De 10 mest populære outfits… i 10’erne

Jeg kom helt fra det, da jeg sidste år lavede jubilæumsindlæg om dette og hint i anledning af bloggens 10-års jubilæum. Altså at lave et indlæg om de 10 mest populære outfits gennem tiden. Så det kommer altså nu. For det er stadig skægt. Synes jeg om ikke andet.

Her er de således. Et for hvert år.

Råb i øvrigt op, hvis I også synes det er sjovt med sådan en opsamling. Jeg havde ret meget spas ud af at lave den (og har jo rigeligt materiale, også indenfor andet end outfits), så kunne nok godt lave en lignende eller to, hvis der er stemning for endnu en lille walk down memory lane ;)

 

2009: Altså se lige hvor ung! Og med lårhøje støvler og Philip Lim-batikkjole. Har i øvrigt stadig kjolen og har brugt den MANGE gange siden. Var tilsyneladende en kende mere kortfattet dengang, haha. Billedet er taget i min lille københavnerlejlighed, som jeg boede i mens jeg læste på litteraturvidenskab og siden moderne kultur på KUA.

 

2010: “Jeg synes det er ret skægt at bevæge sig lige på grænsen mellem påklædning og udklædning…”, skrev jeg i indlægget When in Paris. Og det skal jeg da lige love for ;) Og hvad siger I til redigeringen? Det var MEGET smart i 2010. Jo mere analogt det så ud desto smartere. Har i øvrigt lidt ondt af min daværende kæreste, der måtte udholde mange pinagtige udklædningsscenarier i de år.

 

2011: Jeg var besat af SATC, Carrie B var mit stilikon og det lykkedes mig at opdrive det her bælte. GOALS. Det var i øvrigt inden instagram m.m. og folk kommenterede løs på blogs. 67 kommentarer på en outfit-post (og sikke søde kommentarer også dengang ♥).

 

2012: Jo, jo jeg gik også i mere almindeligt tøj, men det er selvklart de noget mere… hmm… eksperimenterende outfits, der fik mest opmærksomhed. Dette indlæg havde overskriften Where are my dragons? Game of Thrones-feberen var i gang (sæson 2 rullede over skærmen) og det kunne mærkes selv på min lille (mode)blog. 2012 var i øvrigt det år, hvor jeg postede flest outfits deriblandt nogle af mine personlige favoritter fra min ‘bordeaux periode’, det her og det her ville jeg gladeligt tage på igen i dag.

 

2013: Det her meget feminine antræk var suverænt årets mest populære, dog tæt forfulgt af det her noget mere afdæmpede. Lad os bare sige at jeg havde en bred smag. Dengang var jeg lige blevet færdig med min kandidat og arbejdede fuld tid på et PR-bureau, mens min blog lå hos Eurowoman.

 

2014: Årets favorit kunne jeg altså også snildt hoppe i nu og bortset fra at jeg redigerede mine billeder på en (synes jeg nu) irriterende og helt udvasket måde, så ville jeg gladeligt hoppe i de fleste outfits fra dengang igen. Det var i øvrigt det år, jeg mødte Nikolaj på Roskilde Festival.

 

2015: Min kærlighed til de brændte farver har fulgt mig i hele bloggens historie. Og apropos kærlighed, så var Nikolaj og jeg mere eller mindre lige blevet kærester, da billedet her blev taget. Og jeg var meget forelsket på den der måde, hvor man er helt forvirret og bange for, at den anden ombestemmer sig og således på en og samme tid tror, man skal dø, men også er helt ør af lykke.

 

2016: Året hvor jeg for første gang var i Staterne og forelskede mig hovedkuls i New York. Hvor billedet også er fra. I 2016-kjolEN fra Réalisation. Kan godt savne tasken lidt, når jeg ser den her. En lille Chanel Boy i denim og bouclé. Den er solgt igen. Brugte den så lidt, at den gav mig mere dårlig samvittighed end glæde. Men når jeg ser den sådan, så er det lige før jeg fortryder.

 

2017: Et af de helt gode år, der blandt andet involverede vores bryllup. Og masser af 90’er referencer i garderoben. Og virkeligt brune ben som følge af bryllupsrejse, der bød på surf og sommereventyr i Frankrig og Spanien. Det her med lyserøde bukser er ‘runner up’ blandt årets mest populære.

 

2018: Hverdagsuniformen har ikke ændret sig stort siden 2018 (ok, så er det selvfølgelig heller ikke længere tid siden) og selvom det er SÅ skægt og hyggeligt at kigge tilbage på de mange garderobeeksperimenter, jeg har været igennem de sidste 10 år, så er det også rart at se, hvordan det bliver lidt mere ‘mig’ i løbet af de seneste par år. Hvordan jeg snildt kunne tage det hele på igen og i mange tilfælde også gør det. Fordi det er holdbare ting, der stadig bor i mit skab og er med i påklædningsrotationen.

 

2019: Med Kurt i maven og i en ‘spisekjole’ og sådan en skal man tilsyneladende ikke kimse ad. Hvilket minder mig om, at jeg fluks må finde den frem fra skabet igen. Den må hellere end gerne komme med ind i 20’erne. Det her outfit uden baby i maven eller på armen er en personlig favorit.

 

(Visited 8.326 times, 5 visits today)

Skriv en kommentar

15 Kommentarer

  1. Jeg synes det er så skægt og hyggeligt, med sådan en liste.
    Og hold op, jeg glæder mig (om muligt) nu endnu mere til forårsvejr – kan næsten høre min Stine Goya læderjakke kalde fra skabet, når jeg ser hvor godt, du rocker det look gang på gang?

  2. Tak for et hyggeligt og ikke mindst inspirerende indlæg – er vild med hvordan du formår at mikse det farvede med det klassiske :)

    Du skriver at du nogle gange sælger ud – sælger du online nogle steder eller har du nogle tips til, hvor man kan købe gode secondhand køb? Da jeg desværre ikke har mulighed for at deltage i jeres loppeladies, da jeg er bosat i Jylland.

  3. Så hyggeligt et indlæg – det er sjovt at se tilbage på, synes jeg. Og kan godt blive helt overrasket over, hvor længe jeg selv har fulgt med. Elskede dit outfit med SATC-bæltet!

  4. Jeg har læst med siden alpehuen i Paris, og jeg elskede det! (Elsker det stadig, alpehuer holder max).

  5. Super hyggeligt indlæg!! ☺️ Og en sjov måde at blive mindet om hvor længe jeg egentlig har læst med hos dig ?

  6. Ej et sjovt tilbageblik, jeg har åbenbart været med siden 2011,. Jeg husker tydeligt det outfit og jeg elsker det stadig ?

  7. Jeg har fulgt med siden 2011 og elsker det her recap! Du altid inspireret mig med din stil og dine farvekombinationer ? Jeg vil se frem til flere lignende indlæg!

  8. Kære Emily

    Elsker dine out-fits indlæg❤️ Altid din helt særlige stil, som inspirerer og “hanker op” i mig, når der er gået for meget vane i mit daglige outfit? kh Tina

  9. Bortset fra det allerførste billede, husker jeg dem alle, så jeg har været med længe og ikke uden grund., da du klart er min ynglingsblogger! Du inspirer på så mange planer lige fra tøj, mad, samvær med hunde (har haft tre stk) til alt fra måde at tale og tænke på. Tak for dig og jeg håber, at du vil fortsætte i mange år endnu <3

    Endnu flere tilbageblik, tak. Det er mega hyggeligt!

    PS. Og jeg elsker, at du skriver lange velformulerede skriv, godt at du også har udviklet det siden første billede, haha!!

  10. Har fulgt dig fra starten af, elsker det her med top 10, håber du laver flere af den slags, fx med farver, Kjoler, ferieoutfits, festoutfits osv :)