Sommerpostkort: Carla Mickelborg

I løbet af sommeren bringer jeg en række ‘postkort’, med søde og inspirerende mennesker, jeg kender, der svarer på lidt af hvert om deres sommer. En slags mini-venindebog. Sjette i rækken er YouTuber Carla Mickelborg og hun har været så sød også at anbefale tre steder at besøge i Firenze. Læs med :)

Ps. Sommerpostkort fra Anne au ChocolatTrine KjærHannah Løffler SchmidtFrederikke Toftsø og Emilie Lilja.

Hvad skal du lave i ferien og med hvem?
Jeg skal til Mallorca på bådferie med nogle venner. Her er planen, at bekymre mig så lidt som muligt, højst om hvad vi skal have til frokost.

Og så har jeg lige været i Firenze med min veninde Fanny. Fordelen ved at rejse med hende er, at vi begge elsker smukke ting, og gerne stopper op for at tage billeder af en lillebitte mini butik fordi den er så cute, eller vælger en restaurant alene ud fra dugen på bordet og kvaliteten af stolene. Vi har drukket espresso i kaffebaren overfor hvor vi bor, solet på tagterrassen og drukket Aperol Spritz dagen lang.

Jeg skal også til Nice med min kæreste. Vi skal være ved poolen i hans sommerhus, og køre til de omkringliggende byer, når vi har brug for at sætte det hele lidt i perspektiv.

Og så skal jeg muligvis med min far på kanotur i Sverige, selvom tanken gør mig urolig. Telte, soveposer, intet wifi og faren for at falde i vandet, gør mig lidt svimmel.

Hvad skal du spise?
Så friskt og lækkert som muligt. En dag  i Firenze, fik jeg følgende:

Morgenmad – Vandmelon og iskaffe.

Frokost – Ravioli med basilikum, grønkål, olivenolie og parmesan.

Aftensmad – Tunbøf med mango og salat.

Og så en masse iskaffe med Baileys i. Det er livet.

Hvad ligger der i din sommerlæsestak?
Naiv. Super af Erlend Loe. Det er med skam at melde 3. gang jeg læser den. Men fordelt på 4 år, så det går vel an. Den får mig til at grine højt, selvom jeg er alene, og tænke over hvor enkelt livet kan anskues. Jeg vil også læse Venus, som jeg ingen forventninger har til. Men den er flot uden på coveret: Lyserød med guld-trekant på. Jeg håber den er sjov.

Hvad pakker du i strandtasken eller kufferten?
Klipklappere (kan ikke have andet på i varmen), højhælede sko (som aldrig kommer i brug), bikini med og uden stropper og lette kjoler med spagettistropper, så jeg også får sol påklædt.

Ansigtsmasker og mine cremer og ansigtsrens fra Avéne og min serum og faktor 50, som ikke fedter og holder pigmentpletterne væk, fra Dermaquest, som jeg køber hos min kosmetolog Holistic Beauty.

Hvad er din yndlingssommerdrink og yndlingsis?
Piña Colada – kikset på den virkelig turistede måde, men det vil jeg skide på. Den smager af kokos og solskin.

Hasselnøddeis fra Paradis.

Du har lige været på ferie i Firenze. Hvilke 3 steder kan du anbefale at man besøger dér?

Lej en lejlighed med tagterrasse. Det gjorde vi gennem AirBnb. Så kan man sole der, vande sig selv med vandkanden i den groteske varme og spise morgenmad med alle de friske frugter man kan forstille sig. Og man slipper for, at skulle tage bikini top på og suge maven ind når man ligger i sin solstol.

Besøg Westin. Det er et hotel med en tagterrasse, som har den smukkeste udsigt ud over hele byen. Hver dag fra 19-21 koster en drink 21€ inklusiv en tapas buffet med alt fra små laksetærter til luftøret skinke og bulgursalat. Det fandt vi så først ud af godt inde i 2. drink…

Besøg The Mall. Vi kørte til The Mall med shuttlebus fra Firenzes “Hovedbanegård”. Her kan man købe Prada, Gucci og div. luksusbrands til under halv pris. Der er mange kinesere og en lang kø til Gucci, men med sin gode smag og rigeligt vand i tasken, kan man komme derfra med mange fine sager.

 

(Visited 4.806 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar

1 Kommentar