Sorry! Jeg er (stor)slem til at være liiiiidt forsinket med bogklubsdiskussion, men denne gang havde jeg slet og ret glemt den oveni al rejseriet. Det er jeg altså virkelig ked af!
Elsker vores lille bogklub og er meget, meget glad for at I er tålmodige med mig og at I ofte er så mange, der har lyst til at læse med, på trods af mit sløvsind.
Jeg skal nok gøre en gevaldig indsats for at overholde deadline for september måneds bog, som I i øvrigt stadig lige kan nå at læse, hvis I er vakse :)
Men nu skal det handle om august måneds bog, Den anden hånd af Chris Cleave. Som jeg virkelig, virkelig godt kunne lide. På trods af at jeg blev godt og grundigt irriteret på et par af bogens figurer. Men jeg kom også til at holde af dem…
Jeg kan mægtig godt lide romaner, der bogstaveligt talt leger med sproget og det Chris Cleave gør i Den anden hånd med at skildre de forviklinger Lille Bi har med britisk engelsk vs. nigeriansk engelsk er spot on og minder mig lidt om Jonathan Safran Foers Alt bliver oplyst hvor ukrainske Alex også fortæller løs på et mildest talt spændende engelsk.
Og derfor forstår jeg bestemt også hvorfor I var så mange, der anbefalede at man læser Den anden hånd på originalsproget engelsk. Kan levende forestille mig at alt sprognørkleriet er noget mere skarpt, når ikke det først har været igennem en oversættelse.
Men uanset hvad var det en både tankevækkende og rørende roman synes jeg. Og herligt let og på sin vis munter på trods af de dystre emner. Jeg var også meget imponeret over hvor nuancerede og menneskelige karakterne var, de traf dårlige valg, var bange, feje og ganske irriterende. I alle tilfælde nogle af dem.
Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.
- Hvad kunne I godt lide? Jeg kom til at holde frygteligt meget af Lille Bi. Der havde gået så grueligt meget igennem og som alligevel havde sådan en vilje til at overleve og var så omsorgsfuld. Og alle hendes finurlige og filosofiske tanker og observationer. Jeg var virkelig også begejstret for de alsidige og interessante karakterer generelt og på godt og ondt. For ja, nogle af dem gik mig også på nerverne, som I kan se nedenfor, men det er – som jeg før har været inde på – ikke nødvendigvis en dårlig ting i min bog. Jeg vil hellere læse en bog, hvor alting kommer til at stritte på mig end en der virker ligegyldig.
- Var der noget der irriterede jer? Andrew irriterede mig uendeligt på scenen på stranden i Nigeria. Sikke et fjols. Og Sarah irriterede mig. Og fascinerede mig også. Hun var handlekraftig og modig, men også noget så naiv og indbildsk. Og hendes (og Charlies og Lawrences) dårlige dømmekraft og hysteri (ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det, men man sad og ønskede at bare én af de voksne af og til kunne holde hovedet koldt) ender med at koste Lille Bi livet. Selvfølgelig er det først og fremmest systemet den er gal med, men jeg kunne heller ikke lade være med at blive vred på de enkelte individer over at det hele ikke kunne få en lykkeligere ende.
- Har bogen ændret jeres syn på flygtninge? Nu skal det ikke blive til den helt store politiske omgang fra min side, men jeg har egentlig aldrig tænkt på hvor fremmed og mærkeligt et andet samfund og system kan virke på folk. Især hvis de slet ikke er vant til noget, der minder om det og/eller kommer fra noget helt, helt andet. Eller hvor bikset det kan være at tilegne sig alle nuancerne i et andet sprog. Og jeg har heller aldrig rigtigt tænkt på hvordan forholdene er på asylcentre i Danmark. Det gør jeg nu.