Juni ♥
Måske min nye yndlingsmåned. For ikke nok med at min allersødeste mor (har selvfølgelig kun én, men hun er altså virkelig sød!), har fødselsdag på Sankt Hans, så er juni også studenter, sommerkådhed, sidste skoledag, danske jordbær, festivaller og andre ting, der har mange stjerner og vækker gode minder hos mig.
Og så blev der jo føjet et ganske særligt juniminde til samlingen sidste år. Vores bryllup. En af de allerbedste dage i mit liv. Hvis ikke den bedste.
Lige midt i juni. I strålende solskin mod alle odds og helt og aldeles fortryllende i det hele taget. Så jeg glæder mig til at fejre vores første bryllupsdag. Til at spise bryllupskage (tak Cath for betænksomt at tage med hjem og opbevare i fryseren), kigge gæstebog og alle bryllupsbilleder igennem og måske endda nappe en lille brudevals.
Jeg glæder mig også til mange andre ting og håber at nå det meste på min ‘juniønskeliste’ nedenfor (og ellers går det nok også an i juli med nogle af punkterne), men jeg glæder mig særligt til det, juni også er uløseligt forbundet med for mig, også selvom det snart er længe siden jeg gik i skole: Begyndelsen på den store sommerferie. Måneden hvor man afslutter og runder af for at holde fri og nyde sommeren.
Ps. Flere 10 ting jeg vil lave i…
Her er mine 10 ønsker for, hvad jeg gerne vil lave den kommende måned:
- Stoppe op og snuse til alle potentielt duftende blomster jeg passerer. Hyldeblomster, rosenbuske osv. Og også forærer mig selv vanvittigt velduftende pæoner en gang eller to, mens de er i sæson.
- Ud at sejle i Københavns Havn, spise lækre sager og drikke bobler. Moët har to fantastiske arrangementer på lørdag d. 9. og jeg kan næsten ikke vælge om det skal være Afternoon Tea Cruise eller om det skal være Grand Dinner Cruise.
- Sælge ud af gemmerne, skabene og kælderen sammen med Nikolaj på søndag d. 10. juni på Gentofte Loppemarked. Det er 8-14. Kom kom :)
- Læse juni måneds bog i bogklubben, Helle Helles “de”.
- Tage i Tivoli en aften. Prøve Dæmonen (den elsker jeg) og sidde på en bænk og spise churros med softice. Og måske en tur i Grøften og spise en mad med fjordrejer. Oplagt onsdagsdate.
- Mindes alle gode skiferier i Østrig til Østrigsk pop-up-restaurant med Kaiserschmarr’n til dessert og hele molevitten. 13., 14. og 15. juni.
- Lave rosé sangria. Elsker rosé og elsker sangria og dette her er deres kærlighedsbarn.
- Fejre vores første bryllupsdag. Vi skal bl.a. til 1-års fødselsdag hos en vis lille prinsesse, der nærmest blev født til vores bryllup og så skal vi på lækkert hotel.
- Planlægge vores sommerferie. Vi skal med campingvogn rundt i Danmark (à la Nordjylland og måske med et stop eller to på Fyn) til august.
- Spise min favoritsommerfrugt kirsebær, til jeg revner. Og bage med kirsebær også. Bl.a. denne kirsebærtærte og denne cheesecake brownie med kirsebær.
Jeg GLÆDER mig til at høre jeres tilføjelser og hvad I går og drømmer om at bruge måneden på?