Min fødselsberetning – Del 1

Normalt så skriver jeg bare. Ordene pibler ud gennem fingrene, der bevæger sig henover tastaturet. Men denne gang skulle jeg tage tilløb. Og så skrev jeg lidt. Og slettede det. Skrev noget andet. Og slettede det. For hvor starter og slutter man lige, når det kommer til ens livs suverænt største og bedste oplevelse? Og hvor meget, skal man egentlig have med?

Jeg har selv læst og lyttet til et utal af fødselsberetninger. Langt over 100 vil jeg tro. Og set fødselsvideoer og vlogs på Youtube. Måske det ikke er for alle, men det er altså et af mine bedste fødselsforberedelsestips. For virkelighedes fødsler ser sjældent ud som dem på film (der altid er ret ens, vandet går og vupti skal barnet presses ud, som regel med kvinden liggende på ryggen). Så hvis du skal føde og har mod på det, så opsøg andres fødselsberetninger. Start gerne med en masse, hvor det er et normalt forløb og hvor moren har en god oplevelse af fødslen. Der er ingen grund til at dyrke skrækhistorierne. Og suppler siden med alle typer af fødselsberetninger for at få god variation.

For ved at have ‘været med til’ så mange fødsler, lærte jeg én ting: Der er ikke to fødsler, der er ens. Hverken de ‘gode’ eller de ‘dårlige’. Eller dem hvor det går rigtigt skævt. Og jeg lærte også, at sidstnævnte heldigvis er få og at det meget, meget sjældent at det går sådan helt galt på vores breddegrader. Jo flere fødsler jeg læste om eller hørte om, jo mere rolig og tryg blev jeg. Og så lærte jeg, at to relativt ens forløb kan opleves som værende meget forskellige af den respektive kvinde. Således kan en, på papiret, ukompliceret fødsel have været en dårlig oplevelse for den fødende og en kompliceret fødsel kan omvendt være en god oplevelse. Det afhænger af mange faktorer. Men for mig var det altså virkeligt fedt at vide, at fødsler er vidt, vidt forskellige og kan gå i tusinde retninger. Det gjorde det også nemt, at være åben overfor, at selvom jeg måske drømte om et forløb, der gik sådan og sådan, så var det ikke nødvendigvis sådan det ville ende.

Og det må være mit fødselsforberedelsestip nr. 2: At være åben (nå, ja også bogstaveligt talt). Åben for at forløbet kan tage afstikkere, åben for at stole på sin krop og åben for at stole på og lade sig guide af den jordemoder, man arbejder sammen med om at bringe sit barn til verden.

Når det er sagt, så ‘fik’ jeg min drømmefødsel. Og selvom man ikke kan forestille sig ens fødselsforløb på forhånd (slet ikke som førstegangsfødende), så fulgte den om ikke andet den ønskeseddel, Nikolaj og jeg havde lavet til jordemoderen til punkt og prikke – altså lige bortset fra at jeg aldrig nåede at få lattergas eller akupunktur, men det må jeg så prøve en anden gang ;) Og så oversteg den ellers min vildeste fantasi. Det var uden sammenligning det bedste og fedeste, jeg nogensinde har prøvet og jeg vil gladeligt føde igen i morgen. Virkelig. Og den historie synes jeg også er værd at fortælle. Ikke til spot og spe, men netop for at bidrage til en mangfoldighed af fødselsberetninger.

Og lad os så komme til makronerne:

Den sidste tirsdag i juli, fem dage over termin, skrev jeg en besked til Nikolaj om formiddagen. Noget à la: “Så kan du godt så småt afvikle det, du er i gang med på job, nu tror jeg, det er ved at være lige oppe over. Måske ikke i dag eller i morgen, men i alle tilfælde inden weekenden”. For de plukkeveer, jeg havde kunnet mærke mere og mere den sidste uges tid, havde ændret karakter. Og var snarere kraftige niv i underlivet. Lidt som menstruationssmerter. De kom og gik og var aldeles til at holde ud, men kunne bestemt mærkes. Jeg var ligeledes begyndt at pletbløde en lille smule. Det man kalder tegnblødning og som netop kan varsle at fødslen er på vej. Jeg hyggede derhjemme. Gik en lang tur og ordnede nogle ærinder. Fik bl.a. en pedicure og grinede lidt af, at jeg så småt begyndte at have veer, dér mens jeg sad og fik ordnet fødder. Jeg tussede hjemad. Spiste en virkeligt god toast på vejen (hos Central Café) og købte lidt småting, jeg manglede. Vel hjemme igen slappede jeg af og så Big Little Lies. De begyndende veer ebbede så småt ud. Lige indtil om natten. Hvor de tog til både i intensitet og hyppighed. Stadig helt og aldeles til at holde ud, men nu kunne de rigtigt mærkes. Og de gjorde det svært at sove. Det samme gjorde alle tankerne. For man bliver mildest talt lidt spændt. “Er det nu?”. “Skal jeg møde mit barn lige om lidt?”.

Det skulle jeg ikke. Veerne døde ud hen ad morgenen og kom først igen onsdag eftermiddag. Om aftenen og natten udspillede samme scenarie sig. Og torsdag morgen var der atter ingenting. Selvom smerten vitterligt var til at holde ud, så begyndte jeg om onsdagen at øve de vejrtræknings- og afspændingsteknikker, jeg havde lært til fødselsforberedelse (vi tog et kursus hos Smertefri Fødsel), hver gang jeg fik en ve. Tænkte, at det var alletiders lige at teste det hele af og ikke mindst øve mig, mens veerne var nemme og til at have med at gøre. For så blev det torsdag over middag, og pludselig kom de tilbage og tog til. Og tog til. Og fra at det føltes som kraftige menstruationsagtige smerter i underlivet/foran, sad de pludselig i lænden. Som om smerten strålede sig ind igennem lige bagpå mellem ‘smilehullerne’. Så jeg kaldte Nikolaj hjem. “Nu er det altså lige oppe over ♥”.

Den vejrtrækning og afspænding jeg havde øvet dagligt over de seneste mange uger, fungerede virkelig godt for mig. Veerne begyndte reelt at gøre ondt, men smerten var netop til at håndtere pga. vejrtrækningen og det at jeg ikke spændte op. Jeg lå på siden i sofaen og tog veerne og spiste en bolle med smør og ost i pauserne og så serier med Nikolaj. Efterhånden blev de mere og mere regelmæssige, men varede stadig ikke lang tid. Jeg havde lyst til at gå en tur og Nikolaj ringede til fødemodtagelsen og forklarede hvordan og hvorledes med veernes regelmæssighed og spurgte til hvad de ville anbefale. “Gå en tur, slap af, sov hvis I kan og spis!”, lød meldingen. Så vi gik over på Amager Fælled. Og veerne tog til. Også i regelmæssighed. For hver 2-300 meter vi gik, fik jeg en ve og måtte stå og hænge med armene om halsen på Nikolaj og tage den. Afspænding, laboro-vejrtrækning og så begyndte jeg også allerede her at tænke “JA! Nu er jeg en ve tætter på at møde mit barn”.

Det “JA” fulgte mig i øvrigt hele vejen gennem fødslen. Også da veerne blev rigtigt stride og til slut, da jeg skulle presse. “JA” og “Jeg vil” og “Jeg kan” blev mine mantra gennem hele fødslen.

Tilbage på Amager Fælled i pausen mellem to veer, så vi et dådyr forude på stien. Jeg var allerede så småt ved at drive over i det mange kvinder betegner som fødeland, så der var noget fuldstændigt magisk over scenariet. Dådyret stod bare og kiggede på os i lang tid for siden at gå ind mellem træerne. “Det er et tegn”, sagde jeg til Nikolaj. “Et godt tegn. Vores dreng kommer snart”.

 

Da vi kom hjem igen, var mine veer så kraftige, at jeg ikke længere kunne ligge ned på siden og tage dem, men helst ville stå op, lænet forover op ad væggen eller ligge henover et pudebjerg i sofaen med hovedet støttende på albuerne og dér vidste jeg, at vi begyndte at nærme os. Når det kommer til fødsler er det nemlig en god ting, når billedet ændrer karakter, så er man et skridt tættere på. I pauserne prøvede jeg, at sætte ord på hvordan det føltes, og fik fortalt Nikolaj, at det var som at få en glødende ildrager eller en boltpistol lige ind i lænden. Så ja, det gjorde vanvittigt ondt. Men det føltes SÅ vildt og sejt, at kunne arbejde med og håndtere den smerte. Gå med på den i stedet for imod den. At tage veerne en ad gangen og se det som et stykke arbejde eller en sportspræstation, som jeg skulle og kunne overkomme. Veer føles og opleves meget forskelligt. Jeg var inden sikker på, at jeg ville mærke dem kraftigt henover underlivet og måske ville kunne fornemme den sammentrækning af livmoderen, de jo er. Men niks, jeg fik ‘boltpistol i lænden’-veerne ;) En stråle af intens smerte lige ind i lænden og lidt ned mod numsen.

Og så ventede vi ellers. Timede veer. Tog et varmt bad. Jeg klemte en rugbrødsmad med peanutbutter og banan ned. Det tog en evighed at spise bare halvdelen. Havde virkelig ikke lyst, men vidste at det var klogt at spise og drikke. Så det gjorde jeg. Da veerne havde været kraftige og regelmæssige i knap to timer, ringede vi igen til fødemodtagelsen. Eller det gjorde Nikolaj. Han var så sej og velforberedt (partneren er med en af gangene på den fødselsforberedelse vi havde taget) hele vejen igennem og jeg kunne ikke have haft en bedre fødselsmakker. Og da han talte i telefon med jordemoderen, havde han helt styr på mit cpr-nummer, veerne, om mit vand var gået (det var det ikke), at jeg havde tengblødning og alt, hvad han ellers blev spurgt om. “Okay, det lyder som om I er ved at være der, kom ind, så undersøger vi din kone.”, lød beskeden. Kl. var omtrent halv ti om aftenen. Vi nappede hospitalstasken og gik ned i bilen, hvor jeg skruede helt op for sædevarmen og tog veer med lukkede øjne på vej ind til Riget. Vi ankom kl. kvart i ti, hvilket ikke kunne have været bedre, da man efter kl. 22 kun kan bruge hovedindgangen på Rigshospitalet og ville skulle en lille omvej, men det slap vi således for og kunne gå direkte ind ad nærmeste opgang. Der var tilmed en parkeringsplads lige foran denne. Alt flaskede sig og tegnede godt. Selv de små ting.

Oppe på fødemodtagelsen fik jeg sagt (eller det var nok Nikolaj, jeg var efterhånden sendt helt afsted til fødeland), at jeg meget gerne ville føde på fødeklinikken (mere hjemligt miljø, men uden læger og uden mulighed for medicinsk smertelindring) fremfor fødegangen om muligt. Der er nemlig kun to stuer på klinikken, så selvom man er visiteret til det (man skal være sund og rask og have haft en ukompliceret graviditet + ens fødsel skal gå spontant i gang), er det ikke sikkert, at der er plads. Men det var der. De store ting flaskede sig tilsyneladende også.

Efter at være blevet indskrevet, blev jeg vist ind i et lille undersøgelsesrum og den engel af en jordemoder, Astrid (kan ikke skrive hendes navn uden at få en klump i halsen og tårer i øjnene, på den gode måde), der siden guidede os igennem fødslen og senere på natten hjalp med at bringe vores søn sikkert til verden, kom ind og præsenterede sig og undersøgte mig. Tjekkede Kurts hjertelyd, mine veer og min puls og blodtryk og hvor åben min livmoderhals var. På det tidspunkt havde jeg egentlig kun én frygt: At blive sendt hjem igen, fordi jeg ikke var åben nok. Men efter at have undersøgt mig sagde Astrid: “Godt I ventede så længe derhjemme. Du er 4 cm åben og i aktiv fødsel. Kom, vi går ned på klinikken”.

Halleluja! Jeg blev så glad og lettet.

Fortsættes…

(Visited 14.065 times, 121 visits today)

Skriv en kommentar

32 Kommentarer

  1. Åh, sidder her med tårer i øjnene. Det er jo den vildeste oplevelse, sådan en fødsel. Og hvor er det dejligt at høre, at “Smertefri fødsel” virker for nogen. Jeg havde læst bogen, og forberedt og øvet mig en masse. Men den vejrtrækning, jeg havde trænet, gjorde smerten så meget værre, og jeg havde meget voldsomme og meget lange “anfald” af veer fra start. Da jordmoderen viste mig, hvordan jeg i stedet skulle trække vejret, gik det hele meget bedre (ikke for at være lyseslukker – det er jo skønt, at teknikken virker for mange). Og det fede ved at fødsel er, at ligegyldigt hvor smertefuldt og hårdt det er i øjeblikket, så husker man stadig tilbage på det som ens livs vildeste og mest magiske eventyr.
    Glæder mig til at læse mere <3

    1. Dejligt med en jordemoder, der kunne give dig de værktøjer, du havde brug for <3 Det er så individuelt. For mig fungerede mange af tingene fra Smertefri SÅ godt. Til gengæld brugte jeg ikke visualiseringsdelen, men var virkelig glad for den forberedelse jeg havde fået på kurset. Også ift til fødslens forløb m.m. som ikke havde med vejrtrækning at gøre.
      Stort kram E

  2. Sikke et fint indlæg og en dejlig første del af din fødselsberetning :-)
    Det er flot at du tog tingene og smerterne som de kom, det gør jo det hele noget nemmere.
    Også dejligt at små som store ting flaskede sig for jer og gjorde det hele som en bedre oplevelse.
    Det er alligevel mange dage du gik og havde veer, det må være træls!
    Jeg mindes min fødsel som lang (20 timer fra første ve til fødsel) og da vi ankom til vores føde afd. fik jeg af vide, at jeg kunne tage hjem fordi de ikke troede på, at jeg skulle føde (jeg hverken pev eller noget), men jeg blev og sagde: “Når jeg siger jeg skal føde, skal jeg føde”, da havde jeg åbnet mig 6 cm. så nu troede de da på mig :-)
    Det er altid spændende at høre andres fødselsberetning, for som du skriver – ikke en fødsel er ens.
    Glæder mig til at høre mere om Kurts vej til verden :-)
    Ønsker jer gode dage hjemme, nyd hvert sekund.

    1. Tusind tak Tina og ja, det var en liiiidt lang opstart.
      Haha… sejt gået at være 6 cm åben og ikke pive. Stort knus E

  3. Dejligt med en flot fødsel. 💪😍 jeg vil dog lige tilføje til alle, der drømmer om den perfekte fødsel – jeg havde en meget lang og relativ kompliceret fødsel (for ikke at sige meget “unaturlig”) men jeg synes stadig det var en fantastisk oplevelse! Alle kvinder kan føde, selvom det ikke altid føles sådan når man er i gang, og det vigtigste er jo, at der kommer et lille mirakel ud! Man kan forberede sig alt det man vil, men i sidste ende er det jo helt tilfældigt, hvordan det går. Det vigtigste er nemlig bare at have JA hatten på, og tro på, at man godt kan!

    1. Enig! Og man kan forestille sig nok så meget, det kan også vise sig at det man troede var ‘drømmefødslen’ er helt forkert, når man kommer dertil.
      Og ja, det allervigtigste er at mor og barn klarer sig godt igennem. Man bliver gravid for at få et barn, ikke for at føde <3
      Kram E

  4. Ihh hvor fantastisk at alt gik som det skulle (og tillykke med Kurt) – glæder mig til at læse resten! Håber virkelig inderligt at jeg selv kommer til at få samme fantastiske fødselsoplevelse :) Er selv i uge 35 nu, og har lige haft sidste modul på smertefrifødsel. Håber også at mine ønsker bliver opfyldt, men er samtidig klar på, at det jo ikke er sikkert at der er plads på fødeklinikken på Riget den dag. Fedt at læse en glad og positiv beretning som din – dem hører man desværre ikke helt så ofte som de komplicerede fødsler eller skrækscenarierne :)

  5. Årh det er fint skrevet! Og smukke billeder! Glæder mig til at læse mere – og ville næsten ønske jeg havde flere fødsler til gode selv, når jeg læser det her;)

    1. PRÆCIS! Sådan har jeg det også. Er du scheisse, hvor er du dygtig til, at formulere dig, Emily!! Så spændende.

  6. Ej sidder her i bussen med tårene trillende ned af kinderne. Tusind tak for at du deler så positiv en fødselsberetning. Jeg fandt også ‘Smertefri fødsel’ (læste bare bogen) utrolig god i forhold til visualisering og afspænding. Tror jeg havde min helt egen vejrtrækning ☺️ Jeg forestillede mig at jeg var rugby spiller (jeg bor i Sydney og min mand ser en del rugby 🤭) og det med at se fødslen som én stor sports præstation forbundet med (en positiv) smerte var nok det der hjalp mig mest. Her anden gang får jeg nok ikke lige så meget tid til at forberede mig (med en lille 21 måneders energi bombe) men din beretning her har helt sikkert givet mig god energi og motivation igen – så TAK ❤

    1. Selv tak og haha… SEJT med rugbyvisualisering og egen vejrtrækning. Whatever works ;) Pøj pøj med næste gang og hvor hyggeligt at du læser med fra Australien <3 Stort kram E

  7. Du skriver så fantastisk og jeg glæder mig så meget til at læse fortsættelsen. Det lyder til at have været en rigtig god oplevelse og du har været så sej.

    Kan nikke genkendende til det med hvordan det på papiret og selve oplevelsen af fødslen kan virke helt forskelligt. Min første fødsel var på papiret en langt mindre kompliceret fødsel end med mine tvillinger. Men følte mig i langt bedre og trygge hænder anden gang og jeg har ingen traumer, som jeg desværre havde lidt efter første gang, hvor jeg slet ikke følte mig hørt.

    1. Tusind tak Mette <3
      Ja, tror virkelig ikke at oplevelsen nødvendigvis stemmer overens med hvad man kan se på journalen. Æv med dum første gang, men hvor dejligt, at du fik en bedre oplevelse anden gang <3 Kram E

  8. Hej Emily. Så fin beretning. Må jeg lige høre dig omkring de kost tilskud du viste på Instagram. Kan ikke finde billedet igen nemlig. Var det gurkemeje du viste også ? Og hvorfor? Har tænkt på dem da jeg ofte har muskel spændinger og synes at have hørt at det kan ha en positiv virkning der. Dine fiske olie piller. Tager du dem morgen eller aften ? Kh. Tanja

    1. Tak :) Det var på stories, så billedet forsvinder efter 24 timer. Kan anbefale at man tager et screendump af det, man gerne vil gemme :) Og hvis du er interesseret i kosttilskud, så har Tina Lykkegaard nogle gode indlæg om det på sin blog (hun anbefaler meget det samme som jeg tager). Jeg tager gurkemeje mod inflammation i det hele taget. Ved ikke med muskelspændinger, men det skulle være godt for leddene. Fiskeolie tager jeg om morgenen :) Knus E

  9. Det er så dejligt at følge med i dit og din families liv. Så tusind tak for at du vil dele den søde lille mus med os. Hvor er han bare dejlig :)
    Jeg holder insta pause, (kom til at købe for mange ring derinde) så ville lige høre om der kommer noget her på bloggen om Kurt og Pennys møde?

    1. Tak hvor er du sød Helene.
      Sejt med insta-pause, det holder jeg også af og det tror jeg er sundt for alle af og til <3
      Ja, mon ikke der skal være et lille indlæg om det. Og det gik så fint <3 Kram E

    1. Ja, jeg syntes det var rigtigt godt og informativt. Var især vild med de mange konkrete idéer og opskrifter. Knus Emily

  10. Hvor er det rørende og helt perfekt beskrevet. Du er så dygtig til at skrive. Stort tillykke med familieforøgelsen!

    Kan du dele lidt inspiration til, hvor du fandt de forskellige både fødselsberetninger, vlogs mm. som du nævner?
    Eller er det bare Google-er-din-ven? :-)

    Kh
    S

    1. Jeg har været allergladest for podcasten ‘Vattnet går’ men den kræver at man forstår svensk. Har lavet en lille mini-parlør til den her: http://emilysalomon.dk/2019/03/05/3-podcasts-jeg-lytter-til/
      Og i kommentarerne dertil bliver der også foreslået andre podcasts om samme (nogle på engelsk) og ellers har jeg bare suget til mig, når jeg faldt over en og også spurgt alle jeg kender.
      Kram E

  11. Kære Emily
    Tak for at dele din fødselsberetning. Det var fantastisk stort at læse. Jeg har selv termin om få uger og håber på en fødsel på fødeklinikken.
    Jeg tænker på om der er bestemte steder, du har fundet fødselsberetninger som du har læst/hørt og haft glæde af?