Jeg er helt ramt i dag. Og føler mig overvældet og sårbar. Savnet efter min mormor er så stort og selvom det ikke er konstant og jeg bestemt også er glad og hygger mig, så rammer det hårdt af og til. Som her til morgen.
Det startede ellers godt og tidligt (!) til fitness sammen med hende her (som er min tidligere kollega fra Noise og nu nabo) og alle Bryggens andre stramme damer. Altså i ordets bedste forstand. Hold nu op nogle veltrænede piger, der huserer på holdene i Fitness World herude. Glæder mig til, jeg kan følge nogenlunde med. Det kan godt være, at jeg er en flittig og nogenlunde hurtig løber, men jeg er virkelig også en slapsvans.
Og selvom endorfinerne galoperede rundt i kroppen, så blev jeg alligevel trist, da jeg kom hjem. Fordi jeg for 117 gang lige havde lyst til at ringe til min mormor, for så at komme i tanker om, at det kan jeg ikke. Nogensinde igen.
Først tudede jeg lidt (tænker at det også er meget sundt at give sig selv lov til at være ked af det) og så ringede jeg til min mor. Og så gjorde jeg rent og ryddede op. Det virker underligt nok hver gang.
MEN jeg prøver nu altså alligevel at glæde mig over de små ting. Faktisk ekstra meget lige nu. En fin buket blomster og en sød gave. At mine bedste veninder kommer til middag i aften. Og at min eftermiddag er fyldt med spændende møder. Det er nemlig en forbandelse at arbejde hjemmefra, når man er trist, så det bliver dejligt med en eftermiddag rundt i byen.
Og så glæder jeg mig faktisk utroligt meget over jeres kommentarer. Mere end I sikkert aner. “Hvad smiler du af”, er et spørgsmål både min mor og min kæreste har stillet mig, når jeg sidder bag computerskærmen og det er altid, når jeg læser og svarer på kommentarer fra jer :)