Venindebog: Emma Slebsager

Allerførst vil jeg gerne takke jer for jeres store engagement og gode idéer og ønsker i forbindelse med gårsdagens indlæg. Det kommer egentlig ikke bag på mig, jeg ved jo at det er de bedste damer, der læser med her. Men derfor er jeg altså meget, meget taknemmelig og ikke mindst ydmyg omkring det faktum, at I tager jer tid til at komme med indspark. Tak. Virkelig ♥

Og tror I så lige, at jeg sad og gned mig i hænderne, da jeg kunne læse, at flere af jer ønskede interviews med ‘grønne’ personligheder, der havde noget spændende at byde ind med i forhold til bæredygtighed OG at I var mange, der holdt af venindebogen OG jeg samtidig vidste, at det næste indlæg, jeg skulle udgive var en venindebog med en herlig bæredygtighedsfortaler?

Hvor heldig kan man være. Og hvor herligt, at vi er på bølgelængde ♥

Emma Slebsager, som I skal møde i dag, blogger om bæredygtighed i hverdagen her, er mor til en lille søn, nogens kæreste, psykologistuderende, vegetar, medstifter af Sustain Daily, croissant- og planteentusiast og meget andet. Og virkelig, virkelig sød og ikke mindst god til at inspirere til et grønnere liv med et mindre aftryk, uden at man føler sig sat i skammekrogen.

Vil I samme grønne åndedrag lige minde om venindebogen med Signe Wenneberg (og hunden Emil), nu hvor I efterspurgte lignende i går.

Ps. Venindebogen rummer masser af forskellige damer, jeg kender. Læs de tidligere med Leonora Christina Skov,  Anine BingAnne LoseAlice BrunsøSarah SkarumPernille TeisbækJulie WettergrenAnne GrønskovChristine DanielsenSine GerstenbergMarie WorsaaeAndrea Elisabeth Rudolph og Stine Bramsen.

Pps. Du kan følge Emma på instagram her.

Emma inviterede mig inden sommeren på jordbær, vandmelon og den dejligste mandelcroissant fra Mirabelle til deling (man kan ikke spise en hel solo). Behøver jeg at fortælle at jeg ELSKER, at lave de her venindebøger? Ikke nok med at jeg får lov at tale med virkeligt interessante damer, snuse rundt hjemme hos folk (min store drøm er at overtage for Anne Glad i Kender du typen en dag), så bliver jeg også altid behandler mere end pænt og trakteret med dejlige sager.

Emily: Hvordan ser en helt almindelig hverdag ud hos dig? Og hvordan skiller den sig ud, hvis man ser på den med et sæt bæredygtige briller?

Emma: Det er faktisk længe siden, at jeg rigtigt har haft en hverdag. Jeg blev mor i august sidste år og har været på barsel det meste af tiden siden da. Nu er jeg i gang med at skrive speciale i psykologi, mens min mand og vores søn er på barsel sammen indtil efteråret. Det føles, som om hverdagen er sat på pause og først rigtigt vender tilbage, når vores søn starter i vuggestue. Hvilket er en kæmpe luksus. Jeg nyder i fulde drag, at det hele flyder lidt og er fleksibelt for tiden.

Med et sæt bæredygtige briller er min hverdag anderledes end de flestes, fordi den er fuld af klimavenlige til- og fravalg. Min lejlighed er fuld af møbler, vi har købt brugt, køleskabet indeholder ikke kød, og det er sjældent, at der flytter nyt tøj ind i min garderobe. Vi affaldssorterer, leder altid på Den Blå Avis, i de lokale genbrugsbutikker, på Reshopper og så videre, når vi mangler noget, og så tager vi toget, når vi skal på weekendture til Tyskland og besøge min mands familie eller på ferie. Vi behøver sjældent tømme postkassen, fordi vi ikke modtager reklamer, vores elselskab arbejder for at etablere vedvarende energi, mine penge står i en bank, som vil forandre verden, og 99% af vores indkøb er økologiske. Men det er ikke noget, man nødvendigvis kan se. Man skal tæt på for at bemærke, at noget er anderledes.

Emily: Du har sådan en fin, inspirerende og absolut ikke formanende måde at formidle en grønnere livsstil på. Fortæl mig om, hvordan du ser positivt på ethvert (lillebitte) tiltag i den rigtige retning, fremfor at løfte pegefingre over det folk (ellers) burde og skulle.

Emma: Min grundindstilling er, at alle skridt i den rigtige retning tæller. Jeg har lige så store high fives til dem, som med møje og besvær indfører ét enkelt kødfrit måltid om ugen, som til dem, der kører totalt købestop og lever vegansk. Den grønne omstilling kræver, at vi ændrer nogle helt grundlæggende normer og gendefinerer, hvad vi opfatter som det gode liv. Sådan en forandring sker ikke fra den ene dag til den anden, den kræver tid og plads. At løfte pegefingre eller uddele dårlig samvittighed er hverken produktivt eller fair. Det er jo ikke det enkelte menneskes skyld, at vi i vores del af verden har et tårnhøjt forbrug af materielle ting, kød og flyrejser. Man kan ikke gøre for, hvor man er vokset op. Og for nogen kan ét vegetarisk måltid være en lige så stor anstrengelse, som flere års ferier uden fly er det for andre.

Når man lige så stille – med små, tøvende skridt – begynder at bevæge sig i retning af et mere klimavenligt liv, er det vigtigt, at man ikke bliver skældt ud eller slået over fingrene. Det er sårbart at gå mod strømmen og gøre noget andet end dét, de fleste gør. Lige der i overgangsfasen, hvor de små skridt ofte tages, har man brug for opmuntring og hjælp – ikke modstand. Derfor er jeg kæmpe fan af alle, som gør noget. For at gøre noget, bare et eller andet, er helt forskelligt fra at gøre ingenting.

Min egen vej ind i den bæredygtige verden var snørklet, langsom og usikker. Derfor ved jeg, at de mange små skridt, som udadtil kan virke ligegyldige, er fundamentet for langt større forandring. Jeg bliver så ærgerlig, når jeg ser, at personer og virksomheder hånes og kritiseres, hvis de begiver sig ud i at omstille sig bæredygtigt. Ingen kan gøre alting perfekt fra starten. Hvis man ikke må have lov at starte et sted uden at have styr på alt, hvordan skulle vi så kunne komme videre?

Emily: Hvis vi skal starte i det små, hvad er så dine 5 bedste tips til nemt at komme i gang med at leve mere klimavenligt?

Emma: Spis mere vegetarmad. Start med de måltider, du ikke skal forhandle med andre mennesker om – din madpakke, din frokost fra kantinen eller den mad, du bestiller fra en menu på café eller restaurant. Når du får smag for vegetarisk mad, kan du kaste dig ud i at overtale din familie, din kæreste eller din madklub til at hoppe med på den grønne bølge. Kød er det suverænt mest klimabelastende, man kan spise, fordi kun cirka 10% af energien i det, dyrene spiser, bliver givet videre.

Overvej dine køb. Vi har et stort forbrug af ting, tøj og elektronik i vores del af verden. Rigtig mange af os har simpelthen for mange ting – de fleste oplever for eksempel, at det er en lettelse at få ryddet ud i skabet. Så tænkt over, hvad du køber, og om du har brug for det. Køb brugt, hvis du mangler noget – eller køb rigtig god kvalitet og sørg for, at dine ting og dit tøj får et langt liv. Jeg fører selv en liste over mit forbrug i 2018. Det er en god øvelse, som giver mig overblik og er lidt af en øjenåbner!

Stem grønt til næste valg, så vi kan få nogle politikere i Folketinget, der tør tage fat på klimakrisen. Vi har brug for strukturelle tiltag, der gør det klimavenlige valg til det nemme, oplagte og billige valg – både for privatpersoner, virksomheder og offentlige institutioner. Der findes grønne politikere i alle partier, stem på den modigste du kan finde!

Afmeld reklamer. Både de fysiske, så du forbruger mindre papir (det kan du gøre lige her!), men også de digitale. Få ryddet ud i de nyhedsbreve, der lander i din indbakke, og tryk unfollow på butikker, du følger på instagram og facebook. Reklamer giver dig lyst til at købe ting, du ikke vidste, du manglede – spring dem over og få mere tid til andre ting.

Giv (og ønsk dig) oplevelser frem for ting. Oplevelser er klimavenlige! Hvis du skal give en gave, så giv en tur på museum inklusiv besøg i museumscaféen, en koncertoplevelse, en restaurantmiddag, en biograftur eller en cykeltur med indlagt picnic frem for en vase, en bluse eller en lysestage. Hvis du selv har fødselsdag, så ønsk dig oplevelser og se, hvad din familie og dine venner finder på.

Emily: Og så til en af de store: Hvorfor skal vi overveje at rejse på andre måder og hvordan griber man det an i praksis?

Emma: Det skal vi, fordi fly forurener med drivhusgasser højt oppe i luften. Den er ikke så meget længere end det – at flyve er bare ikke spor klimavenligt.
At komme i gang med at rejse på andre måder end med fly kan se ud på mange måder. Man kan fx starte med at overveje, hvad man egentlig er ude efter på sin ferie. Er det samvær med familien? At slippe for hverdagens pligter? Smuk natur? Kulturelle oplevelser? Måske er det ikke nødvendigt at flyve på weekendtur til Barcelona, hvis formålet med turen egentlig er at have tid til at kysse sin kæreste og spise god mad. Og måske er det egentlig ligegyldigt, om turen går til Sydfyn eller Sydfrankrig, hvis pointen er at slippe for at tænke på vasketøj og have tid til at læse bøger?
Jeg tror, det i høj grad handler om at skifte mindset. Vi er så vant til, at ferien starter i lufthavnen, at vi næsten ikke kan forestille os andet. Men hvis man vil udfordre sig selv og sine ferievaner, så prøv at tag et kort over Europa frem og se, hvad der ligger i togafstand fra Danmark. Jeg har fx været med toget til Berlin, Stockholm, Paris, London (inklusiv en tunnel mellem Frankrig og England under vandet!), Wien, Ljubljana, Sarajevo og Norditalien. Det gælder om at have fyldt op med podcasts, bøger og snacks – så er togturen en fornøjelse. Jeg elsker at starte min ferie med at komme helt ned i gear i løbet af en lang togtur.

Læs evt. Emmas fine indlæg om at rejse langt med tog her.

Skal man ud at flyve, så har Emma lavet en god guide til CO2-kompensation her.

Emily: Du er medstifter af det lækre magasin Sustain Yearly og webmagasinet og podcasten Sustain Daily. Hvad er jeres ambition med Sustain Daily & Yearly?

Emma: Det er jeg! Sustain Daily (og papirmagasinet Sustain Yearly) er sat i verden for at sprede inspiration til bæredygtig livsstil. Vi brænder for at vise, at et grønnere liv er skønt, smukt og fyldt med nydelse – sådan er det nemlig for os. Derfor udgiver vi artikler, guides, anmeldelser, interviews, podcasts og magasiner, som hjælper vores læsere med at skyde genvej til bæredygtige vaner. Vi holder events, viser film og har et julemagasin på vej. For vi ved, at der mange derude, som er interesserede i at leve mere klimavenligt og tage den grønne omstilling ved hornene. Vores ambition er at være dem, man vender sig mod for råd, vejledning og inspiration, når man ikke ved, hvad det næste grønne skridt skal være. Altså ultimativt vil vi ændre verden jo!

Emily: Giv os dine bedste tips, til at belaste lidt mindre som børnefamilie, men uden at skulle lægge vådservietterne helt på hylden :)

Emma: Køb brugt! Man kan få ALTING brugt til børn, det er vildt fedt. Barnevogn, seng, høj stol, tøj, autostol, cykelsæde, voksipose, you name it. Vi har næsten ikke købt noget fra ny. App’en Reshopper og DBA er guld værd, og mange ting kan man også låne eller arve af venner og familie. Vi lånte fx en babyindsats til den høje stol – sådan en bruger man max et halvt år, og en bekendt havde den stående i kælderen. Et andet tip er at købe lidt færre ting, end andre fortæller dig, du har brug for. Man kan altid skaffe ting hen ad vejen, hvis behovet opstår, og det er vildt svært at vide på forhånd, hvad man bliver glad for.

Angående vådservietter og andre engangsprodukter, så rammer du et ømt punkt. Jeg havde troet, at vi ville blive sådan en familie, der brugte moderne stofbleer – men det skete bare ikke. Ikke fordi vi ikke havde muligheden, men fordi vi simpelthen ikke har valgt at prioritere det. Sådan er der nogle gange ting, man ikke gør perfekt. På samme måde har vi vådservietter med i pusletasken, når vi tager på tur – men hjemme bruger vi bare almindelige vaskeklude i stedet for, som ryger i vaskemaskinen og bliver brugt igen og igen.

VENINDEBOG

Kælenavne: ​Ems og Emse
Yndlingsfarve:​ Grøn
Livret: ​De første asparges om foråret, de første jordbær om sommeren, de første discoveryæbler om efteråret og varm dhal om vinteren.
Hvis du kun kunne tage en slags slik med på en øde ø: Salte fisk. Går ud fra, at det er en tropeø, og så er chokolade altså for upraktisk.
Drinken du bestiller igen og igen: Jeg er allermest til en kold øl, gerne en bitter af slagsen. Lige nu i solen og varmen er jeg vild med sommercider fra Kernegaarden på Fejø. Og hvis det skal være en drink-drink, så sværger jeg til gin og tonic. 
​
Ynd​lingsduft: Havet, skoven efter regn, friskbagt brød og solvarm hud.
En restaurant eller café du kan anbefale: Man spiser dejlig aftensmad på Mirabelle på Guldbergsgade. Dagens grønne ret, et glas cider og en kop kaffe, så er jeg glad.
Yndlingssang:​ Joan As Police Woman med ”Kiss the Specifics”
.
Bedste bog du har læst: Af skønlitteratur må det blive Norwegian Wood af Haruki Murakami, fordi den introducerede mig til hans forfatterskab, hvilket introducerede mig til den lille boghandel Thiemers Magasin i Tullinsgade, hvilket åbnede en helt ny verden af bøger for mig. Af faglitteratur tror jeg, det er Michael Pollans bog In defense of food, som kickstartede min interesse for hvordan vi producerer den mad, vi spiser, og hvilke konsekvenser det har – altså min vej hen til at interessere mig for bæredygtighed.
Yndlingsfilm el. tv-serie: Amélie.
Yndlings-emoji: ?, ✨ og ??.
Hvad gør dig glad: ​Alt det, der sker lige nu i den grønne omstilling.
Det værste du ved: Magthavere som ikke er modige.
Kendis-crush: Emma Watson!
Guilty pleasure: Bland-selv slik.

Husk lige drikkedunken. At købe vand i Danmark er skørt både for miljø og egen pengepung.

Det behøver ikke kræve et stort system, at genanvende. En trækasse i hjørnet, der tømmes jævnligt i de respektive containere, kan også gøre det. Papir, pap, plast (både blød og hård i Købanhavns Kommune), metal, glas osv. kan sorteres fra det almindelige affald.

En grøn deo, jeg ikke selv har prøvet, men som nu er på ‘to try’-listen.

Størstedelen af Emmas tøj.

Emmas yndlings-sneakers’ne fra bæredygtige Veja. De skal i øvrigt gås til. De er helt stive, når man får dem, men bliver over tid bløde og lækre.

 

(Visited 6.583 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

19 Kommentarer

  1. Tak for et godt indlæg! Gerne mere af den slags :) Jeg synes det er skønt, at du inspirerer til at leve mere bæredygtigt. Jeg har en oplevelse af, at mange bloggere er med til at trække i den anden retning og skabe unødvendige behov hos læserne… Jeg elsker selv at blive inspireret og følger med på flere blogs, men savner at se de samme ting/tøj brugt i flere indlæg, gode og langstidsholdbare materialer og bare generel inspiration til fornyelse af garderobe, bolig mm. på en bæredygtig måde…

    1. Selv tak Kristina og det var en dejlig feedback. Det er lige akkurat den retning jeg selv gerne vil i/have bloggen i. Jeg bliver nok ikke helt så dygtig som Emma i en håndevending, men netop det med at bruge tingene igen og igen (og vise det), samt inspirere til andet og mere end forbrug ligger mig meget på sinde ♡ Stort knus Emily

  2. Super godt indlæg og jeg elsker også mine Veja sneakers – de tager lige lidt længere end man regner med at gå til. Men så er de virkelig lækre (og de ser så smarte ud ;))

  3. Tak for det fine indlæg. Jeg har simpelthen sådan glædet mig til at læse det, lige siden jeg så på Instagram, at du interviewede hende.
    Jeg synes, Emma er så sej! En kæmpe inspiration :)

    1. Det var bestemt så lidt og herligt at du kunne lide det og jeg kunne ikke være mere enig. Hun er topsej! Hav den bedste dag. Klem Emily

  4. Sikke en dejlig venindebog, og hun virker som det rareste menneske, hende Emma. Jeg er i hvert fald blevet inspireret af hendes ord, og tror jeg hopper over og følger hendes blog.

  5. Jeg må bøje mig i støvet! Jeg arbejder med udvikling af emballager (både de biobaserede og de udskældte af plastik!), så følger meget med i forbrugeroplysning, hvor jeg ofte ærger mig over at rådene er for indlysende (og i flere tilfælde forkerte), men jeg synes virkelig Emma har noget at byde på! Gode, konkrete råd som både taler til hjertet og til vores behov for nemme løsninger, at spare penge osv. Bravo :)

    Tror det er reptilhjernen, snarere end hjertet, der skal prikkes til hos de fleste af os, hvis vi skal lave en bæredygtig omstilling, der virkelig rykker. Så tak for inspiration.

    1. Tusind tak Rikke, jeg er glad for at en fagperson som dig også kan stå inde for mine anbefalinger. Jeg prøver altid at være pragmatisk og vidensbaseret, når jeg træffer beslutninger og giver råd :)

  6. Super fedt med interview med Emma – det er når jeg læser sådan noget her, at jeg klikker mig videre ind på hendes side og læser hendes gode råd (der er simpelthen for mange gode hjemmesider, man gerne vil klikke ind på hver dag, så jeg har 2-3 faste, og når i så anbefaler en, går jeg ind og gennemtrawler deres side). Fandt lige hendes tip med CO2-kompensation for flyveture – og det er genialt! Vi er lige kommet hjem fra Paris og brugte en af Emma’s anbefalede sites til at se, at vi har udledt 800 kg CO2 (tror jeg det var?) på den tur. Så foreslår den selv et beløb at donere, der – hvis man tænker på hvad man ellers betaler for fly + ferie – ikke ødelægger budgettet og nu nemt ligges oveni vores ferier!

    1. Ej hvor godt, at I er begyndt at CO2-kompensere! Det er nemlig ikke ret mange penge i det samlede rejsebudget, og hvis man alligevel har taget flyveturen, er det en rigtig god ting at gøre efterfølgende :)

  7. Måtte simpelthen ind og genlæse denne venindebog, da jeg har lyttet til den ene Sustain Daily podcast efter den anden de sidste dage.
    Synes de har så fin en vinkel til mange ting, uden at de går helt i selvsving og kommer til at virke formanende.

    1. Hvor er det bare vidunderligt at høre Mette. Giver rosen videre til Emma og co. <3 Kram E