Aftenbakkerne lever i bedste velgående.
Lige nu sidder jeg med terrassedøren åben, mens jeg arbejder og nyder den friske, men lune sensommerluft imens jeg kigger på sværmen af sommerfugle der får det sidste ud af vores sommerfuglebusk.
I morges gik jeg en lang tur på stranden med en ven.
Om lidt henter vi Kurt og så skal vi lege i haven eller i skoven, til vi ikke orker mere.
Der er blot et par enkelte grunde, til jeg er virkelig glad for at bo, hvor vi gør nu.
Men ærligt, så savner jeg også København. Jeg savner byens summen, jeg savner takeaway-muligheder i massevis (ja, ja det ER et førsteverdensproblem), og at have mine veninder indenfor en armslængde.
Det er helt sikkert en proces og der er massevis af nye plusser på kontoen (se bare billederne her), der vejer tungere end savnet. Og nye venner. Eller nogen, der kan blive det. Det er rart.
Men det ER altså også lidt af en omvæltning for sådan en indfødt københavner, pludselig at bo ‘på landet’ og ‘langt væk’
Jeg lander i det lige så stille og roligt. Og tænker, at en del af jer, der også er flyttet (hvad end det er ‘ud’ eller ‘hjem’) også kan nikke genkendende til nogle af de tanker?
En ny bekendt, der flyttede hertil for to år siden, fortalte, at det havde taget hende omtrent halvandet år, sådan rigtigt at falde til. Det blev jeg glad over at høre. At jeg ikke var mærkelig, fordi jeg ikke elskede alt vupti med det samme og at det godt kan tage lidt tid, at slå nye rødder. At det var ok også at savne lidt.
Jeg håber, at I får en god, ny uge. Uanset om I er solidt plantet eller (midlertidigt) rodløse ♥
På visit i det savnede København.
At gå morgentur her. Ah!
Blomster fra vores jordskokker (!?) i haven.
Fandt krøllerne (stadig lidt våde fra bad) frem forleden.
Så mange finurligheder og hyggelige huse heroppe.
Blommer fra haven. Klar parat blommekage. Opskrift kommer i morgen.
Kan man elske et tv? I så fald elsker jeg vores.
To små venner på stranden.