (Jeg tror bestemt ikke at det er sådan for alle – at sorgen forsvinder ved en ny graviditet, men sådan var det for mig) Jeg græd ellers og kom ned i de sorteste huller også 10 og 11 måneder efter det var sket. Især hver gang jeg fik menstruation, jeg tror det var fordi det mindede mig om den abort. Jeg var rædselsslagen for at bløde fordi der var sådan et ubærligt minde knyttet til det. Det er jo også en meget voldsom fysisk ting, man har nået at mærke i sin krop at man var gravid og så kommer man igennem en ofte smertefuld og ret voldsom abort.
Jeg er stadig meget nervøs for at miste i denne graviditet, selvom jeg er i 18. uge nu forventer jeg hver dag blod på toiletpapiret og jeg drømmer at jeg aborterer næsten hver nat, så på den måde er jeg stadig påvirket af det.
Tak fordi du deler din historie!
Af hjertet tak fordi du deler. Det betyder enormt meget for dem, der selv står i lignende situationer, og jeg har selv haft stor gavn af de både kendte og ukendte kvinder, der er stået frem med deres historier.
Og helt ærligt – så skal jeg lige hilse og sige, at det at man har været gravid en gang absolut ikke er nogen forsikring for, at det bare er op på hesten igen. Så jeg vil faktisk gerne slå et slag for, at folk skal stoppe med at sige sådan noget. Uanset om det er velment eller ej, for når man så står (og er lidt bitter) her knap to år efter en spontan abort, så kan der stadig føles lang til mål. Tidligere graviditet eller ej.
Jeg ønsker dig alt det bedste. Og håber, at du aldrig skal opleve sådan en igen.
Kram herfra en som virkelig kan relatere.
Kære Emily.
Jeg kan som sååå mange andre sætte mig ind i din smerte. Jeg har pcos og har vidst det altid. Vi fik hjælp til at få vores ældste søn og tabte også inden han kom, men det var egentlig ok. Sorgen ramte mig først DYBT da vi skulle forsøge på andet barn, jeg blev gravid relativt hurtig med hjælp igen. Vi fik set et lille hjerte blinke, men ak i uge 12 begyndte jeg at bløde og vidste der var noget galt. Den var god nok.. endte med en udskrabning i uge 13, det var så forfærdeligt smerte og sorgfyldt. Gik helt ned med flaget pg følte mig total alene i verden.
Så kære du, tænker på dig/jer og håber/tror på at det nok skal lykkedes en dag. Kom ud stærkere på den anden side med en graviditet, 3-4 mdr. senere, som resulterede i tvillinger.
Kærligst Tenna
Tusind tak for det modige og ærlige indlæg. Jeg har selv været samme tur igennem for et halvt år siden og kan genkende alle de følelser, du så fint beskriver. Jeg har desværre ikke rigtigt nogen omkring mig, som har prøvet det samme, så floskler som “nu ved du jo, at du kan blive gravid” har der været masser af. I dag følte jeg mig lidt mindre alene, takket været dit indlæg.
Kære Emily,
Hvor er du sej og modig at du deler! Jeg føler så meget med dig og din smerte!
Jeg blev selv helt uventet gravid i efteråret og opdagede det først samme dag jeg begyndte at abortere. Jeg kan genkende alle dine følelser og sorg, jeg tror simpelthen at kroppen sørger helt af sig selv, uden man kan gøre fra eller til. Selvom det sker for så mange, og at vi burde dele vores oplevelser og sorg mere med hinanden, så kan jeg ihvertfald sige, at for mit eget vekommende, så synes jeg det er svært at dele, fordi jeg så samtidig deler mange tanker om at ønske børn, eller ikke ønske børn. Vi var slet ikke sikre på at skulle have flere børn, så jeg synes det var svært at dele, fordi jeg så også skulle svare på spørgsmål om vi så ville prøve igen osv. Det er faktisk mere den del jeg synes er svær og privat. Og til de få jeg nu har betroet mig til, at vi så faktisk gerne vil have et barn mere, der kan jeg godt mærke at de hele tiden har lyst til at spørge ind til om der så er sket noget nyt, og kommer med (velmente) hentydninger, det synes jeg godt kan være lidt grænseoverskridende.
Det er virkelig så stærkt at du deler, jeg ønsker dig alt det bedste❤️
Stakkels stakkels dig :(
Har selv aborteret i uge 20 og når man er så langt henne skal man føde barnet på normal vis. Det var den abselut mest forfærdelige oplevelse i hele mit liv (min far døde for 6 år siden og den sorg jeg følte efter abortet, lever slet ikke op til den sorg at miste min far. Det var bare helt anderledes og meget mere smertefuldt). Turen ud af barselsgangen uden baby står stadig stærkt indpræget i min hukommelse og hver gang jeg høre/ser en ambulance bliver jeg mindet om episoden, på trods af at det er 2 år siden nu og jeg efterfølgende har fået en skøn sød og sjov lille dreng, samt narturligvis hans dejlige storesøster. Vi har altid kun ville have to børn, så det er ikke fordi vi føler der mangler noget, men vil dog altid tnke på hvordan den lille dreng der ikke overlevede ville have endt ud.
Kære Emily
Hvor er jeg ked af at høre, at du og Nicolaj måtte den igennem sidste år!
Jeg ønsker jer alt det bedste <3
Jeg har PCOS og er lige nu i fertilitetsbehandling. Selvom det selvsagt ikke er et det samme som at abortere, føler jeg alligevel en vis genkendelighed i dit skriv – knuste drømme og sorg. Tak fordi du deler og sætter ord på modgang i livet.
Knus <3
Tak for at dele ❤️ Jeg har selv været der, dog med den forskel at det var en såkaldt missed abortion, hvor kroppen ikke aborterer af sig selv – vi opdagede det først til første scanning i uge 12 :-( Men jeg tror at sorgen og følelsen af kroppens forråelse er den samme. Vi gik i gang med at prøve igen lige efter og først efter 4-5 måneder uden held ramte sorgen mig for alvor. Ok det kommer ikke til at gå hurtigt med at blive gravid igen. Sorgen kommer stadig i bølger, men er trådt mere i baggrunden, siden det 9 måneder efter abort lykkedes at blive gravid igen. Nu er jeg 22 uger henne og bærer på en lille sund pige ❤️
Wow det er godtnok næsten samme historie.
MA i uge 10, gravid efter 9 -10 måneder, er 24 uger henne med en pige nu.
Alt held og lykke med resten af din graviditet. ?
Klem
Det er sejt når man står frem med det uanset hvor lang tid der går.
Her har jeg oplevet 1 missed abortion på samme tid som dig, jeg husker hvor ufattelig hårdt det var.
1 år efter og mange udfordringer senere blev det til graviditet og 9 måneder senere en skøn datter.
8 måneder efter det en ny test positiv (uden lægehjælp) og desværre graviditet udenfor livmoderen og den stod ikke til at redde ej heller graviditeten ? og nu her 5 måneder efter er der kun en meget defekt æggeleder tilbage og den skal fjernes om 2 ugers tid ? jeg forstår hvor svært det er ❤️
❤️
Hvor er det rart at du sætter ord på! Var i december også igennem en abort og ja det er fandme hårdt og har gennemlevet nogle følelser jeg slet ikke har haft før.
Men som sagt dejligt du endelig er klar til at sætte ord ord på, så vi kvinder der gennemgår det ikke føler os forkerte og alene ❤️.
❤️
Tak for at dele ♥
Kæmpe kram til både dig og Drømmemanden ❤️
Kære Emily.
Tak fordi du tager emnet op. Jeg har prøvet det samme i uge 8 og den sorg man sidder tilbage med er så hjerteskærende og uforklarlig. Folks velmenende trøst omkring, at det er naturens egen gang og kroppens måde at være intelligent på forstår man jo logisk godt, men det er så langt fra hvad man har behov for at høre.
Jeg har selv pcos og fik fra sundhedssystemet også besked om “jamen du kan da i det mindste blive gravid, hurra”, den besked kan man ikke brug til meget når man får revet tæppet væk under sig. Fertilitet og graviditet er så personligt et område i livet, så kæmpe tak fordi du sætter det på dagsorden!
Så meget god karma din vej. Kroppen er kompleks og sej. Alt det bedste.
Wauw, hvor er du sej, modig og skønt du sætter ord på dette sindssyge svære emne!
Af hjertet tak, du sætter dit helt unikke Emily-sprog på, det er så fint og skrøbeligt på samme tid – TAK ❤️
Kære Emily
Tak fordi du deler. Bare tak!
Jeg ønsker dig al det bedste fremover.
Mange varme hilsener
Jules
Det gør mig ondt at høre, at du har været en spontan abort igennem.
Det er jo et lille bitte barn du har mistet, så forstår godt, at du blev slået ud.
Jeg har selv haft to voldsomme spontane aborter og begyndte også at bløde og have smerter 3.gang, men jeg gik i seng og benene op. Lægen mente, at med det blod som allerede var kommet, at da ville jeg abortere igen, men jeg kom over det og har i dag en dejlig datter.
Hvis du næste gang får smerter og blødning, så gå i seng, benene op, bliv der, få et bækken, få mad og drikke på sengen, bliv der en tid og håb den lille pus bliver derinde.
Knus og tanker!
Hej tina
Det gør mig ondt, at du har mistet. Det føles urimeligt når det sker, men dejligt at du efterfølgende har fået en skøn datter.
Jeg ved, at dit råd kommer fra det varmeste sted. Men jeg synes man skal passe på med så konkrete råd om så følsomme emner. Da jeg havde aborteret for 1,5 måned siden sagde den søde gynækolog, at det er naturens gang. At jeg ikke selv var årsag til noget, heller ikke min sygdom en uge op til. At lægerne siger man skal holde sig i ro, fordi mange ikke kan holde tanken ud om, at hvis de nu ikke havde spist en frokost ude, så var det ikke sket. Et foster som ikke kan overleve, klarer den ikke selvom man holder sig helt i ro. Din datter ville leve – heldigvis – men det er ikke nødvendigvis fordi du holdt dig i ro.
Jeg håber ikke du tager det som andet end en kærlig henvisning til, at din udtalelse kan give dårlig samvittighed til de kvinder, der aborterer, men som ikke har ligget vandret ugen op til.
Kh M
Alverdens kærlighed, varmt klem og gode tanker til dig ❤️ Tak for at dele! Selvom jeg er så heldig endnu ikke selv at have stået i samme situation, kan jeg genkende mig selv i din sorgbeskrivelse. Efter at miste min mor i en alt for ung alder er det for alvor gået op for mig, hvor fattigt vores sprog for sorg og følelser helt generelt er. Så tak for dine ord, sårbarhed og styrke.
Hvor er jeg ked af at høre I har mistet. Ingen fortjener at gå igennem den smerte.
Vi har mistet i u22. Det er det voldsomste og mest triste jeg nogensinde har oplevet. Vores engel har lige haft fødselsdag og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham. Flere har sagt til os at det var godt vi i det mindste ikke havde lært ham at kende. Men jeg kendte ham jo allerede gennem sparkene.
Kærlige tanker til jer ❤️
Tak, fordi du deler. Det er stærkt, og jeg synes, det er nødvendigt.
I løbet af det sidste år har jeg selv oplevet tre graviditetstab i uge 8-9, og det har ganske enkelt været en rædsom oplevelse hver eneste gang. Også selvom jeg næsten forventede det sidste gang, jeg stod med en positiv test i hånden.
Mange aner ikke, at det sker. Færre ved, at graviditetstab for nogle sker mange gange, før babyprojektet (det bliver det jo) lykkedes. Og det er en skam, for vi har brug for hinanden, brug for at få den passende trøst…
Jeg har det seneste år haft uendeligt stort behov for andet end lortetrøst ‘op på hesten opmuntringer’ fra folk, der selv sad med en baby i deres arme. Jeg forstår dem godt. Hvad siger man? … Mit håb er at flere beretninger kan få dem til at forstå og måske også med tiden blive bedre til at tackle det på en ny måde som familie, veninder og kollegaer. Det kan starte med et knus.
/Mai
Kære Emily, stærkt at du deler. Det er frygteligt sorte tanker, man sidder med efter den omgang. Men dejligt, at du kan se det positive i, at det samtidig er bevis på, at i kan blive gravide. Jeg aborterede selv i 17. Uge også for præcis et år siden. Og nu sidder jeg her med min lille, tykkindede søn på knap to måneder på armen. Det kan og skal lykkes ❤️❤️❤️
Jeg kan ikke fortælle nok hvor meget jeg føler sådan som du har haft/har det.
Jeg var så uendeligt træt af kommentarerne om at det var tidligt i graviditeten, men fra man ser de to streger på testen, så elsker man det lille frø uendeligt meget.
Det er sp evigt hårdt og jeg tror også at nu hvor jeg sidder med min datter på 8 uger i armene, så er jeg endnu mere taknemlig.
Jeg håber det lykkedes for jer og sender jer alle de varmeste tanker <3
Tak fordi du deler. Dine ord er så præcise og fine. Jeg aborterede i uge 11, blot 5 dage før scanning, og jeg var lige dele ked af det og chokeret over hvor normalt det er. Det hjælper ikke at vide hvor ofte det sker lige når man står i det. Men det har hjulpet mig bagefter. Jeg har ikke lagt skjul for min omgangskreds over hvad vi har været igennem. Det er en del af vores historie. I dag er jeg 7 mdr gravid, men der gik længe før jeg virkelig troede på det denne gang. Sender dig en masse gode tanker og igen tak fordi du sætter ord på din oplevelse ❤️
Så fint et indlæg Emily! Og vigtigt! Min søster har haft 7 spontane aborter og min mor 4, så i min verden har vi altid talt om det, og jeg håber det betyder, at jeg måske er lidt bedre rustet, hvis det skulle ske en dag. Viden er vigtigt! Det kan hjælpe til at forstå, at det ikke er en selv, den er galt med, som du siger – det sker hyppigt, og det er helt naturligt, omend noget så hjerteskærende ❤️ Du er utrolig stærk at dele det og forhåbentlig være med til at gøre det lidt mindre sårbart i det store billede.
Forstår din smerte. Stærkt indlæg. Jeg var oprindeligt gravid med tvillinger. Da jeg fandt ud af det, blev jeg fuldstændig overvældet og kunne ikke helt overskue eller gennemskue hvad det præcis indebar. Et sted i mellem uge 7-9 gik den ene til, og mange var SÅÅÅ lettet på mine vegne og havde meget travlt med at italesætte, hvor “heldig” jeg var. Der var intet rum til at dele den splittelse, ængstelse eller sorg, jeg gennemlevede, så jeg holdte det for mig selv. . Jeg håber nogle af dem læser din blog og at den giver dem stof til eftertanke.
<3 Jeg har selv haft 2 spontane aborter det sidste år. Er nu gravid for 3 gang og kan næsten ikke være i mig selv for frygten for at det går galt igen.
Kæreste Emily,
Først og fremmest stort kram til dig og drømmemanden. Jeg sender jer mange tanker.
Jeg har også oplevet at miste. Jeg var gravid udenfor livmoderen, blev akut opereret og fik fjernet min ene æggeleder hvori graviditeten sad.
Jeg er nu gravid igen (12 uger henne) og selvom det selvfølgelig er rigtig dejligt, så er min graviditet denne gang præget meget af mit tidligere forløb. Jeg tør ikke rigtig glæde mig over graviditeten – for jeg er så sindssyg bange for at miste igen. Den slags sætter desværre sine spor lang tid efter..
Tusind tak fordi du deler noget så sårbart, men samtidig så vigtigt❤️! Ufrivillig abort bør ikke være et tabu! Er ked af, at du har skulle igennem det.
Jeg har en søn, som blev undfanget forholdsvis let. Vi troede derfor, at nr. 2 ville blive a walk in the park…2 spontane aborter og 1 missed abortion (opdaget til nakkefold) senere, måtte vi sande at virkeligheden så anderledes ud.
Jeg gik i en milliard stykker hver eneste gang. Jeg savnede de små mennesker, som jeg havde elsket fra første sekund, men som jeg ikke ville få lov, at lære at kende.
Og hver gang fik jeg de velmenende kommentarer, heriblandt “godt du ikke var længere henne” og “måske I bare ikke skal have flere børn” (det sidste sagt 10 dage efter udskrabning.
Uanset hvor kort eller langt henne man er, er der stadig tale om et tab, om en sorg, om bristede håb og drømme – sorg skal ikke gradbøjes og man skal have lov til, at føle præcis som man føler! Og velmenende folk skal i hvert fald slet ikke tale om “den højere mening” eller “skæbne”.
Her 2 år senere er jeg netop gået ind i uge 16 og bærer på en lille pige…og der går ikke én dag, hvor jeg ikke er bekymret eller nervøs i én eller anden grad.
❤️❤️❤️ til dig!
<3
Dit indlæg berører mig virkelig, og jeg har aldrig selv været gravid. Jeg føler virkelig med dig, for nej selvom det sker, og selvom det for dig skete forholdsvis tidligt, så er det aldrig sjovt at miste, og kan godt forestille mig folks upassende kommentarer. Derfor er jeg heller ikke sikker på, at dette ikke kommer til at lyde forkert, men hvis min mor ikke havde haft en spontan abort omkring samtidig i sin graviditet som dig, så skrev jeg ikke til dig nu. For hvis det barn ikke var gået til, og hun havde fået det, så ville jeg aldrig have set dagens lys, da hun umuligt kunne have fået os begge. ♥️Der gik nemlig ikke længe efter hendes abort til, at hun blev gravid igen med mig.
Så kan fuldt ud forstå din smerte; men samtidig priser jeg mig lykkelig over at netop dette skete for min mor.
Kæmpe knus herfra, og tak fordi du deler <3
❤️❤️❤️
Intet andet end ❤️ Fra mig til dig. Jeg har selv prøvet det. I 10’ende uge. Og i 8’ende. ? og det gør ondt. Og der er vitterligt, ingen, der ikke selv har prøvet det, der kan forstå hvor ondt det gør. Både rent fysisk. Men også på sjælen. Og især på sjælen. Jeg har netop nu puttet min 1 årige datter, som kom efter 3 forsøg. 3 gang. Lykkens gang for os. ❤️❤️
Tak for at dele, Emily. <3
Selvom vores historie er meget anderledes, vores søn var dødfødt i uge 22 med en kombineret hjerte- og kromosomfejl, så er den hjerteskærende sorg sammenlignelig, og jeg ønsker dig & jer alt det bedste♥️
Kære Emily
Allerførst – hvor er jeg ked af på dine og din mands vegne, at I har mistet. Det er så ubeskriveligt hårdt, og alligevel har du haft mod modet til at sætte ord på, hvordan I oplevede det – det synes jeg er beundringsværdigt. Tak fordi du tager dette vigtige emne op! For ja, det er – desværre – meget normalt at arbortere, og vi taler alt for lidt om det, med det til følge, at dem, som mister, ofte kommer til at føle sig forkerte og helt alene i verden. Det kan min mand og jeg i hvert fald relatere til. Vi har været i fertilitetsbehandling i to år, hvor jeg har aborteret 3 gange. Første gang spontant, de to sidste gange var det en missed abortion. Vi fik at vide utallige gange af lægerne, at de var overbeviste om, at vi “bare var uheldige”, for vi er begge sunde og raske uden oplagt grund til at abortere. Alligevel følte jeg, at jeg måtte gøre noget helt forkert – at der var noget galt med mig og min krop, og i lang tid var jeg vred på min krop og følte, at den forrådede mig. For jeg havde jo altid passet godt på den med sund kost, motion osv. Jeg var også i perioder sikker på, at vi skulle igennem DNA-screening og efterfølgende ægsortering, for det her var jo ikke normalt. Men… jeg er i dag gravid igen – i 19. uge, og det ser ud til, at lykken tilsmiler os denne gang. Vi er stadig meget nervøse, men for hver dag vokser troen på, at vi får en lille dreng til sommer.
Jeg skriver dette i håb om, at andre, som måske står i en lignende situation som vi har været i, kan finde et lille håb i, at det kan lykkes, også selvom man føler, at alt ser helt håbløst ud. For abort i første trimester er desværre meget mere udbredt end de fleste nok ved. Så lad os tale mere om det – være åbne om dette emne, så der forhåbentlig er langt færre fremover, der kommer til at føle sig alene i verden.
De bedste hilsner
Julie
Kære Emily. Tusind tak for at dele. Sikke et stærkt indlæg. Jeg har været gravid fem gange og har et barn. Det har fyldt så voldsomt meget i mit liv og haft nogle konsekvenser jeg ikke på nogen måde havde forudset da jeg blev gravid første gang.
Derudover er det en ret barsk omgang for kroppen af komme sig over en spontan abort eller en missed abortion med de indgreb som følger efter en sådan, og jeg synes det er så vigtigt at tale om hvor voldsomt det kan være.
Tanker til dig <3 Kh
Tak fordi du deler. Jeg kom ind til nakkefoldsscanningen og fik at vide at de ikke kunne finde noget foster, trods det at mine mave voksede og jeg havde kastet op i mange uger. Fosteret, som jo ikke var levedygtigt, var højst sandsynligt gået til grunde i fjerde eller femte uge og måtte lokaliseres og skrabes ud. (Fænomenet hedder missed abortion – kroppen har ikke opfattet at fosteret er dødt)
Det er sådan en sær og uforklarlig sorg. Idag har jeg en datter på syv og jeg havde svært ved at have tillid til min krop og til at alt var godt, at alt ville ende godt, helt frem til hun lå hos mig.
Jeg håber du kan finde den tillid til din krop og processen lidt hurtigere. Det er vildt mærkeligt, lidt magisk og ret hårdt at være gravid. Og man skal føle sig tryg og være venner med det hele vejen igennem hvis man altså kan.
Alt det bedste til dig hvad der end sker.
Kære Emily
Hvor kan jeg bare spejle mig i din fortælling. Det samme er sket for mig, og det var en enorm sorgfuld oplevelse, selvom “det sker for mange” “det var nok fordi der var noget galt med barnet”, “godt det var så tidligt i forløbet” og “I bliver sikkert gravide lige om lidt igen”. Jeg synes, at det er så rart at du deler din historie, for ja der er så mange der har prøvet det, og alligevel havde jeg i hvert fald lidt en oplevelse af at mange i mit netværk og familie bagatelliserede det og hurtigt synes jeg skulle komme videre og “op på hesten igen”? så det er dejligt at vide at andre også er blevet præget og påvirke af den oplevelse det er at få en spontan abort. Jeg ønsker jer alt det bedste!
Stærkt indlæg og sejt at du deler det. Mange tanker jeres vej og lykke til at det nok skal lykkes for jer.
For lidt over 5 år siden var jeg selv til 12 ugers scanning, hvor jordemoderen meget hurtigt blev lidt stille og lige hentede en kollega, de får begge tjekket efter og konkludere så at fosteret var dødt og da min krop ikke selv havde udskilt det, måtte jeg direkte videre til en udskrabning. Min kæreste var på det tidspunkt på den anden side af jorden og selvom min mor fulgte med mig i hele processen, følte jeg mig så ensom og tom. Alle de tanker og drømme som min positive graviditetstest havde sat i gang blev med ét slukket!! Ud fra størrelsen af fosteret vurderede de også at det var sket allerede i uge 8 som jo netop er en helt normal ting, men bare ikke noget jeg havde forudset. Jeg fik de samme kommentarer med på vejen, men ja lige lidt hjalp det lige efter, men da jeg åbnede op for det viste det sig at flere bekendte også havde prøvet at miste.
Efterfølgende tog vi en periode på ca. 1/2 år hvor vi havde lidt ro på – selvom alle omkring os pludselig blev gravide og jeg følte at det vrimlede med gravidmaver overalt ( virkelig en hård tid).
Pludselig en dag var der igen en positiv graviditetstest. Jeg var så heldig at have en meget forstående læge som fik sikret mig en “trygheds” scanning hos en gynækolog i uge 8 og de var heldigvis stadig liv og det resulterede også i en dejlig sund dreng.
1 år senere prøvede vi igen og jeg blev hurtigt gravid igen, men denne gang begyndte jeg at bløde omkring uge 6-7 stykker og mistede igen. Efter en kort periode forsøgte vi igen og heldigvis lykkedes det igen at komme helt til målstregen med endnu en dejlig sund dreng.
På en eller anden måde virker det som om min krop lige har skullet kikstartes for at vide hvad den skulle i anden omgang og så fungerede den.
Det er ekstremt hårdt at gennemgå det I/du har, men jeg håber at min “lille” historie kan give jer lidt håb og tror på, at selvom det ikke gik denne gang så skal det nok ske ❤️ Alt det bedste til jer!
Jeg er normalt ikke typen der kommenterer, men det her kan jeg ikke lade være.
Jeg har nemlig været det samme igennem i december måned, hvor jeg var i slutningen af 8 uge. Den sorg og smerte havde jeg aldrig kunne forestille mig. At det skulle gøre SÅ ondt indeni , kom helt bag på mig. Og Det gør det stadig- især fordi jeg stadig ikke ved hvad der egentlig gik galt. Jeg aborterede nemlig ikke – og efter at have været igennem et hav af læger og scanninger, gav de diagnosen ‘PUL’ (pregnancy of unknown location). Fik en medicinsk abort og fik efterfølgende at vide at det var en kæmpe fejl idet der var en stor mistanke om graviditet uden for livmoderen med et HcG på 10600.
I sådan en situation føler man sig bare så alene – ingen forstår hvor ondt det egentlig gør. Derfor vil jeg også takke dig for at skrive dette indlæg. Selvom jeg, på jeres vegne, ville ønske at i (eller alle andre) ikke skulle igennem dette. Men det er trods alt rart at vide at man ikke er alene.
Kære Emily
Jeg føler med dig. Jeg havde en missed abortion forrige sommer, hvor jeg pletblødte en hel weekend og hele tiden pendlede imellem håb og fortvivlelse, før jeg om mandagen kunne blive scannet. Jeg måtte igennem både en medicinsk og en kirurgisk abort, for at fjerne den lille spire, der ikke skulle blive min baby. Det var så hæsligt, og jeg gik fuldstændigt sanseløst og storgrædende rundt på Randers sygehus, da jeg fik beskeden og måtte have hjælp til at finde rundt, så væk var jeg i min ulykke. To måneder efter den kirurgiske abort var graviditetstesten positiv igen, men bare fem dage senere blødte jeg. Jeg var absolut sikker på, at jeg igen havde aborteret, men gik til lægen og vi blev enige om, at jeg skulle tjekkes for om det var endnu en missed abortion. Jeg var så ræd for at skulle igennem samme forløb, og da jeg igen stod på Randers sygehus, var det den samme læge som før, der skulle scanne mig. Jeg lå med øjnene helt klemt i og var så bange, men så bad han mig om at kigge på skærmen, og der blinkede et lille hjerte. Det var svært at tro på, at lykken ville holde, men i juni kom min dejlige datter til verden. Jeg tænker sjældent på aborten nu, men åh, hvor var det en forfærdelig tid og svær at fortælle om dengang.
Tak fordi du deler din historie.
Vi fik vores første nemt og bekvemt og efter et par år tog vi tilløb til en mere. Men jeg aborterede igen og igen og efter 5 abort kiggede overlægen kort på mig og sagde at det skam ikke var unormalt, der fandtes kvinder der aborterede 7-8-9 gange, så det betyder ikke noget. Det er nok det værste en læge kunne sige til mig, min sorg var SÅ stor, og så negligerede han det bare…
Jeg forstår din sorg og den er så sværd at favne når man har så stort et ønske❤️
Senere viste det sig at mit stofskifte var gået i stå og vi fik hjælp til at få to mere.
Knus til dig❤️❤️
Tak fordi du deler ❤️ Jeg har prøvet det samme i hhv. 12. og 9. uge, og man føler sig så uendeligt alene i verden. Så snart man ser to streger, begynder ens bevidsthed at forberede sig og glæde sig. Jeg manglede selv at tale med nogen, og efterfølgende ved jeg, at nogen tæt på har været det samme igennem. Men jeg havde ikke mod til at dele det, og specielt den første spontane abort sad som en tung knude i maven i meget lang tid efter. Jeg ønsker dig alt godt, og synes det er meget prisværdigt, at du deler din historie, som mange kvinder med sikkerhed kan relatere til.
Tusind tak for at sætte ord på disse følelser og tanker. Jeg kan fuldstændig sætte mig ind i dem og de rammer mig virkelig. For jeg husker dem så tydeligt selv.
Vi var selv igennem en MA sidste år få dage før jul. En glædelig og længeventet (tidlig scanning) i uge 10 viste ingen hjerteblink. Vores verden brød fuldstændig sammen. Vores lille baby var altså ikke i live mere og efter flere blodprøver dagene efter, skulle vi jeg have medicinsk abort.
Piller, der skulle få min lille baby ud ?? Det var vanvittigt smertefuldt, græd mig selv i søvn, vågnede med mareridt, studerede de blodklumper der kom ud – om det var min lille baby ? Min mand trøstede mig, men jeg var utrøstelig. Jeg havde mistet min baby, vores lille kærlighedsbarn. Jeg var så dybt ulykkelig. Samtidig var det jul, juleaften, 1 juledag osv. Så jeg fik alligevel ikke helt til at bearbejde processen og prøvede at tage en “maske” på. Den kunne jeg dog ikke holde, for hver gang jeg hørte mine svigerinder snakke om børnetøj eller så de tog deres børn op, kom gråden igen – den gråd, hvor jeg hullede og var utrøstelig.
En uge efter til tjek, vidste det sig, at det hele ikke var ude. Blev indstillet til kirurgisk abort også. Alle de indtryk tog så hårdt på mig, for man prøver jo at mande sig op overfor lægerne. Jeg græder normalt aldrig foran folk og viser ikke den sårbare side.
Hver måned prøvede vi at blive gravide, men min mens. dukkede op hver måned, og det blod mindede mig om vores baby. Så hver måned blev jeg slået tilbage. Folk siger “det skal nok komme igen” men det provokerede mig. For vi havde jo en på vej, som virkelig var så ønsket. Jeg følte tit, det var noget, vi ikke snakkede om, at folk/familie håbede det snart lykkedes for os, fordi de ikke vidste, hvad de skulle sige ellers.
Det var de hårdeste 10 måneder, før jeg stod med to streger igen. Nu er jeg 24 uger henne med en lille pige og glæder mig helt vildt.
Starten af min graviditet har jeg ikke turde håbe, og frygtede hver dag, jeg skulle tabe hende eller at der ikke var hjerteblink. Vi har været til mange ekstra scanninger (selv betalt) og hver gang, turde jeg ikke kigge på skærmen, hvis nu der ikke var hjerteblink.
Vi snakker tit om, at vi vil være åbne omkring, det er en del af vores historie. At vores lille pige skulle have haft en storesøster eller bror, og at det lille væsen, er en del af vores historie sammen. For det var jo dér vi først skulle have været en familie. Det kan vi ikke glemme, men vi lærer at leve videre med den sorg.
Selvom man ikke var længere henne, så oplever man alle de forandringer i kroppen. Man når at tænke barsel, og spejle sig i andre gravide med ca. samme termin. Så pludselig at skulle opgive det, det er vanvittigt hårdt!
Sender jer mange tanker
Og håber I snart får lov til at opleve at blive forældre. Jeg kender den lange ventetid så godt! Jeg følte ikke jeg kom videre, før jeg kunne glæde mig over en ny graviditet.
Kram herfra ❤️
Det gør så ondt at læse, både på dine vegne, men jeg gennemgik også lignede sidste juni. Fostret var gået til grunde i uge 7, men vi fandt desværre først ud af det i uge 13 til en familiefest, så det var det store samtaleemne, mens der blev snakket om fremtiden med vores kommende barn. Jeg hverken blødte eller havde smerter. To måneder senere var jeg gravid igen, og nu venter vi vores lille pige i juni. Nu er juni igen den bedste måned.
Hej Emily
Hvor er jeg ked af at høre, at I har været det igennem! Jeg har også haft en graviditet uden for livmoderen, og det var det hårdeste! Fysisk og psykisk. Men i dag, to år efter, prøver jeg at fortælle det til folk, der ikke ved det, på en så naturlig måde, jeg kan. Jeg er nemlig helt enig med dig i, at det er ved at tale åbent og ærligt om disse meget svære og personlige ting, vi kan hjælpe med at aftabuisere. Og min oplevelse er, at det hjælper. Lige så stille. Så mega sejt at du vælger at dele jeres historie.
Alt godt til jer begge!
Jeg kan så meget genkende din beskrivelse! Jeg gik gennem det samme for 2 år siden – var 10 uger henne og netop der hvor man begynder at tænke, jubii, det skal nok gå godt, det her! Det gjorde det desværre ikke, og jeg selvom jeg i forvejen var mor til to, så slog det altså helt og aldeles bunden ud af mig, og det tog flere måneder før jeg var helt ovenpå. Det værste var næsten, at min krop ikke ville anerkende at den ikke var gravid mere, så jeg blev ved med at have kvalme og brystspændinger de første par uger efter aborten, og følge mig nærmest “forrådt” af min krop. I dag tænker jeg, at den jo bare var sindssygt tunet ind på at holde fast på den lille spire og være et godt hjem for den- og det blev den så et halvt år senere, og i dag er jeg mor til tre <3
Tak, bare tak??❤️ Det er så vigtigt et emne, at åbne op om. Har selv at have oplevet 2 spontane aborter og 2 ufrivillige (udskrabning, pga manglende hjertelyd). Aldrig har jeg oplevet noget så hårdt, opslidende, hjerteknusende og ensomt, som at gennemgå dette??. Men ved at åbne op, og tale om det, gør det det lidt mindre tabubelagt, tror jeg ville hjælp mange. Er nu i et hårdt fertilitetsforløb, og håber lykken vender, efter at have prøvet i 3 år, noget jeg også håber bliver mindre tabubelagt. Folk, skal bare lære at stoppe de “velmenende” råd, for fuck hvor er det træls?? Håber baby lykken smiler til jer, og alle andre som gennemgår dette
❤️❤️❤️
Aborterede da jeg var 13 uger. Tog mig måneder at blive et nogenlunde helt menneske igen. Og alle de velmenende kommentarer er bare frygtelige..
Kære Emily.
Det er et så vigtigt emne at tage op, tak for det.
Jeg har selv arborteret 4 gange, og sorgen, fortvivlelsen og frygten vokser desværre for hver gang.
Jeg ønsker jer det bedste ❤️.
❤️ hvor jeg dog føler med dig, og kender alt til det du er gået igennem. Har selv prøvet det 4 gange, også uden der skulle være noget galt, det var bare uforklarligt. 5 graviditet lykkedes det endeligt. Vi har idag en fantastisk søn på 3 år ❤️❤️ jeg var så bange for at miste ham under hele graviditeten, at jeg slet ikke kunne nyde det. Hvor andre købte børnetøj, udstyr og fik taget mave billeder osv, var jeg lammet, og gik bare i min egen boble og passede mig selv og turde ikke føle alt det man så brændende ønsker sig, for tænk hvis noget gik galt. Så idag har vi faktisk ikke et eneste billede af mig som gravid. Det er jeg virkeligt ked af idag. Idag ville jeg ønske at jeg havde turdet nyde graviditeten, da der ikke kommer flere. Vi har vores skønne søn, og det er jeg dybt taknemmelig for. Men om man mister 1,2 eller 10 graviditeter, så er det lige hårdt og det sætter spor og ar, da de jo alle er ønskebørn ❤️
Så stærkt af dig at dele! Jeg har selv kun en graviditet bag mig som heldigvis endte med fødslen af min datter. Men jeg tænker tit over hvor hårdt det må være at opleve det tab. Man har jo sikkert allerede gået og glædet sig i flere uger. Jeg husker tydeligt hvor sårbar, jeg var i de første spæde uger, så kan kun forestille mig, hvor råt det må være så at miste. Selvom man kender risikoen. Det er vigtigt at det tab ikke bliver negligeret eller gemt. Vi skal turde at tale også om de svære ting.
Kæmpe kram til dig og din mand! Har læst med på din blog i over 6 år. Men første gang jeg kommenterer.
Jeg har selv været der. Tre gange… Som om et stykke af en selv forsvandt hver eneste gang. Det gør hamrende ondt.
Jeg har idag den dejligste datter på 7 mdr. Først da hun lå i mine arme, turde jeg give helt slip på angsten for at miste. Min datter betyder alt, og aldrig har jeg følt mig mere hel end jeg gør idag.
Jeg kunne skrive det som mange andre har sagt til dig. Men synes i stedet at du skal have alverdens virtuelle kram og tænker herfra!
Jeg kan ikke forlade din side i dag, uden at sende en kommentar. Det gør mig ondt at du har mistet. Det er en sorg som er så svær at tackle, og jeg må ærligt indrømme, at for mit vedkommende, så blev sorgen først mindre, da jeg blev gravid og fødte min søn. For dér vidste jeg, at jeg havde nået “målet”.
Jeg nåede at have en missed abortion i uge 11 samt to spontane aborter ca. uge 8, før jeg blev gravid med det der skulle blive til min førstefødte. Jeg var så vred på min krop over, at den kunne forråde mig på den måde, og jeg var så skide bange for, om jeg nogensinde ville holde en baby i mine arme. Der er intet nogle kan sige, der kan trøste, man skal bare have lov at være ked.
Det hele gav først mening, da min søn kom til verden, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var lige præcis ham, vi havde ventet på!
I dag har vi to søde børn, men jeg nåede også to spontane aborter inden lillesøster blev født.
Jeg er ked af, at du har været en spontan abort igennem, og jeg håber, at du aldrig skal igennem det igen!
Jeg er til gengæld glad for, at du vil dele din historie og dermed være med til at bryde et tabu.
De bedste hilsner
Hej Emily
Jeg har oplevet det samme, var også omkring 8. uge. Jeg kender så godt følelserne og alle de dejlige fantasier der går igennem ens hovedet, når man ved at man er gravid.
Jeg havde været til et møde ca. to timers hjemmefra, da jeg lige inden jeg skulle køre hjem, gik på toilettet og fandt ud af at jeg blødte. Jeg vidste godt at det ikke var godt og har grædt og grædt hele vejen tilbage hjem i bilen. Det var de længste og sværeste to timer i mit liv! Jeg skulle samtidig jo også blive koncentreret på motorvejen. Jeg følte mig sådan alene! Heldigvis var min mand hjem da jeg kom hjem. Efterfølgende følte jeg mig så tom, både i kroppen og i hovedet. Det var så underligt.
Jeg synes at det er så sejt at du fortæller din historie og du får et stort kram! Jeg håber og krydser alle de fingre for at du bliver gravid igen og at det lykkedes at blive mor en gang af en sund dreng eller pige.
Jeg er i dag, efter at have været mange år forældreløs og med hjælp, en stolt mor til den dejligste 10-årige dreng.
❤️
Tak <3
De hjerteligste tanker til dig. Jeg har i dag to børn – efter fire graviditeter og flere år som ufrivillig barnløs. Det er det mest ensomme og hårde, jeg nogensinde har prøvet. Tak fordi du deler.
Stærkt indlæg der helt sikkert er betydningsfuldt for mange.
Sender masser af kærlighed og varme din, og hans, vej!
Tak fordi du deler ❤️ Så vigtigt der kommer mere fokus på noget, der rammer så mange
Kære Emily
Sikke en beretning og smukt at sætte ord på, at selv de helt “normale ting” som at miste et aldrende familiemedlem eller som i jeres tilfælde at abortere er en stor sorg, som ikke kan dulmes med, at “det er helt normalt”.
Det lyder til, at du har haft folk omkring dig, der forstod vigtigheden af bare at lytte og være der :-)
Jeg er gravid i uge 6, og jeg har delt det med så mange som muligt. Og dét har jeg gjort, fordi jeg vil dele glæden med alle og jeg vil dele sorgen med alle, hvis det (igen) ikke bliver et levedygtigt barn. Den der sorg er en bitch, og den skal frem!
Godt at du deler! Tak for det!
Jeg aborterede tre gange, før det lykkedes . Det er uden tvivl det hårdeste, jeg nogensinde har været i gennem, og jeg turde ikke dele det med nogen, fordi jeg var så ked af det. Nu ville jeg ønske, at jeg havde snakket om det – som du selv skriver, er det ret almindeligt, men der er sgu næsten aldrig nogen, der siger det højt. Så tak for, at du deler ♥️
?
Årh hvor jeg føler med dig søde Emily. Tak fordi du deler! Det er så vigtigt at kvinder med dit talerør tager emner op, som vi ellers ikke taler om – præcist for at normalisere det.
Da jeg i sommers til en scanning i uge 10 fandt ud af at der ikke var hjertelyd i maven mere, braste min verden fuldstændig sammen. Det var en uforklarlig sorg og jeg følte mig helt alene med den, også selvom min man var lige der ved siden af mig. Jeg var så bange for at der var noget galt med mig, at jeg havde gjort noget forkert, at jeg var blevet for gammel (31 år), jamen tankerne stikker af!
Det er først når man selv åbner munden andre også tør dele. Så tak for dig Emily, og fordi du tør dele meget personlige oplevelser. Og så håber jeg der snart sker noget babylykke hjemme ved jer, som vi selv går og håber på. Som de alle siger – vi ved jo vi kan blive gravide ikk’? :)
Tak fordi du deler ?
Jeg har selv oplevet missed abortion i uge 13, og det har været det hårdeste nogensinde. Tristheden, ensomheden og frygten for at det aldrig vil lykkes fylder så meget.
❤️
Min mor aborterede to gange, begge gange omkring 10. uge. Første gang var et års tid, før min storesøster kom til verden. Anden gang var et års tid, før jeg meldte min ankomst.
Du har ret i, at det er noget, vi bør snakke mere om, for sorg (uanset hvilken slags) er frygtelig at gå og gemme på. Og det kan jo være, at de dumme og akavede (omend velmenende) kommentarer bliver færre, hvis man snakker mere om det.
Kære Emily.
Det gør mig ondt at høre (læse)
Al mulig held og lykke frem over til jer❤️?
Kæreste Emily,
du deler stort og småt og det er det vi læsere elsker dig for. Jeg er virkelig ked af det du/I har været igennem. Synes det er flot at du har kunne skrive om det og håber at du føler en eller anden form for lettelse.
Ønsker dig tro og håb om en ny og vellykket graviditet.
Kærlig hilsen
Mette
<3
Hvor er det fint skrevet, Emily. Tak for at dele.
Jeg er sikker på, du gør en forskel for mange ?
Kram fra Susanne
❤️
Jeg vil bare gerne sige tusind tak for dit indlæg Emily. For 2 dage siden startede min spontane abort og at gå det igennem nu og så læse dit indlæg i nat er det første der hjælper mig lidt. Du har givet mig modet til at dele det med min mor, selvom jeg ikke havde lyst til at nogen skulle vide det. Tak.
Jeg er så glad for, at du laver det her indlæg. Og åbner lidt op omkring den del af dit/jeres liv. Kram og gode tanker!
Tak fordi du deler – det er sådan en lidt mærkelig ambivalent ting at føle man er glad for, at høre det også er sket for en anden. På den ene side er det en af de værste oplevelser jeg har haft og ville ikke ønske det skulle ske for nogen anden kvinde, på den anden side er det så rart at vide man ikke er alene. Vide at det måske ikke er helt så galt at have lyst til snerre af folk der sødt prøver at trøste ved at sige den klassiske frase om man da trods alt kunne blive gravid. Du beskriver det rammende godt og alene at læse alle de kommentarer fra kvinder der også har prøvet det er betydningsfuldt. Tak for dig og tak for din blog – et lyspunkt i hverdagen og livet <3
Tak, fordi du deler. Du har helt ret i, at det er vigtigt, at det betyder meet at høre og læse andres historier, når man selv er ved at gå eller er gået igennem det. Jeg mistede en dreng i 21. uge i min første graviditet, og mind mand og jeg havde så meget gavn af Landsforeningen Spædbarnsdød, som alle, der mister et barn i graviditeten (uanset hvornår), ved fødslen eller efter, kan få hjælp hos igennem telefonsamtaler med psykolog/psykoterapeut, terapigrupper med andre forældre, foredrag, cafeer eller seminarer. Kan kun anbefales. Det kunne evt. tilføjes indlægget, så andre bliver opmærksom på det <3
Jeg har også prøvet en abort. Men kæreste og jeg var aktivt igang med projekt baby og menstruation udeblev, havde nogle svage positive graviditetstests og mine blodprøver var også fine men i den laveste del af hvad indikerer en graviditet. Og så pludselig. Bum. Mega blødning på dagen jeg skulle ind og have taget en opfølgende blodprøve. Selvom jeg havde det i baghovedet at det nok ville ende sådan, var jeg simpelthen så ked af det! Samme dag fortæller min kærestes gode ven så, at de lige har testet positiv. Min kæreste måtte så sige at han desværre lige den dag ikke kunne være glade på deres vegne! Røvet situation og røvet at ‘svigte’ en god vens glæde men lige der var vi så kede af det og modløse. Sker det mon nogensinde for os.
Min læge sagde også at rigtig mange slet ikke når at opdage at de er gravide inden det går til grunde, men at med alle apps (jeg brugte selv Clue og min menstruation var super præcis) og tests var der flere og flere der ‘opdagede’ deres spontane aborter og på den måde troede de fejlede noget selvom det er meget meget normalt.
❤️?❤️
Hvor er det flot og modigt at du deler din oplevelse og et blik ind i dine tanker fra en tid hvor du følte dig uendeligt sårbar.
Jeg har også selv prøvet det. Efter to (vellykkede eller hvad man nu kalder det) graviditeter aborterede jeg i uge 11. På Valentines Day, No less. Så der var hjerter og lykke over alt omkring mig. Det hjalp ikke ligefrem.
Det var følelsen af tomhed der kom bag på mig og slog benene væk under mig.
Som så mange andre sikkert har skrevet, så gik det – også for mig – fint gangen efter. Men jeg må indrømme at angsten sad i mig indtil først 11. uge og dernæst 24. uge var overstået. Bevidstheden om hvad der var på spil / at miste var lidt for tæt på.
Dine indlæg henover vinteren har virkelig inspireret mig til at huske også at tage hensyn til mig selv og fokusere på det der virkelig betyder noget for mig.
Jeg tager mig tid til yoga og tid til mig, og accepterer, at energi niveauet svinger lidt i vintermånederne. På den måde har jeg også mere overskud til mine tre halvstore drenge.
Tak for din blog og tak for dig.
Kæmpe kram fra Aarhus
Tak for du deler noget så sårbart og tabubelagt, det er stærkt gået! Jeg har haft to spontane aborter i 2018, og selvom den ene var i uge 7 og den anden i uge 9, altså i det usikre 1. trimester bærer jeg stadig rundt på en masse sorg og smerte, knuste drømme og ikke mindst uvished. For hvad nu hvis det sker igen, tør man prøve igen? Men vi ER ikke alene, det er så “normalt” og alligevel snakker man ikke rigtig om det. Så endnu engang tak for din deling, for se bare her i kommentarfeltet, vi er så mange og de der er på den anden side giver mig håbet tilbage ❤️
Jeg ELSKER at du deler din historie❤️?? Hvor er det bare stærkt! Jeg ønsker alt det bedste for dig og din mand og Penny fremadrettet?
❤❤❤❤
Puha – det har jeg desværre også været igennem i uge 12 i min første graviditet. Men heldigvis så glemmer man al den sorg, når først det lykkes at få barnet❤️
Ja det er almindeligt. Almindeligt – irriterende og til ingen verdens nytte. Uanset hvor almindeligt det er, gør det ondt, så ondt og det sidder i kroppen og sindet i langt tid. Håbet om at lykken tilsmiler en igen er motivation og utålmodigen er dræbende. Min bedste hjælp er viden om alt det kærlighed der er omkring og i forvejen er én givet ❤️
Tak fordi, du er så modig og åbne op <3
Klem herfra, jeg har tænkt på dig.
❤
<3
❤️ til dig og dejligt at du bringer emnet op! ??
Jeg var det samme igennem i efteråret. Jeg blev meget hurtigt gravid efter vi gik i gang med at prøve og var egentlig ikke særlig babyskruk. Men som du også beskriver det, så ramte sorgen med en kraft jeg ikke havde set komme! Det gør virkelig ondt!
Jeg var ret åben om det og pludselig opdagede jeg hvor mange i min nærhed, der havde været der igennem. Og ja, at man kender statistikkerne er en ringe trøst! Men at tale med nogle der ved hvordan det føles er guld værd – og ligeså er et indlæg som dit! ?
Så utrolig tøff du er som deler! Jeg er sikker på at dette kan hjelpe mange ❤️
Tak fordi du deler Emily! Sender massere af kærlighed din vej <3
❤
Jeg oplevede det i efteråret. Jeg var knap 7 uger henne da jeg fik kraftige smerter om morgenen, og begyndte at bløde først lidt, senere meget. Jeg skulle til et heldagsseminar med mit arbejde, og kunne ikke finde ud af at melde afbud. Jeg tog heller ikke forbi lægen. Jeg sad bare med sorg og kramper og smerter hele dagen, og de efterfølgende dage. Det værste var at jeg var flov over sorgen. Jeg har to børn i forvejen, og det var jo så tidligt i graviditeten, at jeg var flov over hvor hårdt det ramte mig. Men det var og er en sorg for mig, det var et lille liv der aldrig fik en chance.
Tusind tak for dit modige og hjerteskærende indlæg.
Jeg føler virkelig med dig og tror at det har været godt at du har ventet den tid du har, før du ønskede at dele det med hele verdenen.
Min kæreste og jeg har prøvet det hele 3 gange.. og jeg har haft så svært ved selv at sætte ord på det, da jeg har følt, at folk ikke ville tænke at jeg var berettiget min sorg, da jeg ikke mistede nogen jeg kendte eller havde ved min side. Men det var, som du selv beskriver, en helt anden form for at miste. Og at man føler sig alene gør ikke situationen bedre.
Men hver gang har været så ubegribeligt hårdt.
Og jeg har ikke rigtig vidst hvem der ville kunne forstå mig og jeg har selv haft rigtig svært ved at sætte ord på det hele.
Så af hjertet tak fordi du valgte at dele det! Det var med tårer i øjnene det blev læst.
Kære Emily. Kram til dig og tak for at du deler. Da jeg oplevede det samme forsøgte jeg at være åben omkring det, men jeg synes, at det var svært – selv overfor mine veninder. Du er så sej og det gør uden tvivl en forskel for mange, at du siger det højt (inklusiv undertegnede). Det er noget af det mest voldsomme, som jeg har oplevet. Både de fysiske smerter og smerten over det, der ikke ville komme til at blive alligevel. Jeg har aldrig følt mig så bund-ulykkelig, som jeg gjorde lige der, av av mit hjerte. Jeg følte, at min krop havde svigtet mig og det tog mig noget tid at forstå, at det har den ikke. I dag er jeg mor til en lille pige. Jeg sender al positiv energi i din retning og igen; tak fordi du er så sej at dele noget så sårbart.
Kram, bare kram ❤️ jeg er ked af at du, og nogen anden, har skullet det igennem – det er jeg så ked af. Jeg ved, hvor glad man bliver, og at man jo ikke kan lade være med at knytte sig og glæde sig fra første øjeblik, selvom man prøver at være realistisk.
I begge mine graviditeter har jeg delt det med familie og venner ret tidligt. Simpelthen for at have deres støtte, hvis graviditeten gik til grunde. Det må være så hårdt at stå med relativt alene.
Da vi var unge, mistede vi et barn i syvende måned.
Husker, hvor hårdt det var at blive flyttet over på alm gyn. Fra vinduet kunne jeg se unge par på vej hjem med deres lille nye.
Jeg siger vi, det er jo lige så slemt for manden.
Min mand hjalp mig igennem det, skønt selv knust, omfattede han mig med kærlighed og optimisme, som jeg aldrig glemmer.
Alle tankerne og spørgsmålene vendte vi: hvad nu hvis jeg aldrig må få børn? Jeg viste jo, at han ønskede det brændende.
Vi havde hinanden, det var det vigtigste i verden.
Senere fik vi to skønne drenge, som er voksne idag.
Held og lykke, Emily
Sikke et fint og velskrevet indlæg. Sidder med et par tårer ned af kinderne. Tårer der repræsenterer det tabte, men også det befriende i dit indlæg. Jeg har netop selv gennemgået de følelser du beskriver så flot, da jeg juleaftensdag havde en spontan abort i 10. uge. Den følelse det afstedkom er bare ikke lig noget andet. Du beskriver det, som var det taget ud af min egen oplevelse. Det giver en følelse af ikke at stå alene med det, at læse om din oplevelse og de efterfølgende kommentarer fra kvinder i samme situation. Selvom det kun var en lille klump, knytter man sig til den fra den dag, testen er positiv. Tak for at sige det højt og sætte ord på dét, der er så svært. Håber alt det bedste for dig <3
Tak fordi du deler så svært, stort og vigtigt et emne. Jeg havde en spontan abort i uge 9 af et ud af to fostre. Det andet foster har det godt, men den unehagelige oplevelse og uvisheden om, hvorvidt man er gravid eller ej, sidder stadig i mig, på trods af jeg stadig er gravid. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan du må have haft det, men jeg sender dig og drømmemanden de kærliigste tanker ❤️
❤️
Hvor er det flot, du deler! Jeg har mistet to gange: første gang havde vi i forvejen vores store (det var også i uge 6). Jeg blev lynhurtigt gravid igen og anden gang var så vores yngstes tvilling, omkring uge 7. Du har ret i at alle oplever den slags forskelligt, jeg ramlede ikke ind i den store sorg (jeg tror helt sikkert, det har spillet ind, at graviditeterne var opnået så hurtigt, at vi både havde vores store og i anden omgang også et helt rask barn i maven stadig). MEN jeg tænker altså stadig på de to børn, som vi ikke fik. Det tror jeg altid, jeg vil gøre. Og så oplevede jeg ligesom dig, at det sker for så utroligt mange, og det var virkelig rørende (det er det stadig), når man deler den slags med kvinder, som har oplevet det samme. Det er meget smukt, på en eller anden måde.
Kæmpe kram til dig og de bedste ønsker!
Kæreste damer!
Jeg ville så gerne svare hver og en af jer – mit hjerte har blødt med jer, når jeg læste hver kommentar -, men indtil da er her et fællessvar, som jeg håber kan favne lidt.
Hvor er I bare utroligt seje, vidunderlige og stærke. Tak for at I var så mange, der ville dele retur. Både her, på mail og beskeder. Jeg er så rørt og blæst bagover af, hvor ens oplevelsen af komplet overrumplende sorg er. Det burde de altså vide mere om ude på de gynækologiske afsnit, så de kunne rumme og vejlede ift. det, i stedet for at komme med alle flosklerne (som man ikke er klar til), som det lader til at mange bliver mødt af.
Det var hårdt, men også forløsende at læse jeres historier. Jeg håber, at de af jer, der går det igennem nu, læser de andres kommentarer, der er så meget at hente. Tak for at I delte.
Hvor er det dejligt, at så mange af jer nu har et eller flere ønskebørn. At det trods alt oftest er sådan det ender ♡ Også selvom jeg synes, det er uendeligt hårdt og også ret uretfærdigt egentlig (hvor ‘naturligt’ det så end er og også nødvendigt, hvis det netop er fordi der er noget galt med fosteret), hvis det skal være en del af det at få børn.
Hvilket det øjensynligt er for rigtig, rigtig mange kvinder. Nogle af jer har endda mistet flere gange, mange gange. I er simpelthen for seje og jeg er så imponeret.
Det at lave og få børn er vitterligt ikke for sarte sjæle.
Og så er der alle jer, der for nylig er gået igennem en missed abortion eller en spontan abort. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne give hver og en af jer et stort, stort kram. Sige hvor jeg forstår jer. At jeg forstår jeres sorg, der måske endda kommer bag på jer. At I skal give den tid og plads og rumme den. Men også at det hele bliver godt igen (som de siger i de amerikanske film), men at det er helt ok ikke at kunne se så langt lige nu. At det er ok at synes verden er pissehamrende uretfærdig og noget lort.
Mange kram og tanker til jer alle og med ønsket om den allerbedste fremtid, I er nogle rockerseje stjerner og I bliver og er pragtfulde mødre er jeg sikker på.
Kram Emily
Hvor sætter du fine ord på. Sidder her med mit (sovende) 1-årige barn i armene og er lykkelig nu. Men min første graviditet som også gik til grunde omkring uge 7-8 vil altid sidde i mig. Det lille hjerte der måske aldrig rigtig kom til at slå vil for altid have en plads i mit hjerte og jeg tænker så ofte på det lille pus. Tak fordi du sætter fokus på emnet, her er virkelig et tabu der skal nedbrydes!
Kan se på Instagram at du er gravid igen! Kæmpe tillykke! Kan alt for godt relatere til frygten for tab igen, men det blev bedre og jeg begyndte at tro mere og mere på det som graviditeten skred frem.
Hvor er det stort du bringer emnet på banen! Jeg har selv stået i samme situation i december 2017. I feb 2018 stod jeg med en ny positiv test og i september fik vi den dejligste datter ❤️☺️
Den december vil altid stå fuldstændig klart i mit hoved. Den sorg det er at miste et barn, selv før det er et “rigtigt barn” er ubeskriveligt. Tanken om at man måske ikke kan blive mor, er så pinefuld og frygtelig. Det kan ikke sammenlignes med noget.
Alt held og lykke til dig og stort tillykke med jeres lille mirakel i maven ☺️
Selvom jeg aldrig ville ønske dette for selv min værste fjende, så tak for at dele din oplevelse. Jeg mistede selv her for 3 uger siden og er stadig helt knust. Det er svært, for den følelse af, at ingen kender til hvad man går igennem – heller ikke ens mand – er så gennemgribende og tyngende. Jeg ville ønske, at jeg var stærkere og snakkede mere åbent om det, men jeg tror, at jeg har brug for mere tid før det ikke føles som et åbent sår.
Kram og tak til dig.
Åh det gør mig SÅ ondt at høre. Det er så uendeligt hårdt. Tag al den tid du skal bruge. Mange mange tanker, kram og knus Emily
Jeg læste dette indlæg da du postede det og følte meget med dig. Idag har jeg læst det igen da jeg desværre for 4 dage siden selv havde en spontan abort i 10. uge. Jeg er så glad for at du deler sådan en hård historie. For selv om man kender statistikkerne så er det altså noget andet at høre den ‘fulde’ oplevelse. Og din samt andres oplevelser (både folk jeg kender personligt og ikke) har hjulpet, da jeg har følt at der var andre der kunne forstå hvad jeg gik/går igennem. Samtidig er jeg så glad for at kunne følge dig igennem din nuværende graviditet, selv om det lige i denne tid kan være hårdt at se andre gravide, men det giver mig også håb for når vi bliver klar til at prøve igen. Tak for at du også deler de hårde oplevelser i dit liv.
Kæreste Katja <3 Mange, mange tanker og store kram i din retning. Det er SÅ hårdt og føles så ualmindeligt urimeligt. Selv i dag er det for mig forbundet med en stor sorg. Og sejt at du kan se sådan på det også, for ja, det lykkes igen også for jer <3 Stort knus Emily
Hej!
Jeg er i selv samme situation i skrivende stund, og hvor er det på en eller anden måde bekræftende at læse, om andre kvinder har oplevet det samme.
Min mand og jeg skulle til nakkefoldsscanning i dag, men resultatet blev slet ikke som vi havde håbet på. Ingen hjertelyd og et lille foster, som min krop har forsøgt at tro på, stadig var i live, selvom de målte det til 8 uger. Følelsen at blive kørt over af et tog, gå fra lykke og glæde til tårer, frustration og bebrejdelse ramte med det samme. Hvorfor havde min krop ikke vist nogle tegn, hvorfor stadig ømme bryster selvom det havde været dødt i 4 uger? Alle de spørgsmål og til sig selv. Hele dagen har jeg brugt på at tude også med lyd og læst om andre kvinders oplevelser. Hvorfor skal det emne være så tabubelagt? Tak for dit skriv, jeg vil læse det igen i løbet af weekenden, og indstille mig til den udskrabning jeg skal til på mandag.
Kæreste Camilla, mange, mange store kram og tanker til dig <3 Det er SÅ uendeligt hårdt, det du går igennem. Jeg er så glad, hvis du kan finde trøst i mit skriv her og ikke mindst i at vide at du ikke er alene, som de mange kommentarer og historier til indlægget her bevidner. For det er du ikke <3 Og selvom det er 'helt normalt' så er det en voldsom og stor sorg. Jeg sender dig en kærlig tanke på mandag <3 Det største knus Emily
Jeg synes det er mega fedt af dig og lave sådan et opslag, dem er der ikke ret mange af.. Ihvertfald af det jeg kunne Google mig frem til. Jeg går selv igennem detsamme lige nu… Og det er virkelig en lorte følelse. Jeg har nu ikke ret mange venner men har haft lykken i at kunne snakke lidt med min arbejds kollega. Nu når jeg tænker over det, havde det nok gavnet mig og tag fri fra arbejde og bearbejdet det.Har haft svært ved at finde ude af min følelse og hvordan jeg havde det og skulle have det. Jeg græd før første gang 6 dage efter jeg vidste jeg var igang med at abortere, jeg ligger samen krummet i sofaen med en kæreste ved siden af mig som intet gøre, så jeg rejser mig og går i seng, og lige så snart jeg lægger mig triller tårerne frem og jeg ender mig at græde mig mig selv i søvn, alene. Jeg ved alle er forskellige, men havde været fedt og få et konkret svar på hvor lang tid man abortere fra lægen eller nettet.. og smerten… Hold da op!!!!
Jeg kan forestille mig hvor svært det har været for dig og dele din oplevelse, men jeg er taknemmelig for det, det hjælp lidt og tog enda lidt af irritationen som jeg har for min kæreste(følelsen af han ikke krammer mig nok eller fortæller mig om sin følelse, eller ikke virker engageret nok). Jeg ønsker dig al lykke til med livet og tak…
Mange, mange store kram og tanker til dig Belinda <3 Det er så mega hårdt og nedtur. Ønsker dig det bedste lige retur. Kæmpe knus E
Jeg vil bliver helt rørt af at læse dit opslag.. da jeg læste det, havde jeg det som du har taget mine ord ud af munden og nedskrevet det.. de tanker du sætter ord på er fuldt ud det jeg selv tænkte da skete for os.. og især sætningen om at ” “at det da trods alt var dejligt, at det kunne lade sig gøre, at blive gravid” er forfærdelig og ubrugt i øjeblikket hvor det skete, og jeg have så meget lyst til blot at skrige af folk når de sagde det..
..men tak for at du fik mod på og har skrevet dette oplæg, selvom jeg jo ville ønske for dig du aldrig havde oplevet det – da denne næsten ubeskrivelige sorg ikke er noget jeg ville udsætte selv min værste fjende for – for nøj det er hårdt og bare en lang proces at komme igen..
Så tak – for tror faktisk at det at have læst dette vil hjælpe mig ..
Kæreste Johanne, hvis det bare tilnærmelsesvis kan hjælpe andre i samme situation, gør det mig inderligt glad. Tusindvis af kram og tanker <3
Kære Emily
Efter en svær besked ved 12 ugers scanningen i torsdags, læste jeg din og alle de historier, der er her i kommentarsporet <3 Tusind tak for at du og I alle har delt jeres historier. Det har hjulpet mig meget, at læse om andres oplevelser og følelser. Jeg er ikke alene.
Stort kram til dig <3 Og du er bestemt ikke alene