Hermed en update på søvnsituationen, der var sidste uges fokuspunkt i min lille velvære-/bryllups- og bikinibootcamp. For selvom kost og motion, bestemt er væsentlige faktorer i forhold til både at have det godt og indeni og udenpå, så er der også en masse andre ting, der hører med i det større sundhedsbillede, hvis I spørger mig. Og her er søvn en af de vigtigste, men er ofte lidt overset.
Hvordan har I sovet den seneste uges tid?
Jeg har faktisk sovet helt og aldeles glimrende (8 timer hver nat), på trods af at jeg har krydset 6 tidszoner og sovet i indtil flere fremmede senge (altså på hotel, ikke ‘i fremmedes senge’). Jeg har fulgt mine egne råd mod jetlag og de har heldigvis virket storartet. Forhåbentlig det går lige så fint den anden vej.
Og jeg planlægger helt bestemt fortsat at prioritere min søvn (og selvfølgelig også sund mad og træning) frem mod den store dag – om en måned præcis i dag! -, for hvis der er noget der lynhurtigt kan ses og mærkes på mig, så er det, om jeg har sovet for lidt. Og jeg vil altså helst både være rar og omgængelig og se udhvilet ud. Både op til og selvfølgelig til selve brylluppet.
I næste uge skal det handle om skønhedsprep, stay tuned :)
