Hermed en update på denne uges udfordring, der virkelig gik godt i denne ende. Dermed ikke sagt, at det var let hele tiden. Ja faktisk var det ikke helt så let, som jeg havde troet på forhånd. For da først jeg blev opmærksom på det, så var jeg altså lidt slemmere til at være ved at sige noget dumt, end først antaget. Oftest fordi jeg var ved at ‘ryge med på legen’ og nærmest af vane. Heldigvis nåede jeg, at tænke før jeg talte og i stedet give mig selv et mentalt rap over nallerne. Og det føltes egentlig godt.
For det lykkedes at lade være og det var egentlig det, der for alvor var succesoplevelsen for mig. At jeg selv er herre over, hvad jeg siger (og ikke gør) og selvom andre sladrer, så behøver jeg ikke at deltage. Hvilket også gør, at man ikke hælder benzin på bålet og skidtsnakken eskalerer.
Og nu da antennerne var ude og tunet ind på netop sladder, så gjorde jeg en skæg lille observation. Lige inden (især) piger siger noget dårligt om andre, så starter de med at sige noget pænt à la “Hun er jo SÅ sød og smuk…” efterfulgt af noget knapt så pænt. Som for at gå med livrem og seler og som om det søde udligner det negative, der følger.
Nu er jeg spændt på at høre, hvordan det gik for de af jer, der hoppede med på udfordringen?
An update on this weeks challenge that went very well for me. Not that is was as easy as I expected. But when I was about to say something not that nice about someone else (it almost happens by accident in gossipy situations) I found it really empowering that I had the ability to stop myself and to choose what I wanted to say (or not say). And not just go with the crowd. That it’s your own choice and even that if you choose not to participate you’re not fueling the trash talk and it tends to stop by itself.
How did it work out for those of you who took on then challenge?