
Min graviditet de sidste tre uger. Går ind i uge 35 (!?) i morgen, men her er altså ‘dagbog’ fra uge 32, 33 og 34.
Først og fremmest: Beklager at de her indlæg, hvor jeg sætter billeder ved siden af hinanden ikke fungerer på mobil, arbejder på at få det fikset asap, og håber I kan bære over med at skulle scrolle lidt ekstra. Ellers er desktop løsningen. Der ser det pænt og collageagtigt ud, som det skal :)
Jeg har det stadig virkelig godt og elsker altså at være gravid. Og er også begyndt at savne det lidt på forskud (så dumt…) med udsigten til, at der kun er 6 uger tilbage. Plus/minus. Men ok, hvis det fortsætter med at være lunt i vejret og jeg fortsætter med at vokse – og håber da bestemt på begge dele – så kommer der nok også et tidspunkt inden længe, hvor jeg synes han gerne må komme til verden.



Scanning, en pinlig, royal affære og baby-parkour
“Han er sindssyg”. Sådan har jeg sagt flere gange og det er jo virkelig ikke nogen måde at tale om sit barn på. Men han er SÅ aktiv og laver sådan nogle vilde bevægelser. Forleden aften da jeg lå på sofaen, hoppede og vibrerede min mave så voldsomt, at Nikolaj kiggede bekymret på mig og spurgte om jeg var ok. Vi kunne for at være helt ærlige ikke helt se for os, hvilke bevægelser vores lille dreng lavede, for at få maven til at bevæge sig sådan. Altså andet end at kaste sig hårdt (!) fra den ene side af livmoderen til den anden. Eller svinge sig vildt i navlestrengen. Derfor kalder vi ham nu Tarzan.
Der må til gengæld også være nogen, der har troet, at jeg var sindssyg, da jeg i uge 32 var i Det Kongelige Teater at se Kameliadamen (yndlingskærlighedshistorie og sådan en fin ballet) og begyndte at klæde mig af under forestillingen. Hvis de altså så det. Men det må der nu nok være nogen, der har gjort. På det tidspunkt kæmpede jeg stadig voldtsomt med sure opstød/halsbrand/alt for lidt plads i maven og lidt inde i 2. akt MÅTTE jeg bare have mine strømpebukser af og min bh op. Nå ja og åbne nederdelen forstås. Altsammen trykkede og snærrede lige henover maven og jeg havde de vildeste mavesmerter og bøvsefornemmelser ovenpå at have spist aftensmad inden forestillingen. Fik jeg fortalt at Dronningen sad lige overfor. Hun så meget sød og fin ud og jeg håber virkelig ikke, at hun lagde mærke til, hvad der foregik på den anden side af teatersalen.
Det går bedre med halsbrand og mavekneb, men bøvseriet lever jeg stadig med. Især om aftenen, når jeg går i seng. Så længe jeg er oprejst går det nogenlunde, men den lille mand og min livmoder har altså givet mig, noget der minder om et (forhåbentlig midlertidigt) gastrisk bypass. Jeg prøver at spise små måltider og hyppigere og lade være med at spise for sent om aftenen, men må tage en Galieve-tyggetablet (efter lægens anvisning) mange aftener for overhovedet at kunne ligge ned og sove.
Seneste vækstscanning gik så fint. Tarzan var ikke bare vokset som han skulle i forhold til sin egen kurve (der dog stadig er under normalen), han var også hoppet lidt over. Jeg begynder mere og mere at tro, at han er lige som han skal være med de (hobbit)forældre han har. Især gør det høje aktivitetsniveau mig på en måde tryg. Jeg mener, hvis han ikke fik tilstrækkeligt med næring, så ville han vel ikke mosle rundt på den måde…
Jeg føler mig i øvrigt så utroligt heldig og ikke mindst taknemmelig over at jeg har så mange veninder der er gravide samtidig med mig. Fem af de tætte og så lidt flere i periferien. Det er helt utroligt dejligt at have en masse at sparre med (og udøse for andre kedelig preggosnak på), der er i samme båd. Og så glæder jeg mig til at skulle se vores jævnaldrende børn vokse op sammen. Og forhåbentlig også blive fine venner ♥


Gravidmassage og fødselsforberedelse
Jeg har været til en del gravidmassage efterhånden, senest en vidunderlig trigger-point-massage hos Jordemodertid (samlet indlæg/guide følger, mangler bare lige at teste en enkelt her i slutningen af måneden) og det er altså guld værd. Jeg har ikke de store skavanker (endnu), men det er virkelig balsam for krop og sjæl at blive æltet igennem af erfarne hænder og jeg kan mærke hvordan især ryg, lænd og ben er taknemmelige bagefter.
Udover den offentlige fødselsforberedelse vi får på Riget, så har vi også tilmeldt os et privat fødselsforberedelsesforløb hos Smertefri Fødsel. Mange af mine veninder har anbefalet mig det og jeg er da også mægtig tilfreds efter at have været der to gange (à fire i alt). Jeg er liiiidt dårlig til at få trænet teknikkerne dagligt, så håber ikke han kommer for tidligt. Om det er noget jeg selv kan anbefale videre, er så svært at sige, når jeg endnu ikke har født og prøvet det af i praksis, men I er mange der spørger og det behøver jo heller ikke være en hemmelighed, hvad vi gør, så nu ved I det. Jeg overvejede også APA og Meyer-metoden.
Jeg er ikke bekymret over fødslen. I alle tilfælde ikke endnu. Det kan nok nå at komme haha… Det jeg bekymrer mig over er tiden efter. Med et lillebitte spædbarn. Kan jeg finde ud af det? Kan jeg amme? Kan jeg skifte ble og i det hele taget tage vare på sådan en lille, lille fyr?


Træning og lange gåture
Selvom jeg bestemt føler mig lidt mindre energisk, så føler jeg mig stadig ikke tung eller besværet og jeg styrketræner fortsat to gange om ugen og håber at kunne blive ved næsten frem til termin. Derudover går jeg også stadig til gravidyoga omend jeg ikke er helt så flittig her, holdene ligger på en eller anden måde ofte, så det passer dårligt ind i mit arbejdsliv, men når jeg kommer afsted stornyder jeg. Blev lidt ked af det forleden dag, da jeg talte efter, at jeg ‘kun’ har 6 uger (plus/minus) som gravid tilbage og at jeg slet ikke har været så meget til gravidyoga her i slutningen, som jeg ellers havde tænkt mig. Og nu er det snart for sent. Nå, men pyt skidt, den slags skal man ikke græde over. Der findes også efterfødselsyoga og forhåbentlig Tarzan er med på den.
Jeg går til gengæld rigtig mange og lange ture. Fordi jeg ikke løber længere (og fordi jeg synes det kan være decideret ubehageligt at cykle i myldretiden), er jeg begyndt at gå de fleste steder hen. Det er både dejlig, blid motion og så er det virkelig fedt at opleve byen på en helt anden måde end når jeg cykler eller tager det offentlige.
Glæder mig allerede lidt til at trille med barnevogn på den konto.

Koldskål, sodavandsis og smoothies
Efter jeg har fået nogenlunde styr på mine problemer med sure opstød og lært at spise mindre og oftere, så kan jeg atter spise det meste og har lyst til ret almindelig og varieret kost. Jeg har ikke de vilde cravings længere, men synes at Filur-is er MEGET dejlige (ikke noget jeg har været videre vild med før) og andre sodavandsis går bestemt også an. Koldskål er også stadig et hit. Og jordbær og ferskner! Ellers spiser jeg min sædvanlige, fortrinsvis plantebaserede kost og craver især smoothies. Gerne med tahin og dadler, som jeg har hørt skulle være godt til at fødselsforberede kroppen indefra. På valgdagen er vi ude at spise valgflæsk om aftenen og jeg bliver på mirakuløs vis skånet for sure opstød og bøvserier.


Fra babyudstyrs-rookie til conaisseur… eller noget
Jeg må være helt ærlig at indrømme, at jeg intet vidste om børnetøj og babygear inden graviditeten. Det sagde mig ikke det store. Og jeg er stadig langtfra ekspert, men efterhånden noget mere på hjemmebane. Vi er i det store og hele primært gået med anbefalinger (og udlån) fra venner og bekendte og det er først her i den allersidste tid, at jeg er begyndt at gå i børnebutikker og kigge på nettet selv. Alligevel kan jeg godt mærke, at der er sket et skred. Pludselig ved jeg jo hvad Konges Sløjd, MarMar, Stokke, Artipoppe og Cam Cam er. Og jeg synes det er vanvittigt hyggeligt at samle alle fine sager sammen og vide at nu er vi klar. I alle tilfælde på udstyrsfronten…
Og så kan jeg tippe om at sådan et babybadekar er alletiders til fodbad til gravide. En spsk. epsom-salt i og så virker det oven i købet drænende på trætte ben, der binder væske.
Ps. Gravid uge 30-31, Gravid uge 28-29, Gravid uge 26-27, Gravid uge 21-25, Gravid uge 16-20, Gravid uge 12-15, Gravid uge 8-11, Gravid uge 6 og 7
og Gravid uge 4 og 5.
Pps. Vi skal være forældre.
Ppps. Sådan blev jeg gravid.







