I denne måned har jeg fået journalist og redaktør, Signe Wenneberg, til at være med i min venindebog. Og har i den andledning været på besøg i hendes bæredygtige sommerhus, hvor jeg bl.a. tog ca. 1000 billeder af hendes hund og var med en tur i drivhuset.
Signe er 48 år, gift og mor til to drenge. Hun er uddannet retoriker fra Københavns universitet og udkommer med ca. en bog om året foruden at være medlem af Det Etiske Råd, medstifter af POV International, blogger for Huffington Post og fast skribent for flere andre medier. Hun driver også virksomheden Wenneberg & Co, hvor hun rådgiver andre virksomheder, der vil være mere bæredygtige og som vil kommunikere bæredygtighed. Og så sidder hun i bestyrelsen for Europas største producent af øko-kød FRILAND. Nå, ja og har bygget verdens første FSC-certificerede træhus på pæle. Og holder workshops og foredrag i hele landet. Og så bruger hun såmænd også en stor del af sin arbejdstid på frivilligt, ulønnet, humanitært arbejde, dyrevelfærd eller klimaaktivisme.
Forpustet? Læs med og se hvordan Signe får kabalen til at gå op :)
For et par uger siden inviterede hun indenfor i sit førnævnte træhus på den dejligste morgenmad og så talte vi ellers løs om hunde, blomster, det at være bygmester, bæredygtighed, rejsefeber og meget andet. Og så udfyldte Signe selvfølgelig venindebogen.
Læs og kig med nedenfor. Forhåbentlig I også bliver inspirerede :)
Ps. Venindebog med Pernille Teisbæk, Julie Wettergren, Anne Grønskov, Christine Danielsen, Sine Gerstenberg, Marie Worsaae, Andrea Elisabeth Rudolph og Stine Bramsen.
Signes søde hund (og linselus), Emil, som jeg forelskede mig fuldstændig i.
ES: Det startede med en havebog, der siden er blevet til mange og har ydermere forgrenet sig i en befrielsesfront for burhøns, bæredygtigt byggeri og meget andet. Hvordan hænger de ting sammen og hvad er dit projekt?
SW: Det ser nok lidt forgrenet ud, når man ser det udefra. Men for mig hænger det sammen. Jeg har 25 års jubilæum som journalist til foråret – jeg blev ansat på Politiken, da jeg var 23 år i foråret 1992, efter jeg havde vundet en kronikkonkurrence. Og efter jeg allerede i nogle år havde skrevet lidt debat og nogle årlige Hot&Not-lister, som fik ret meget opmærksomhed. Mit narrativ var i årevis, at jeg var kulturjournalist. Jeg skrev om litteratur, medier, kommunikation, mode, forbrug, gastronomi – men også ligestilling og miljø. Jeg kom ved et tilfælde til at skrive en havebog, da jeg var omkring 30 år. Min ældste søn er diabetiker og da han også havde et helt knust ben efter en skiferie, måtte jeg være hjemme med ham – og da jeg på det tidspunkt var selvstændig, skulle jeg finde noget at skrive om hjemmefra. Det blev så haven. Jeg kommer fra landet og jeg blev fuldkommen grebet af haven, da jeg først gik i gang. Det var som at komme hjem. Så haven blev mit nye stofområde som journalist. Haven med biodiversitet, høns, årstidshjul og alt det, der kan gøres begribeligt i forhold til klimakrisen, hvis man bare tager udgangspunkt i noget så konkret som at dyrke en køkkenhave eller lave et urban farming-fællesskab i byen. Du spørger til, hvad mit projekt er, og det kan jeg svare ret nemt på. Jeg vil gerne være med til at gøre en positiv forskel. Og jeg er meget optaget af klimakrisen og af, at vi omlægger til cirkulær økonomi og bæredygtighed i alt, hvad vi foretager os.
ES: Hvorfor er det meningsfuldt for dig at beskæftige og omgive dig med natur, planter, blomster og dyr?
SW: Jeg kan ikke leve uden at tilbringe tid udendørs. Jeg kan næsten ikke gå i Magasin, uden at få ondt af de mennesker, der arbejder der, fordi de står inde midt i en bygning dagen lang. Jeg skifter mellem at sidde ved skærm og gå ud når telefonen ringer eller hvis jeg lige kan tage en pause med min hund. I gamle dage var det bare noget jeg gjorde. Vi boede i en skov, huset var en skovridergård, der hørte under Bregentved Gods, så jeg var helt naturligt udendørs, ude at passe mine dyr, ude i skoven. Når jeg cyklede i skole var det fem kilometer gennem skov med høje træer. En meget smuk tur.
Senere, nu hvor jeg har skrevet så mange bøger og klummer og blogindlæg og holdt jeg ved snart ikke hvor mange foredrag om det rundt om i landet, så kan jeg jo godt intellektualisere det lidt. Det handler selvfølgelig om, at vi kommer til at lide af “natur dificit disorder” hvis vi ikke er nok ude, jeg gør, mange børn gør, ved man fra amerikansk forskning. Vi ved også at have- og landbrugsterapi er den terapiform, der virker bedst i behandlingen af depressive og stressede mennesker. Man bliver hurtigere rask og får hurtigere sit liv tilbage, hvis man bliver nulstillet i naturen og med rutiner, faste måltider og fysisk arbejder udendørs. Der er også en anden vinkel på, hvorfor det er så meningsfuldt for mig – og for os mennesker – at være ude og beskæftige os med planter og dyr i disse år. Klimakrisen er massiv og vil betyde store forandringer. Vi ser allerede klimakrige og flygtningestrømme på baggrund af klimaforandringer. Den globale opvarming er menneskeskabt. Vi er syv milliarder mennesker. Vi er på vej til at blive mange flere. Hvis vi alle sammen – og alle de nye verdensborgere – forbruger på samme måde som nu, så går vi under. Naturen skal nok indrette sig. Vi mennesker kommer bare ikke til at kunne være her. Hvis vi vil gøre noget smart, så omlægger vi forbrug nu. Alle sammen. Alle lande. Alle mennesker. Så vi ikke laver overtræk på jordens ressourcer – men lever i balance. Her kommer jeg til sagens kerne.
Hvis alle dyrkede mere af deres egen mad selv – lige uden for døren – så ville det være et skridt i den rigtige retning. Hvis alle, der havde en gård på Nørrebro eller en have i en forstad, holdt høns til husbehov, så var en stor del af proteinbehovet i kosten dækket ved egen hjælp. Ved at have høns, der spiser rester, som alligevel bare skulle have været smidt ud. Hvis vi nu gjorde som under 2. verdenskrig og satte “Victory Gardens” i system, så vi i stedet for at have pasningskrævende græsplæner overalt – også i offentlige anlæg – gav os til at dyrke mad, så var vi langt. Mad skal ikke flyves hertil fra alle verdenshjørner. Mad skal vi i højrere grad producere selv.
Det samme gælder sådan set blomster… Hvorfor flyve roser hertil fra Kenya og Sydamerika, nå vi har så smukke årstider med tidstypiske nordiske blomster året rundt. Blomster er vigtige. Man kan grine lidt af det. Men blomster er der, hvor naturen gør sig allermest umage og jeg elsker blomster. Der har jeg altid gjort. Engang var jeg i Afrika, hvor jeg lavede noget hjælpearbejde, og jeg mødte en skoleinspektør på en skole for forældreløse børn, han lærte børnene, der virkelig ikke havde meget at glæde sig over, at dyrke blomster og lave flotte buketter og jeg spurgte ham hvorfor. Han forklarede mig, at blomster er vildt vigtige, ikke mindst fordi, de viser børnene værdighed og når der er blomster på bordet, så er der civilisation og nogen, der viser kærlighed også selvom det er selv-kærlighed. Det tænker jeg tit på. Inde på Instagram startede jeg for nogle år siden et hashtag #dagensbuket. Nu er der alle mulige blomsterhandlere der bruger det. Men meningen var, at vise en daglig buket, som helst skal være gratis og helst skal være af årstidens blomster.
ES: Du har fortalt mig at ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Kan du uddybe det?
SW: Ja! Det her klima-halløj skal jo ikke være noget som os, der skriver om klima og bæredygtighed dunker andre mennesker oven i hovedet med. Jeg siger altid – når jeg holder foredrag om det og også i min seneste bog (Grønne Hverdagstips) – at “Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”. Nogen kan ikke overskue at droppe rejsen til Paris, men kan måske tænke over, at lægge den sammen med en arbejdsrejse, så der spares en flyvetur. Nogen kan ikke overskue at undvære kaffe i engangskop lige nu, men kan måske tænke over vandspild eller at udskifte mikro-fiber-karklude med noget mere bæredygtigt. Alt tæller. Og det sjove er, at når man først kommer i gang med at tænke lidt over bæredygtighed og oprindelse af ens fødevarer og hvordan det hele egentlig hænger sammen, så er det svært, ikke at hoppe med på lidt flere gode vaner som dagene går.
ES: 3 små bæredygtige tiltag læserne og jeg kan implementere i morgen, som kan gøre en forskel.
SW: Igen – Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Hvis jeg skal nævne tre virkelig nemme ting, som alle kan gøre, så er det:
1. At holde op med at drikke vand af flasker og holde op med at servere vand i flasker til møder. Køb nogle flotte karafler og server postevand i dem.
2. Holde op med at drikke kaffe af engangskopper. Der er kaffe-kæder, fx Coffee Collective, som arbejder med bæredygtighed. Og man kan købe genopfyldelige thermokopper mange steder. Så er det på plads.
3. Vær lige lidt mere bæredygtig her i højtiden. Det vil sige, drop Black Friday. Lad være med at købe lort på tusind måder, som ingen har brug for. Verdens overforbrug har skabt verdens klimakrise. Lad os stoppe nu. Det vil sige, at pakkekalendere og alt muligt bras fra ti-kronersbutikker også er vildt dyrt, når vi kigger på klima-aftryk og ikke regner i ti-kroner. Giv andre gode gaver: Chokolade, vin, østers, middage, krammegavekort, støvsugning og alt muligt andet bæredygtigt. Køb tøj af super kvalitet som kan holde i ti år og køb genbrug og recirkuler dit eget tøj og egne ting, så det hele ender i den cirkulære økonomi.
ES: Du lever med bogstakke i massevis. Hvorfor er det væsentligt for dig at læse?
SW: Jeg har altid været en læsehest og jeg tror, det skrevne ord er så vigtigt for mig, fordi jeg er vokset op med det. Mine forældre var lærere og meget læsende. Jeg var en kæmpe læsehest som barn og selv om jeg ikke læser så meget nu, som jeg gerne ville, så elsker jeg at være velorienteret i fagbøger og hele tiden have en parallel virkelighed fra de skønlitterære bøger kørende inde i mit hoved. Det gør mit liv rigere. Og har jeg en dårlig dag, er bøgerne også min ven, her læser jeg noget om nogen der har det meget værre end mig selv, nogen der har oplevet krig og tilfangetagelse og jeg ved ikke hvad og alligevel har formået at tænke positivt. Så bliver jeg flov og skynder mig at blive glad igen. Det virker hver gang.
Signes er næsten lige blevet gift og det blev hun i denne enkle, rosa skønhed.
ES: Udover alt det førnævnte er du også kreativ redaktør på POV. , der er blevet meget populær på rekordtid. Hvordan får du det til at fungere, at have så mange forskellige bolde i luften uden at miste fokus på det enkelte tiltag?
SW: Vores digitale avis – Point of View International – er en meget anderledes arbejdsplads, fordi den er digital. Vi er tre stiftere som etablerede POV efter kort betænkningstid den 1.februar. Den ene bor i LA, den anden i Washington og jeg i Danmark. Der er en del redigerende folk i København, som ofte arbejder om natten eller hvornår det lige passer dem. Vi har over hundrede skribenter tilknyttet – og mange af dem bor i udlandet. Det betyder, at vi har blik på verden, der kigger udad fra Danmark, men det betyder også, at at vi ikke holder særligt mange fysiske møder. Vi har haft fire rigtige redaktionsmøder på de ti måneder, vi har eksisteret. Vi har ikke noget kontor, ingen skriveborde, ingen frokostordning. Vi har en virkelig sjov redaktion, der er virtuel. Det er en lukket Facebook-gruppe, hvor vi kommunikerer hver dag, og hvor der er en rytme i, hvornår hvem skriver, alt efter hvem der vågner hvor. Det sparer enormt meget tid. Vi er trods alt et medie, der besøges 600.000 gange om ugen og har 100.000 unikke inde på vores blog om måneden. Selv om vi ikke ses særlig tit, så har vores digitale daglige interaktion medført, at det føles som om vi har kolleger og et tilhørsforhold, der er ret skønt. Gruppen er vild og sjov og ligesom en cirkustrup, af frie agenter, der ikke orker fast arbejde og hævesænkeborde og vagtplaner og mus-samtaler. Her er højt til loftet og druk og larm og ballade og vilde ideer der kastes op og kæmpe stor venlighed og generøsitet skribenterne imellem. Det havde jeg på en eller anden måde nok savnet, og jeg vidste ikke at det kunne opstå igen. Det er helt som medieredaktionerne var i gamle dage, bare digitalt.
Hvis jeg skal give tips og tricks, og det kan jeg jo nok, for jeg er jo gammel i gårde nu, så er det ting, som jeg har fundet på af nød, som at arbejde hjemme på grund af min søn, der havde sukkersyge. Det endte med at virke for mig og jeg kan virkelig anbefale det. Det er også noget med at tage nogle møder udendørs – walk-and-talk – gerne i en park, hvor du ved hvor langt ruten er rundt, så tager mødet ikke længere tid end det. Det har sin egen psykologi. Og man får naturligt lys, det er godt, også om vinteren. Sørg også for at få en kontorhund. Om du arbejder hjemme eller sammen med andre. Det skaber liv og det er dejligt, at have en undskyldning for at gå ud. Sluk for alt om aftenen og læs bøger eller se film. Man kan ikke arbejde altid, så går man ned, man skal også have noget andet ind i hovedet. Men man kan glimrende arbejde en hel søndag, hvis det passer.
Arbejd med noget, du ikke kan lade være med at udføre en hel lang søndag. Hvis du ser det som et pres, så laver du det forkerte. Jeg har elsket mit arbejde i 25 år og ved ikke noget bedre, end at få lov til at sidde og skrive eller tage ud og møde mit publikum, når jeg holder foredrag, også selv om det er om aftenen eller i weekenden. Sådan under jeg alle at have det.
Sørg for at holde en lille smule fri hver dag – men hold ikke nødvendigvis fri i lange perioder. Jeg kan ikke slukke, når jeg er på ferie. For jeg elsker mit arbejde. Men jeg kan holde en lille smule fri hver dag. Og så ellers arbejde syv dage om ugen og året rundt. Sådan fungerer det for mig og for mange andre, der elsker det de laver.
Jeg tror, at der er mange måder at blive stresset på og mange måder at være stresset på. Jeg ville få stress af at presse mig selv til alle de sportsting, der er så populære for tiden, maraton, halvmaraton, svømme i havnen, cykling, ironman og jeg ved ikke hvad. Jeg ville også få stress, hvis jeg, når jeg er ved at mærke, at det brænder på, skulle slukke alt, som mange foreskriver. Min eneste måde at undgå stress er at komme til bunds i bunkerne. Sådan kan jeg tage en ting ad gangen og holde fokus.
Jeg har ingen PA og ingen ansatte. Det har jeg prøvet, men det stresser mig, at skulle sætte andre i arbejde og ikke kunne lukke og slukke for indtægterne, fordi jeg lige brænder for at lave en mobilisering til fordel for hjemløse i tre uger eller skabe en befrielsesfront for burhøns eller bygge verdens første FSC-certificerede træhus, fordi jeg ville bevise en pointe om bæredygtigt byggeri, et eller andet tosset, jeg har fundet på gennem tiden. Det ville jeg ikke have frihed til at gøre, hvis jeg havde folk på lønningslisten. Så jeg holder udgifterne totalt nede, sådan at jeg har makismal frihed.
Faktisk vil jeg sige, at det med et arbejdsliv i balance, handler om selv-kærlighed. Det lyder virkelig lilla og orange. Men hør her: Hvis man hver dag sørger for at gøre det, man er god til, det man føler, at man er sat i verden for at gøre, så er det meningsfuld og man bliver glad. Hvis man sørger for at få noget god morgenmad og en dejlig tur med hunden, inden man går i gang, så er man glad. Hvis der er pæne blomster på skrivebordet og noget ordentligt grej at arbejde med, så viser man sig selv, at man er det værd, i denne her lille virksomhed og så bliver man glad. Hvis man sørger for at have som regel, at man kun arbejder sammen med søde, givende, generøse mennesker, og vedtager, at røvhuller ikke kan købe ens tid for penge, så bliver man glad. Hvis man tager til pilates i ny og næ eller går nogle lange ture, så passer man på den krop, man er afhængig af i sit arbejde, så bliver kroppen glad. Og når man sørger for at prøve at få sovet nok, så bliver alting nemmere.
Man skal lade være med at presse sig selv og vise sig selv, at man ikke er værd at tage hensyn til. Jeg har gennem mit arbejdsliv set, hvordan der er masser af folk i min branche, der drikker alt for meget kaffe, alt for meget alkohol og ryger masser af smøger og arbejder om natten og aldrig sover og som undgår alt det, der gør kroppen og sjælen glad. De går jo ned eller bliver syge. Kroppen er et fantastisk instrument og vi skal passe på vores kroppe og på os selv. Men når det er sagt, så synger jeg ikke med på den sang, der er så populær for tiden, om at man skal arbejde meget mindre og man skal trække stikket og jeg bliver ærlig talt idiot af folk, der altid har auto-reply på deres mail, fordi de skærmer sig mod verden. For hør nu her. Det er dejligt at arbejde, det er dejligt at bruge den uddannelse, som velfærdssamfundet har været så venlig at forære folk i vores generationer og det er skønt, at tjene sine egne penge og være uafhængig og yde sit bidrag. Det vil jeg gerne fortælle alle unge piger, der læser med. Man kan skabe lige præcis det arbejdsliv man har lyst til, man kan få en uddannelse og man kan ad den vej blive uafhængig af staten, af forældre og af mænd. Det er herligt. Og det er ikke farligt at arbejde og flittighed er en dyd. Jeg bliver selv skør af at folk har så ondt af, at jeg arbejder meget og udkommer med ting og sager. Jeg retter dem altid og siger med et grin “ja, jeg er meget flittig”. Det er der ikke noget i vejen med at være.
VENINDEBOG:
Kælenavne: Ikke rigtig noget. Jeg hedder Signe Marie, men det er der ingen, der kalder mig. Min mor kalder mig nogle gange Fransiska, for det ville hun gerne have haft, at jeg hed.
Yndlingsfarve: Blå og grøn.
Livret: Østers.
Hvis du kun kunne tage en slags slik med på en øde ø: Lakrids fra Bulow.
Yndlingssted: Tisvilde Hegn. Eller Øst-Afrika.
Drinken du bestiller igen og igen: Gin&Tonic. God gin, god tonic og så agurk.
Yndlingsduft: Min mand.
En restaurant eller café du kan anbefale: Jeg vender altid tilbage til Pastis i Gothersgade.
Yndlingssang: Leonard Cohen, der hvor han synger, “There is a crack, a crack in everything, that’s how the light gets in”.
Bedste bog du har læst: Tuesdays With Morrie. Plus alt hvad Astrid Lindgren nogensinde har skrevet.
Yndlingsfilm el. tv-serier: Divorce. The Affair. The Fall. Vikings. House of Cards. Alle på Netflix eller HBO. Og så Arven på DR.
5 ting i din taske: Iphone, hvor jeg bruger kameraet hver dag. Briller, fordi jeg er blevet ret blind på det seneste. Notesblok, til at holde styr på alting. Kuglepen. Oplader. Læbepomade. Hundepose. Tyggeben. Lakridser. Computeren er næsten også altid med. Og en pung. Der ligger også en tommelstok og et farvekort, fordi jeg for tiden renoverer en gammel lejlighed.
Yndlings-emoji: ? eller ?.
Hvad gør dig glad: At have noget at glæde mig til.
Det værste du ved: Jeg hader løgn og skidtsnak. Og negative typer på Facebook.
Kendis-crush: George Clooney og Niels Haugsgaard.
Guilty pleasure: Rejser.
Det var en dejlig venindebog. En dame med noget på hjerte er alt andet lige – for mig – væsentligt mere inspirerende, end når det kun handler om mode el.lign. Ikke at der er noget galt i det – det nyder jeg også :-)
Fik lyst til at skrive tusind tak for hvad der føltes som en lidt forlænget venindebog denne gang. Måske fordi der er dybde og substans i det Signe Wenneberg taler om. Elsker hverdagshelte med bæredygtighed på hjertet, det gør det så meget nemmere at tage nye skridt selv.
Meget skønt indlæg ? Go Green ?
Mega godt indlæg – det bedste i “venindebogen” hidtil, efter min mening. Virkelig inspirerende og interessant. Og dejligt på en søndag.
Kh Katrine
Virkelig spændende læsning, som sætter gang i tankerne sådan en søndag formiddag :-)
Kære Emily
jeg følger ofte med på din blog: ) Og i dag synes jeg at du skal have stor ros for at vælge Signe Wenneberg til venindebog. For dette var rigtig interessant og inspirerende læsning. Signe Wennebergs syn på balance mellem arbejdsliv og privatliv og din sammenfatning gik lige ind her: )
Tak for det dejlige besøg i huset! Det var en fornøjelse. Og tak for dette indlæg… Også tak til jer, der har skrevet kommentarer her. Det varmer! Kh Signe
PS. Blomsterbuketterne og det andet kan I finde her: https://www.instagram.com/signewenneberg/
Elsker, elsker, ELSKER dagens venindedagbog <3
♥️Dette veninde indlæg er simpelthen det bedste til dato kære Emily. Tak for det. Og tak til Signe. Det var i den grad inspirerende at læse. Spændene seje kvinde! Må alles advent være lys og mild ✨
Inspirerende læsning! <3
Dette har nok været min yndlingsveninde bog indtil videre. Smadder inspirerende læsning, og hvor lyder hun bare til, at være et helt igennem sejt menneske. En kvinde man med rette kan se op til. Virkelig stor respekt herfra.
Signe er et fint menneske der bl.a. udvikler byggeri af eget sommerhus til at skabe en platform for en diskussion om bæredygtighed.
Tak for fantastisk læsning – Helt perfekt til min søndag :-)
Det der ramte mig, Signe, er dit syn på arbejde. Nu har jeg små børn og ser at mange ‘trækker stikket’, går på deltid for at blive fri for stress. Men det er heller ikke sådan jeg trives. Det gælder for mig, om at arbejde mig støt og roligt videre og som du siger ‘komme til bunds i bunkerne’. Og hele tiden gøre lidt godt for sig selv, i stedet for at arbejde i døgndrift og så tage på spaophold. Ikke at der er noget galt i det. Det ramte mig bare, det du fortæller.
Jeg melder mig i koret – TAK for super godt og inspirerende indlæg! Gerne mere i den retning og andre karrierer end PR/marketing, mode og skønhed :)
Så sej en kvinde!!
Der ér sgu bare noget over Niels Hausgaard???…
– A
Fin artikke og flotte billeder. Hvilket kamera bruger du? Tak :)
Sindssygt inspirerende læsning! Det der har gjort størst indtryk på mig i denne omgang venindebog er det, Signe siger om karriere og at arbejde. Jeg er selv færdig på mit studie om 1,5 år, og jeg glæder mig sindssygt meget til at komme ud i samfundet og bidrage. Det er helt klart ikke farligt at arbejde, særligt ikke hvis man er glad for det man laver. Jeg synes det giver en enorm følelse af frihed, at man kan arbejde om søndagen. I stedet for at skulle nå alt inden for kl. 9-17 mandag til fredag. Og jeg vil helt klart også forsøge at inkorporere en lidt mere bæredygtig tankegang i min hverdag. Og have et sommerhus. Og en nuttet hund, der hedder Emil ;-)
Super sejt indlæg, Emily. Rigtig spændende at lære Signe at kende, og dejligt med et indlæg om andre emner, end dem der ellers fylder på bloggen -ikke at der er noget i vejen med dem, men variation er altid godt :)
Jeg kan godt lide stemningen i billederne :)
Spændende at vide mere og Signe, som jeg finder meget inspiration ved.
Studser dog lidt over de blåbær- gad vide hvor de er dyrket og importeret fra på denne årstid????
hmmm… så meget for bæredygtighed.
Kære Emily,
Vil bare sige at jeg satte ekstra stor pris på lige præcis det her indlæg. Er generelt vild med venindebogen, men de ting Signe siger om arbejde og miljø ræsonnerer helt vildt med mig. Jeg sad faktisk hjemme en søndag og ‘prøvede at slappe af’, fordi jeg tænkte at det må jeg have brug for. Men jeg kunne slet ikke slappe af, ikke engang med en god serie. Så kom jeg over det her interview og blev helt glad – mest af alt havde jeg jo lyst til at arbejde!
Så tak for det, og i det hele taget dit dejlige univers – følger med jævnt og trut oppe fra Norge :-)
Naja
Signe er sej, flittig og smuk! Mit nye kendis chrush :)
Så skøn læsning og sikke en inspirerende kvinde.. Alle de ideer og tanker – og ikke mindst en filosofi, som i den grad er værd at lytte til!