
I går rundede bloggen 11 år. Tillykke lille blog. Tak for dig.
Og mens nærværende indlæg således skulle være udkommet i går, så var der sygdom i dagplejen og jeg havde Tornado-Kurt hjemme, så det efterlod ikke tid til det planlagte kig i arkiverne. Så det bliver altså her på en dags bagkant.
Jeg plejer at ‘fejre’ med en billedstorm fra bloggens historie (og sidste år også med en del mere i anledning af 10-års jubilæet), men i år tænkte jeg at gøre det lidt anderledes og byde på 11 indlæg, som jeg holder af og husker af den ene eller anden årsag. Ikke nødvendigvis de mest populære eller iøjnefaldende. Men nogle jeg selv husker og skatter. Ét fra hvert år.
Det er en ret svimlende tanke, sådan at have indlæg liggende fra næsten hver dag de sidste 11 år. Langt hen ad vejen var det tilmed flere indlæg om dagen. Tænk et arkivskab og en dokumentation af alt og intet.
En levende, online dagbog der både er loyal overfor udgangspunktet – det er stadig primært de samme emner, jeg beskæftiger mig med, som da jeg startede, men også personlig og dynamisk, da den følger mig og min udvikling. Således skrev jeg eksempelvis hverken om bryllup eller morliv, dengang jeg startede i 2009, men til gengæld har der været bøger, creme, (kage)opskrifter, rejseguides, tøj og diverse tanker her på domænet i over en dekade nu.
Tak, tak, tak for at I følger med, engagerer jer, kommenterer og i det hele taget er så søde. En blogger blev engang beskrevet som en virtuel veninde (dengang man havde brug for at forklare hvad sådan en størrelse var for en), og lad mig bare slå fast, at det ‘venskab’ altså går begge veje. Tak for jer ♥
Hvis I har lyst, så ville jeg blive mere end glad for en kommentar, hvor I fortæller, hvor længe I har læst med. Synes det er så hyggeligt og skægt at høre både fre de, der har været med fra starten og jer, der er kommet til gennem årene. Og hvad der fik jer ind på bloggen til at begynde med.
Ps. De 10 mest populære indlæg.

I 2009 gjorde jeg ‘årsregnskab’ og det er både sødt og tåkrummende, men også meget i tidens ånd. Og vist nok med inspiration fra Bridget Jones og Carrie Bradshaw.

I 2010 lavede jeg en anderledes guide til Amager. Billedet ovenfor er faktisk taget stort set, hvor vi bor nu. Jeg er ked af, at jeg ikke tog endnu flere billeder lige der. For dengang var det omtrent dér de nye boligblokke på Islands Brygge stoppede. Efter det var der industri og dækværksteder og noget HT-holdeplads og hedengangne Bryggens Bowling (bedste!!! bowling). Og tomme bygninger, der skulle rives ned og hvor der blev holdt mere eller mindre lovlige, og bogstaveligt talt sveddryppende raves. Har nogle af mit livs bedste festminder fra Bryggen i slutningen af 00’erne.

I 2011 så allerførste omgang Små ting dagens lys. Dengang hed det selvfølgelig bare ‘Little Things’. Mine overskrifter var – af uklare årsager – konsekvent på engelsk i mange, mange år. Glæden ved bøger, kage og neglelak er dog intakt. Og min skepsis overfor receptionsmad ;)
Jeg udgav i øvrigt minimum 1, oftest 2 og en god del af tiden hele 3 indlæg om dagen i 2011.

I 2012 udgav jeg My Hair Care Routine. Det er faktisk ikke fordi, den har ændret sig synderligt siden… Eller dvs. noget har den. For er slet ikke så flittig eller artig længere. Den er blevet noget enkelere. Men mange af grundidéerne er de samme.

I 2013 gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden og jeg var lidt i stykker. Og jeg havde en ret så skarp kæbelinje. Førstnævnte blev i øvrigt begyndelsen på ‘pigekollektivet’ som OG følgere, måske kan huske?

I 2014 var jeg til mit første bryllup og havde denne her vinrøde drøm på, som jeg nu bitterligt fortryder, at jeg solgte videre…
Havde denne her på i kirken. Det er til gengæld et look, jeg ikke heeelt kan se mig selv i længere.

I 2015 mistede jeg min elskede mormor. Og skrev det her indlæg et par måneder forinden. Som om jeg vidste, hvad der ventede.
Jeg var så utroligt ulykkelig dengang, og savner hende stadig, så det trækker tårer den dag i dag. Hun var noget ganske særligt.

2016 er til gengæld et år, jeg husker, nærmest udelukkende for det gode. Jeg blev forlovet med Nikolaj og så var jeg i New York (og USA for den sags skyld) for første gang og var fuldstændig bjergtaget. Er stadig helt, helt forelsket i NYC (nå, ja og Nikolaj) og drømmer om en større USA-tur indenfor de næste par år. Med både New York og surf på Vestkysten. Blandt andet.

2017 var for det meste rent svir, vi blev jo gift og var på bryllupsrejse for pokker, men der var også øv-dage, der var en ommer.

Ikke nok med at jeg cyklede rundt indenfor på Petri (og fik et kosulentjob hos Rudolph Care) i 2018, så skrev jeg et lille angreb på do what you love-bølgen og noget om ‘at gøre noget ved det’.

2019. Nu som mor. Og 1 måned som mor, blev første indlæg i en serie à 12. Der var i det hele taget meget morliv og barselstanker og ammestuesnak. Alt det mit hovede var fuldt af.

Sidst, men ikke mindst, Bye Bye Barsel fra i år. 2020. Underligste år i mands minde. Corona og katastrofer. Men personligt også et helt og aldeles magisk og højt skattet år, på barsel med min lille skat.
Og nu, her efter barsel, føles det lidt som at stå med et ben i to have: På vej tilbage til det gamle og ‘plejer’. Back to work. Men samtidig også “Hvor skal jeg og hvor skal bloggen hen nu?”. For der er sket meget siden jeg startede i 2009. Både med verden, med mig og ikke mindst med ‘internettet’ og de muligheder vi har, og den måde vi konsumerer informationsstrømme og sociale medier på.
TAK for, at I er så mange, der har lyst til at hænge ud på mit lille hjørne af internettet og er med til at gøre det et rart sted at være ♥