Kurt chiller. En sjælden gang i mellem…
Altså udover søvndeprivation og mom guilt og den der konstante bræmme af snot/mad/snask på mit tøj, så er jeg mere end positivt overrasket over det med at være nogens mor.
Jeg havde hele tiden forestillet, at det var et hit, men må blankt erkende, at det har taget måsen på mig. På den gode måde. Synes ikke bare det er et hit, men det mest vanvittigt optur, jeg nogensinde har prøvet. Både fordi jeg har det lidt, som om jeg har lavet min egen, lille bedste ven, men også fordi det at have et barn er den vildeste læring (og frustration til tider, sidder ikke bare her og er helt lalleglad) og lektie i at være nærværende OG at tænke over perspektiv. Især det sidste er den vildeste game changer for mig.
Eksempelvis biksede vi i en længere periode med nogle ret så lange og lidt bøvlede putninger, og jeg syntes det var blevet rigtigt træls og brokkede mig måske lidt over det. For jeg ville jo bare så gerne, at han sov hurtigt, så jeg kunne komme ind i sofaen og lige hygge lidt og slappe af, inden jeg selv skulle i seng.
Men så prøvede jeg, at vende det hele lidt på hovedet. Og tænkte i stedet: “Så ligger jeg og putter med mit barn i en times tid og nusser ham og hjælper ham med at falde til ro, mens jeg hører lydbog. Sikken en vild hverdagsluksus.”
Det er selvfølgelig noget man aktivt skal tænke og ikke mindst overbevise sig selv om. Jeg har prøvet det i flere forskellige situationer nu (altså det med at vende perspektivet) og ikke nok med, at jeg selv bliver meget gladere og mindre frustreret, så virker det altså også ofte på ‘problemet’. I alle tilfælde sover mit barn nu på 10-20 minutter mod at det tidligere tog 40-90 minutter. Som om han kan mærke, at jeg gerne vil være der og at alt er roligt. Eller også er det at overfortolke på det, men om ikke andet er vi begge roligere og gladere i den situation og lignende og dét er altså noget så rart uanset hvad.
Er det med perspektiv spændende? Jeg føler det er tæt knyttet til taknemmelighed (og måske endda ydmyghed) og er noget, der er relevant i mange sammenhænge, så hvis I synes det er interessant, så vil jeg gerne udforske og beskrive det noget mere herinde.
Det var i øvrigt et langt sidespor, nu hvor det ‘bare’ skulle være en god gammeldags omgang Små ting. Jeg er ikke helt sikker på, hvor alt det kom fra, men jeg har været alene med Kurt hele weekenden (og så bliver tingene ligesom sat på spidsen, når man er ene forælder på skansen) og udover at lege rigtigt meget med Duplo og biler, så har jeg også tænkt en del over moderskabet og hvordan man vokser med opgaven. Nå, ja og klappet mig selv lidt på skulderen, for netop at være vokset med den. Og have lært at fejlene. For tro mig, dem begår jeg masser af.
Jeg håber, at I også klapper jer selv på skulderen denne uge, jeg er sikker på, I fortjener det ♥
Ps. Har til gengæld næsten ikke taget nogen billeder den forgange uge, men her er en håndfuld af, dem jeg trods alt fik taget. Primært af Kurt. Og alt i alt af rare øjeblikke og ting, der gjorde mig glad.
Romkugler og kaffe må der til.
På eventyr med Pølsen.
Aftensol og farverpøver.
Choko-mint-rabarbermandler fra Summerbird (gave/reklame) og et par fine forårstilføjelser til garderoben// En søndagspølse i badesvøb//Min muslingevask er kommet hjem.
Min lille makker. Der bogstaveligt talt går sine egne veje nu.
Et godt set-up, når man er alene hjemme og barnet er puttet.