Da vi læste Den, der lever stille, Leonora Christina Skovs seneste roman, i bloggens læseklub for lidt tid siden, fik jeg slået benene fuldstændig væk under mig af både den stærke fortælling og det vidunderlige sprog. Og dristede mig derfor til at spørge Leonora, som jeg en gang har lavet en blomsterreklame med, om ikke hun ville være med i min venindebog. Det ville hun heldigvis for mig – og jer – gerne. For det er altså vanvittigt spændende at få lov at blive inviteret indenfor i en forfatters univers, rutiner og ikke mindst snørklede hjerne.
Leonora var oven i købet så god, at invitere mig på de lækreste kager fra et fransk bageri “lige nede om hjørnet”, Nescafé og jordbær og så snakkede vi ellers løs om rejser, parfumer, skriveproces, stalkere og meget andet mens vi spiste kage og jeg fotograferede på livet løs. Hvad der kom ud af det hele, kan I se nedenfor.
Ps. Venindebogen rummer masser af forskellige damer, jeg kender. Læs de tidligere med Anine Bing, Anne Lose, Alice Brunsø, Sarah Skarum, Signe Wenneberg, Pernille Teisbæk, Julie Wettergren, Anne Grønskov, Christine Danielsen, Sine Gerstenberg, Marie Worsaae, Andrea Elisabeth Rudolph og Stine Bramsen.
Pps. Du kan følge Leonora på instagram her.
ES: Hvordan så en typisk dag ud for dig, da du arbejdede på Den, der lever stille?
LCS: Langt mindre glamourøs, end jeg ville have foretrukket. Mine fem foregående romaner har jeg skrevet på eksotiske residencies rundt om i verden, ofte i måneder ad gangen, men den her var så krævende at skrive, at jeg hverken kunne overskue at møde nye mennesker eller genplante mig selv nye steder. Jeg havde også brug for at kunne konsultere mine mange tusind siders dagbøger, gamle, udprintede emailkorrespondancer med min far, gamle familiebilleder og upublicerede manuskripter fra mine teenageår, og det ville føre for vidt at slæbe alt det materiale med mig. Så jeg endte med at skrive Den, der lever stille hjemme i Annettes og min lejlighed på Frederiksberg. Hun er videnskabsjournalist og arbejder også hjemmefra. Vi har indrettet os med to store arbejdsværelser mod gaden og en stue imellem, så vi ikke forstyrrer hinanden i løbet af dagen.
Det år, jeg skrev bogen, stod vi op kl. 7, spiste morgenmad sammen og gik hver til sit. Min arbejdsdag begyndte klokken 9. Jeg har en dejlig udsigt ned over en grøn allé, og det første, jeg gjorde hver morgen, var at åbne vinduerne. Når vejret tillod det, stod de åbne hele dagen og ellers bare en times tid. Derefter tog jeg parfume på begge håndrygge (det er et ritual jeg har: To forskellige dufte) og satte ny, klassisk musik på anlægget. Jeg kan ikke skrive, når folk synger mig ind i hovedet, men neo-classical med klaver, strygere eller cello fokuserer mine tanker på en fremragende måde. Min bog er skrevet til de her albums: Julia Kent: Asperities * Christoph Berg: Paraphrases * Carlos Cipa: All Your Life You Walk * Amiina: Fantômas * Hildur Guðnadóttir: Without Sinking * Poppy Ackroyd: Feathers * Flying Hórses: Tölt * Federico Albanese: The Houseboat and the Moon * Brambles: Charcoal * Sebastian Plano: Impetus * Quentin Sirjacq: Far Islands and Near Places * Sophie Hutchings: Night Sky.
Endelig efterlod jeg min telefon og ipad i Annettes skuffe og blokerede internettet med internetblokeringsprogrammet Freedom. Min kadence var to timers internetfri tid, en halv time med internet og så fremdeles til klokken 17. De første 3-4 timer gik med at gennemskrive den eller de par sider, jeg skrev dagen før, og derefter skrev jeg videre. Kl. 17 gik jeg enten ud og så mine venner eller spiste sammen med Annette og fortsatte skrivningen fra kl. 20 til 23, hvor jeg gik i seng.
Mens jeg skrev de andre bøger, anmeldte jeg en bog om ugen til Weekendavisen for at få økonomien til at hænge sammen, og det betød, at søndag gik fra til at læse og mandag gik fra til at skrive anmeldelse. Men denne gang fik jeg så stort et forskud, at jeg kunne tage orlov fra anmelderjobbet og skrive alle ugens dage. Det var en kæmpe luksus.
En ganske særlig taske, I måske kan genkende fra Den, der lever stille?
ES: Noget af det, jeg fandt allermest inspirerende og empowering ved at læse bogen, var dit ukuelige mod. Hvorfor er du så modig og tror du, det er noget man kan fremelske?
LS: Det er overraskende for mig at høre, at så mange af mine læsere finder mig modig. Det er ikke et ord, jeg nogensinde ville hæfte på mig selv, og på den måde synes jeg, at det minder om ’populær’; dem, der bliver anset for at være det, kan sjældent selv se eller mærke, at de er det.
Jeg har altid haft en utrolig stærk drivkraft mod at skabe mig det liv, jeg drømte om, som forfatter, lesbisk, feminist og omrejsende, og jeg har da helt sikkert følt mig anderledes med mine livsvalg og levet med en stor skyldfølelse, fordi mine livsvalg gjorde mine forældre ondt, men jeg har aldrig følt mig forkert som menneske. Jeg har heller aldrig haft en længsel efter at leve et liv, der ligner flertallets, eller opleve den spejling og forståelse, der ligger i det. Det tror jeg har gjort det meget lettere for mig at gå min egen vej. Og så mistede jeg næsten alt, da jeg sprang ud, så jeg har ikke følt, at jeg havde ret meget mere at miste, når jeg kastede mig ud i det ene og det andet.
Jeg kan forstå på alle de læsere, der skriver til mig, at mange føler sig modigere efter at have læst min bog, og det kan jeg godt forstå, for det gør jeg også. Jeg frygtede alt muligt, mens jeg skrev; at min far ville dø, at min familie og mine venner ville slå hånden af mig, at læserne ville hade bogen, og at medierne ville korsfæste mig. Men det har været langt mindre omkostningsfuldt at skrive og tale frit, også om et tabubelagt emne som manglende forældrekærlighed. Faktisk har jeg aldrig fået mere kærlighed retur end de sidste måneder. Jeg kan kun anbefale alle at kaste sig ud i det.
ES: Hvorfor skal man læse bøger og hvad læser du selv lige nu?
LS: Man skal læse bøger, fordi de gør verden større og får én til at reflektere over sit eget liv og det at være menneske. Samtidig kan man lære meget om verden og leve mange flere liv, end man ellers har mulighed for. Selv har jeg været en kæmpe læser, siden jeg var tre år gammel, og op gennem mine teenageår var bøgerne og mine 160 pennevenner fra hele verden min indgang til livet udenfor Helsinge. Jeg læste i temaer; blindhed, homoseksualitet, personlighedsspaltning, selvmord, prostitution, incest, narkomani, depression. Der var en grund til, at jeg oprindeligt begyndte at læse psykologi.
De sidste 15 år har jeg anmeldt en bog om ugen til Weekendavisen, og her bestemmer jeg sjældent selv, hvad jeg læser, men når jeg ikke anmelder, læser jeg gerne i forfatterskaber. Det fedeste er at læse en fantastisk bog og opdage, at forfatteren har skrevet fem andre, der er lige så gode. Mine yndlingsforfattere er Delphine de Vigan, Linn Ullmann, Nicole Krauss, Carson McCullers, Meg Wolitzer, Jennifer Egan, A.M. Homes, Angela Carter, Claire Messud, Elena Ferrante, Charlotte Brontë, Cheryl Strayed, Simone de Beauvoir, Susan Sontag, Amy Bloom og Daphne du Maurier.
Lige nu har jeg gang i tre bøger. Sådan ender min lystlæsning ofte, fordi jeg har en bog med mig i tasken og en anden liggende på mit sengebord. Så lige nu læser jeg En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard, fordi jeg elskede hans første roman, samt Syng, levende og døde, syng af Jesmyn Ward, hvis forfatterskab er helt nyt for mig. Desuden er jeg i gang med at genlæse Shirley Jacksons forfatterskab, fordi jeg skal skrive forord til We Have Always Lived in the Castle.
ES: Du er lidt af en parfume-afficionado, hvad gør dufte ved dig og hvilke er dine favoritter, hvis du død og pine skal vælge tre?
LCS: Ja, jeg har en hel duftgarderobe bestående af 30-35 flakoner, som jeg skifter mellem, præcis ligesom jeg vælger kjole og sko efter humør. Mine yndlingsnoter forbinder de fleste med herreparfume: vetiver, oud, sandeltræ, harpiks, tobak, whisky, bergamotte, kardemomme, tonkabønner, peber, cedertræ, musk, safran, ruskind og patchouli. Hvis noterne virker lidt tunge og matte den dag, mixer jeg dem med Iso E Super-dufte som #S fra Nasengold, Celluloid fra Æther eller Escentric Molecules 01.
Inden jeg går i gang med at skrive, tager jeg en parfume på hver håndryg, så jeg kan sidde og nyde duftene i løbet af dagen. Jeg falder fuldkommen til ro indvendig på den måde. Når jeg skal ud, nøjes jeg med en enkelt parfume, som regel én af dem, der er rimelig meget out there, for jeg tager da bestemt parfume på for min egen skyld, men jeg deler gerne duftene med resten af verden. Hvis jeg virkelig kun må vælge tre favoritter, må det være Black Afgano fra Nasomatto, som jeg p.t. er på flakon nr. 4 af, Sycomore fra Chanels eksklusive linje og Tuscan Leather fra Tom Ford.
ES: Og hvad er det med alle skoene og læbestifterne?
LCS: Well. Jeg begyndte at gå med rød læbestift, da jeg var i begyndelsen af 20erne, og den detalje gjorde mit look så åbenlyst mere markant, at jeg har gået med rød læbestift siden. Jeg bruger to op om måneden, så jeg skifter mellem en dyr og en billig: The Red fra Sephora og Rouge Dior fra Christian Dior. Uden rød læbestift føler jeg mig udvasket og afklædt, så det er kun, når jeg rejser, at jeg toner looket ned.
Sko gik jeg ikke voldsomt meget op i, før jeg ramte de 30 og fandt ud af købe dyre sko brugt til ingen penge. Siden har jeg fået penge nok til at købe skoene fra nye. Mine yndlingsmærker er Roccamore, Minna Parikka, Chie Mihara og Eley Kishimoto, der alle laver farvestrålende sko i opsigtsvækkende designs. Roccamore-skoene har særlige, ortopædiske såler, og jeg går fortræffeligt i dem, så dem har jeg efterhånden mange par af, og jeg må bare sige, at sko er en fantastisk icebreaker. Ligesom af komme med en lille hund, forestiller jeg mig. Når nye mennesker gerne vil indlede en samtale med mig, komplimenterer de mine sko, og så er vi ligesom i gang. Desuden er jeg omkring 188 cm. høj med sko, og jeg elsker at komme skridende og være meget højere end de fleste andre. Nobody puts Baby in a corner.
ES: Du har rejst utroligt meget, hvor er det dejligste sted at tage hen på arbejdsferie?
LCS: Det er ubetinget det sydlige Indien, hvor jeg har arbejdet på foreløbig tre af mine bøger. Det er superbilligt at bo og leve der, det sydindiske køkken er fantastisk med et stort opbud af vegetariske retter, og hver gang, man bevæger sig udenfor, kommer man til at grine ad alt fra køer og geder på vejbanen til folk, der kører som sindssyge eller forsøger at prakke én bizarre ting på. Desuden er der alle farverne og lugtene og folk, der har et temmelig andet forhold til grænser, end vi har i Danmark. Og larmen. My God. Hele sansebombardementet gør mig rolig indvendig. Jo mere larmende og vanvittigt, jo mere meditativt for mig.
Jeg kan på det varmeste anbefale Pondicherry, der er en relativt overskuelig, fransk koloniby syd for Chennai. Her kan man f.eks. bo i den franskinspirerede del af byen, hvor der er ro og grønne alleer, og tage over i den larmende del af byen og blive blæst igennem efter arbejdstid. Jeg er også meget, meget glad for Mysore, Mumbai og Chennai.
VENINDEBOG:
Kælenavne: Leo
Yndlingsfarve: Rød og mørkeblå. Når jeg bærer farverne sammen, peger små børn på mig og siger, at jeg ligner Snehvide
Livret: Sydindiske retter som paneer masala og masala dosa.
Hvis du kun kunne tage en slags slik med på en øde ø: Lakrids. Blue Jeans eller salte fisk. Annette og jeg kan ikke have nogen af delene i huset. Det samme gælder chokolade.
Drinken du bestiller igen og igen: Mojito og Gin & lime. Men jeg foretrækker hvidvin.
Yndlingsduft: Det må være min Annettes duft. Jeg har valgt kærester fra, fordi jeg ikke kun lide deres kropsduft, så det betyder åbenlyst meget for mig.
En restaurant eller café du kan anbefale: Den etiopiske/eritreiske Asmara Restaurant på Jagtvej 43. Her får man spicy karry- og vegetarretter serveret med salat på surdejspandekager, og så spiser man med fingrene, til bordet ligner en 4-årigs fødselsdagsfest. Jeg elsker også udonnudelsuppen med kylling på japanske Issa, Sankt Jørgens Allé 6, og den libanesiske morgenmad med frisk myntete på Cafe Mahalle på Birkegade 6.
Yndlingssang: Lige nu er det Apocalypse med Cigarettes after Sex, som jeg lytter til konstant. Hvis du mener absolutte yndlingssang overhovedet, må det være This House med Alison Moyet.
Bedste bog du har læst: Great House/Det store hus af Nicole Krauss for de afsnit, hvor en far skriver et langt brev til sin søn, der har skuffet ham igen og igen. Jeg har læst det brev utallige gange, og jeg græder stadig hver gang.
Yndlingsfilm el. tv-serier: Twin Peaks. Det er så også den eneste tv-serie, jeg har set, men til gengæld har jeg set første sæson så mange gange, at jeg kan mange af scenerne udenad.
Yndlings-emoji: Den pink puddelhund. Jeg kan ikke komme på en eneste sms-samtale, hvor den ikke passer perfekt.
Hvad gør dig glad: At føle mig elsket af Annette og at blive husket af mine venner. Jeg bliver altid så glad, når de skriver til mig og foreslår at ses. Og så gør det mig lykkelig at rejse. Både det øjeblik hvor flyet letter, og jeg er på vej et nyt sted hen og at rejse rundt i alle mulige lande med tog.
Det værste du ved: Skyldfølelse. Min familie har styret hinanden med skyld i generationer, og jeg dør indvendig, når nogen forsøger at styre mig på den måde i dag. Jeg har det meget svært med smålighed. Folk, der holder kortene tæt til kroppen og ikke vil dele, fordi de frygter, at der går noget fra dem.
Kendis-crush: Tori Amos har været mit kendis-crush siden først i 1990erne, og siden har jeg fundet Amanda Palmer, Goldfrapp og Dita von Teese. Denne fangirl har nærlæst hendes skønhedsbibel Your Beauty Mark og kan anbefale alle andre at gøre det samme. Selvsagt kan jeg også anbefale alle at høre Little Earthquakes med Tori Amos, Who Killed Amanda Palmer? med Amanda Palmer og Tales of Us med Goldfrapp.
Guilty pleasure: Dårligt tv. Annette og jeg har ikke haft tv de sidste 15 år, men jeg har til gengæld stenet mange afsnit af Kanal 4s Nærkontakt og TV3s Mit plastikmareridt på min computer. Jeg har også en svaghed for youtube-videoer af folk, der bliver genforenet med deres kæledyr eller får implantater, så de kan høre for første gang. Og så er der det her fantastiske klip, hvor Adele optræder som ’Jenny’. Det har jeg godt nok set mange gange.
