Små ting

pizza og aperol spritz

Middag med søde veninder og min yndlingsmenu.

Glædelig mandag fine folk ♥

Jeg har haft en helt og aldeles god weekend. Træt, men god og glad. Energien vender tilbage ovenpå min maj-nedtur (den skyldtes primært ammekrisen, jeg nævnte i sidste morindlæg, amning din bitch!).

Jeg kan se klart igen. Ja, endda gennem de lyserøde brilleglas, når bølgerne går særligt højt.

Har udbrudt “hvor er jeg heldig” flere gange de sidste par dage. Og det er jeg også. Kæmpeheldig og med så meget at være taknemmelig over. Tænk, at jeg har Nikolaj. Tænk, at jeg har Kurt. Foruden alle de andre. Heldig og rig på gode mennesker.

Hermed lidt højdepunkt er fra ugen der gak (og lidt til) i visuel form. Må resten af juni blive lige så god.

Noget andet jeg har ydmyg optur over er følgende: Jeg brygger på en ny omgang interviews til bloggens venindebog. En venindebog som det den forgangne uge er gået op for mig, er fuld af seje damer, men kun seje, hvide damer. Det vil jeg gerne se at få lavet om på i en fart og i dag har jeg rakt ud til en god håndfuld brune og sorte kvinder (og en mor til et mikset barn) og spurgt om jeg må gæste dem og dele bidder af deres univers og om de vil ‘skrive’ i venindebogen. Og det ville de. Allesammen ♥

Måske jeg kan nå et enkelt interview inden sommeren og ellers glæder jeg mig til en farverig sensommer og et ditto efterår i venindebogen. Ikke at det kommer til at stoppe dér. Har fået anbefalet så mange spændende, inspirererende WOC (women of colour) så hvis ellers de vil være med, så kan jeg godt love, at det bliver en herligt broget omgang veninder fremover.

Jeg håber, I får den bedst tænkelige uge ♥

 

Læsetid med Pølsen. Vi læser ‘Barnevognshaiku’ i læseklubben i morgen (tirsdag d. 9.) kl. 20 live på min insta-story.

Når midterrabatten ser sådan her ud.

Så sidder han lige dér og poserer. Lille skid ♥

Pæne pæoner. Og min afdøde far. Brugte (blandt andet) Fars Dag på, at mindes ham. 19 år siden jeg så ham sidst. Kram til jer, der også har fædre, der er engle.

Gå-kage og is-matcha på trilletur. Lever det barselsliv her i min sidste ‘barselsmåned’. Eller i alle tilfælde i fragmenter.

Smukkeste (og mest velduftende!) blomsterudsmykning ved nedgangen til metroen ved Marmorkirken forrige uge.

Ude på min lille tømmerflåde.

(Visited 3.021 times, 2 visits today)

Skriv en kommentar

17 Kommentarer

  1. Dejlige billeder :-) Må jeg spørge hvordan I har arrangeret jer med jeres Juno-seng? Kan se I har den stående op ad jeres med den ene side af, men er den så ikke en del lavere end jeres madras?
    Håber det er ok jeg spørger om det, er lidt i sengekrise efter min lille er blevet for stor til sin bedside og vores 140 seng efterhånden er ved at være lidt trang til to voksne og en 10 måneders basse :-)

    1. Den er ret meget lavere jo. Men så kan han ikke kravle ud og op i vores seng (endnu), så ret smart. Omend ikke det bedste løft, når han skal op at ammes. Men det er som regel kun en enkelt gang tidlig morgen nu, så det er til at have med at gøre :) kram E

  2. Hej Emily
    Jeg elskede dine ski-guides, og drømmer om, at du laver en guide til SUP? Hvad kræver det? Jeg har kun prøvet det en gang, men har bestemt mig for at købe et board denne sommer. Nu skal det være!

    1. Modtaget. Vil se om jeg ikke kan finde tid til det snarest :) Og kan anbefale at købe hos Kano & Kajakbutikken :) Kram E

  3. Jeg er gift med en dejlig Kenyansk mand og har boet i Kenya i 13 aar! Jeg har to fantastiske unger – og de er jo selvklart brunere end mig! Jeg synes det er dejligt med variation blandt de kvinder der bliver interviewet, men hvor ville jeg dog oenske at verden var saadan, at min lille pige maa blive set som den kvinde hun vokser sig til at blive – ikke som WOC – hun skal vaere stolt af sin farve men hvorfor skal det definere hende? At hendes hudfarve og afro kroel bare er en del af hende og ikke det, der bliver set og defineret foerst! Desvaerre er det ikke saadan – endnu! Det har vaeret en rejse for mig som hvid, priviligeret dansker at vaere vidne til, hvor udbredt racisme er baade paa arbejde og i privaten. Min mand bliver altid hevet til side i lufthavnskoeer – han ser paa ingen maade “farlig” ud – en velklaedt kirurg! Min smukke datter er blevet kaldt “ulaekker” og “neger” pga af hendes hudfarve af to danskere i Berlin – de vidste ikke, vi forstod dansk! Som laege har jeg mange udenlandske patienter, der ikke vil ses at en sort laege – paa trods af det er de samme laeger, der har speciallaegeuddannet mig! Mine boern ser naesten aldrig nogen, der ligner dem som heltene i fjernsynet, legetoej osv. Min datter vil gerne have mit lange blonde haar fordi “det er det, der er fint haar”! Det blev langt men haaber all vil granske dem selv og undersoege, hvad de kan goere for at bekaempe det her monster – og tro mig det lever ogsaa i Danmark.

    1. Hej Anonym.
      Jeg er helt enig med dig – hvor ville det være skønt, hvis hudfarve var fuldstændig ligegyldigt for hvordan man bliver set som menneske. Det er selvfølgelig godt og vigtigt med fokus på problemet, men det løser efter min mening ikke selve roden af problemet, som netop er, at man opdeler mennesker i ‘de hvide’, ‘de sorte’, ‘de brune’ etc. Der er lang vej endnu…må dine børn forhåbentlig vokse op i en verden, der bliver mindre fokuseret på hudfarve og mere fokuseret på hvad det enkelte menneske har at byde på.

      1. Det er der vi skal hen. Og jeg håber, det går stærkt. For alles børns skyld. At man netop ser mennesket. Men en del af vejen derhen er, at vi bliver præsenteret for diversitet. Og omvendt at alle får noget at spejle sig i og genkende. Det være sig andet end hvide kvinder i min venindebog, en brun Disney-prinsesse eller en sort superhelt.

    2. Hej anonym,

      Puha historien om din datter er hjerteskærende og ja, det er et frygteligt monster der er alle vegne.
      Jeg ønsker præcis det samme for din pige og for alle børn. Så mange har delt historier fra egen barndom. Historier om små, uskyldige børn, der bliver forskelsbehandlet og talt grimt til pga. deres hudfarve helt ned i vuggestuealderen. Så frygteligt.

      Jeg kan godt lide håbet i det, du skriver; “sådan er det ikke – endnu”. Lad os håbe, at det bliver anderledes snart. Meget snart. Så vores børn kan vokse op i en anden og bedre verden, hvor hudfarve kan glide i baggrunden og vi først og fremmest ser mennesker.

      Stort kram til dig og din familie

  4. Jeg må først erklære mig enig “Anonym”. Jeg er glad for, at du vil “mixe” din venindebog på baggrund af de seneste ugers begivenheder og deraf refleksioner. Det er rart at se, at de mange gode initiativer, fællesskaber og intentioner tages med videre end bare at slutte ved enden af “blackout Tuesday”.
    Jeg læste en ung afrikansk kvindes refleksioner, som skrev noget ala “man ved, man er privilegeret, når man bare kan vende tilbage til at poste mad, tøj etc.” dagen efter. Det er både det, jeg har frygtet og til dels også fået bekræftet i influencerland. Alle var (dejligt at se!) hurtige til at “hoppe med” på bølgen i tirsdags, i dagene op til og efter, og ellers er tingene godt nok hurtigt vendt tilbage til normalen med de mere eller mindre overfladiske posts og billeder… det er helt sikkert både fint og normalt, men jeg glæder mig over, hvis bare noget af det tages med videre – også når det går “af mode” at være politisk- og samfundsmæssig aktiv.
    Jeg kan ikke lade være med at tænke på og betragte “influencer-land” med de store livsstilsbloggere som en yderst homogen population. Hvide, smukke, slanke velformulerede, udadvendte, dygtige kvinder med pæne mænd, pæne børn, pæne lejligheder osv. Aspekter, i hvilke der også følger en hel masse privilegier med, ligesom vi de seneste dage har talt om, der følger med bare at være hvid. Jeg ønsker sådan, at man som “influencer”/blogger også vil være sig alle disse privilegier bevidst. Sandra Willer beskrev det meget, meget fint for et par dage siden.
    Jeg beklager, hvis min kommentar lyder for hård eller for skrap. Det er ikke intentionen, men jeg håber, den vil sætte refleksioner i gang.

    De allerbedste hilsner

    1. Synes bestemt ikke den lyder for hård. Og lader også til at vi er helt enige og gerne vil i samme retning.

      Som jeg forstår det (og jeg har meget at lære) og har fået det forklaret af mine brune og sorte venner og bekendte, så nytter det (så længe verden er, som den er nu) ikke at lade som om forskelsbehandling kva farve ikke eksisterer. Og hvor man før prøvede at lære bl.a. børn at være ‘farveblinde’ så taler vi nu om at det giver bedre mening at anerkende farve og endda italesætte den.
      Jeg skal ikke tale for andre, men jeg har postet en meget på min ig siden tirsdag. Fordi jeg netop har tænkt og tænkt og gerne vil forsøge at bidrage med mine platforme.
      Og med venindebogen (bl.a.) kan jeg byde ind med noget mere langsigtet. Noget der kan leve lige så længe som bloggen. Klem herfra
      Ps. Hvor har Sandra Willer skrevet om det? På blog eller insta? Vil gerne læse :)

      1. Mange tak for at tage godt imod kommentaren <3 Jeg er desværre ret sikker på, at Sandra talte/skrev om det i sine stories i sidste uge, så jeg er bange for, at det er væk igen. Desværre! Men heldigvis deler så mange kloge, seje mennesker historier disse dage, så lignende pointer dukker sikkert op andre steder.
        Rigtig god dag til dig og dine!

    2. Ps. Og den kvinde hvis skriv du refererer til (om at være priviligeret) er Saf fra Atelier Sardin, hun er første gæst i venindebogen og overdrevet sej, interessant og inspirerende <3