Altså på den ene side føler jeg, jeg har været gravid i 100 år og på den anden side at denne graviditet er ræset forbi. Men ok, sådan har jeg det efterhånden med det meste der forbinder sig til tid.
Uanset hvad, er jeg i skrivende stund godt inde i 3. trimester og det er altså et meget rart sted at være. Der er masser af liv, puf og spark fra lillebror og jeg har det ret så nogenlunde (7-9-13) og har mere energi og overskud, end jeg har haft de seneste 7 måneder. Humøret er også bedre.
Det er først for alvor gået op for mig, hvor meget graviditetshormonerne denne gang har påvirket både min psyke og min energi. Troede måske bare jeg var blevet lidt af en sortseer, der ikke var så begejstret over noget som helst, men nu, hvor tågerne letter, så kan jeg pludselig godt lægge to og to sammen. Jeg vidste egentlig godt, at jeg ikke var sådan ægte trist, men omvendt så har alt bare føltes så off i størstedelen af graviditeten. Altså indeni hovedet. Med markant reduceret overskud og ja, livsgnist. Jeg tror først, jeg fortæller jer det nu, både fordi det først rigtigt går op for mig nu, hvor det er ovre, men også fordi det er lidt skamfuldt. Altså, det er jo meningen, man skal være glad…
Hej igen halsbrand
For tiden er jeg kun plaget af halsbrand/refluks og dét er vitterligt til at leve med, når man har haft fuldstændig sindssyg kvalme i nærmest et halvt år OG har været lidt ‘gravid-depri’ (i mangel af bedre ord). Jeg håber, det måske letter lidt, når først baby vender sig (lige nu ligger han og maser hovedet op i min mavesæk), men omvendt bliver han jo (forhåbentlig da!) heller ikke mindre fra nu af, så må nok være forberedt på bøvser, opstød og små måltider frem til fødslen. Det er værst om aftenen, hvor jeg virkelig skal tænke over, hvor meget aftensmad jeg spiser og hvad/hvor meget jeg drikker, hvis jeg vil have en chance for at ligge ned og sove, uden at mad og drikke (indtaget mange timer før) skyder op i halsen på mig …
Jeg tror især, det er noget, man oplever, hvis man ikke selv er så høj (og/eller hvis man bærer meget højt), men det er helt tydeligt her i alle tilfælde, at et par centimeter mere at fordele babybule og indhold på, ville gøre underværker. Kan se hvordan min livmoder går fra lige under brystet – og altså et stykke op under ribbenene i siderne og helt ned til lysken, når jeg kigger på maven i spejlet. Og er fyldt godt ud. Nu er der slet og ret ikke mere plads at invadere, andet end én vej: Udad. Navlen er også så småt begyndt at poppe, noget den ikke gjorde sidst.
Manglende træning og en lille bækkensnak
Det der med at få trænet, lykkes stadig ikke særligt godt. Sidst var jeg SÅ fit, men nu har jeg altså lidt kastet håndklædet i ringen og sluttet fred med, at det altså ikke bliver på samme måde denne gang. Jeg går dagligt en længere tur og prøver i det hele taget at røre mig så meget som muligt, men noget decideret træning bliver det altså ikke til. Så må vi håbe, at det hele går alligevel. Kunne ellers godt lide følelsen sidst af at være ‘i topform’ til fødslen (og efterfødslen ikke mindst), men det der pokkers sygdomsefterår satte altså lidt en stopper for nogen form for kontinuerlig træningsproces, så nu er jeg bare glad så længe, jeg er frisk og rask, kan gå en daglig tur og ikke mindst lege med Kurt på gulvet. Og det gør jeg en hel del, også når jeg hellere bare vil flyde i sofaen. Både fordi jeg gerne vil hænge med min dreng, men også for at påvirke lillebrors position i bækkenet og bækkenets afspænding. Begge dele har noget at skulle have sagt i forhold til fødslen. Babys position i bækkenet og livmoderens evne til at arbejde, er to af de faktorer der vejer rigtigt tungt ift. hvor glat en fødsel går. Og mens det ikke er de allernemmeste ting at ændre på (hvorfor det er så vigtigt imo at være forberedt på forskellige scenarier og ikke mindst have lært hvordan man håndterer smertesignalet og hvordan man IKKE bliver bange, det kan nemlig forstyrre vearbejdet), så var jeg hos en ældre, garvet jordemoder dengang jeg ventede Kurt og var noget så højgravid og lige var gået på barsel, som lærte mig følgende: Hun fortalte mig, uden meget omsvøb, at jeg ikke bare måtte gå hjem og sætte mig i sofaen, læne mig tilbage og sætte en kaffe latte på toppen af maven. Og så ellers blive der indtil jeg skulle føde. Som alt for mange gravide ellers havde tendens til (ifølge hende). I stedet skulle jeg holde mig i gang. Sidde i alle mulige og umulige stillinger. Allerhelst på gulvet og aldrig med krydsede ben. Og lave vuggende bevægelser og 8-tals bevægelser med hofterne, mens jeg sad på knæ, lænet ind over sofabordet eller stående og lænet ind over køkkenbordet. Altsammen for at gøre det bedst muligt for babys position i bækkenet. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke også skal hvile sig, når man har behov (og mulighed) for det. Men i så fald gerne liggende fremfor at sidde tilbagelænet med krydsede ben.
Hun fortalte mig også, “at dengang kvinder i Danmark gik på arbejde helt frem til termin”, så var der færre fødselskomplikationer relateret til babys position i bækkenet. Det er altså ikke noget, jeg er gået videre med og har undersøgt nærmere, så om der er forskning, der underbygger den tese, skal jeg ikke kunne sige. Og jeg mener i øvrigt helt klart, at det er ret så godt, at gravide kvinder får lov at gå fra før af mange andre årsager. Men lad nu det ligge.
For den med ikke (kun) at sætte sig i sofaen med stængerne oppe og på kryds i de sidste par uger af graviditeten, kan de fleste af os nok have godt af at abonnere på, hvis altså ikke der er en bækkenløsning eller andet, man skal tage hensyn til. Men altså, det her er nok allermest et tip og en reminder til førstegangsfødende, nu jeg tænker mig om. Sandsynligheden for at andengangsgravide ligger eller sidder og roder rundt på gulvet og leger med Duplo eller rydder op osv. osv. er nok rimeligt stor. Synes i alle tilfælde, at jeg chillede en hel del mere under min graviditet med Kurt (træning eller ej) end det har været tilfældet i denne omgang hvor der også er en lille fyr på 2,5 til at holde mig på tæerne ;)
Halloumi, danskvand og marcipanbrød
Jeg har især lyst til marcipan (god timing ift julen, manner hvor har jeg haft det lækkert) i alle afskygninger, dog gerne i et praktisk marcipanbrød, man lige kan nappe med på farten som en lille ‘energibar’ ;) Derudover er jeg en hund efter halloumi og danskvand. Altså ikke nødvendigvis sammen. Jeg synes ikke jeg har deciderede cravings på dette tidspunkt, men ovenstående ting ,vil jeg særligt gerne have, men jeg kan spise og har lyst til det meste. Eneste problem er pladsen. Kaffelysten er dog forsvundet helt og aldeles igen. Det er som om kaffe trigger min halsbrand, så jeg drikker te og har det især lækkert med Earl Grey og matcha.
Den der fødsel
Jeg er stadig ikke kommet i gang med noget fødselsforberedelse og har ej heller fået indsnævret hvad jeg egentlig gerne vil og hos hvem. Jeg nød sådan at være så velforberedt sidst, så vil gerne gøre et eller andet også denne gang. Også selvom jeg umiddelbart kan være lidt i tvivl, om det er nødvendigt. Jeg kan ikke helt hitte ud af, hvad jeg har brug for… Det optimale ville nok være en slags 1:1 session af en gang eller to med en, der ved lidt om hjemmefødsler og måske endda kender til teknikkerne fra Smertefri Fødsel, som jeg brugte og var glad for sidst. Den mentale forberedelse er jeg til gengæld i fuld gang med. Tænker meget over, at jeg skal være åben for, at det kan være – og nok bliver – en helt anden oplevelse end med Kurt. Også selvom jeg virkelig godt gad en reprise af hans fødsel.
Men som tingene ser ud nu, så går vi altså for en hjemmefødsel og er visiteret hertil. Så skal vi bare lige ud at leje eller låne et fødekar (det er ikke et must, men var så glad for at føde i vand sidst, at jeg gerne vil have muligheden) og så småt kigge på andre praktiske forberedelser. Nå, ja og have gardiner i stuen. Det er faktisk næsten den vigtigste detalje ;)
