Læseklub: Ekstremt højt og utrolig tæt på (Diskussion)

safranfoer1_zpsjcudpxwa

Denne omgang af læseklubben blev lidt afbrudt, da der lige kom en hjernerystelse i vejen og som følge deraf en lang pause. Men jeg håber alligevel, at I er nogle der har hængt på og har lyst til at tale lidt om bogen. Og ellers er det altså også helt forståeligt og så tager vi blot revanche næste måned :)

Jeg læste Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på første gang umiddelbart efter, at den udkom på dansk i 2005 og jeg blev meget betaget af den forunderlige historie om en begavet og neurotisk 9-årig dreng, der mister sin far d. 11. september 2001 i New York. Og som har meget, meget svært ved at acceptere det.

Hvilket der bestemt ikke er noget at sige til og jeg synes, Safran Foer på én og samme tid beskriver barnets smerte og fortvivlelse over at miste en forælder, samtidig med at han bearbejder vores (og amerikanernes i særdeleshed) traume i forbindelse med terrorangrebene.

Siden jeg læste bogen første gang, har jeg læst den adskillige gange i forbindelse med, at jeg skrev bacheloropgave om den (og Safran Foers Alt bliver oplyst – der er noget mere vanskelig, men måske dobbelt så genial). Og det var en fornøjelse at læse den igen her i forbindelse med læseklubben.

Ps. Husk at marts måneds bog er lagt op. Håber, I har lyst til at læse med.

safranfoer4_zps84ctezwb

For den holder stadig. For mig i alle tilfælde. Synes det er sådan en interessant og anderledes måde at fortælle om noget smerteligt på og jeg kan ikke lade være med at holde (endnu mere) af den gammelkloge, besværlige, noget maniske og kejtede, men også stakkels, stakkels Oskar med de tunge støvler. 

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

  1. Hvad kunne I godt lide? Først og fremmest er jeg vild med det hæsblæsende tempo, som Oskar rabler fakta af i. Og i mange af tilfældene med filosofiske betragtninger i tillæg. Et barns filosofiske betragtninger vel at mærke. For det er virkelig et af Foers kunstgreb synes jeg. At man føler, at det er et (uhyre intelligent) barn, der fortæller. Og så er jeg også ret glad for dér hvor bogens titel optræder konkret i selve teksten (side 313 i den danske udgave). Dog med ‘ekstremt højt’ og ‘utrolig tæt på’ i hver sin sætning.
  2. Hvad rørte jer mest? For mig er det en helt konkret passage på side 212-213 i den danske udgave, hvor Oskar cementerer overfor psykiateren Dr. Fein, at han ikke selv finder det er mærkværdigt, at han er så ked af det, men at hans omgivelser finder det problematisk: “Når jeg kommer her, Dr. Fein, er det, fordi det gør min mor ked af det, at jeg er inde i en så dårlig periode af mit liv.” Og sidenhen, til spørgsmålet om hvorvidt hans tristhed måske kunne have noget at gøre med en spirende pubertet, svarer: “Det har det ikke. Det har noget at gøre med, at min far døde på en måde, som var så uhyggelig, at ingen kunne finde på, at opfinde noget der var så uhyggeligt.
  3. Hvad syntes I om de grafiske virkemidler. Skrift der flyder sammen, overstregninger, billeder osv? Jeg er ret vild med idéen og synes ikke, det er noget, jeg rigtigt har oplevet hidtil (eller efter for den sags skyld). Det er skægt at gøre opsætningen af bogen til et virkemiddel, der understreger handlingen. Jeg er specielt begejstret for ‘flip-bogen’ i slutningen, hvor manden falder opad. Det er på en gang så sødt og hjerteskærende.

safranfoer7_zpsmzyg74kf

 

(Visited 1.631 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

17 Kommentarer

  1. Hej Emily :) først og fremmest er jeg virkelig glad for at læse din blog! Og har fulgt dig i en del år efterhånden.
    Derudover har jeg dog et spørgsmål. Jeg læser nordisk sprog og litteratur på Aarhus universitet. Jeg ville høre, om du har en god idé til en roman/novellesamling eller andet, der gerne skal omhandle ægteskab (skal være af en forfatter fra Norden), da jeg snart skal igang med en eksamensopgave i et fag kaldet Litterturhistorisk emne. Den må både være fra ældre og nyere tid

    1. Hej Sine,
      Hmm… min umiddelbare indskyldelse er noget af Christian Kampmann (han minder mig i noget af hans forfatterskab lidt om en dansk John Irving). Alternativt kan du gå stort på den og nappe Strindberg eller Ibsen. God fornøjelse med opgaven :) Kh. Emily

  2. Noget af det fineste, synes jeg, er sorgen og de forskellige perspektiver af den, men fra Oskars synsvinkel. Samtidig satte jeg stor pris på historiens opbygning og at der undervejs lægges flere og flere lag på historien mens bedsteforældrenes historie flettes ind i Oskars. Dog var der klart mest Oskars fortælling, jeg blev grebet af. Jeg er også helt pjattet med alle hans opfindelser.
    Det jeg blev mest rørt af var flip bogen, som du også nævner, det er en helt utroligt sørgelig og samtidig genial måde at lade bogen ende med billeder. Man bliver efterladt til sine egne tanker og tolkninger. Bogen er så god på så mange måder, at man ikke oplever dens lige i næste bog man læser. Det er lidt sørgeligt og jeg blev så grebet af Oskars univers, at det var svært at komme rigtigt i gang med en ny bog efterfølgende.
    Alt i alt en genistreg!

    1. Det kender jeg så godt Michelle. Altså det med at forrige bog ‘hænger ved’. Og at man lige må have en pause indimellem (her læser jeg typisk en krimi eller anden lidt ‘lettere’ litteratur). Faktisk griber jeg ofte mig selv i at spare lidt og trække tiden, når jeg er ved at læse en god bog færdig :)
      Kh. Emily

  3. Simpelthen den fineste og helt igennem fantastiske bog, der på én gang er både sørgelig og humoristisk, og som man ikke kan undgå at forelske sig i.
    Jeg er fan.

    1. Dejligt at du også har haft en god oplevelse med den Freja og ja, den er nemlig bittersød på allerfineste vis. Klem

  4. Hej Emily

    Sjovt, jeg kunne ikke vaere mere enig i din begejstring for disse boeger! Alt bliver oplyst er nok min yndlingsbog, jeg laeste den for nogle aar siden og var helt forelsket hele vejen igennem. Jeg var ogsaa meget betaget af Ekstremt højt og utroligt tæt paa, synes Oskar er fantastisk fint skildret, smuk og roerende. Hvis bare ham Foer snart ville udgive noget mere!

    KH Siv

  5. Foers roman er jo et lille mesterværk, og jeg elsker den måde, hvorpå han benytter sig af de grafiske elementer. Jeg holder virkelig også meget af romanens behandling af sorg. Både hvor svært det er at leve med en sorg, som man ikke rigtig kan kommunikere til andre, eller som andre ikke kan forstå, og hvordan det er en følelse, der rammer alle, men som også rammer alle forskelligt, og hvordan man må på forskellig vis må bearbejde den sorg, man føler. Foers inddragelse af de grusomheder, der blev begået under Anden Verdenskrig, sætter krigshandlinger og terrorisme i fokus, og lader læseren forstå, hvordan historien er fyldt med traumatiserede mennesker som følge af disse begivenheder. Og så giver Oskars bedstefar måske læseren et indblik i, hvor langt ude sorgen kan bringe os, og hvor langt ude Oskar kunne ende, hvis han ikke fik hjælp til at bearbejde de stærke følelser, han har. Og så fortæller den bare også et eller andet om håb, både hvor langt det kan føre os, og hvor fantastisk håb er.

    Skøn bog, og jeg er så glad for, at jeg har kunne genopleve den i forbindelse med din læseklub :) <3

  6. Jeg var også helt vild med bogen.
    Som I andre også skriver, så er det et mesterværk og en genistreg, hvordan han kan drage én helt ind Oskars væsen.

    Jeg blev så rørt over den måde at skildre sorg på, som på den ene side var helt skrøbelig og enkel og på den anden dyb og inderlig. Jeg kan ikke lade vær med at tænke, at han selv må have mistet, siden man kan mærke det sådan.
    Det var også det der rørte mig mest og som jeg selv kan huske bedst, nu hvor det er et stykke tid siden jeg læste den.
    Flip-bogen til sidst gjorde at man fik lov til at være i den sorg, man lige havde gennemlevet og den satte simpelthen sådan et fint punktum.

    Jeg kan faktisk slet ikke huske, at der var overstregninger osv i bogen, sjovt.

    Jeg har helt klart lyst til at læse Alt bliver oplyst – Er den vanskelig som Alt må vige for natten? Eller hvordan ?

  7. Fantastisk bog. Jeg er enig med synspunkterne i de andre kommentarer. Derudover blev jeg meget fascineret af hvordan brugen af billeder, overstregninger og anderledes strukturering af teksten tilføjer et ekstra element – noget, som rækker ud over teksten. F.eks. i brevet fra Oscars farfar til Oscars far fortæller overstregningerne hvad modtageren lagde mærke til i brevet. Det er et stærkt virkemiddel i en stærk bog.

  8. Jeg har lyttet til bogen, og jeg må indrømme, jeg næsten føler mig snydt nu hvor jeg hører om de fine detaljer, som er med! Det er en skøn bog, og jeg tror, jeg må læse den også for at få den fulde oplevelse. :-)
    Jeg glæder mig til næste måneds bog :-)

  9. Hvordan kan jeg have undgå at have fanget, at du skrev din bachelor om de to Foer-romaner, Emily?
    Og er det mon på nogen måde en opgave, man af ren interesse kan få adgang til? Extremely Loud and Incredibly Close står efter mange genlæsninger og efterhånden allerede mange år siden første læsning stadig som min absolutte yndlingsroman(selvom det som litteraturhistoriker naturligvis er det sværeste spørgsmål, man kan blive stillet).

    1. Hehe… fordi det snart er meget længe siden ;) Før bloggen endda. Av så skal jeg se om jeg kan grave den frem fra en gammel computer/harddisk. Send mig evt en mail, så ser vi på det. Kh. Emily

      1. Derfor kunne det da godt blive nævnt ;)

        Det skal virkelig ikke være til meget besvær! Det skulle kun være, hvis den lige ligger tilgængelig et sted i en gammel mappe.
        Men hvis den er der, må du meget gerne sende til line-bech-nielsen@hotmail.com.

  10. Jeg elskede Ekstremt højt og utroligt tæt på og har læst den et par gange, fordi jeg første gang ikke forstod den helt. Der er noget sprængfarligt og skrøbeligt ved at arbejde med grafikken som en “leg”, samtidig med at man bearbejder så tungt et emne. Men det lykkes. Pudsigt nok har de blanke sider i særlig grad brændt sig ind hos mig. Jeg forstod det enorme budskab der lå i siderne, hvordan hjernen kan sætte ud, når den bliver udsat for så stort et pres. Og derfor virkede det tomt bare at bladre forbi dem, og det gjorde mig uendeligt modløs – måske var dette tilsigtet, og så må man jo sige det er lykkedes.

    Lejeren er min yndlingskarakter. Han er så dyb, og hans fåmælthed understreger kun dette. Han synes at besidde en uendelig visdom. Jeg holdt af hvordan alle karakterernes brogede historier bandt fortællingen sammen, og i sidste ende fungerede som lim for Oskars sjæl.

  11. Jeg er lidt sent på den – blev færdig med den for et par dage siden og skulle lige tygge lidt på den.

    Jeg læste den på engelsk på en kindle så jeg gik desværre glip af nogle af de grafiske virkelmidler. Men jeg var helt vildt betaget af Oskars historie og af sorgbeskrivelsen, som jeg synes er eminent.

    Men hvis der er nogen tilbage i kommentarfeltet (eller hvis du stadig tjekker kommentarerne Emily) så vil jeg gerne spørge, hvordan du/I syntes om bedsteforældrenes historie? Som sagt var jeg fuldstændig opslugt af Oskars historie, og specielt i den første halvdel af bogen tog jeg mig selv i at blive lidt irriteret over, at Oskars histore skulle afbrydes af bedsteforældrene. De bliver jo fint bundet sammen til sidst, men jeg synes ikke de to historier matcher så godt i begyndelsen. Giver det mening? Andre der har det på samme måde?

    Men ja, jagten på låsen, alle Blacks’ne, den fantastiske beskrivelse af Oskars tanker der stikker af i alle retninger, de sjove, vilde og skøre opfindelser – det var meget rørende og ekstremt fint beskrevet.