Bare rolig. I skal ikke med Nikolaj og jeg i seng. Men det var altså dér, det skete. I sengen. Derhjemme. Ligesom sidste år (ok, da var det faktisk måske i Italien), da jeg blev gravid og aborterede spontant, er denne graviditet naturlig. Forstået på den måde, at der ikke var medicinsk hjælp eller indblanden.
For det giver sig selv, at der ikke var noget let over det, når nu det tog toogethalvt år. Altså medmindre vi bare ikke helt havde fattet det med blomsterne og bierne. Og det vil jeg vove at påstå, at vi har.
Der kan være så uendeligt mange anledninger til barnløshed. Årsagen (eller årsagerne) kan ligge hos manden, hos kvinden, hos begge eller i kombinationen af de to. Og uanset om det er det ene, det andet eller det tredje, der gør sig gældende, så er der igen usandsynligt mange potentielle oprindelser indenfor hver kategori og dermed også et væld af mulige udveje.
For os var løsningen og det der virkede (forstået på den måde, at det resulterede i graviditet, der kunne sikkert også have været andre veje hertil) en gennemgribende livsstilsomlægning i særdeleshed for mit vedkommende. For at få ro på min PCOS og gang i min ægløsning. Jeg har skruet på mange parametre og arbejdet med at finindstille især kost, motion, søvn og afslapning.
Nærværende indlæg hænger derfor tæt sammen med dette her om min livsstilsomlægning og dette her om hvordan jeg spiser. Ja, faktisk er det, jeg beskriver i dem måske hele grundsøjlen for, at jeg kunne blive gravid.
Det er på ingen måde (!) en buldertale for at man skal forsøge sig med kost- og/eller livsstilsomlægning i stedet for fertilitetsbehandling. Det er blot min og vores historie. Og et bud på en ‘løsning’. En blandt mange, mange mulige. Årsagerne til barnløshed er som skrevet så mange, at der ikke er ét facit. For masser af par er fertilitetsbehandling hvad end det er inseminering, IVF eller noget tredje den helt rigtige og eneste løsning. Men dette kan måske være en inspiration til, at det potentielt også kan være en mulighed at gøre en masse selv. Og at det sagtens kan være sideløbende med fertilitetsbehandling. Eller at man, hvis man har mod på det, kan prøve at give det noget tid selv, hvilket blev vores løsning. Altsammen kun hvis man har lyst, overskud og det føles rigtigt selvfølgelig.
Vores historie
Jeg fik taget min kobberspiral ud i april 2016 og herefter forsøgte vi os på helt almindelig vis. Dengang føltes det meget tidligt (vi havde ikke kendt hinanden så længe, men vidste godt at det ‘skulle være os’), så indledningsvis var indstillingen sådan “bliver det nu, er det fantastisk, men tager det lidt tid, er det også helt ok”. Og det blev ikke ‘nu’ og det endte helt bestemt med at tage lidt tid. Eller det er vist en underdrivelse, for fra spiralen var ude, tog det mere end toogethalvt år, før ‘den var der’.
Efter et halvt års tid forgæves lagengymnastik (i det mindste havde vi det sjovt), gik jeg til lægen og fortalte, at der ikke skete noget. Hun gik i gang med en lang, forblommet snak om hvor stort et tilfælde og mirakel det var, rent faktisk at blive gravid og sagde at vi skulle fortsætte et halvt år mere og hvis der stadig ikke skete noget, kunne vi komme igen. Hun overhørte alt, hvad jeg prøvede at fortælle hende om min PCOS og mine uregelmæssige menstruationer. Jeg skiftede siden læge. Jeg havde nemlig selv en meget klar fornemmelse af, at noget skulle gøres. At det ikke bare ville ske af sig selv. At vi enten skulle have hjælp eller at jeg i alle tilfælde skulle have noget hjælp og rådgivning, så jeg kunne få styr på min cyklus. For jeg vil give hende ret i, at det er noget af et mirakel at skabe et barn, uden der først har været en ægløsning, hvilket jeg højst sandsynligt ikke havde. Det er faktisk vildere end en jomfrufødsel…
Vi fortsatte som vi fik besked på – nu noget mere systematisk – i yderligere 6 måneder, stadig uden resultat. Jeg besøgte min nye læge og hun henviste os (noget mere forstående og imødekommende) til fertilitetsbehandling. Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, ville jeg nok have insisteret på først at blive udredt hos en gynækolog med en stor viden om PCOS. For jo, jeg ville gerne være gravid, men mest af alt ville jeg vide, hvad der var ‘galt’. Hvad var årsagen? Kunne vi selv gøre noget?
For når først man er i fertilitetsbehandling, så er det som at hoppe på et eksprestog i fart. Uden man kender destinationen eller ankomsttidpunktet. “Skriv under her”, “Gør sådan her”, “Tag denne her pille og denne her sprøjte”, “Hav sex/udløsning hver anden dag”, “Mød op dér og dér”. Sådan var min oplevelse i alle tilfælde og det er måske også derfor, det ‘kun’ blev til et enkelt – og mislykket – insemineringsforsøg, før vi besluttede at tage skeen i egen hånd, sige nej tak til næste insemineringsforsøg (vi bad slet og ret om en pause på ubestemt tid) og udforske hvad vi kunne gøre selv.
Med til historien om fertilitetsbehandling hører også, at jeg reagerede ekstremt voldsomt på de ægmodningsstimulerende hormoner, man tager som henholdsvis tabletter og sprøjter. Ikke fordi jeg har kvaler ved at stikke mig selv (men jeg forstår, hvor svært det må være, hvis man har), men fordi jeg blev SÅ dårlig. Først fik jeg den dosis, der normalt skal til og ingenting hændte. Så mere og siden endnu mere og mere igen. Det tog over tre uger med mere og mere medicin at fremkalde (ja, fremtvinge var det nok snarere) en ægløsning. Jeg havde det frygteligt i hele kroppen, bandt væske som en gal (jeg tog 5 kg på i væske på en uges tid) og blev så ked af det, irritabel og nærmest depressiv. Jeg fik også seneskedehindebetændelse simultant i begge håndled (noget jeg aldrig har haft før) og var i det hele taget voldsomt utilpas.
Det føltes SÅ forkert og effekten forblev i kroppen længe efter den sidste pille og sprøjte var taget. Det var et par frygtelige måneder og medvirkede formentlig til, at jeg senere det år ramte muren i en slags hormonelt crash.
Heldigvis er det langt fra alle (meget få vil jeg skyde på), der reagerer så voldsomt på at blive stimuleret med kunstige hormoner, nogle mærker slet ingenting, men mange har en reaktion i større eller mindre grad, fysisk som psykisk. Og det er ‘kun’ på hormonerne. Dertil kommer alt det andet, det gør ved en, også både fysisk og psykisk, at være i fertilitetsbehandling. Jeg klarede kun en enkelt omgang og det var ‘bare’ inseminering. Alle jer, der kæmper i måneds- og årevis derude har min aller-allerdybeste respekt ♥
Ernæringsterapi og livsstilsomlægning
Jeg har tidligere spist og motioneret på en måde, så min PCOS kom i bero og min cyklus blev regelmæssig og ellers generelt levet med den på en måde, hvor jeg ikke har oplevet gener, men nu var det som alt var gået helt i båndsalat. Især efter min tur igennem fertilitetsmøllen. Det var ikke nok for mig længere bare at spise blodsukkerstabiliserende og motionere regelmæssigt.
Og sådan fandt jeg frem til Nanna Stigel. Hun er ernæringsterapeut og sammensatte en kostplan for både Nikolaj og jeg, ligesom hun vejledte os i forhold til kosttilskud og urter. Hun holdt os slet og ret i hånden, mig i særdeleshed, og fortalte os hvad vi kunne spise mere af, hvad vi kunne overveje at holde os fra og ikke mindst så hun os efter i sømmene i forhold til småskavanker, søvn, stressniveau og motion. Jeg lærte bl.a. at jeg skulle tage lidt på/få en lidt højere fedtprocent, skære ned på eller droppe kaffen og motionere lidt mere moderat. På daværende tidspunkt trænede jeg hver dag og stort set kun højintensitetstræning i fitness og lange, hurtige løbeture.
Har man ikke råd til eller mulighed for at gå til ernæringsterapi har Nanna skrevet en mægtig god bog, Bliv gravid, hvor man kan dykke ned i alle grundprincipperne.
Sideløbende med at jeg gik hos Nanna fik jeg også akupunktur og siden zoneterapi og så tog jeg også Caroline Fibæks online-kursus Hormonkuren, der bygger på samme tilgange til at balancere og stabilisere hormonerne, som dem jeg lærte hos Nanna. Her er også det hele menneske i fokus og man arbejder både med søvn, stress, kost, motion, afslapning m.m. Det var således lidt som at gå med livrem og seler at gøre begge dele, men for mig var det en god kombination og jeg er nok lidt sådan en type, der gerne skyder med spredehagl for at føle mig dækket ind.
Endelig ægløsning og en genial gadget
Da jeg blev gravid første gang i vinteren sidste år, var der ca. gået fire måneder siden vi omlagde vores livsstil jævnført ovenstående afsnit. Den graviditet endte desværre i en spontan abort og selvom den, da den værste sorg var overstået, først gav masser af blod på tanden til at forsøge igen (og dermed holde fast i omlægningen), så kørte vi lidt sur i det hele som månederne gik og der ingenting skete.
Det lyder måske forkælet, men vi trængte til at drikke en sjus eller to, feste uden at tænke på sovetider, spise hvad der passede os, løbe en lang tur og ikke tænke på babyproduktion for en stund. Så vi ‘tog fri’ sommeren over. Tog til bryllupper og dansede til den lyse morgen. Tog på campingferie og spiste hvidt morgenbrød og drak spandevis af kaffe. Blandt andet. Det var ikke fordi det var 4 ugers cheat day. Egentlig er min grundkost og ditto præferencer nok til den overvejende sunde side. Men det var pokkers rart ikke at tænke over det. Bare gøre og være. Og da vi kom hjem fra ferie, var vi så motiverede til at gå i gang igen.
Jeg havde en stærk tro på og fornemmelse af, hvad der virkede og hvad jeg skulle gøre. Efter en måneds tid på en helt striks kost (for mig er det MASSER af grønt, bælgfrugter, nødder, kerner, frugt, kvalitetsprotein m.m. og ingen kaffe, alkohol, gluten, mælkeprodukter og raffineret sukker), gode kosttilskud og godt med meditation, afspænding, søvn og regelmæssig, men moderat, motion, så kom min menstruation igen og endda nogenlunde regelmæssigt. Og efter tre måneder, i starten af november, havde jeg ægløsning. Det havde jeg måske også haft de tilstødende måneder, men denne gang kunne jeg måle det med en meget smart gadget, vi netop havde anskaffet. Ovusense hedder den.
Når man har PCOS har man (oftest) et generelt forhøjet niveau af LH (lutropin/luteiniserende hormon) i kroppen. Det betyder, at man ikke kan bruge almindelige ægløsningstest, altså dem man tisser på, da man som regel altid vil slå let positivt ud. Uagtet om man har ægløsning eller ej. Den almindelige temperaturmetode med at tage sin basaltemperatur hver morgen (på samme tid, lige når man er vågnet og inden man har rørt på sig), forsøgte jeg mig med, men uden held. Jeg kunne ikke måle det udsving (måske mit termometer ikke var godt/præcist nok) der skulle indikere ægløsningen og metoden er altså også noget bikset og trættende, især hvis man har en lang cyklus.
Men hvad gør man så, når man ikke aner om/hvornår man har ægløsning og har en lang og/eller uregelmæssig cyklus? Man kigger i sine underbukser (udflådsmetoden er vitterligt et godt pejlemærke), og så priser man sig lykkelig over at leve i en tid, hvor der findes smarte gadgets og tilhørende software, der kan fortælle en, hvornår man forventes at have ægløsning, hvornår man reelt har det og ikke mindst kan forudsige hvornår næste gang bliver.
Halleluja! Det var SÅ vidunderligt endelig at få syn for, at der rent faktisk var gang i maskineriet og pludselig ikke skulle famle i blinde længere.
Der findes formentlig andre produkter på markedet, der kan det samme som Ovusense, men jeg nåede kun at prøve den i en enkelt cyklus og så blev jeg gravid, så har af gode grunde ikke prøvet andre. Men Daysy Cyklus computeren har jeg også hørt meget godt om. Jeg ved dog ikke om den også fungerer godt, hvis man hører til den meget uregelmæssige side. Og så har jeg altså personligt mere tiltro til, at man får målt temperaturen indvendigt, hvert 5. minut natten igennem (som Ovusense gør, man indfører det lille tamponlignende termometer i skeden, og dermed beregner et gennemsnit af) kontra Daysy hvor man vist nok bare måler en enkelt gang under tungen om morgenen. Men igen, jeg har ikke prøvet begge, så jeg har ikke noget grundlag for at sammenligne.
NB! Læs evt. lige denne artikel inden du overvejer at bruge cykluscomputere/temperaturmetoden som prævention, det kan nemlig være en risky sag.
Gravid
Knap 14 dage efter at der var målt en ægløsning, begyndte jeg at mærke de første tegn på graviditet. Mine bryster blev ømme og voksede og jeg fik ondt over lænden, noget jeg ellers ikke er ramt af heller ikke op til menstruation. Resten af historien kan du læse her ♥
Ps. Manden har selvklart også en rolle. Det kræver trods alt, at man er to, der har noget ‘at levere’. Og Nikolaj har været en knag og har været med på at spise mere grønt, tage en række styrkende kosttilskud og dyrke færre af de tunge byture. For mens der i dag er stor bevågenhed omkring hvor meget man som kvinde kan gøre for at påvirke sin fertilitet, så er der stadig overraskende lidt fokus på, hvor vigtig mandens del også er og hvor meget han kan gøre (både den ene og den anden vej) for at påvirke sædens kvalitet.