Venindebog: Alice Brunsø

Så er venindebogen tilbage efter en længere pause og kommer fremover atter fast på nærværende blog en gang om måneden. Tanken med den er, akkurat som tidligere, at præsentere jer for nogle seje kvinder, som jeg finder inspirerende og interessante og invitere jer med indenfor i deres univers.

Og til at åbne ballet har jeg i denne måned fået iværksætter, skønheds- og sundhedsentusiast og mor til tre små, Alice Brunsø, til at være med i min venindebog.

Alice er medstifter af MÄT og bor sammen med sin kæreste (snart mand, der er bryllup næste år), Christian Stadil og deres tre børn i det hyggeligste hus nord for København omgivet af heste, marker, fred og ro. Og fyldt med fræk, flot kunst og spændende kuriosa indeni.

For en uges tid siden inviterede Alice indenfor på croissanter, Toffifee, bær (der var en der havde læst på Emily-lektien) og Mät-barer og så talte vi ellers løs om børn, iværksætteri,  at købe de samme ting i flere farver, kropsidealer og hvad man skal smøre i ansigtet.

Og så udfyldte Alice selvfølgelig venindebogen.

Læs og kig med nedenfor. Forhåbentlig I også bliver inspirerede :)

Ps. Venindebogen rummer masser af forskellige damer jeg kender. Læs de tidligere med Sarah SkarumSigne WennebergPernille TeisbækJulie WettergrenAnne GrønskovChristine DanielsenSine GerstenbergMarie WorsaaeAndrea Elisabeth Rudolph og Stine Bramsen.

Pps. Du kan følge Alice på instagram her og MÄT her.

ES: Du driver en relativt nystartet virksomhed og er også (næsten) lige blevet mor for tredje gang. Hvordan får du den kabale til at gå op? Hvad prioterer du op og hvad lader du være?
AB: Det er en tricky kabale, det er der ingen tvivl om. Og så alligevel ikke. For mig er det egentlig blevet lettere og lettere for hvert barn vi har fået; at vælge fra og prioritere at være mor. Så jeg er mor, kæreste og ellers er jeg i MÄT-modus. Så jeg laver faktisk ikke så meget andet end det, men det er også dét, der gør mig allermest lykkelig.

Jeg kan huske, da jeg havde fået vores første barn, dér syntes jeg, at det var svært, når mine veninder sad og rødvinshyggede eller var ude. Det synes jeg overhovedet ikke længere, jeg skal virkelig lokkes ud. Men jeg vil meget gerne drikke rødvin og hygge hjemme hos os ;) Når det er sagt, er dét med veninderne, det hårdeste ved at få børn. Jeg er ikke altid den veninde, jeg gerne ville være. Jeg er faktisk blevet lidt en slanteveninde, men håber, det bliver bedre når børnene bliver lidt større.

Jeg er ret stædig og vil ikke have hjælp udefra til vores børn, det er kun min mor og søster der må passe dem, så når de ikke kan – så bliver jeg altså bare hjemme.
I MÄT-regi, der har jeg jo den vildeste partner i Sofie Bentzen, så der får jeg masser med hjælp. Jeg har jo lige været på barsel i et år, så der klarede hun det hele. Hun er topsej!

Med MÄT ønsker I at inspirere og hjælpe (børnefamilier) til at træffe nemme, sundere valg i hverdagen. Jeg er jo erklæret fan af jeres barer, men hvad er fremtidsplanen med MÄT og kan vi snart se nogle nye typer af produkter på hylderne fra jer?
YAY! TAK! Ja altså drømmen er at vi skal blive et helt univers af produkter i snackkategorien eller ”to go” / ”eat easy”-kategorien, hvor alle produkterne skal indeholde protein fra æg, være økologiske, naturlige og så skal de smage toplækkert. Sofie sidder og knokler på nogle chips, men vi stiller høje krav til vores produkter, så det er ikke en nem opgave hun er på. Derudover er der også et par morgenmadsprodukter i støbeskeen, det bliver SÅ spændende.

Hvordan kommer man fra idé til pludselig at have produkter på hylderne i hele Danmark?
Hårdt arbejde! Det er bestemt ikke noget der er kommet nemt, der er virkelig stor konkurrence derude, så vi har knoklet for at nå hertil. Men det er jo ikke noget der er sket over natten og der er hele tiden nye sejre, vi er feks lige kommet ind i 7-Eleven og det er vi vildt stolte af. Jeg har heller ikke vænnet mig til det og HVER gang jeg ser vores barer i en butik, tager jeg en selfie med dem. Jeg bliver så vanvittig stolt over at se Sofies og mine MÄT-babyer ligge der, eller endnu bedre; i nogens indkøbskurv.

Sneakers fra Hummel og strik fra Aiayu.

Næste år skal du giftes. Tillykke :) Fortæl mig lidt om, hvad du ser mest frem til, hvordan det går med planlægningen og hvad for en slags bryllup I gerne vil holde?
Haha, ja du hører mig jo sige min. én gang om ugen lige for tiden, om vi ikke skal udskyde et par år. Altså lige indtil ”save the date” ryger ud indenfor de næste par uger. Men der der planlægning er svær, der er jo virkelig meget der skal tages stilling til og jeg synes jeg har rigeligt om ørene lige nu, men på den anden side får jeg også mega sommerfugle i maven ved tanken om at jeg skal giftes med Christian. Jeg glæder mig så meget til at skride op af gulvet, give ham mit JA og snave ham i gulvet som hans kone!
Altså planen er, at det skal være et traditionelt bryllup (så traditionelt som det kan blive når man gifter sig med Christian Stadil ;)) i kirke, med kæmpe fest og min kjole skal være hvid, men alt udover det, er der ikke taget stilling til endnu. Jeg synes det er så sindsygt voksen at blive gift, så vildt, meget mere voksent end at få børn (selvom jeg godt ved at det er noget vrøvl). Jeg har aldrig rigtig drømt om at blive gift, før Christian spurgte mig, om jeg ville giftes med ham.

Nyeste køb. Drømmekjole fra Cecilie Bahnsen.

Favoritduften, masker fra Amazing space og en shampoo der før håret til at føles og se tykt ud.

Du er lidt af en skønhedsnørd, at dømme ud fra din samling af beauty-produkter. Hvilke er dine favoritter og har du nogle tricks eller behandlinger, du sværger til?
Uhh ja det er min yndlingsverden, det der med skønhed og sundhed. Og de to hænger jo sammen. Altså skønhed er jo også en følelse og den starter indeni, så udover at spise sundt og drikke masser af vand, så spiser jeg kosttilskud fra VITAVIVA, deres produkters sammensætning af vitaminer, mineraler, olier og urter er helt unikke og så kan jeg seriøst mærke en forskel på min krops balance, min hud, mit hår og mine negle. Jeg er lige startet på deres ”Wrinkle Away”, jeg fylder 32år om to dage, så tænkte, at nu var det tid til dem ;) Jeg starter dagen med en halv liter vand, jeg har en flaske i mit toiletskab, så glemmer jeg det ikke. Og så drikker jeg en skefuld spirulina og wheatgrass i et glas juice og topper den med et glas kefir. Så er dagen ligesom i gang.

Af produkter bruger jeg Bioeffekt serum og Environ, det er begge to mærker med dokumenteret effekt og jeg synes de passer perfekt til min hud. Jeg går til behandling hos Dare to Care ved Line Friis, hun kan bare noget helt specielt, det er hende der har anbefalet Environ og jeg har fået taget billeder af min hud og underhud nogle gange, og der er ingen tvivl om, at det høje indhold af A-vitamin i produkterne virker.

For nogle år siden viste du dit (meget stramme) efterfødselsmaveskind frem på instagram. Det skabte så meget polemik, at der blev en artikel ud af det på BT. Kropspositivisme skal vel kunne rumme det hele og ikke bare det, der ligger langt fra det såkaldte ideal?
ENIG! Nu synes jeg faktisk også at folk er søde til at give komplimenter, og det er jo rigtig dejligt. Men der er en tendens til, at man kun bliver hyldet, hvis man viser den ”rigtige” kvindekrop frem, og hvad er så det? – Skal man have strækmærker og appelsinhud for at være en rigtig kvinde eller mor?  Jeg synes også man skal hylde dem der nosser sig sammen til at tage i fitnesscenter eller ud at løbe flere gange om ugen og derfor har en sund og måske også slank krop. Der findes jo ikke noget, der bedre end andet og der er mænd, der er til det hele, min egen kæreste eksempelvis. Han siger da jævnligt, at han savner den store numse og bryster jeg havde da vi mødtes. Jeg nyder at være slank(ere) og kan løbe meget hurtigere nu end dengang… Alle kroppe er rigtige, jeg synes bare at de sunde kroppe også fortjener hyldest (og ikke skæld ud!), og så er det egentlig ligemeget om de er tykke eller tynde. Eller midtimellem.

Favoritstilletterne fra Gianvito Rossi i flere farver.

Den fineste meditationsbog til børn, som Alice varmt anbefaler.

VENINDEBOG:

Kælenavne: ​Hmm, mit yndlingskælenavn er helt klart ”Mor” ;) Men jeg er åbenbart ikke rigtig typen man giver kælenavne, min gymnasiekæreste, Michael, kaldte mig Fantalice, det synes jeg var ret sødt. Christian kalder mig bare Alice ellers skat, gad ellers godt at have et eller andet cool eller cute kælenavn.
Yndlingsfarve:​ Den lysegrønne farve bøgen har, lige når den springer ud, gør mig lykkelig indeni. Men mine jeans skal helst være sorte eller grå ;)
Livret: ​Jeg er meget glad for thaimad og pasta…gerne en ostepastaret.
Hvis du kun kunne tage en slags slik med på en øde ø: Nougatmåtter!
Yndlingssted: ​Jeg er meget glad for at være derhjemme, vi har det hyggeligste hus… så enten dér eller på terrassen ved vores hus i Frankrig, udsigten er bare aldrig den samme…elsker det.
Drinken du bestiller igen og igen: Gin og tonic, den bliver aldrig for sød, for sur, for kedelig… bare helt tilpas.
​Ynd​lingsduft: Escentric Molecule, Molecule 01. Får så mange komplimenter for den, og jeg synes det er meget dejligt, at jeg ikke selv kan dufte den, kan godt få lidt hovedpine af parfume.
En restaurant eller café du kan anbefale: Det lille pizzaria på torvet i byen i Frankrig hvor vi har hus, hvor de lokale unge og gamle altid sidder og nyder den vin, man får med gratis når man bestiller pizza. Ellers er det ikke meget jeg kommer ud, men min kammerat Jimmy har restauranten ”Kul” i København og det er et virkelig fedt sted med topgod mad. Han har lige åbnet en ny vinbar Barril, den glæder jeg mig til at besøge.
Yndlingssang:​ Queens Bohemian Rhapsody, det er ligesom mange sange i én og jeg bliver aldrig træt af den. Det er en sang der bliver danset pænt meget til i vores familie.
Bedste bog du har læst: ​Det må være Pride and prejudice (Stolthed og fordom) af Jane Austen. Jeg læser egentlig mest biografier (den om Winston Churchill kan anbefales!) og krimier, men jeg er så fascineret af kærligheden imellem Elizabeth og Mr. Darcy og hvor lang tid man måtte vente på at høre fra sin elskede i 1800-tallet i forhold til hvordan folk sidder og swiper imellem deres ”kærligheder” i dag. Jeg tror jeg ville passe bedre til at leve i 1800-tallet…
Yndlingsfilm el. tv-serier: Uhh jeg har mange, men første sæson af True detective er nok nr. 1. Og Homeland. Og når jeg er alene hjemme, kan jeg stadig finde på at se Sex ad the city eller SUITS.
5 ting i din taske: ​Ansigtsmist (jeg er storforbruger!), forskellige sutter, MÄT-bar selvfølgelig, læbepomade, mobil.
Yndlings-emoji: Jeg er vild med Rock and roll håndtegnet, så vild at jeg overvejer at få det tatoveret, så er der da lidt rock i mit liv ;)
Hvad gør dig glad: ​Mine vidunderlige børn, hver eneste dag. Og så bliver jeg lykkelig indeni, når folk der ikke kender hinanden lige gør noget ekstra godt; eksempelvis give en fremmed komplimenter (det skal vi gøre noget mere). Jeg så engang en mand tage sin frakke af og give den til en hjemløs, så fint. Eller den dame, der løb efter bussen fordi én havde glemt sin taske. Og unge mennesker der rejser sig for en ældre dame eller mand… den slags små og store ting af næstekærlighed og overskud kan give mig sommerfugle i maven af lykke.
Det værste du ved: Kræft. Frygten for kræft og at miste dem jeg elsker, kan blive helt tosset af at tænke på det. Og så falske mennesker, der ikke vil andre det godt, det er så trist og småligt.
Kendis-crush: ​Ham der Christian Stadil er da meget lækker….;) ellers synes jeg at Matt Bomer er ret hot og Harvey Spector fra Suits ;)
Guilty pleasure: Nougatmåtter sammen med marcipanbrød, så bliver det ikke meget mere guilty …

Yndlingsjakken fra H&M x Balmain og ny bamse’pels’ fra Stine Goya.

(Visited 15.855 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar

12 Kommentarer

    1. Dejligt at det bringer glæde og ja, hurra for Mät, de har reddet mig fra ond hangryness mange gange ;) Klem Emily

  1. Hvor virker hende Alice bare som et rart og venligt menneske :-) Tak for hende.

  2. Fedt koncept med “venindebogen” – det er nyt for mig, og efter min menig, er Alice B den helt rigtige at have med ! Hun er den sejeste mor og totalt beundringsværdig !!

  3. Åh, jeg er vild med at venindebogen er tilbage. Og jeg er vild med, at Alice svarer så fyldestgørende på spørgsmålene. Hun virker som et oprigtigt godt menneske, og så er hun tilmed temmelig sej og beundringsværdig! Godt valg at starte op med hende ;)

    1. Yay hvor dejligt at den har været savnet og at du kunne lide starten i denne omgang. Og du kan god glæde dig, der er nogle gode damer på tapetet her i efteråret :) Kram E