Gravid uge 30-31: Mareridt, sure opstød og redebyggeri

Min graviditet de sidste to uger. Er lige gået ind i uge 32 (føler på en og samme tid at jeg har været gravid i 100 år og at tiden farer afsted), men her er ‘dagbog’ fra uge 30 og 31.

 

Selvom jeg virkelig har været forskånet (indtil nu), så er det altså skægt, det med graviditet. For det er så utroligt foranderligt. Den ene dag er man helt på toppen og den næste, er man på allerlaveste blus emotionelt eller fysisk. Eller begge dele. Noget jeg især mærker til her i tredje trimester. Der er dage, hvor jeg absolut intet orker og helst vil være for mig selv og bare putte og bage mit barn færdigt og så er der dage, hvor det fungerer som det plejer og alt kører i vanligt Duracell-tempo.

Men mere overordnet kan jeg virkelig mærke et skift i energi. Inden jeg selv blev gravid, må jeg være helt ærlig at sige, at jeg syntes det var lidt overdrevet, at offentlige ansatte gik fra 8 uger før termin, altså med mindre de havde et krævende fysisk job. Nu forstår jeg det til fulde og synes at det er mere end velfortjent. Og at det er benhårdt gået af alle dem, der kæmper på til 4 uger før eller senere endda. Jeg har planlagt at starte min barsel fra 1. juli (har termin d. 25. juli), men tror nu også jeg så småt begynder at drosle lidt ned på arrangementer og møder allerede fra nu af. Heldigvis kan meget jo klares pr. mail og telefon.

 

Til ELLE Style Awards på den helt store gyldne klinge. Holdt dog kun til midnat. Så blev jeg til et græskar og trillede hjem.

Hvem er han?

Jeg kigger på baby- og børnebilleder af Nikolaj og drømmer om, hvordan vores søn mon ser ud.

Mens det i starten kun handlede om, at han skulle blive der, er det, der fylder allermest i mine tanker nu,  hvem vores dreng er og hvordan han ser ud. Sidstnævnte er slet ikke på en forfængelig måde, men jeg er SÅ nysgerrig på, hvem han ligner. Hvis han overhovedet ligner nogen. Ligner han den ene af os mere end den anden? Eller en blanding af os to eller måske en af bedsteforældrene? Og hvem er han mon? Jeg er så spændt på at møde ham og lære ham at kende ♥

Bagsiden af at jeg overhovedet er begyndt at tænke på, at vi skal møde vores lille søn og alt det der skal ske efter fødslen, er at min underbevidsthed er gået amok. Det kommer til udtryk i nærmest feberagtige mareridt, hvor jeg glemmer vores nyfødte dreng diverse steder. Eller glemmer at give ham mad. Eller stopper ham ned i en rygsæk, som om han var en bog og glemmer ham dér.

Det er heldigvis helt normalt, har jeg ladet mig fortælle. Det er sindets måde, at forberede sig på, at skulle være mor lige om lidt. Det hjælper lidt på den dårlige samvittighed, jeg har om morgenen, når jeg vågner efter endnu en gang at have svigtet mit barn i drømmeland.

Halsbrand, kvalme og sygdom

Da jeg gik ind i uge 30, blev jeg ramt af en treenighed af nederen. Først begyndte jeg at blive plaget af halsbrand og sure opstød, der til at begynde med – og inden jeg helt fandt ud af, hvad jeg skulle gøre ved dem – var så slemt, at jeg ikke kunne ligge ned at sove. Slet ikke, hvis jeg havde spist bare det mindste efter kl. 20. Så det er jeg stoppet med. Derefter blev jeg snotforkølet og fik feber. Og oveni det begyndte jeg at kaste op i tide og utide. Om det var en maveinfektion eller graviditetsbetinget, fandt jeg ikke ud af, men det stod på i en uges tid sammen med forkølelsen. De sure opstød varer dog ved, men det er til at leve med nu. Spiser Galieve (efter aftale med lægen), hvis det er rigtigt slemt og ellers prøver jeg at holde det nede med små, hyppige måltider og masser af bananer, mandler og havregrød, der virker godt for mig. Men der er altså pres på systemet. Min mave er stor og sidder højt og jeg er ikke så lang, så der er slet og ret ikke så meget plads at fordele det på og min mavesæk bliver klemt noget så eftertrykkeligt.

 

 

Pizza, koldskål og is

På trods af at maven er under pres (bogstaveligt talt), så er min pizzalyst intakt. Dog er der nogle ting, der virkelig trigger sure opstød for mig, så dem må jeg droppe. Bl.a. er min sædvanlige vand med presset citron om morgenen totalt no go, ligesom avocado slet ikke duer. Hvor jeg i 2. trimester cravede spicy mad, vil jeg nu allerhelst have min barndoms kendte favoritter. Pizza, koldskål og is er i top tre og is kan både være sodavandsis eller flødeis (sidstnævnte dog med måde, da det også kan trigge opstødene). Det er skægt, for har aldrig rigtigt været til sodavandsis før, men nu synes jeg, det er det dejligste.

 

Min krop?

… eller er det? Det føles lidt som om min krop er blevet allemandseje. Eller alle jeg passerer på min vej, har i alle tilfælde ‘fået ret’ til at kommentere på den. Og det er i alle retninger. Fra “Hold nu op, hvor er du stor, er I virkelig sikre på, at han ligger under vægtkurven? Det kan man da ikke se på dig” eller “Er det lige oppe over?” til “Du har jo kun lige akkurat taget på, på maven, bagfra kan man slet ikke se, at du er gravid”. Det er noget forvirrende, både at få at vide at man er stor som et hus og at man nærmest ikke har taget på samtidig, og jeg er glad for, at jeg har det så godt med min (gravide) krop. Ellers tror jeg for at være helt ærlig, at alle de kommentarer ville bide på i en eller anden grad. Der er heldigvis ikke nogen, der rører. Ikke uden at spørge. Er lidt spændt på, hvordan jeg reagerer når/hvis det sker. Jeg er ikke sikker på, det bliver kønt. Er med andre ord stadig til den lidt kortluntede side ;) Men i en lidt mindre arrig grad end den jeg beskrev i sidste graviditetsindlæg. Det er nok meget godt.

 

Rede byg dig

Redebyggeriet forsætter i stor stil. Altså hvor jeg til at begynde med og langt ind i graviditeten, var hende, der ikke havde købt så meget som en babysok, så skal jeg da lige love for, at jeg er vendt på en tallerken. Af og til kan jeg slet ikke kende mig selv og/eller tænker, at jeg er blevet sindssyg. Som da jeg i forgårs febrilsk sad og gennemtrawlede internettet for håndlavede barnevognsguirlander?!? Altså WTF? På den konto er alt således ved at være i hus og selvom mange siger, at butikkerne også har åbent, efter man har født, at man altid kan lave børneværelse osv., så føles det for os dejligt, hyggeligt og trygt, at vi har de vigtigste ting (barnevognsguirlande hører ikke herunder). Og at vi ikke skal ud at skaffe en masse eller male, samle eller deslige, når vi står med en nyfødt på armen. Dejligt at gøre det nu, mens vi har tid og kan hygge os med det.

Ps. Gravid uge 28-29, Gravid uge 26-27Gravid uge 21-25Gravid uge 16-20Gravid uge 12-15Gravid uge 8-11Gravid uge 6 og 7
og Gravid uge 4 og 5.

Pps. Vi skal være forældre.

Ppps. Sådan blev jeg gravid.

 

Pssst… Kjolen her og meget af det preggo-tøj jeg har været allergladest for, er fra Boob, der laver ventetøj, der både er bæredygtigt og ammevenligt. Og har lokket en rabatkode ud af dem. EMILYXBOOB hedder den og den giver 20% indtil d. 31. maj :)

De har også lavet et fint interview med mig om min graviditet og mine forventninger til moderskabet. Det kan man læse her.

(Visited 14.312 times, 11 visits today)

Skriv en kommentar

43 Kommentarer

  1. Det er så hyggeligt at følge med i dine opdateringer vedr. graviditeten. Du stråler virkelig!

    Pizza, koldskål og is lyder i øvrigt som en perfekt diæt. Det craver jeg også en del, selv jeg slet ikke er gravid.

    Lige en bemærkning vedr. barsel i det offentlige. Ikke alle har ret til at gå fra 8 uger før. Jeg er jurist i staten, og vi kan gå på barsel 6 uger før forventet termin.

    God søndag herfra.

    1. Mange tak ♡
      Haha… ja ikke?
      Ah modtaget, det vidste jeg ikke. Jeg har bare gået og været misundelig på de 8 uger ;) Selvom jeg synes det er så velfortjent! Kram og god søndag lige tilbage

  2. Jeg har termin med mit andet barn ni dage før dig og synes, det er hyggeligt at følge med :) Jeg kan genkende mange af de ting, du skriver – især fra min første graviditet, hvor jeg også kunne vågne og febrilsk tjekke, om babyen lå ved siden af mig. Kun for at konstatere, at hun stadig lå lunt og trygt inde i maven :D

  3. Jeg har fulgt din blog i en del år nu, fordi jeg er vild med din stil, din tilgang til sundhed, miljø og livet generelt og ikke mindst er jeg vild med Penny og dit forhold til hende. Men jeg har aldrig været gravid og skal heller aldrig være det, og derfor siger jeg nu farvel og måske på gensyn. For din blog er efter min mening nu blevet en graviditetsblog og snart bliver det en mor-blog. Og al respekt for det, for kan selvfølgelig godt forstå at det fylder det meste af dit liv pt. Jeg synes bare at det er ærgerligt at der ikke er plads til andet også.
    Men alt det bedste til dig og din familie fremover og tak for god inspiration de seneste år.
    Bedste hilsner,
    Ann-Sophie

    1. Hej Ann-Sophie, det er jeg da vildt ked af at høre, især hvis du har været glad for at læse med ellers, men kan jo ikke tvinge dig til at blive. Dog undrer det mig lidt, når der ‘kun’ er et graviditetsindlæg en gang hver anden uge. Ellers er det alt det sædvanlige indhold.
      Nuvel, jeg kan jo ikke skjule, at jeg er gravid på outfit indlæg osv. men synes måske ikke at kritikken er helt berettiget, når der stadig er rejseguides, månedsønskelister, små ting/skønheden i alting, skønhedsindlæg, opskrifter, bogklub, indlæg om bæredygtighed, shoppeguides osv? Og har nu ingen tanker om, at det skal være en morblog efterfølgende omend jeg heller ikke har tænkt mig, at løbe fra at jeg er blevet mor <3 Kram E

    2. Ps. Et godt tip (sagt i venligste mening), er at kommentere af og til på de indlæg, man godt kan lide. Er helt med på at man ikke kan gøre det altid, men det gør det så meget nemmere for mig at ‘mærke hvor I er’. Jeg bruger lidt kommentarerne som parameter for, hvad I kan lide/gerne vil have mere af ♡

    3. Kære Emily.

      Jeg er hverken gravid eller gift, men håbsløst single (håber dog ikke dette varer ved…). MEN jeg nyder din blog og synes faktisk den bliver bedre og bedre. Dine fine tanker om livet, miljø- og bæredygtighed, din æstetik og de altid flotte billeder er meget inspirerende. Dette er også årsagen til at jeg læser med hos dig og jeg oplever ikke at dette har ændret sig, selvom du er gravid. Egentlig tænker jeg at dette kun bliver et endnu større fokus, nu hvor du snart bliver mor.

      De kærligste hilsner

      1. Tusind tak Marie, det bliver jeg så glad over at høre. Og ønsker dig den bedste sommer inklusiv en god sommerflirt med potentiale til mere <3 Stort kram E

  4. … Det der med at røre :-D
    Fødte for 2,5 mdr. siden min dejlige søn… En af de værste side-effekter ved at være gravid for mig, var netop det med den korte lunte. Er normalt af alle nævnt som et meget roligt menneske, men under graviditeten gik jeg altså fra 0-100 på 0,2 sek. ..! Og ALLE og deres mor ville røre min mave.
    Lige fra bekendte, der ud af det blå kunne finde på at rive op i min trøje for at røre direkte på maven – Til ældre mænd, på professionelle forretningsmøder, der kunne finde på at stå og ae maven mens vi aftalte next-step ifht. XXX ?!?
    Min søde kæreste tog sig af de bekendte og fik dem fjernet inden sure her sprang i luften – Men forestil dig hvor gasblå man kan blive overfor forretningsbekendte hvor man trods alt må styre sig :-D

    Jeg ønsker dig en fantastisk sidste del af graviditeten, og hvor skal vi kvinder være stolte af hvad vi kan – Men nøj, hvor er det dejligt når de små guldklumper kommer ud og kroppen bliver ens egen igen!

    1. Først og fremmest stort tillykke med din dreng ♡
      Ej puha, det er altså så grænseoverskridende, jeg var blevet så hidsig ;)
      Tusind tak og ja, det er eddermugme sejt. Kram E

  5. Og hør så de gamle spøgelser.
    Jeg var almindeligt på job dag jeg fødte, mærkede nok, der var noget i anmarch om eftermiddagen, gjorde dog det færdigt jeg var ved, blev hentet, og vandet gik ved hjemkomsten
    B

  6. Det er bare så hyggeligt at følge din graviditet uge for uge. Jeg fødte sidste sommer og husker alt for godt halsbrændene. Håber ikke den sidste tid bliver for slem for dig. ❤️
    Kh Anne.

    PS. Angående barsel så har jeg sendt dig en mail for en måneds tid siden.. :)

    1. Det er jeg glad for at høre. Ahmen det er så nedtur med de sure opstød og halsbrand, men synes det går lidt bedre. Tak ♡
      Klem E
      Ps. Godt du siger det! Den druknede lidt i en noget overbelastet indbakke.

  7. Jeg er ansat i staten, hvor man må gå fra seks uger før, og da jeg blev gravid, tænkte jeg, at jeg sagtens kunne arbejde længere og på den måde “vinde tid” i mit forskningsprojekt, så jeg var lidt “foran”, når jeg skulle tilbage. Men hold nu op, hvor var det hårdt arbejde at være gravid, synes jeg. Jeg endte med at blive sygemeldt 8,5 uge før termin (og altså 2,5 uge før jeg skulle på barsel), fordi jeg bare ikke kunne mere. Jeg havde ikke bækkenløsning eller lignende officielle diagnoser, men var alligevel så max. presset fysisk og psykisk. Det er altså meget mere krævende at være gravid (er min oplevelse) end ikke at være det, så at forvente, at man lige klarer alt det samme som før og i samme tempo, er ikke realistisk – måske for nogle, men ikke for de fleste. Så når folk, der ikke har været gravide, mener, at gravide er forkælede, fordi de kan gå fra 6-8 uger før, bliver jeg bare så træt, og jeg sætter umådelig stor pris på, at barselsforholdene trods alt er, som de er nu, i Danmark og ikke som for generationer før os.

    Og mht. at bygge rede vil jeg bare sige: Giv los! Det er altså en vild ting at blive forældre og det med at redebygge er altså en del af den mentale forberedelse. Jeg syntes, det var abstrakt, at den lille størrelse, der voksede i min mave, skulle flytte ind og bo hos os, men jo flere babyting, der fandt vej til vores hjem, jo mere virkeligt blev det for mig, at der også snart skulle bo en baby. Jeg holdt mig længe tilbage, netop pga. andres kommentarer om, at butikkerne havde åbent efter fødsel, at branchen forsøger st sælge en alt muligt, man ikke skal bruge, og at vi jo kunne arve det meste fra familie og venner, så i lang tid følte jeg, at det var fråds at gå ud og købe. Jeg advokerer ikke for, at man ikke kan vente med at investere, før man har identificeret behovet, men nogle ting ved man, man skal have (barnevogn fx), og der er altså noget særligt over selv at gå ud og købe en lille dragt i str. 56 (genbrug eller nyt) og forestille sig, at det er ens eget lille barn, der skal have den på. Det er en del af at glæde sig, synes jeg.

    Jeg håber, du får en god sidste tid som gravid. Med min erfaring som mor til en lille dreng på knap seks måneder kan jeg indtil videre kun sige, at I har alt at glæde jer til :)

    Bh

    1. Jeg er så enig med dig mht. det med at gå fra og at ens formåen bare er helt anderledes. Og ja, jeg skammer mig over, men erkender også blankt, at jeg også selv tænkte at det var laaaaaang tid inden før i tiden. Altså før jeg selv prøvede at være gravid. Sådan bliver man klogere. Og mere ydmyg.

      Tak mht. redebygning <3
      Tusind tak og hvor er det bare dejligt at høre. Kram til dig og din lille dreng

  8. Er der et indlæg i støbeskeen, omkring dine tanker og planer for bloggen under barsel/efter fødsel, eller er det sådan noget man ikke kan planlægge og derfor ikke vil præsenterer allerede eller for meget?

    Mathilde

    1. Det havde jeg nu ikke tænkt, men kan godt pippe lidt om det måske. Jeg har gjort mig lidt tanker, men tænker nok også at tage det lidt som det kommer… Kram E

  9. Naar man laeser med hos, hvad man vel godt kan kalde en livsstilsblog, saa handler det jo om livet, som det er her og nu – og lige nu er Emily gravid, og det er da helt naturligt, det fylder en masse, ligesom bryllup fylder, naar det er ved at blive planlagt, huskoeb ( hos andre bloggere) osv. Det ville da vaere saa underligt, hvis Emily ikke skrev om det, der fylder inde i hende (ogsaa i bogstaveligste forstand). Forstaar ikke helt, man ikke bare kan unfollow helt stille og roligt uden at sende en kommentar, som helt sikkert goer lidt ondt hos modtageren.
    Jeg har forlaengst vaeret igennem min sidste graviditet, men synes det er hyggeligt at hoere om, og det samme gaelder, naar jeres lille dreng kommer til. Fortsat god graviditet og glaeder mig til der kommer endnu en update.

    1. Hej Ingrid,
      Ja, det er jo også lidt et øjebliksbillede og har gennem de snart ti år jeg har blogget, både handlet om kærestesorger, dating, hundehvalp, flytning, bryllup osv. osv. Så ja, du har helt ret, det er lidt præmissen <3
      Dejligt at høre og tusind tak. Kram Emily

  10. 8 uger ER meget lang tid, og noget som man virkelig bør sætte pris på i Danmark. Jeg havde ingen barsel før fødsel og arbejdede derfor indtil natten hvor vores søn blev født. Eller jo, jeg kunne have gået på barsel tidligere, men når man kun har 12 ugers barsel (ikke mdr), så gemmer man ALT til efter baby er født. Dejligt at du har mulighed for at slappe af på de hårde dage. Jeg kan huske, at jeg skulle trække mig gennem arbejdet og så direkte hjem og slappe af i de sidste uger. Og også huske at NYDE hvis jeg en dag fik en barsel i fx Danmark, hehe :p Man kan altså godt arbejde indtil 4 uger eller 0 uger inden fødsel, alt afhænger af perspektiv og ren og skær vilje (folk der er sygemeldte arbejder herovre hjemme, man kan som sådan ikke blive sygemeldt, desværre). Men det er super rart at man ikke behøver i Danmark!

    1. Jeg er ikke som sådan uenig og er på dit hold i og med jeg også ‘kun’ kommer til at holde 12-16 ugers decideret barsel (og går så småt ‘fra’ 3 uger før termin). Jeg er selvstændig, så jeg går ikke under samme regler som hverken dem, der er offentligt eller privat ansat. Men fra slet ikke at have forstået de 6-8 uger, så er de dem, de er forundt, så velfortjente synes jeg nu ♡ Bor du mon i USA? For det er godt nok et tough system ift. barsel. Sejt gået ♡ Kram E

  11. Det er så ubehageligt med den slags drømme, det splint sekund, der går fra man vågner, til man finder tilbage til virkeligheden, kan føles som en evighed – mine drenge er 4 og 2 år, og jeg vækker stadig min mand ind i mellem og råber, at de er væk – og så bliver han også forskrækket (og lidt irriteret) ?

    Så fin og hyggelig en pusleplads – pas på tæppet, de der små drengebørn kan virkelig tisse langt ??

    1. Oh no, fortsætter det? ;)

      Det er noteret, det var der også en der skrev på instagram, det er dog ikke der det skal stå, det står lige nu midlertidigt i vores stue indtil der er plads på hans værelse, som lige skal fikses lidt først :) Stort knus E

  12. Så smuk du ser ud! Graviditeten klæder dig virkelig.

    Og åh det der med at røre maven. Min svigerfar er den eneste der rør – nogen gange uden at spørge. Og selvom jeg holder rigtig meget af ham, så synes jeg virkelig ikke det er behageligt. Kan bare slet ikke få mig selv til at sige det til ham. Han gør det jo fordi han glæder sig helt vildt til at møde vores lille pige. Men altså.. jeg kunne aldrig finde på at røre en andens mave uopfordret :D

    1. Nej vel? Hos mig har det mest været veninders kærester (!?), men har også lige trukket maven til mig et par gange, når folk så lidt for klappeagtige ud ;) Knus E

  13. Hej Emily. Så hyggeligt at følge med :-) Jeg nærmer mig slutningen af min første graviditet (er 38+4), så det kan ske any day now, vildt mærkeligt. Det kunne være hyggeligt at høre om dine/jeres barselsplaner – netop fordi det kan gøres så forskelligt. Jeg er også selvstændig og har valgt at holde 7-8 måneders fuldtidsbarsel, hvorefter min kæreste tager over. Jeg er klar over, at forretningen skal løbes i gang igen efter barsel, men det skal nok gå. Jeg er klar over, at du er i en anden branche, hvor dit personlige brand betyder meget, så du kan måske ikke gøre på samme måde – eller måske kan du? Det kunne i hvert fald være hyggeligt at høre dine tanker :-)

    Det der halsbrand… jeg har nu lidt af det i fire måneder siden uge 20, og man vænner sig til det som en gene lige som de andre – men det er sgu træls at skulle sove med hovedet meget højt, ikke spise for sent, forsværge kaffe, juice og andre syrlige sager og altid gå rundt med Balancid eller lignende i tasken :-) Jeg synes, det virker lidt at drikke vand med lidt æbleeddike i efter måltider (det virker åbenbart basisk, når det kommer i maven) + is og andre basiske madvarer. Og så hjælper det på følelsen af at være ‘fyldt op’ helt til halsen, når baby begynder at synke længere ned i bækkenet.

    Men ud over at glæde mig til at møde min baby så glæder jeg mig også til en god cappuccino og friskpresset juice :-) God slutspurt til dig.

    Kh. Stina.

    1. Ej så spændende! Krydser fingre for at det bliver snart og at alt går godt <3
      Puha din stakkel. Det var godt nok lang tid med halsbrand. Under dig cappucino (savner jeg også!) og juice i spandevis <3 Kram E

  14. Lige et godt råd mod halsbrænd, som jeg selv lider meget af her i uge 30 – køb nogle tabletter mod mavesyre og halsbrænd på apoteket, koster sådan 40 kr. for 30 stk. Du kan sagtens spise dem som gravid, jeg tager dem for at neutralisere syren og det hjælper virkelig. Jeg tager én om aftenen inden sovetid og så falder jeg straks i søvn uden sure opstød :-)

  15. Hej Emily <33

    Dejligt indlæg med fine billeder. Like always.
    Jeg har et måske lidt random og ligegyldigt spørgsmål midt i din fine gravid-update. Men de sorte strømpebukser du har på til den gulstribede kjole, hvor er de fra? Jeg er lige pt. på jagt efter de bedste strømpebukser, da jeg er træt af at prøve mig frem og blive skuffet. Dine ser gode ud – tilpas sorte og ikke shiny!

    Ha' den dejligste dag :-)))

    Laura

    1. Av ved ikke hvad den hedder, det var en jeg lånte. Den er fra Jerome Dreyfuss :) Klem Emily

  16. Så dejligt at følge din graviditet :) Et indlæg om dit take på bæredygtighed og baby ville være så godt. Hvis det er noget du tænker over..? Skulle du ikke finde en barnevognskæde så går det også. Min sundhedsplejerske (og mor til tre) sagde at hun havde aldrig brugt det, da barnevognen gerne må være et fredfyldt sted uden for mange distraktioner. Jeg havde ikke overvejet det, for de er jo så fine :)

    1. Har skrevet lidt om det løbende. Altså at vi køber brugt og låner os frem så vidt det er muligt, i stedet for at købe nyt. Men måske jeg også laver et indlæg efter han er kommet til verden, når jeg har fået lov at prøve det af i praksis :)
      Fandt nu en fin en på Etsy, men kan godt se idéen i at der ikke nødvendigvis behøver at være for mange stimuli på sådan en barnsvogn ;) Men JA, fine er de altså… Stort knus E

  17. Læser det her i oktober 2021 som førstegangsgravid, og dit skriv løfter mig. Jeg er i uge 30 nu og gennemgår stort set alt du beskriver. Du har hjulpet til, at jeg ikke føler mig mærkelig eller unormal. Det ER bare en masse følelser og fornemmelser og glæder og alt muligt andet. Tak 😊❤️