Min søde og vidunderlige mormor er død. Hun sov stille og fredfyldt ind og hun var selv klar.
Billedet ovenfor er fra dagen inden, hvor vi holdt hinanden i hånden i lang tid og fik sagt de sidste, vigtige ting.
“Jeg har haft sådan et godt liv. Jeg har opnået alt, jeg gerne ville. Så det må gerne være slut nu.” fortalte hun til Information til en reportage, der udkom i lørdags om livet på det plejehjem, hvor hun boede. Og sådan havde hun det virkelig. Meget taknemmelig, men også mæt af dage. Og hun savnede min morfar. Jeg håber, de er blevet genforenet nu.
Men derfor er jeg stadig meget, meget ked af det. Og jeg savner hende helt vildt. Sådan at det gør ondt helt ind i et sted, jeg ellers ikke vidste var indeni mig. Og jeg har mistet før. Men hun var noget ganske særligt for mig.
Mindst én gang om dagen skal jeg lige til at tage telefonen for at ringe til hende, for at fortælle hende et eller andet hyggeligt. Og et splitsekund efter går det op for mig, at det kan jeg ikke. Aldrig nogensinde igen.
Det gør lige ondt hver gang og jeg bliver foruroliget over, at min hjerne kan blive ved med at spille mig det puds.
Hun blev bisat i sidste uge ved en rigtig fin ceremoni. Hvilket også var årsagen til mit fravær her på bloggen. Det var som om det først for alvor gik op for mig i forbindelse med begravelsen.
Præsten sagde en meget smuk ting omkring hvordan sorg kommer af kærlighed. Man sørger, fordi man har elsket.
Nu vil jeg tænke på alt det gode, vi har haft sammen. Også selvom det får tårerne til at trille. På hvor taknemmelig jeg er, over at have haft så fantastisk en Bedste og på hvor glad jeg er for, at hun og jeg nåede alt det vi skulle. At vi så hinanden så ofte og talte om alting. Vi havde fået fortalt hinanden alting. Det var tid. Men derfor gør det stadig pokkers ondt…