Jeg føler mig i almindelighed ret så heldig omkring mit job og jeg må erkende, at den følelse forstærkes, når jeg laver de her venindebøger. At få lov at lege ‘Kender du typen’ hjemme hos andre og ikke mindst at præsentere jer for damer, der betager mig og hvis historie og univers, jeg gerne vil dele med jer.

Oftest besøger jeg kvinder, jeg kender på ene eller anden måde i forvejen, men det var ikke tilfældet med Sanne Cigale Benmoyal, der er dagens hovedperson. Det var en af jer (ja, faktisk flere af jer), der foreslog hende, da jeg spurgte, hvem I gerne ville møde i fremtidens venindebøger.

Til gengæld føltes det på ingen måde som at besøge en, jeg ikke kendte, da jeg for nogle uger siden, var hjemme hos Sanne, der er cand. mag., debattør, kendt fra tv-programmet Jøde! på DR og i tillæg kan skrive radiovært og foredragsholder på cv’et.   Faktisk føltes det akkurat som at besøge en kær veninde. En jeg havde overraskende mange præferencer tilfælles med. Således blev både turen i bogreolen og klædeskabet en omgang udbrud à la “Næh, den har jeg også”.

Således endte jeg med at være på besøg i langt over de “en time til halvanden” jeg ellers havde lovet, at foto og snak ville tage. Dog var vi begge lige opslugte af snakken om alt fra hunde (Sanne passer ofte en border collie, der ligner Penny), babyer, at læse humaniora (og hvor tåbeligt lidt undervisning man har på de fag), ikke at kunne lide at mingle og at tage og plante stiklinger blandt mange andre emner, så tror (og håber) ikke det var til al for megen gene.

Tak for at jeg måtte komme Sanne, det var virkelig en fornøjelse.

Ps. Venindebogen rummer masser af forskellige damer, jeg kender. Læs de tidligere med Anne Mette Hancock, Petra Nagel, Emma Slebsager, Leonora Christina Skov, Anine Bing, Anne Lose, Alice Brunsø, Sarah Skarum, Pernille Teisbæk, Julie Wettergren, Anne Grønskov, Christine Danielsen, Sine Gerstenberg, Marie Worsaae, Andrea Elisabeth Rudolph og Stine Bramsen.

Pps. Du kan følge Sanne på instagram her.

ES: I programmet Jøde! på DR møder vi en på sin vis bange, men også frustreret og stædig Sanne. En Sanne der ikke længere vil ‘leve stille’, som vil åbne op og komme fordommene til livs. Jeg har spurgt mine venner, om hvad de ved om at være (ung og) jøde i Danmark og det er overraskende lidt (sammenlignet med hvad de ved om andre minoriteter), så jeg tror virkelig, du har fat i noget i forhold til at større transparens og mindre mystik er vejen frem. Fortæl os lidt om, hvordan det egentlig er at være jøde i Danmark.

SCB: Det er nok den bedste minoritet, man kan være i Danmark. Når det så er sagt synes jeg ikke nogen minoriteter i det her lillebitte land, har det let. Danmark er bare et meget homogent samfund. Jøderne i Danmark har været her siden år 1600, men i starten var de her under en masse restriktioner. De måtte kun bosætte sig bestemte steder, så de ikke påvirkede handlen. Sådan er den jødiske historie bare. Folk tror altid det handler om 2. Verdenskrig, men det er mange, mange århundreders forfølgelseshistorie. Som min dokumentar også tager afsæt i, har det bevirket, at jøderne ofte bare går under radaren. Som min far siger i åbningsscenen: “Man skal leve stille”. Og det giver mening. Især for de ældre generationer. De har oplevet rædsler, som vi andre ikke har. Og det har jeg respekt for. Det er bare ikke min historie. De unge må og skal skrive historien om og det kræver, at der bliver lukket op. Delt lidt mere ud. Tænk, hvis det var sådan så man kunne købe Challah (det sødlige fletbrød man spiser på shabbat) hos bageren. Det kan man i London og mange steder i Tyskland. Tænk, hvis det blev ligeså almindelig som en croissant. Hvad jeg mener er bare; I ser aldrig jøderne. Hvornår har du sidst set en med kalot?

 

ES: Hvordan er du blevet så modig og hvordan er det, at bruge sig selv så meget i det, der samtidig er dit arbejde?

SCB: Det er hånden på hjertet frygteligt. Ægte. Jeg vil aldrig anbefale nogen det. Men jeg kan ikke andet. Jeg har forsøgt at lave noget, der ikke tog udgangspunkt i mig selv og det bliver bare ikke godt. Det bliver højest middelmådigt. Min kæreste sagde på et tidspunkt, at mit arbejdsliv ville blive lettere, hvis jeg bare ville anerkende, at jeg var en kæmpe narcissist. Det åbnede mine øjne for, at bruge den selvoptagethed til noget konstruktivt. Men det er hårdt at aflevere noget af sin sjæl hver gang. Her er min sjæl. Værsgod, pas godt på den.
Jeg aner ikke, hvordan jeg er blevet så modigt. Jeg var et ret ængsteligt barn. Men i mit voksenliv er jeg kompromisløs. Jeg har ligesom ingen stopklods. På godt og på ondt.

ES: Jeg kan blive både helt utroligt ulykkelig og vanvittigt rasende, når jeg hører, at du har modtaget dødstrusler i kølvandet på de artikler, du har skrevet, foredrag du har holdt og ikke mindst tv-programmet på DR. Blandt andet fordi jeg slet ikke kan forstå sådan et (ubegrundet) had og hvad der fostrer det. Hvad kan vi som danskere – og samfund ikke mindst – gøre for at komme antisemitismen til livs?

SCB: Oplysning er den eneste vej frem. Vi skal ganske enkelt vide mere om hinanden sådan vi ikke altid ender med sætningen “Hanukkah (jødisk højtid) er det jødernes jul?” For nej, det er ikke jul. Det er bare Hanukkah. Ikke alt kan omsættes til noget dansk.
Og så tror jeg det er vigtigt at skelne mellem racisme og antisemitisme for at komme det til livs. Måske fordi jøder er priviligerede set i forhold til andre minoriteter. Så bliver det på en måde mere legit at hade dem. Fordi man i hvert fald så ikke træder på nogen, der ligger ned. For de har mange penge og de har meget magt og se alle de skattekroner der går på bevogtning af synagoen. Alle de fordomme der er mod jøder er ældgamle forestillinger, som mange af de der ydrefløje spiller på. Som om jøderne bare sad på tronen af samfundet og styrede med hård hånd. Derfor bunder det had jeg får mest af også i misundelse. “Din privilegerede jødeluder, du rejser bare rundt for dine forældres formue (Øh I wish)”. De beskeder siger noget om hvor mange fordomme, der er om jøder. Dødstruslerne er next level. De har ingen forklaring.

 

ES: Har du gjort dig nogen tanker om, hvordan din generation, undgår at videreføre den nedarvede, jødiske angst til jeres børn?

SCB: Det er noget af det, jeg tænker mest på i forhold til at få børn. Jeg vil simpelthen så nødigt overføre den angst. Jeg snakker meget med veninder, jeg kender i samme situation, der også hånden på hjertet må indrømme, at selvom de prøver, alt hvad de kan for ikke at præge deres børn med den angst, vi er opvokset med, så gør de det alligevel. Men jeg tror bevidstheden om det, er et skridt på vejen. Når det så er sagt, overvejer jeg, om det ville være bedre for dem at vokse op et andet sted end i Danmark. Min kæreste er tysker og jeg tænker, at sådan et lille blandingsprodukt måske ville få et bedre liv i et mere mangfoldigt samfund.

 

ES: Når du ikke skriver skarpsindige klummer og kuglegraver den jødiske idenditet er du også ‘bare’ en helt almindelig ung kvinde, som jeg på mange måder virkelig kan kende mig selv i. En der er glad for hunde, godt kan lide snurrer fra Juno the Bakery, som går i tøj med flot print, bruger genanvendelige, hæklede ‘vat’rondeller og har smarte spænder i håret. Det giver mig lyst til at vide, hvordan en ideel lørdag à la Sanne ser ud?

Åh. Jeg laver gerne så lidt som muligt. Det der med at få noget ud af dagen er ikke mit mantra. Jeg luller rundt. Måske mest bare rundt om mig selv. Jeg spiser aldrig morgenmad så jeg tænker, at museum efterfulgt af en kæmpe frokost med min kæreste er sådan vores weekender ofte er. Hvis det går vildt for sig går vi i biografen om aftenen. Det elsker jeg. Der er så roligt. Jeg tror måske, jeg lever et andet liv end folk umiddelbart tror. Jeg har ikke været til fest i flere år. Og jeg drikker aldrig. Til gengæld bruger jeg meget tid på at læse og lave mad.

ES: Vi har også nemlig også læsehesteriet til fælles. Hvad skal du læse denne sommer? Og har du en bog, du kan anbefale andre at læse?

SCB: Jeg vil anbefale at læse Amalie Langballes nye debutroman “Forsvindingsnumre”. Den er brutal og vidunderlig skrøbelig på samme tid. Jeg tror selv jeg skal læse Veronika Katinka “Jeg bruger min krop som et møbel”

ES: Hvad skal vi holde øje med fra din hånd i den nærmeste fremtid?

SCB: Det ved man aldrig i mediebranchen. Jeg tror, man kan høre noget lyd fra mig på P1. Jeg tror måske også man kommer til at se mig lave mere tv. Jeg har skrevet på en bog i 2 år. Måske en dag, inshallah, vil man kunne købe den. Det er nok i virkeligheden min største drøm.

 

 

VENINDEBOG:
Kælenavn: Alle tænkelige variationer over mit navn Cigale
Yndlingsfarve: Gul. Sådan sart gul
Livret: Østers
Hvis du kunne tage en slags slik med på en øde: Jeg kan ikke lide slik, så jeg går med chokolade
Drinken du bestiller igen og igen: Jeg drikker aldrig
Yndlingsduft: Alt med lavendel
En restaurant eller café, du kan anbefale: Baka d’busk på Rantzausgade
Yndlingssang: Jeg vender altid tilbage til Dolly Partons Jolene
Bedste bog, du har læst: Kældermennesket af Dostojevskij
Yndlingsfilm eller tv-serie: Handmaids Tale. Jeg er så deprimeret og så angst og så fanget
5 ting i din taske: Jeg har ikke 5 ting i tasken. Jeg har et dankort og en læbepomade og nøgler, når jeg husker dem
Hvad gør dig glad: Hunde, tærter, babyer og planter
Yndlings-emoji: Jeg kan egentlig kun lide hjertet. Det røde. Helt klassisk. Jeg kan bedre lide at bruge ord
Det værste du ved: Sætningen “Så kan du lære det”. Hvad fanden betyder det egentlig
Kendis-crush: Jørgen Leth. Jeg elsker den stædighed han besidder.
Guilty pleasure: Jeg tror ikke jeg har en. Jeg spiser alt. Ser alt ud fra devisen “No shame”.