Se generel opdatering omkring Ugens Udfordring-indlæggene nederst i indlægget :)
Sidste uges udfordring delte vandene (ok, kunne ikke lade være ;)) og der blev lidt debat i kommentarfeltet omkring det der med vand. Hvor meget man egentlig bør drikke og at man rent faktisk også kan drikke for meget.
Det var dejligt at høre jeres mening om det og fedt at I bød ind med links til artikler m.m. Jeg syntes selv denne her var interessant og har fået et mere nuanceret syn på det med vanddrikkeri. Og lært, at der faktisk mangler beviser både for og imod at de der magiske 2 liter om dagen er det rigtige.
Når det er sagt, så er det min egen krop, velvære og velbefindende, der dikterer hvad jeg gør og finder rigtigt (indenfor rimelighedens grænser). For mig handler det meste (fra hårpleje til kost m.m.) om selv at mærke efter. Om dette eller hint føles rigtigt og ikke mindst virker for mig.
Og jeg håber og opfordrer til, at I har det lige sådan.
Det er netop det de her udfordringer handler om. At man laver et eksperiment på egen krop, garderobe eller ‘mindset’ osv. i en uge. Jeg opfordrer ikke til noget vanvittigt eller rabiat. Og når ugen er gået, er det op til en selv at vurdere om det var et hit eller ej. For fordi det virker for mig, er det jo langtfra sikkert, at det fungerer for jer.
Eller måske det virker med modifikationer. Eksempelvis lærte jeg af kaffeudfordringen, at jeg havde det bedre hvis jeg skar lidt ned på antallet af daglige kopper, men derfor drikker jeg altså stadig kaffe dagligt, bare mindre. Og det fungerer storartet. Frisureudfordringen fik mig på samme måde til at få blod på tanden med at sætte håret lidt mere op, men jeg gør det ikke hver dag længere. Bare af og til og i alle tilfælde mere end inden udfordringen.
Men tilbage til vandet. Jeg har det selv bedst og føler mig godt tilpas, når jeg drikker ca. 2 liter vand pr. dag. Det passer godt til mig og mit aktivitetsniveau. Hvis jeg drikker mindre får jeg nemt ondt i hovedet og føler mig tørstig. Hvad passer godt til jer?
NB! Som I måske har set, er der ikke nogen udfordring i denne uge. Jeg har lige sat Ugens Udfordring på pause for en stund, men den vender snarest tilbage, dog i en lidt anden form. Og I er meget velkomne til at komme med ønsker og idéer til fremtidige udfordringer :)
Savner I Ugens Udfordring imens, så nap en fra arkivet. Måske der er en, I har overset eller ikke har prøvet endnu?

