WHAT I WANT TO DO THIS SEPTEMBER:
CURL UP ON THE COUCH, READ, DRINK TEA & EAT CHOCOLATE.
Jeg ved godt, at jeg for lidt siden skrev, at juli var min yndlingsmåned. Men det må være fordi jeg slet og ret havde glemt, hvor usandsynligt vild jeg er med september. Nogen bliver forårskulrede, men jeg bliver altså helt sensommerkåd. B.E.D.S.T.E. årstid jo.
Lige der hvor sommer og efterår begynder at skurre mod hinanden og man kan have bare tæer i skoene og uldtrøje på samtidig og hvor luften stadig er lun, men alligevel varsler om koldere tider. Det er helt magisk, synes jeg.
Mht. hvor flittig jeg var med listen for august, så må jeg indrømme at det nok er den måned, hvor jeg har nået færrest af mine ønskepunkter, siden jeg begyndte at lave listerne for lidt over et år siden. Har stadig en Tivoli-tur til gode, ligesom jeg har en plante der fortsat trænger til at blive pottet om og jeg er endnu ikke begyndt til crawl. Men så må jeg bare nå det (også) her i løbet af september :)
Her er mine 10 ønsker for, hvad jeg gerne vil lave den kommende måned:
- Holde pandekagedag med min kæreste. Det har vi talt om et par gange og det er en dejligt skæg og lidt forbudt idé, der nu må realiseres. Vi skal have tykke pandekager med ricotta til morgenmad, boghvedepandekager/galettes med fyld til frokost (eller kikærtepandekager) og så klassiske, tynde crêpes (med is!) til aftensmad.
- Forsøge at finde ud af hvad kulturarv er for mig til Golden Days festival (og bryllupsfest!), der i år har overskriften Important Shit.
- Anskaffe mig en klassisk, lun cashmere-strik. Lige nu pønser jeg på denne her. Eller måske en hyggelig strikkjole…
- Få indrettet mit hjemmekontor og resten af lejligheden (nogenlunde) færdig OG holde housewarming
- Se Sommeren med Sangaile i biografen. Den ser umiddelbart ud til at minde lidt om Adèles Liv, men den var jeg nu også mere end begejstret for, så det går nok.
- Gå masser af ture i skoven med Penny og se bladene skifte farve og så småt begynde at falde af træerne.
- Efterår er suppetid, hvis I spørger mig og jeg skal lave suppe til den store guldmedalje. Grønærtesuppe med broccoli, rødbedesuppe og Pho Ga (vietnamesisk kyllingesuppe) bl.a.
- Få helt styr på brugen af hans/hendes eller sin. Jeg er ikke super slem, men jeg roder altså lidt i dem af og til, hvis jeg nu skal være helt ærlig.
- Traditionen tro skal jeg også i Drive in Bio. Det er den perfekte tid til det nu, hvor det bliver tidligere mørkt, men endnu ikke er for koldt.
- Jeg er begyndt at gå til fitness og træner på hold, hvor alle de andre piger altid har noget meget smart på. Det er lige som om, at alle mine gamle løbeklude ikke helt slår til, så nu overvejer jeg en cool top
og nogle smarte tights med print
. Nå, ja og denne drikkedunk. Kom endelig med tips, hvis I kender til gode mærker og styles :)
Jeg GLÆDER mig til at høre jeres tilføjelser og hvad I går og drømmer om at bruge den resterende del af måneden på?
Ps. Tidligere månedsønskelister her.
Indlægget indeholder affiliatelinks