Fløjlsblød ymerfromage med knas

Ymerfromage

Kære Emilys læsere,

Mit navn er Anne, og jeg har siden sommeren 2009 blogget på anneauchocolat.dk. Det er mit lille chokoladesøde univers, som byder på kager, der smager og andre livsnydende lækre sager. Om under en måned udkommer min første kogebog ”Lykken er chokolade”, som jeg har lavet sammen med min søde veninde Maja fra chocolat.dk. Det kilder i vores maver!

Emily har givet mig lov til at gæsteblogge denne mandag, mens hun er under varme solstråler østpå forhåbentlig med grøn karry i mavsen, friske kokosnødder mellem hænderne, sød afslapning og venindegrin, som kører direkte ind på livsnydelses- og madkærlighedskontoen. To konti som til daglig beriger både Emilys og mit liv med glæde og smil. Derfor er der som regel også altid et måltid indblandet, når vi hænger ud. Morgenmadsvafler, en sandwich og en juice på farten med den skønne Pennyhund eller saftige og perfekt tilsmagte burgere på Salon 39 og et par forfriskende cocktails on the side. Sidst jeg så Emily, teamede vi op i en kokkedyst på tid i Masterchef-studierne. Det var super sjovt, men jeg tror nu, at vi skruer lidt ned for tempoet, næste gang vi svinger panderne sammen. Efter min mening er det nemlig ren livsnydelse og den vilde luksus, når man tager sig tid til at lave mad og til at forkæle alle sanser, mens man smager efter og fokuserer på måltidet i ro og mag.

I dag serverer jeg lidt af en retrodessert for jer: Ymerfromage. Den er piftet op på med de frækkeste og fineste vanilleprikker, og så har jeg byttet sukkeret ud med agavesirup. Forandring fryder. På toppen er der drysset lidt hakket mælkechokolade (Jivara 40% fra Valrhona),  usaltede pistacier samt frysetørrede hindbær for at give lidt kærligt knas til den fine fløjlsbløde fromage.

ymerfromage1

Ymerfromage (4 små glas)

200 g ymer, jeg brugte den fra Arla Unika
20 g agavesirup
½ stang vanille, korn af
1 blad husblas
1 dl piskefløde

Knas på toppen:
mælkechokolade, finthakket
usaltede pistacier, finthakket
frysetørrede hindbær

Rør ymer sammen med agavesirup og vanillekorn i en skål. Udblød husblas i koldt vand i ca. fem minutter. Klem den bløde husblas fri for vand og smelt den forsigtigt over vandbad. Lad den køle lidt af. Pisk imellemtiden fløden til en let skum. Hæld husblasen i ymercremen under omrøring og vend forsigtigt fløden i. Fordel fromagen i fire glas og lad den sætte sig tildækket på køl i ca. 2 timer.

Inden servering drys da (din foretrukne) knas på toppen.

Ha’ en sød mandag og find mig på instagram lige her @anneauchocolat, hvis I lyster!

(Visited 5.136 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar

17 Kommentarer

  1. Åh old School dessert! Lyder så dejligt, hvor får du Arla unika, prøvede tre steder i sidste uge da jeg så det på din instagram?

    1. Kære Lene,
      Ih det er dejligt, at du skriver! Det håbede jeg på :)
      Jeg plejer at købe Arla Unika i deres stand i Torvehallerne.
      Kh Anne

        1. Kære Lene,
          GLÆD dig så meget til at smage denne ymer. Den er fabelagtig :)
          Kh Anne

  2. MUMS – din fromage ser skøn ud, Anne og der er slet slet ingen tvivl om, at Unikas Ymer simpelthen er den bedste på markedet!!!
    Den smager af (sommer)barndom på landet <3

    Og ymerfromage er sådan en vidunderlig dessert, som ikke kræver meget arbejde og tilbehøret kan varieres i det uendelige!

    I Thailand er det nok primært sticky rice med skøn mango, som Emily hygger sig med, men hvor er det dog nogle hyggelige og dejlige gæste/feriebloggere, som er kommet på herinde!

    1. Kære Mette
      Jeg elsker virkelig også ymerfromage – og Unikas ymer er bare bedst ja :)
      Uhm jeg får helt lyst til sticky rice nu. HAPS!
      Kh Anne

    1. Kære Anna
      Yay, det er jeg glæder mig at høre :)
      Den er også så simpel og så super lækker!
      Kh Anne

  3. Hvor ville jeg gerne have set jer i Masterchef!
    Og nøhj, hvor ser det lækkert ud :-) håber jeg kan få det til at se (og smage!!!) mindst lige så lækkert ud, når jeg forsøger mig med opskriften.

    1. Kære Xenia
      Det var også en sjov oplevelse, men nøj vi fik lidt sved på panden ;)
      God fornøjelse med fromagen!
      Kh Anne

  4. Hej Anne, nøj hvor ser det lækkert ud! Kan den laves uden husblas, og blive lige så god, eller? Knus