Tilbageblik til starten af december sidste år, da jeg var gravid i uge 6 og 7
Jeg har det godt udover de turbovoksende, ømme bryster og det eneste jeg ellers rigtigt mærker til den spirende graviditet, er lidt murren i underlivet. Ikke noget ubehageligt, snarere bare som om det hele arbejder. Ja, faktisk er det lidt rart, at kunne mærke noget og det bekræfter mig i min fornemmelse af, at ‘den er god nok’.
Eller det vil sige; jeg har det godt lige indtil en tirsdag aften midt i uge 6, hvor vi skal lave en ret med stegt aubergine fra vores Aarstiderne-kasse (den sidste i lang tid, har først lige kunnet bestille igen nu uden at tænke på stegte auberginer, som jeg stadig ikke kan udstå) og jeg bliver ramt af en overrumplende kvalme og en total lede ved de stakkels auberginer. Lige først kobler jeg det ikke sammen med graviditeten, men da kvalmen ikke slipper de næste par dage, kan jeg godt regne ud, hvad klokken er slået.
Og den fortsætter gør den. Det er ikke morgenkvalme, men snarere døgnkvalme. Fra jeg vågner og allerværst er den om aftenen. Ja, jeg har endda kvalme, når jeg står op om natten for at tisse (noget andet helt og aldeles nyt for mig). Kvalmen kan være mere eller mindre kraftig, men den går aldrig helt væk. Og det eneste der hjælper lidt er at spise. Men jeg synes pludselig at næsten al mad er ulækkert (det er snarere anti-cravings end cravings) og alle mine forkromede planer om at leve S.U.N.D.T. når jeg blev gravid, må jeg parkere i et forsøg på at overleve. Ok, så dramatisk er det selvfølgelig ikke. Men det føles sådan. I det hele taget føler jeg meget.
Først er det svært at navigere i, men efterhånden finder jeg ind i en rutine, der gør kvalmen til at leve med. Jeg spiser morgenmad som det allerførste, når jeg står op. Jeg får smoothie de fleste dage (en genial måde at få masser af frugt og grønt fra morgenstunden, når resten af ens kost pludselig er blevet helt weird) og mens jeg putter ting i blenderen, spiser jeg en halv banan. Jeg tager også mine kosttilskud sammen med morgenmaden (eller bedre endnu frokosten) for jeg får endnu værre kvalme, hvis jeg tager dem separat. Jeg spiser små måltider hele dagen igennem. Både frugt, knækbrød og grøntsager, men også en hel del syrlige bolsjer og chips. Sidstnævnte er desværre det, der virker bedst på kvalmen. Jeg smugspiser chips ude i køkkenet på arbejde i et forsøg på at komme gennem dagen. Og så spiser jeg mandariner og appelsiner i lange baner. Min søde tand er mere eller mindre væk, jeg vil helst bare have surt og fedt/salt.
I slutningen af denne periode begynder min første voldsomme craving: Toast. Jeg MÅ bare have toast og Nikolaj henter vores panini-maskine vi plejer at have med på camping op fra kælderen. Den får ærespladsen på køkkenbordet og vi får toasts (med ganske lidt variation over temaet ost og skinke, mine dog som regel vegetariske) til aftensmad hver eneste dag i en uge. Da ugen er omme, kan jeg ikke udholde hverken tanken om toasts eller synet af panini-makeren og den bliver sendt tilbage til kælderen.
Jeg fortsætter så godt jeg kan med mine løbeture og anden træning. Og især løb har (utroligt nok) en vidunderlig effekt på kvalmen. Kombinationen af at få pulsen lidt op og være udenfor i den friske, kølige luft gør underværker og efter jeg først opdager det – var sikker på, jeg skulle dø, inden jeg prøvede første gange efter kvalmens indtræden – kommer jeg afsted et par gange om ugen. Nikolaj og jeg er også en del ude at skøjte og det gør også godt.
Ovre i den sociale afdeling er der tryk på både privat og på job, der er bl.a. endnu en julefrokost og så skal jeg og mine 3 medforfatterinder holde reception for vores bryllupsbog. Jeg har det ret skidt i dagene op til receptionen, men på en eller anden måde går selve dagen storartet og jeg har det godt og kaster ikke op på det smukt dækkede bord, hvilket ellers var min frygt. Faktisk lykkes det mig endda at spise et lille stykke af den flotte bryllupskage. Inden receptionen har jeg tanket godt op på knækbrød med smør og ost og et æble, for at holde den værste kvalme fra døren. Og det virker tilsyneladende.
Udover auberginer, så kan jeg slet ikke udholde lugten endsige smagen af kaffe. Og ligeså med alkohol. Lige dér er kroppen ret smart, men bortset fra det giver den nærmest invaliderende kvalme ikke rigtigt mening for mig og jeg begynder allerede at grue for juleaften. Det er os der skal holde og det er mig der skal lave mad. Og det sidste jeg har lyst til i hele verden, er at tilberede kød. Men der er heldigvis et par uger til og jeg prøver bare at skubbe tanken om en hel eftermiddag i køkkenet i stegeos væk.
Der er ingen i vores familier, der ved at jeg er gravid. Kun nogle nære venner. Vi har besluttet, at det skal være en overraskelse, som vi deler med familien juleaften. Og selvom min mor bliver ved med at spørge mig “om der er noget galt” og fortæller, at jeg “opfører mig underligt for tiden” så holder jeg stand, for jeg glæder mig sådan til at ‘give’ hende et barnebarn i julegave og har planlagt en hyggelig måde at gøre det på. Samtidig skal vi have lavet en tidlig scanning i uge 8 for at få bestemt termin og det passer lige med at vi kan være sikre på at der er liv og hjerteblink inden jul.
Ps. Gravid uge 4 og 5.
Pps. Vi skal være forældre.