Hurraaaaaaa! Det er bloggens fødselsdag. Eller det var ret beset bloggens fødselsdag i går. Hvis man kender mig privat, så vil man (desværre) vide, at jeg er helt umulig, når det kommer til det med fødselsdage. Hvorfor jeg ofte, først får ønsket selv mine allerbedste venner tillykke med en dags forsinkelse. Eller to.
I år lykkedes det så også at glemme bloggens fødselsdag, på trods af at den havde sørget for strålende efterårsvejr af den slags, jeg allerbedst kan lide. Jeg har allerede skrevet den i kalendere til næste år OG sat en alarm. For næste år er det 10-års jubilæet. Og det skal altså ikke gå hverken i glemmebogen eller stille for sig. Tænker, at I skal forkæles og vi skal lave lidt spas ud af det.
Så vi venter altså med den helt store omgang til næste år, men derfor skal I stadig have lidt af, hvad der hører sig til på en fødselsdag i dag. Bloggen deler ud og der er ingen sukkerpolitik ;) Det bliver dog ‘kun’ pr. billeder, men der er til gengæld boller, kage og slik i lange baner. Og lidt bobler og drinks, foruden et walk down memory lane til mere eller mindre heldige outfits foruden et udpluk af alle de oplevelser og små ting, I har været vidne til her på adressen ♥
For 4.210 indlæg er det blevet til inklusiv dette. Og 170.341 kommentarer fra jer.
Det føles helt utroligt, at have sådan et fotoalbum og sådan en ‘dagbog’ fra stort set hver eneste dag i mit liv, siden jeg var en 24-årig kandidatstuderende. Og samtidig med så fabelagtigt og engageret et publikum.
Tak for at I læser med og deltager ♥ Af hjertet tak, tak, tak for jeres utrolige støtte og entusiasme, I gør det til en fornøjelse at dele alt det, jeg elsker her på bloggen.
Hip hip hurra for bloggen og ikke mindst for jer!
Mange og store klem
Emily
Skål og glædelig mandag og tak for, at I læser med ♥





















































































