Min graviditet de sidste to uger. Går ind i uge 37 i dag, men her er altså ‘dagbog’ fra uge 35 og 36.

Mest af alt er jeg bare lykkelig. På den ret euforiske måde. Jeg er SÅ glad og taknemmelig over, at få lov at opleve det her. At mærke min lille dreng, boltre sig i min mave. At se hans far blive netop det. Far. Og så optager det mig ret meget, at han i princippet snart kan komme. Tarzan altså. Og at der lige såvel kan gå 4-7 uger. Det er altså et ret stort spænd. Det eneste jeg ved, er at det bliver på et eller andet tidspunkt derimellem. Jeg hænger mig ikke så meget i min terminsdato (25. juli). Både fordi det hører til sjældenhederne, at ramme lige akkurat den dato, men også fordi jeg tror, min er forkert. Jeg havde jo ikke regelmæssig menstruation, så min er et skøn lavet udfra henholdsvis en tidlig scanning i uge 8 (en såkaldt terminsbestemmelsesscanning) og derefter blev den rykket lidt ved nakkefoldsscanningen i uge 12.

Forventningsfuld, magelig og lidt dummere

Uanset hvad er jeg så spændt. Og forventningsfuld. Det kommer sikkert til at give bagslag, og selvom jeg måske ikke decideret glæder mig til fødslen, så ser jeg virkelig frem til den og den oplevelse, det bliver. Så håber jeg bare, at det overordnet set bliver en god oplevelse.

Jeg føler mig stadig ikke særligt hæmmet eller begrænset fysisk og træner fortsat og bevæger mig en masse, men jeg kan mærke en ny tyngde i kroppen. Ikke kun pga. den ekstra vægt – jeg har taget ca. 9 kilo på, på nuværende tidspunkt – men mere som sindsstemning. Jeg føler mig lidt lad og magelig og prøver at omfavne det, selvom det ikke altid falder mig lige let.

Dagligt må jeg lede efter ord, når jeg taler. Ikke kun fremmedord, jeg bruger sjældent, men også de helt nemme dagligdagsord. De forsvinder bare for mig. Og generelt føler jeg mig ca. 30% dummere end sædvanligt, måske mere. Det er som om både min krop og hjerne har målrettet ressourcerne et helt andet sted hen og det er så også fair nok. Jeg GLÆDER mig til jeg går på barsel, for jeg må blankt erkende, at hverken intellekt eller overskud helt kan følge med længere. Lysten til at bygge rede og trække mig, som jeg har beskrevet i de seneste par graviditetsindlæg, bliver kun stærkere og stærkere.

Tudemarie med separationsangst

Jeg græder meget for tiden. Som regel på en god og forløsende måde og det føles egentlig rart. Men der skal ikke meget til at udløse gråden. Jeg skal nærmest bare tænke på Penny, så bliver øjnene våde. Og så savner jeg også min mormor og min far særligt meget i disse uger. Jeg ville så gerne have, at de kunne opleve det her. At få et barnebarn og et oldebarn. Men det kan altså også bare være reklamer, der spiller på følelsesregisteret eller et par velmenende ord, der får mig til at sidde og hikste.

Nikolaj må helst heller ikke være for langt væk. Og jeg savner ham (sådan helt på barndommens hjemveagtige måde), når han er på arbejde. Faktisk vil jeg helst være sammen med ham hele tiden og jeg er også ekstra forelsket i ham, hvis man ellers kan være det. En morgen vågner jeg og finder sengen ved siden af mig tom. Og går helt i panik og kalder febrilsk på ham. Han var (selvfølgelig) bare på toilettet, men panikfornemmelsen sidder i mig resten af dagen og jeg er (meget lidt rationelt) bange for, at han forlader mig.

Flotte Tarzan

Til endnu en vækstscanning kan vi se, at vores aktive, lille dreng, stadig vokser fint og følger sin kurve flot. Alligevel vil de gerne se os til endnu en (og formentlig) sidste scanning umiddelbart inden termin. For at sikre sig, at min moderkage stadig giver ham nok næring til den tid. Det føles på en gang trygt og samtidig havde jeg nok også lidt håbet, at denne gang var sidste gang. På trods af min kromosomfejl (Faktor V Leiden), der er hele årsagen til, at de holder ekstra øje (plus selvfølgelig at baby er til den lille side), så får jeg stadig ikke blodfortyndende medicin. Mit blodtryk er lavt (hvilket er godt i denne sammenhæng) og jeg binder ikke væske (ok, lidt i mine små pølsetæer), så lægerne skønner, at jeg det fortsat ikke er nødvendigt. Det er jeg glad for med tanke på den forstående fødsel.

Rejeost, rabarberdrik, brød og collagen

Jordbærrene er stadig min nummer ét, men en ny kærlighed på craving-listen er rejeost. Ahmen så lækkert jo! Og der er rent faktisk rejer i rejeosten nu til dags. Mange endda. Derudover er rabarbersaft et kæmpe hit. Vi får en helt vidunderlig en på Samsø og jeg er ked af, at jeg ikke købte et par kasser med hjem. Må forsøge at lave selv snarest. Derudover er jeg ikke så spændende på cravingfronten. Jeg har en hel del lyst til brød med smør og ost igen. Lidt à la i starten af 2. trimester omend ikke helt så voldsomt og tvangspræget. Jeg har fortsat ret lidt plads i maven og bliver hurtigt mæt (baby sidder højt og presser på mavesækken), så udover masser af frugt og grønt forsøger jeg at spise ret energitæt. Vil jo gerne sætte lidt godt ammefedt.

Og så tager jeg collagentilskud. Altså udover multivitamin til gravide, fiskeolie, jern osv. Har læst, at det kan være med til at forebygge strækmærker. Ikke at jeg er så bange for dem igen. Jeg tror nok mest på, at det er genetisk. Kommer de, så kommer de og så tager jeg det med. Men derfor er det nu dejligt at smøre maven og den efterhånden noget udspilede hud ind dagligt alligevel. Og drikke rigeligt med væske, spise gode fedtstoffer og tage collagen. Hele molevitten gavner også resten af kroppen, så det føles ikke spildt uanset hvad og så har jeg i alle tilfælde gjort, hvad jeg kan.

Ps. Gravid uge 32-34, Gravid uge 30-31, Gravid uge 28-29, Gravid uge 26-27, Gravid uge 21-25, Gravid uge 16-20, Gravid uge 12-15, Gravid uge 8-11, Gravid uge 6 og 7 og Gravid uge 4 og 5.

Pps. Vi skal være forældre.

Ppps. Sådan blev jeg gravid.