Velduftende souvenirs

beach walk replica

Da vi var i Paris for lidt siden kom jeg hjem med et par velduftende sager i kufferten. Og det samme var sagen i New York. Jeg har en svaghed for dufte og er efterhånden lidt af en parfumenørd og duftlyssamler (/-hoarder alt afhængig af hvem I spørger).

Men souvenirs der dufter lækkert er altså i høj kurs hos mig og en god måde at blive mindet om en god ferie eller rejse på, hver gang man bruger parfumen eller tænder duftlyset.

Ps. Min velduftende samling.

maison la bougie replica

Apropos at tænde lys: De smukke tændstikker med strandmotiv kunne jeg ikke stå for – i øvrigt ALLETIDERS gaveidé hvis I kender en duftlysafficionado – fandt disse fra Maison La Bougie (der også har pæne og gode duftlys) i Colette i Paris.

Og i Sephora i New York faldt jeg i svime over Replica-duftene fra Margiela, som jeg længe gerne har villet have næsen i. De skuffede bestemt ikke og den populære Beach Walk måtte med hjem. Købte den som parfumeolie i en fiks, lille roll-on version, der er nem at have med i makeuppungen.

gypsy water byredo

Jeg har også længe haft et godt øje til Byredos Parfum pour cheveux eller hårparfume, som det bliver til på dansk. Ikke så meget fordi den er lavet til håret, for bevares almindelig parfume kan også sprøjtes på håret – noget jeg i øvrigt praktiserer i stedet for at komme det direkte på huden. Næ, jeg syntes det var smart pga. størrelsen, der gør at den kan komme med i tasken til daglig eller håndbagagen når man rejser og ligeledes er den praktisk, da den ikke er i tungt eller skrøbeligt glas.

Det er i øvrigt mægtigt smart kun at bruge parfume på håret, hvis man er på ferie i solen, da man ellers kan risikere dumme skjolder på huden.

maison la bougie1

Og jo, man kan efterhånden få alt på nettet, men der er nu noget hyggeligt over at købe yndlingsduftlyset (Figuier hvis nogen skulle være i tvivl) fra Diptique i deres fine, gamle forretning i Paris osv. Det er sådan en herlig oplevelse og selvom jeg er en garvet og glad webshopper, så er der nu noget særligt over ‘den ægte vare’ synes jeg.

Skriv en kommentar

4 Kommentarer

  1. Hej Tanja, det tror jeg godt man kan. Man kan i alle tilfælde godt få Replica herhjemme (er ikke sikker på om det er i Sephora), men er ikke stødt på de små roll-ons. Kram Emily