Jeg bryder mig virkelig ikke om at afvise folk. Jeg er gennemført behagesyg og er på den konto gået på lidt for mange pligtdates, som allerede på forhånd føltes helt forkerte. Og selvom jeg går ind for at give folk en chance, skal man også huske at stole på sin mavefornemmelse.
Det er også for dumt, for jeg bliver jo alligevel nød til at afvise på et tidspunkt. Som regel inden 2. date. Bare rolig, bliver ikke pligtkærester med folk, fordi jeg ikke kan finde ud af at sige nej :)

Fik en besked på Facebook i går fra en sød fyr (bare ikke sød på den rigtige måde), som jeg mødte nytårsaften. En virkelig sød besked. Han skrev bl.a. at han var ked af, at han ikke havde fået spurgt om mit nummer og at hvis han havde haft det, så ville han have haft ringet nu. Hvorfor er det altid de forkerte mænd, der siger det rigtige?

Kom til at tænke på Anne Linnet sangen ‘De evige tre’, som er en fin sang hvis du spørger mig.
Lyrikken er Tove Ditlevsens og kommer her:

Der er to mænd i verden
Der bestandig krydser min vej
Den ene er ham jeg elsker
Den anden elsker mig.

Den ene er i en natlig drøm
Der bor i mit mørke sind
Den anden står ved mit hjertes dør
Jeg lukker ham aldrig ind.

Den ene gav mig et vårligt pust
Af lykke, der snart fór hen
Den anden gav mig sit hele liv
Fik aldrig en time igen.

Den ene bruser i blodets sang
Hvor elskov er ren og fri
Den anden er et med den triste dag
Som drømmene drukner i.

Hver en kvinde står mellem disse to
Forelsket, elsket og ren
En gang hvert hundrede år kan det ske
De smelter sammen til en.

‘De evige tre’ fra digtsamlingen ‘Blinkende lygter’.

Tror at jeg vil udforske Tove Ditlevsens forfatterskab lidt mere, kan virkelig godt lide hendes digte. Skriv hvis I har anbefalinger :)