SOMETHING OLD, SOMETHING NEW,
SOMETHING BORROWED, SOMETHING BLUE.
Lidt pynt må der til (også) på sådan en dag, det er ikke nok bare med en kjole eller to. Og sko at gå i og en taske til vigtige småting – talen blandt andet. Buketten og blomsterkransene som både Penny og jeg havde på får deres eget indlæg, så i dag bliver det smykker, sko og clutch.
Kjolerne gik det mere end nemt med at finde. Men det var knapt så nemt med skoene, som jeg også delte med jer her. I 11. time fandt jeg dog de helt rigtige for mig. Flade og alligevel festlige, men uden at være pussenussede og så var de blå. Helt perfekt, for manglede mit ‘something blue’. De er fra Aquazurra og jeg har brugt dem mange gange sidenhen. Endnu et plus, for jeg frådsede lidt med skoene, nu hvor kjolerne ikke kom til at koste alverden.
Til at have læbestift, kontaktlinsedråber, tale, lommetørklæder og andre pakkenelliker i småtingsgenren, havde jeg en clutch fra Leowulff, som var blevet indgraveret med mine nye initialer til dagen. E. S. V.
Både med kjole, makeup, hår og sko gik jeg efter et meget naturligt boho-look og smykkerne skulle selvklart ikke clashe med det, men omvendt måtte der også lidt pynt til, når alt andet var så afslappet. Jeg havde lånt de fineste armbånd fra Tine Lindhard, der også lavede vores vielsesringe og de smukkeste perleøreringe fra Julie Wettergren. Og så havde samme Julie også lavet den fineste halskæde til mig med vores bryllupsdato indgraveret, jeg har ikke haft den af siden. Ingen undskyldning for at glemme bryllupsdagen med den om halsen ;)
Senere på aftenen, da jeg havde skiftet kjole og blomsterkransen var blevet træt, havde jeg et hovedsmykke fra Jannie Baltzer på. Hun laver de smukkeste ting.
Mit ‘something old’? Mine trusser var ikke nye (dog rene ;)) og så var stenene og guldet i min vielsesring genbrug fra min mormors smykker ♡
Alle billeder: Stephanie Swann.















