Kaffemakker

De af jer der har fulgt med i mere end 4 år, vil vide at Nikolaj, inden han blev navnkundig på domænet her, gik under aliaset Drømmemanden en god rum tid. En titel der var lige dele sand og ironisk. For nok ER han i sandhed min drømmemand. Men omvendt, så var han ikke helt som den ‘drømmemand’, jeg havde forestillet mig. Og sådan tager virkeligheden ofte og kærligt måsen på én.

Udover hans største ‘fejl’, hundeallergien, så drak han nemlig heller ikke kaffe. Ikke helt godt for sådan en kaffesøster som mig, for der er altså noget socialt og hyggeligt, over at nyde en god kop kaffe sammen. De af jer, der har kærester eller ægtefæller, der ikke drikker kaffe, må vide præcis, hvad jeg mener ;)

Til gengæld var (og er) han sjov, omsorgsfuld, venlig, gavmild og sød ved og glad for børn, og dét var (og er) nogle af de vigtigste dyder og drømmemandskriterier i min bog.

Nå ja, og så blev jeg smaskforelsket og så var det med den manglende kaffelyst, trods alt til at se gennem fingre med.

Men nu, nu drikker han kaffe. Og således føles mit liv næsten komplet. Jeg ved godt, det lyder småskørt, men er så glad for, at vi endelig kan hygge med kaffe sammen. Men tænker også, at de af jer, der er på kaffeholdet, forstår mig? At det måske ikke er så skørt igen trods alt?

I mange år har jeg været glad for min gode, gamle maskine fra Nespresso. Fordi det var smart bare at kunne brygge en enkelt kop efter behov, når nu jeg var matriklens eneste kaffedrikker. Men nu mine damer og herrer (herre er det nok, om nogen overhovedet), nu drikker Drømmemanden kaffe. Og nyder det. Og vi hygger med det. Sammen. Halleluja!

Det krævede bare fire års tilvænning og en baby. Måske det allermest er det sidste (og de medfølgende søvnløse nætter), der har været udslagsgivende. Men uanset hvad, så har jeg (endelig) fået mig en kaffemakker og -allieret i min Drømmemand og således er der ikke et øje tørt og begge arme er over hovedet.

For der er ikke nogen, jeg hellere vil dele min kaffe med ♥

Hvem vil I mon helst dele et hyggeligt kaffeøjeblik med?

Til gengæld blev det lidt bikset at brygge single-kopper, når nu både antallet af kaffedrikkere og nødvendigheden af kaffe steg betragteligt.

Derfor er vi mægtigt begejstrede over den nye Vertuo Next-maskine fra Nespresso, der både kan brygge enkeltkopper (alt fra espresso til store krus), men også en hel karaffel med en halv liter kaffe i pour over-stil. Sådan en karaffel passer nemlig lige til os to om morgenen.

Hvis bare alle dage, startede sådan her. Kaffe OG croissant.

Og morgenen er mit yndlingskaffetidspunkt (ikke at jeg ikke gladeligt kaffer den på andre tider også). Og dér kaffen føles allermest tiltrængt, gab.

Allerhelst akkompagneret af hyggestund og morgenmad. Jeg er vokset op med fælles morgenmad med stearinlys og samling hver morgen. Også selvom det var tidligt (mine forældre mødte før otte på hospitalet) og inden jeg skulle i institution eller skole. Og det vil jeg gerne, i den udstrækning det nu er muligt, prøve at gøre efter i min lille familie. Og jo, det glipper ofte endnu og mange morgener er det en sjældenhed, at alle sidder ned samtidig. Men kaffen er trods alt en konstant blandt masser af variable.

Tak for kaffe.

Kom med til Coffee Masterclass

Se med live på lørdag kl. 9.00 på Nespressos Instagram ( @nespresso.dk), når de inviterer til Masterclass under overskriften Nordisk Kaffekultur – What’s Next? Fra kogekaffe til Vertuo Next. Et lille foredrag om vi nordboeres kaffevaner og -historie og så er der også demonstration af den nye maskine og mulighed for at vinde en fin præmie.

Ps. Får du også lyst til cookies af billederne her? Og er du måske heldig at have efterårsferie og dermed bagetid? Så tjek opskriften på chocolate chip cookies her.

Pps. Bruger du også Nespresso-maskine af den ene eller anden slags, så husk at aflevere eller indsende dine brugte kapsler til genanvendelse ♥

(Visited 2.289 times, 2 visits today)

Skriv en kommentar

6 Kommentarer

  1. Welcome to the dark side, Nikolaj :D

    Spøg til side! Min allerbedste kop kaffe er helt klart den, jeg drikker med min søster. Vi ses desværre ikke så tit, fordi vi bor laaaaangt fra hinanden, men når vi så ses, så er kaffe en uundværlig del af søsterritualet. I begge vores familier er der en fancy kaffebrygger-maskine, og sådan én er jo smart i travle familier eller når man bare er sig selv, men egentlig kan jeg bedst lide den kaffe, jeg laver i sommerhuset: Der skal koges vand, måles kaffe af, hældes over og så skal man vente, indtil den har trukket. Jeg glæder mig faktisk til morgenkaffen om aftenen, før jeg lægger mig til at sove :)

    1. Haha… så meget welcome to the dark side ;)

      Åh dét lyder vel nok også som en god kop søsterkaffe <3 Tak for at dele. Og du kan tro, at jeg kender til det med at glæde sig til morgenkaffen, allerede aftenen inden. Søde kaffedrømme herfra. Knus Emily

  2. Åh, jeg forstår SÅ godt det med gerne at ville dele sin kaffe med sin bedre halvdel. Herhjemme er han ikke nået så langt endnu (trods baby/søvntyv på 9 måneder), men jeg satser altså på det kommer :) Jeg håber at han tager ved lære som Nikolaj, for det ER bare så hyggeligt at dele sin kaffe. Drømmer særligt om det søndag morgen..
    PS. mange kærlige tanker til jer qua dit sidste blogpost <3

  3. Der er bare noget helt specielt ved at nyde en god kop kaffe sammen og det kan man altså ikke komme udenom.

    Lige et spørgsmål om genanvendelsen af kaffekapsler: Kan man også genanvende Nespresso-kompatible kapsler, men som altså ikke er af mærket Nespresso?

    Tak for hyggelæsning.